Filmartikler: Don’t Look Now

Af: Maria Rebekka Holm Andersen - 5/3-2007

Se Venedig og dø - en glemt klassiker af Nicolas Roeg.

Nicolas Roegs Don’t Look Now fra 1973 er et godt eksempel på det, man ynder at kalde en glemt klassiker. Filmen har ellers prominente stjerner som Julie Christie og Donald Sutherland i hovedrollerne, og de leverer begge toppræstationer med vægt på naturlighed. Alligevel kender de færreste filmen, måske fordi den står i skyggen af William Friedkins The Exorcist fra samme år, som derudover omhandler samme tema: menneskers færden i et paranormalt, psykologisk univers. Desuden indeholder både The Exorcist og Don’t Look Now uhyre interessante åbningssekvenser, som i sig selv gør begge film yderst seværdige. Disse film var med til at danne grundlag for, hvad der for eftertiden blev kendt som ”psykologiske horrorfilm” med de Palmas Carrie (1976) og Kubricks The Shining (1980) som hovedeksempler. Ingen af de nævnte film er dog så gennemsyret af den psykologiske tilgang, som Roegs film er det – både tematisk og stilistisk set. Kort handlingsresume. Don’t Look Now handler om ægteparret John og Laura Baxter, som rejser til Venedig efter at have mistet deres datter Christine i en drukneulykke, som John forgæves forsøgte at redde hende fra. I Italien møder parret to søstre, hvoraf den ene er synsk. Hun hævder, at John også har disse evner og at han samtidig er i fare under opholdet. Hele filmen er præget af Johns besvær med at konfrontere sig med sine synske evner, da han i høj grad er et fornuftsmenneske. Dermed opstår der en form for trekantsforhold mellem John, Laura og søstrene. Laura finder trøst hos den synske søster, som påstår hun kan se Christine, hvorimod John tager dyb afstand fra det overnaturlige og tror, de fører hans kone ind i en form for kult. På et tidspunkt ser han endog kvinderne sammen med Laura, som egentlig burde være hjemme i England. Men er det Laura, han ser eller er der noget, der spiller ham et puds? Han ser igennem filmen en rød skikkelse, som minder ham om Christine i sin røde regnjakke. Han føler sig draget af den røde figur, og til sidst beslutter han sig for at tage den endelige konfrontation, men må sande, at virkeligheden er en anden, end han først havde forestillet sig.

Nicolas Roeg (1928- ) har udover Don’t Look Now instrueret bl.a. Walkabouts (1971) og The Man Who Fell to Earth (1976) med David Bowie i hovedrollen. Don’t Look Now er dog hans eneste film, der har opnået mesterværkstatus.

Nothing is what it seems. ”Nothing is what it seems” er nærmest Johns første sætning i den fænomenale åbningssekvens, hvor hele filmens tematik og symbolske grundlag fastlægges. Dette sker ved hjælp af en klippeteknik, som på sin vis får præg af mosaik-opbygning. Der klippes på lyde og bevægelser, som føres videre ind i næste skud. På denne måde sidder vi efter at have set filmens indledende 7 minutter tilbage med en fokusering på symboler som glas, vand, spejle og farven rød, som bliver gennemgående i resten af filmen. Faktisk er det meget få skud i filmen, som ikke på en eller anden måde indeholder noget rødt. Her kan det endvidere indskydes, at filmens danske titel meget passende er Rødt Chok.

Efter flere gennemsyn af filmen vil man desuden lægge mærke til, at pågældende åbning giver os løsningen på hele filmen kompleksitet. ”In the beginning is the end” kunne man fristes til at sige.

