Albert Ayler

Af: Henrik Kaldahl - 9/4-2007

Free jazzens konge.

Albert Ayler var en amerikansk tenorsaxofonist, født 13. juli 1936 i Cleveland Ohio, død 25. november 1970 i New York. Mens meget af det freejazz der blev indspillet i 1960erne kan virke lidt bedaget, står Albert Aylers musik som noget af det der stadig holder 100% her omkring 40 år efter. Hans musik er voldsom, betagende og sært dragende og han står som en af de største og mest fascinerende eksempler på free jazzen. Han startede i sine teenageår med at turnere og spille altsaxofon sammen med forskellige blues musikere. Senere fik han sit eget rhythm & blues-band, indtil han blev indkaldt til militærtjeneste i Tyskland, hvor han skiftede over til tenorsaxofon. Han valgte at bosætte sig i Europa hvor han blandt andet var aktiv på musikscenen i Sverige og i Danmark. Den kontroversielle Albert Ayler vendte tilbage til USA og involverede sig i den nye spirende avantgardejazz-scene. I disse år spillede han blandt andet sammen med Henry Grimes, Don Cherry, Gary Peacock og Sunny Murray samt mange andre.Fra midten af 1960erne var Albert Ayler anerkendt som en stor personlighed på New York-jazz-scenen. Han blev ofte ledsaget af sin bror trompetisten Donald Ayler, deres musik bestod af freejazz med karakteristiske små fanfareagtige temaer med elementer af march- og cirkusmusik.

Albert Ayler

Albert Ayler har udgivet plader på forskellige selskaber, men de vigtigste plader i hans diskografi er udgivet på de to forholdsvis store selskaber : Esp-disk og Impulse records. Specielt har Esp-disk genudgivet nogen meget spændende og interessante plader her indenfor de seneste par år.

Spiritual unity. "Spiritual Unity", optaget i 1964, var det album som fik Ayler op i den absolutte jazz advantgarde superliga og var også det første jazz album som blev udgivet på Esp-disk. En plade hvor Ayler spillede sammen med sympatiske musikere som forstod og respekterede det han lavede. På bas høres Gary Peacock med sine frit flydende ideer og trommeslager Sunne Murray med hans skiftende rytmer hvor han flittigt bruger bækkener. Selvom alle på pladen spiller frit er det IKKE ukontrolleret rod og larm. Alle de medvirkende musikere lytter til de forskellige nuancer der er i de andres spil og spiller derefter. Ayler sagde følgende ord "this music was about feelings, not notes" og han har så evig ret.

På "Spiritual Unity" blæses den filosofi lige ind i fjæset på lytteren på den mest kontante og eksteme måde. En banebrydende indspilning som er absolut nødvendig til enhver forståelse af free jazz. "This music was about feelings, not notes." (Albert Ayler) Live albums på Esp-disk. Albert Ayler har udgivet en række live albums på Esp-disk, alle af meget høj kvalitet. "Bells/prophecy" som indeholder 2 koncerter optaget i xxxxxx i 196x, "Slug's saloon" som er optaget den 1. maj 1966 og "live on the riviera" som er en optagelse af en koncert fra den 25. juli 1970 indeholdende hovedsagelig numre fra hans albums

udgivet på Impulse records. Som sagt kan de alle anbefales på det kraftigste. Musikken er om muligt endnu mere voldsom og ekstrem end på studie indspilningerne. Albums på Impulse records.

I 1966 blev Ayler signet til Impulse records og fra den dag blev hans musik markant anderledes. Han blev mere "pæn" i sit tidligere eksplosive udtryk, blev umiddelbart mere tilgængelig og blev i mine ører mere ordinær og kedelig. For Impulse records indspillede han studieindspilningerne "love cry" i 1967, "New grass" i 1968 og "music is the healing force of the universe" i 1969. På disse plader er der stærke inspirationer og elementer fra rhythm & blues. Det er ligesom at på disse albums har Ayler fået beordret at han skal spille mere tilgængelig musik. Hans vilde soloer er blevet tonet kraftigt ned og det er til tider svært at finde free jazzen i disse plader. Men hvor om alt er hører disse plader med til Ayler's diskografi og det er på en eller anden vis

