jazzNet: Manisk sax og Big Band jazz

Af: jazzNet - 19/2-2007

Anmeldelser af Albert Ayler trio - "Spiritual unity" & Charles Tolliver big band - "with love".

Albert Ayler trio : Spiritual unity.

"Spiritual unity" ændrede min indstilling til musik, den er fantastisk intet mindre. Hver gang jeg lytter til den, og det gør jeg faktisk ret tit, får jeg øje på noget nyt. Tenor saxophonisten Albert Ayler er her i trio formatet sammen med de enestående kompetente musikere Gary Peacock på bas med sine frit flydende ideer og Sunny Murray på trommer med sit utrolige lette spil. Det fantastiske ved denne plade er at det er første gang at Ayler har et band bagved sig som faktisk forstår det han laver og følger ham i det, hvilket giver ham mulighed for at spille frit - uden at blive holdt tilbage af nogen eller noget. Ayler spiller med en manisk intensitet, en åbenlys passion og med en smittende glæde. Han spiller fuldstændig ligesom han har lyst til og føler for og det var lige netop noget af det essentielle i Ayler's spil, han spillede ikke fra hovedet men direkte fra hans hjerte og sjæl, lige som om han genopfandt musikken hver gang. På pladen er der to udgaver af Ayler's kendingsmelodi "Ghost" den første "Ghost first variation" er en mere eller mindre rolig udgave af nummeret med relativt afdæmpede og rolige soloer men den anden udgave "Ghost second variation" er en meget mere ekstem, hidsig, aggressiv og fandenivoldsk udgave fyldt med alt det der kendetegner essencen i Ayler's musik, hans sax skriger, drejer og vrider sig igennem nummeret så det er en ren fryd. "The Wizard" indeholder en

fuldstændig overvældende solo af Ayler hvor han giver fuldstændig los og presser de mest fantastiske skrig, skrål og støn ud af hans saxophon. Lyde som man ikke troede det var muligt at få ud af dette instrument. Nummeret "Spirits" får også en fremragende fremførsel hvor Ayler kommer igennem store dele af følelsesregisteret - utroligt. Albert Ayler tog den abstrakte jazz musik og pressede den til sit yderste, så langt som den kunne komme. Mange hader Ayler's musik og vil helst være fri for at høre på det, men vi er gudskelov nogen som virkelig elsker det. Nogen få som kan se det smukke og banebrydende i det. Denne genudgivelse af det genopstandne label ESP Disk er uundværlig og essentiel i enhver jazz samling. Den er remastered fra de originale bånd og er i glimrende lyd. Den fremstår frisk, ren og åben i lyden og lyder som den kunne være optaget i går. Som mange andre af Albert Ayler's plader er det en krævende opgave at lytte til. Men hvis man har lysten til at smage på Ayler's enestående musik er dette et godt sted at starte, da den ikke er så hidsig som de senere ESP live udgivelser eller så soul'et i lyden som de mindre interessante Impulse udgivelser. Hvis jeg skulle vælge en plade som jeg skulle have med på en øde ø er der ingen tvivl i mit sind : det skulle være "Spiritual unity". Ganske rigtigt er det til tider larmende og kaotisk, men tag ikke fejl - for dem som tør er der virkelig guddommelig smuk musik at finde her. En meget vigtig udgivelse med imponerende kollektiv improvisation, chokerende skræmmende og rystende til tider, som hører med til enhver forståelse af free jazz. Af Henrik Kaldahl. Charles Tolliver big band : with love.

Det er ikke så tit at der kommer en helt ny big band cd på gaden, og allerede af denne grund er det værd at bide mærke I dette udspil fra Tolliver. Det er heller ikke så tit at en musiker debuterer i eget navn mere end 40 år efter at have medvirket på sin første pladeindspilning, så også på denne måde er Tollivers plade speciel. Han indspillede første gang med Jackie McClean's udspil fra 1964, It's time, og har siden spillet trompet på en række forskellige udgivelser, men her altså for første gang i eget navn. Kender man ikke noget til Big band musik er dette i og for sig et udmærket sted at starte. Selv om de fleste af numrene er nye og skrevet af Tolliver selv, er der tale om rimelig traditionel big band musik. Dette skriver jeg ikke som en kritik. Tværtimod, for Cd'en her er bestemt lytteværdig, og for folk der allerede er vilde med big band musik vil dette være et kærkomment supplement til samlingen. Victor Lewis passer trommerne, Cecil McBee bassen og Robert Glasper og Stanley Cowell skiftes til at spille piano. Herudover medvirker der som sig hør og bør et hav af blæsere. Her er både big band musik i både højt og medium tempo, og det bliver bare bedre og bedre jo længere man kommer ind på cd'en. Den eneste decideret

ballade stemning man finder på denne cd er i den på godt og ondt bemærkelsesværdige 9 minutter lange version af Monk's klassiker 'Round Midnight. Her bliver big band musik for fuld udblæsning blandet med en gennemspilning af temaet i en stille og følsom ballade-version der ligger tættere på Miles Davis' fortolkning af dette nummer, end noget andet. Nummeret kommer derfor i sin helhed til at fremstå nærmest skizofrent. Tolliver skriver selv i noterne om dette: "Thelonius's magnificent composition is for me one of THE quintessentials of our music; my arrangement sums up my love for it." Our music er vel en reference til jazzen som helhed og måske er den meget tumultariske behandling af dette nummer et symbol på den meget store mangfoldighed man finder I jazz'en. Jeg ved det ikke. Personligt synes jeg det er modigt, men ikke specielt vellykket. De forskellige dele af nummeret hænger simpelthen ikke tilstrækkelig godt sammen i mine ører. Men bortset fra dette og en lydkvalitet, som man godt kunne have gjort lidt mere ud af (særligt eftersom cd'en er udkommet på Blue Note, der med sine RVG genudgivelser, gør meget ud af lydkvaliteten) så er det tale om et meget anbefalelsesværdigt album. Af Henrik Palmer Olsen. Anmeldelserner er bragt i samarbejde med jazzNet.