jazzNet: Energisk og skandinavisk jazz

Af: jazzNet - 14/4-2007

Anmeldelser af Jazzkamikaze - "Travelling at the speed of sound" & Atomic - "Boom Boom".

Jazzkamikaze : Travelling at the speed of sound.

Nyt album fra de fem dansk/norske jazzmusikere og drengerøve på selvmordskurs der udgør JAZZKAMIKAZE!!! Og her har jeg så aller mest lyst til ikke at skrive mere, for i min bog burde det være anbefaling nok - men okay så, jeg skal nok skrive lidt mere. Her sidder jeg med efterfølgeren til det fantastiske første album "Mission 1" fra 2005, som de har valgt at kalde "Travelling at the speed of sound" foran mig og der forsættes i samme tråd som det var tilfældet for små 2 år siden. Dette album går ind under kategorien - den svære toer og det store spørgsmål er så om den kan leve op til den foregående imponerende udgivelse ??? Svaret til det spørgsmål er et solidt rungende ja i mine ører. Jazzkamikaze forsætter i den samme overlegne stil med fusionsjazz som de lagde for dagen på deres debut, og denne plade er om muligt endnu bedre end den tidligere. Lige fra det første nummer drøner denne samling, af unge fremadsynede musikere derud af i højeste gear med speederen trykket helt i bund uden at se sig tilbage. Jazzkamikaze er det man kalder et semiakustisk band og et særdeles hæsblæsende et af slagsen, som både spiller på akustiske og elektriske instrumenter. Bandet består af Marius Neset på tenorsaxofon, Morten Schantz på piano,

Kristor Brødsgaard på double bass, Daniel Heløy Davidsen på elektriske guitarer og Anton Eger på trommer. 9 imponerende gennemførte numre er hvad man her som lytter bliver præsenteret for, alle spillet med en nerve, legende lethed og seriøsitet som ikke lader noget eller nogen tilbage. Selv om det er unge musikere vi her har at gøre med, spilles der med et uhyre voksent og modent udtryk og det lyder som om at de medvirkende har spillet sammen, i mange mange år med et sammenspil der er intet mindre end sublimt. Selvom inspirationen fra mange af de store indenfor jazzmusikken er tydelig, fremkommer Jazzkamikaze med sit helt eget personlige udtryk som er et originalt og gennemført selvstændigt produkt, der vokser sig større og større og afslører nye detaljer for hver gennemlytning. Jazzkamikaze fremstår på denne plade (som det også var tilfældet med den forrige udgivelse) som en tæt og meget sammenspillet enhed. Et band på en mission, nemlig at spille lyttevenlig suveræn jazz for folket. Som den skarpe læser nok har regnet ud er jeg ret vild med denne cd som i mine ører er noget af det bedste, mest spændende og interessante der er udkommet i 2007 indtil nu. Hvis du allerede kender Jazzkamikaze behøver jeg nok ikke komme med den store salgstale, for så er du temmelig sikkert allerede indfanget i deres forunderlige univers. Men er du ikke i den heldige situation at Jazzkamikaze har været forbi din cd afspiller, så skylder du dig selv at få gjort noget ved den sag - og det kan kun gå for langsomt. Under alle omstændigheder vil jeg anbefale at du spæner ned i din nærmeste pladebutik eller går ind på nettet og køber denne suveræne cd. Du skylder dig selv at lade denne cd få en æresplads i din samling, det fortjener den virkelig. Den er intet mindre end en forrygende udgivelse med et band der har formatet, til at blive til noget stort ude i den store verden. I coveret står der afslutningsvis "To be continued..." - jeg kan næsten ikke vente. Af Henrik Kaldahl. Atomic : Boom Boom.

Atomic har lavet ravage i mit sjæleliv. Jeg er blevet fuldstændig væltet omkuld af denne musik, som sprudler og bobler af musikalitet, kreativitet, og spilleglæde i en sjælden kombination med professionalisme og seriøsitet. Jeg kan simpelthen ikke få hænderne ned af begrejstring over dette orkester og boom boom (udgivet i 2003) er på alle måder et mesterværk. Det er ikke bare jazz der skiller sig ud fra mængden - det er musikkunst på højeste niveau. Hvordan det går til; hvordan de gør det ved jeg ikke, men at høre musikerne folde sig ud på boom boom er som at være tilbage på teenage-værelset, efter at have været en tur på det lokale folkebibliotek for at låne obskure og fantastiske plader som jeg aldrig havde hørt om før, men som kunne tryllebinde en i timevis. Dengang var det ikke jazz jeg hørte, men forskellige former for elektronisk musik, som f.eks. Devo eller punk musik som f.eks. Dead Kennedys. Det var langt ude og det var grænseoverskridende for en hjemmeboende gymnasieelev at hive disse revolutionerende toner ud af bibliotekets pladecover og sætte dem på pladespilleren hjemme i forstads-villakvarteret. I husker sikkert alle sammen den der helt specielle lugt af bibliotekets plastic-omslag. Senere - i 3g, da jazz-hjernecellerne var blevet tændt, var

det samtlige ECM udgivelser der kom med hjem. Osv osv. I har sikkert jeres egne oplevelser. Det jeg gerne vil frem til er at Atomics boom boom for mig i dag tænder den samme følelse af at her er et helt nyt univers som jeg endnu ikke har udforsket og som jeg godt kunne tænke mig at udforske. Og det er altså sjældent at opleve det når man lige er fyldt 40, har både kone, børn, hus og have og bil og indtil flere af de goder (og onder) der hører til et moderne liv i velfærdsstaten Danmark. Men her er de altså: Frederik Ljungqvist, Paal Nilssesn-Love, Magnus Broo, Håvard Wiik og Ingebrit Håker Flaten med deres horn, klaver, trommer og bas og de åbner døre og vinduer og puster frisk luft ind i min sjæl. Kære Atomic, hvis det stod til mig burde man reklamere for jeres plader i Danmarks Radios oplysningsprogram OBS (Oplysning til Borgerne om Samfundet). I er en gave til alle musikelskere og fortjener at blive udnævnt til ministre i jazzlands regering. Boom boom. Af Henrik Palmer Olsen. Anmeldelserner er bragt i samarbejde med jazzNet.