spændende at følge med i hvordan han udvikler sig med årene, dog i dette tilfældde til det dårligere og knap så interessante. Der er også udgivet et helt fantastisk live album på Impulse records "Live in Greenwich Village: The Complete Impulse recordings" som helt er på højde med live indspilningerne på Esp-disk. Denne plade er anmeldt andetsteds på siden så derfor vil jeg ikke komme nærmere ind på den her, men blot nævne at den holder. Læs anmeldelsen. Holy ghost bokssæt. John Fahey's Revenant records har udgivet et kæmpe 10 cd's bokssæt med alt muligt som man kunne tænke sig med Albert Ayler. Der er koncertprogrammer,

koncertoptagelser, studioptagelser, interviews, en forglem mig ej tørret blomst, essay om Ayler og hans musik samt en meget smuk bog sprængfyldt med spændende læsning. Denne boks er nok mest for den inkarnerede og dedikerede Ayler fan (som en selv) da den er en ordentlig mundfuld. Nok ikke lige her begynderen skal starte med Ayler, men for den lidt mere "øvede" Ayler fanatiker er den en guldgrube uden lige. "If people don't like it now, they will." (Albert Ayler) Albert Ayler's død.

Albert Ayler forsvandt den 5. november 1970 og blev fundet død i New York City's East River den 25. november. Omstændighederne omkring Aylers død var i mange år et mysterium og der skulle gå en del år inden det blev klarlagt. Der begyndte straks at versere forskellige rygter omkring Aylers død. Af forskellige rygter kan nævnes at han var blevet skudt af politiet, at FBI havde slået ham ihjel for at undertrykke udbredelsen af "black culture", at hans krop var blevet fundet bundet til en jukebox, at han var blevet slået ihjel af mafiaen, at hans død havde noget med stoffer at gøre enten at stofferne havde gjort ham sindsyg eller han var blevet dræbt på grund af at han skyldte penge for stoffer. Sagen om Albert Ayler's død skulle forblive et mysterium indtil 1983 hvor hans samleverske Mary Parks, træt af alle rygterne, delte hendes oplevelser i forbindelse med Aylers død. Presset og besværlighederne med at overleve som musiker i New York havde kraftigt påvirket Albert's bror Donald psykisk. Deres mor havde igennem længere tid bebrejdet Albert at han havde introduceret Donald til livet som musiker. Albert var konstant under pres med at skulle passe på hans bror og hjalp på forskellige måder. Efter 2 års frustrationer fra sin bror og trusler og krav fra deres mor blev det simpelthen for meget for ham. Selvom Donald til sidst fik hjælp fra sygehusvæsenet efter et nervøst sammenbrud Albert kunne ikke overbevises af Mary om at situationen ville blive bedre. Albert fortalte Mary at hans blod var nødt til at blive ofret for at redde hans mor og bror. Han fortalte hende endda hvordan han ville at rettighederne til hans musik efter hans død skulle deles. Mary's søster prøvede at tale Albert fra hans selvmordsplaner og Albert lovede at overveje det endnu engang. Om aftenen den 5. November fortalte Albert igen Mary at hans blod var nødt til at blive ofret for hans mor og bror. Efter et skænderi

smadrede Albert en af sine saxophoner på deres fjernsyn og løb ud af huset. Mary ringede til politiet og meldte Albert savnet. Albert tog færgen til frihedsgudinden og sprang ud fra båden da den nærmede sig Liberty Island. Den 5. december 1970 om eftermiddagen blev Albert Ayler begravet fra kapellet på Highland Park cemetery i Cleveland, 55 mennesker var til stede, mest famile. Albert Ayler betragtes den dag i dag som en af de største pioneerer indenfor freejazzen og han er til stadighed en inspirationskilde for nye og eksisterende kunstnere. I den sammenhæng skal det fornemme svenske selskab Ayler records nævnes, som et af de pladeselskaber der udgiver plader med free jazz helt i Ayler's ånd. Af kunstnere som har udgivet på selskabet skal nævnes Henry Grimes, som spillede sammen med Ayler. Han har udgivet en helt fantastisk trio plade optaget på en jazz festival i Finland. Både denne plade og selskabet Ayler records vil jeg komme tilbage til på et senere tidspunkt. Jeg tror på at hvis ikke Ayler havde lavet hans musik som han gjorde, ville free jazzen ikke have set sådan ud som den gør i dag. Desværre er han ikke i blandt os længere da han som så mange andre jazz musikere led han en alt for tidlig død. Men hans musik består - og gudskelov for det. "Trane was the father, Pharaoh was the son, I was the Holy Ghost" (Albert Ayler) Indeed you were my man... rest in peace. Artiklen er bragt i samarbejde med jazzNet.