At intet er, som man først antager, er et gennemgående tematisk aspekt i filmen. Paradokser og dualismer præger Don’t Look Now. Vi er som seer (ligesom John) konstant i tvivl om, hvem der er god og ond, hvem der er syg og rask, hvad der virkelighed og ikke-virkelighed og ikke mindst hvem den røde skikkelse er? Et dualistisk forhold, som Nicolas Roeg selv fremhæver i kommentarsporet til filmen, vedrører Laura og Johns lykkelige fremtoning. Roeg kalder dem ”The Golden People” og sammenligner dem med en familie som Kennedyerne. De virker i bund og grund lykkelige; dejlige børn, skønt landsted og smukke mennesker i skikkelse af Christie og Sutherland. Selv om alt synes at være perfekt, udsættes de for en tragedie. Dette illustreres især i en sexscene, der er kendt for at være en af de mest vellykkede i filmhistorien, som på trods af at være meget eksplicit fremstår meget ægte og æstetisk. Trods denne genetablerede lykke oven på datterens død, lurer tragedien lige om hjørnet.

Igennem hele filmen er man som tilskuer fanget i spindet; der leges med os. Filmen snyder os med sin komplekse opbygning, og giver os hints, som ikke altid holder stik. Don’t Look Now fremstår på en og samme tid som en horrorfilm og en art detektivhistorie; vi ønsker at kende sandheden, nøjagtigt som John gør det i filmen. Hvem er den egentlige trussel og dermed det onde? Er det politiet, som på mange måder virker korrupte, er det søstrene, som fremstår truende og underlige, er det den katolske kirke i skikkelse af en mærkelige biskop eller er det noget helt tredje? Mange ledetråde spilles ud, men hvilken er den rigtige at følge i sit forsøg på at lege detektiv? Skæbne kontra fri vilje.

Et af filmens store spørgsmål omhandler determinisme: er livets gang forudbestemt eller besidder mennesket sin egen frie vilje? Især den føromtalte åbningssekvens forudbestemmer på sin vis resten af filmens gang – og dermed også Johns udvikling. Vil han se på sine synske evner som en gave eller vil han forsætte med at løbe væk fra dem? Den katolske kirke, i særdeleshed biskoppen, virker som en form for katalysator i denne skæbnediskussion, da kirken naturligvis går ind for profetier – Guds vilje ske! Johns clairvoyante evner og de syn, han får, kommer endvidere til at fremstå som små glimt ind i fremtiden. Da John ikke tror på disse syn, må dette ende med en konflikt. John vil som et menneske præget af fornuft gerne tro på sin fri vilje, men spørgsmålet er, om han er i stand til dette. Filmen er gennemsyret af skæbneaspektet, men af fare for at afsløre for meget af slutningen og dermed tage lysten til at se filmen fra jer læsere, vil jeg stoppe her. Don’t Look Nows styrke ligger ud over i den fantastiske åbning også i en tvistet slutning, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på tilskueren. Man kan betragte Don’t Look Now som en psykologisk horrorfilm, som dog på ingen måde udstiller vold. Der er snarere vægt på æstetik og symbolsk tilgang, som man nyder fra første øjeblik. Det er ikke grusomme billeder, men nærmere en skildring af en mands psykologiske tilstand og en uvished om, hvad det onde er, som driver denne fortælling frem. Man bliver aldrig færdig med Don’t Look Now. Der opstår hele tiden nye brikker til puslespillet, eller rettere sagt til mosaikken, hvilket passer beder ind i filmens univers. ”The deeper we go into it, the more Byzantine it gets” lyder det om Venedigs snørklede gader, men kommentaren passer desuden usvigeligt godt på filmen i sig selv.

DVD facts. Nyeste udgave er fra 2006, hvor billedsiden er restaureret til fuld tilfredshed. Lydsiden halter dog stadig og præges af at være ret skarp og nærmest overstyret. Ekstramaterialet er til gengæld ok, især kommentarsporet er værd at lytte til. Både R1 og R4 skulle dog have en bedre lyd, men her er billedet så ikke så godt som den re-mastered R2UK. R2UK dvden kan købes hos www.play.com, R1 udgaven kan fås hos www.axelmusic.com eller www.dvdpacific.com og R4 kan fås ved www.ezydvd.com.au/. Mere info: IMDb