jazzNet: Frie musikere før og nu

Af: jazzNet - 25/3-2007

Anmeldelser af Rahsaan Roland Kirk - "Brotherman in the fatherland" & Marie Kannegaard trio - "Quiet joy".

Rahsaan Roland Kirk : Brotherman in the fatherland.

Rahsaan Roland Kirk var en sort blind saxofonist, som blandt andet var kendt for sine evner til at spille på flere instrumenter på en gang, inklusiv hans hjemmelavede horn konfigurationer Marzelloen og the Stritch. Kirk havde gennem årene udviklet en speciel evne kaldet cirkulær vejrtrækning, som gjorde ham i stand til holde toner i lang tid og spille med en bemærkelsesvis hastighed. Denne cd er optaget den 3. marts 1972 i Funkhaus i Hamborg, Tyskland og var oprindelig en udsendelse på tysk radio og tv. Efter sigende skulle denne optagelse i flere år have haft et liv i jazz undergrunden, som et bytteobjekt mellem jazz samlere, men med denne udgivelse fra Hyena records er det nu muligt, for os almindelige mennesker at få fat i disse essentielle optagelser. Rahsaan Roland Kirk spiller her på et imponerende arsenal af instrumenter, blandt andet tenor saxofon, fløjte, næsefløjte og klarinet. Bag sig har han Ron Burton på piano, Henry Pete Pearson "Mettathias" på bas, Richie Goldberg på trommer og Joe "Habao" Texidor på percussion. Der er ikke nogen numre på dette album der ikke holder, og derfor er det svært at sidde og fremhæve nogle af numrene frem for nogen andre, dog vil jeg nævne at hvis du har tænkt dig at købe dette album vil du blive udsat for

fabelagtige numre som "Afro blue", "Lush life", "Like Sonny", "Blue trane" og en helt totalt og aldeles fænomenal udgave af nummeret "My girl". Man kan undres over det begrænsede bifald Kirk modtager i slutningen af koncerten. Var det tyske publikum skræmte, var de forvirrede eller var de bare for tungnemme til at fatte hvad de lige var blevet udsat for ??? Der burde have været uhæmmet råben og jublen efter denne fantastiske tour de force rejse ind i mesteren Rahsaan Roland Kirk's enestående verden. En ting er sikkert, hvis jeg havde været til denne koncert, havde jeg stået helt oppe foran og jublet for denne koncert var intet mindre end forrygende. Men da det desværre ikke var tilfældet, vil jeg istedet for sætte mig godt til rette og nyde denne cd i fulde drag. Afslutningsvis vil jeg lige nævne cover noterne der følger med denne cd, skrevet af manden bag Hyena records Joel Dorn, som er skrevet med et glimt i øjet og er ekstremt underholdende. Af Henrik Kaldahl. Marie Kannegaard trio : Quiet joy.

"Quiet joy" er den danskfødte pianist Maria Kannegaard's andet album og denne plade indgår i Jazzland recordings akustiske serie. Trioen består foruden Kannegaard selv på piano af bassisten Ole Moren Vågan og trommeslageren Thomas Strønen. Kannegaard har selv skrevet 12 af pladens 13 kompositioner, hvor det sidste nummer på pladen er en cover udgave af Qutkast nummeret "Hey Ya". Kannegaard spiller med en nærhed og selvtillid som får denne plade til at fremstå som en solid indspilning, godt bakket op af en tyk, træagtig lyd fra bassen og smagfuldt trommespil som gør en perfekt baggrund for det fantasifulde pianospil med stærke melodiske temaer og innovativ improvisation. Her er numre som er groovede, numre som er free jazzede og de obligatoriske ballader er også præsenteret her i sin velkendte form. Der er ingen tvivl om at Kannegaard har lyttet meget til Bill Evans og Keith Jarrett, da inspirationen er meget tydelig og man næsten skal være døv for ikke at kunne høre det. Men Kannegaard og kompagni formår af give musikken deres eget helt personlige udtryk, istedet for bare at ligge i baghjul. Efter at have lyttet denne plade igennem sidder man med fornemmelsen af at denne trio har spillet sammen i rigtig

mange år, de spiller meget tight og spiller på en måde som bedst kan beskrives som telepatisk. Trioen fremstår som en overbevisende og stærk enhed, ikke mindst på grund af Kannegaard's muskuløse pianospil og de skarpe kompositioner i klar tråd med free jazzens mere melodiske varianter. Numrene og fremførelsen af dem virker på en gang både uhyre gennemtænkte og friske improvisatoriske. Denne trio spiller med en sans for det melodiske piano trio spil som vi alle kender til hudløshed og så er spørgsmålet jo så bare om denne trio formår at tilføje noget nyt til denne allerede fortærskede genre ??? Og der er jeg nok desværre nødt til at svare nej. Den gammelkendte opskrift med piano, bas og trommer bruges endnu engang igen igen, men i dette tilfælde går det ikke hen og bliver kedeligt og trivielt - tværtimod. Denne plade er yderst interessant i mine ører og jeg kan ikke andet end at give den min største anbefaling med på vejen. Af Henrik Kaldahl. Anmeldelserner er bragt i samarbejde med jazzNet.