Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

jazzNet: Free jazz

Anmeldelser af Atomic - "Happy New Ears" & Mongezi Feza - "Free Jam".

Atomic : Happy New Ears.


Den norsk/svenske kvintet Atomic er nok det nærmeste man kommer på et skandinavisk modstykke til Vandermark 5 fra Chicago. Atomic's kompositioner er ligesom Ken Vandermark's fyldte med referencer til moderne og free jazz og ligesom V5, formår disse dygtige musikere at fremføre disse numre med kig tilbage i jazzhistorien, uden at miste deres eget udtryk. Medlemmerne i gruppen er saxofonisten og klarinetisten Fredrik Ljungkvist, trompetisten Magnus Broo, pianisten Håvard Wiik, bassisten Ingebrigt Håker Flaten og trommeslageren Paal Nilssen-Love som alle på et eller andet tidspunkt har arbejdet sammen med Ken Vandermark i nogen af hans mange konstellationer. Ken Vandermark skrev i noterne til et af deres tidligere album "Boom boom" fra 2003, "all the members of the group are more connected to the spirit of jazz than its execution". Atomic har I længere tid blevet hyldet som noget af det bedste den skandinaviske scene har at byde på og de skuffer da heller ikke på dette deres 3. studiealbum med bandets særegne blanding af postbop, freejazz og coolness. Foruden personlige og markante improvisatoriske stemmer er det kompositionernes friskhed og originalitet som gør at Atomic's musik er noget helt specielt. "Happy new ears" blev indspillet ved to sessions i Oslo i 2005 og indeholder 10 suveræne numre.


"Cosmatesco" er et dystert mørkt nummer der inkluderer bas spillet med bue af Flaten, forsigtigt piano af Wiik og snigende luskende klarinet spil fra Ljungkvist som bliver suppleret perfekt af Broo på trompeten, "Two boxes left" er et eksplosivt nummer som starter med en dialog mellem klarinetten og trompeten som vokser sig til et tight spillet nummer med ekseptionel rytmesektionsspil. Det mere afdæmpede "Poor Denmark" byder på emminent sammenspil af alle kvintettens medlemmer og Broo's "St. Lure Plass" indeholder et yderst smukt sammenspil mellem trompet og klarinet som får en til at tænke på ECM's chamber jazz bagkatalog. Atomic er uden tvivl et af de bands man bør holde et godt øje med de næste år, for i mine ører bør de blive til noget stort. Atomic er ikke centreret om en eller flere frontpersoner men er et band som fremstår som en stærk enhed der giver god plads til at de medvirkende musikere hver især kan udleve deres enestående evner på ypperste vis. Der bliver spillet med en seriøsitet, tænksomhed og opfindsomhed som er imponerende og som gør Atomic til et af de mere spændende jazz bands i dag. "Happy new ears" er et sublimt album som du simpelthen bliver nød til at lægge øre til. Med andre ord se og kom afsted ned til din nærmeste pladepusher og få ham til at skaffe den hjem. NU!!! Af Henrik Kaldahl. Mongezi Feza : Free Jam.


Dette er en ekstraordinær optagelse med trompetisten Mongezi Feza, som desværre døde i en alt for tidlig alder af bare 30 år, i front for Bernt Rosengren Quartet. Optaget i November og December 1972 med en kvartet der bestod af Bernt Rosengren på altsaxofon, tenorsaxofon, fløjte og piano, Tommy Koverhult på tenorsaxofon, fløjte og euphonium, Torbjörn Hultcrantz på bas og Leif Wennerström på trommer, yderligere medvirker den tyrkiske Okay Temiz på forrygende percussions. Free jam blev optaget i en gammel maleri/glaspuster fabrik og den lyd som kommer ud af de forskellige musikeres instrumenter er intet mindre end fantastiske, på en gang både rå og fuld af energi i form af kollektive improvisationer. En vild fed ting på disse optagelser er de forskellige musikeres tilråb til hinanden som frembringer fantastiske frie soloer, den ene mere imponerende end den anden, og som vidner om at de virkelig har hygget sig og haft det skide skægt under optagelserne. Som jeg er blevet vant til fra Ayler Records er produktionen i første klasse med en lydkvalitet helt i top, en 20 siders informativt spændende booklet og en indpakning der siger spar to og ligger flere længder foran meget af det andet skrammel der bliver udgivet nu til dags. Næsten 2 timers free jam bliver vi præsenteret for her og den der tror at jam sessions bare er noget ukontrolleret


rod kan godt tro om igen. Drevet fremad af den fantastiske 3 mands rytmesektion spiller alle til deres yderste og fremviser imponerende evner på deres respektive instrumenter. Den første cd starter ud med "Theme of the day I" som med sine næsten 40 minutters løbetid er et sandt tour de force indblik i den fascinerende verden af free jazz jam. Mest af alt er dette nummer et godt eksempel på energisk gruppe sammenspil, hvor de forskellige musikere på skift bevæger sig i forgrunden spiller sin solo og derefter bevæger sig tilbage i orkesteret igen. Et nummer af højeste karat med super solo præstationer fra Feza, Rosengren og Koverhult. Fra samme dag får vi numrene "Group Notes 1" og "Group notes 2" som forsætter i samme stil med frie improvisationer og dynamisk spil fra Feza og Rosengren og Koverhult på saxofonerne, som begge spiller med en vildskab og energi som Coltrane gjorde det i sine sidste leveår. Disc 2 åbner med "Theme of the day 2" som er en kollektiv improvisation hvor temaet fra "Theme of the day 1" bliver genbrugt, eneste anke er at nummeret ikke varer længere end lidt over 5 minutter, de måtte for min skyld gerne have forsat lige så længe som del 1. Næste nummer "Moong's research 1" er det første i en række på 4 som er fokuseret specielt på Mongezi Feza og hans kraftfulde spil med den ene mere vilde outthere solo end den anden - forrygende. "Group notes 3" er næste nummer hvor Feza smider en lang hidsig solo lige i fjæset på lytteren med en vildskab og kaosagtig galskab. Derefter følger 3 udgaver af "Moong's research" part 2, 3 og 4 som igen viser eksempler på hans enestående teknik på sin trompet som lyder som om den er ved at omkomme idet de vildeste hidsige toner presses ud af den. Der afsluttes med "Group notes 4" som varer omkring 14 minutter og igen kan jeg ikke andet end at forbløffes og imponeres, slap da af hvor er det fedt. Feza blæser derudaf med en intensitet så man ikke skulle tro var mulig. Og lige pludselig er pladen så slut og man sidder måbende tilbage med sved på panden og kæben hængende nede på gulvet. Disse to cd'er er et spændende dokument som både viser os svensk free jazz i halvfjerdserne i sin ypperste form og det fænomenale spil fra Mongezi Feza som nogen gange bringer tankerne hen på en Don Cheryy på speed og på andre tidspunkter Ornette Coleman i sine tidlige dage. Som med alle de andre anmeldelser jeg har lavet af plader fra svenske Ayler Records, og det er blevet til en del efterhånden, kan jeg kun give min klare anbefaling og sige thumbs up til grundlæggeren af selskabet Jan Ström for at han har udgivet disse fantastiske optagelser. Det her er hamrende genialt og vildt groovy - intet mindre - og overbeviser mig bare endnu mere om hvilket tab Mongezi Feza's alt for tidlige død var for jazzmusikken. "Free jam" er essentiel free jazz og jeg kan ikke andet end glæde mig over at disse optagelser endelig er tilgængelige så alle vi free jazz elskere kan nyde dem. Af Henrik Kaldahl. Anmeldelserner er bragt i samarbejde med jazzNet.

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.