jazzNet: Gamle stjerner med nye stemmer

Af: jazzNet - 27/2-2007

Anmeldelser af Gladys Knight - "Before me" & John Scofield - "That's what I Say".

Gladys Knight : Before me.

Gladys Knight har for nylig udgivet denne tribute cd til nogen af de største musikalske artister. Resultatet er et smukt udført og rørende album med flot vokal og enestående arrangementer. Gladys Knight skriver i cover noterne "This is music that will never die. It's as relevant as it was yesterday. It still applies. I am so honored to be able to to do these songs that you are about to hear. Take a listen and I hope that you feel the same awe that i feel when i sing the music. It has been an amazing journey". Gladys Knight som indtil videre har gjort sig mest bemærket i R & B kredse, giver sig på denne cd i kast med den genre som kaldes jazz standards fra "The Great American songbook" og resultatet er bemærkelsesværdigt. Friske fortolkninger af numre fra sangerindere fra fortiden Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan, Lena Horne, Nina Simone og Billie Holiday, jazz ikoner Duke Ellington og Count Basie og crooneren Sammy Davis jr. Alle numre bliver sunget med en intensitet, seriøsitet og nerve så man næsten sidder og bliver overbevist om at disse numre er skrevet til Gladys Knight og aldrig var tiltænkt andre. Numrene er en sand perlerække af klassiske numre fra de sidste ca. 50 år og tæller "Do nothing till you hear from me", "The man i love", "God

bless the child", "Someone to watch over me", "The Bitter earth" og "Stormy weather" bare for at nævne nogen af dem. Der findes tonsvis af plader derude med fortolkninger af numre som disse som er mere eller mindre ligegyldige, men denne cd er alt andet end ligegyldig. Den er et fremragende eksempel på at man kan indspille numre fra fordums tid uden at lyde som en dårlig kopi af de originale udgaver. Gladys Knight tilfører disse numre ny energi og denne plade bør du købe og stille den ved siden af alle dine plader med Billie, Ella, Lena og Sarah. Af Henrik Kaldahl. John Scofield (plays the music of Ray Charles) : That's what I Say.

Efter en fantastisk koncert på Train i Århus med John Scofield, Chris Potter, Dennis Chambers og Bill Stewart, hvor de spillede et par numre fra denne cd, skyndte jeg mig hjem til København, og løb ind i Jazzkælderen for at købe denne cd. OK, det er måske ikke ren jazz (og jyden er vist af samme grund ikke helt begejstret for denne cd), og Scofield spiller heller ikke med samme råstyrke som f.eks. på de legendariske Out like a light og Shinola, og helt så nyskabende som Überjam er det i sagens natur selvfølgelig heller ikke. Men til gengæld er der en modenhed til stede i hans spil, og en overlegen evne til at fusionere de gamle Ray Charles numre til en blanding af jazz, blues og soul. Her får du Busted, What I'd Say, I don't need no doctor, med meget mere udsat for en swingende jazz-gruppe, og med en perlerække af sangere, bl.a. Dr. John (yes, ingen ringere) og Mavis Staple fra de for længst hedengangne Staples Singers. Og når man hører Johns samspil med Larry Goldings forstår man bedre, hvorfor det netop blev disse to der sammen med Jack de Johnette skabte The Trio Beyond (husk at checke de kommende ugers anmeldelser!). Jeg var fra start af hooked på denne cd, og sætter stadig

på med jævne mellemrum, for det er virkelig en helt særlig atmosfære der er her. Som afslutningsnummer på cd'en får man selvfølgelig Georgia on my mind, som Scofield spiller alene - og så er der ikke et øje tørt. Er det for kommercielt? Nej, men det er nok på grænsen. Afgørende er imidlertid at det er effektivt. Og John Scofield er heldigvis selv klar over den fine balance. Som han sagde ironisk under koncerten i Train, da han et stykke inde i koncerten introducerede det første nummer fra denne cd: "Ray's dead now. That means I can rip of his songs and make money out of it". Med andre ord, han var helt klar over den kritik han ville blive mødt med. Alligevel lavede han cd'en. Hvorfor? Når man kender Scofields mange plader er man ikke i tvivl. Hans kunstneriske loyalitet overfor "The Blues" betyder at der kun kan findes et svar på hvorfor han har kastede sig ud i dette "kommercielle projekt". Ægte kærlighed. Hvilket også skinner igennem i musikken. Enjoy! Af Henrik Palmer Olsen. Anmeldelserner er bragt i samarbejde med jazzNet.