Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

jazzNet: Ayler free-jazz & Braxton bokssæt

Anmeldelser af François Carrier Quartet - "Noh", Thieke/Griener/Weber - "The Amazing Dr. Clitterhouse" samt Anthony Braxton - "23 Standards (Quartet) 2003" & "20 Standards (Quartet) 2003".

François Carrier Quartet : Noh (aylDL-027).


Den første af fire nye download-only udgivelser fra Ayler Records er med en kvartet bestående af François Carrier på altsax og sopransax, Reg Schwager på guitar, John Heward på trommer og Michel Lambert ligeledes på trommer optaget live på Théatre La Chapelle i Montreal, Canada den 3. maj 2006. Disse 5 numre er fuldstændigt frit improviserede, intet er planlagt på forhånd. Endnu engang kan jeg ikke andet end at blive imponeret, over de musikere der har disse evner. Tænk sig at det er muligt at sætte fire musikere sammen, sige til dem spil hvad i føler for og har lyst til og at så resultatet bliver så fantastisk som på denne cd - helt utroligt. På denne plade er der ingen der er mere i front end andre, der gives god plads til at alle musikerne kan få levet deres ideer og evner ud til fulde. Der gives god plads til den enkelte og hver især gør deres til at denne gruppe fremstår som en stærk enhed på en fremadrettet mission - at yde det bedste de formår hver især som samlet. Titlen på albummet er Noh som ifølge cover noterne betyder "skill, craft or the talent of the artist and his ability to perform". Denne cd indgår i det fine selskab af Ayler Records udgivelser, som præsenterer os søgende free jazz elskere


for det bedste og ypperste indenfor improviseret musik. Ayler Records leverer varen endnu engang, som det har været tilfældet så mange gange før. Af Henrik Kaldahl. Thieke/Griener/Weber : The Amazing Dr. Clitterhouse (aylDL-058).


Udgivelse med en suveræn trio optaget i Michael Greiner's øve lokale i Berlin den 24. februar 2005. Musikerne der her var samlet til denne session var Michael Thieke på altsaxofon, altklarinet og klarinet, Christian Weber på bas og Michael Griener på trommer. Tre tyske musikere (går jeg ud fra) som jeg ikke kendte noget til, inden jeg modtog denne mageløse cd. De spiller sig igennem 7 suveræne numre som de alle selv har komponeret. Det her er den vilde og intense fede free jazz, med Thieke i den overlegne førertrøje uanset om det er saxofonerne eller klarinetten han sætter for munden og de andre musikere følger hans ideer og udskejelser til punkt og prikke, lidt som om at de ved hvad retning han har tænkt sig at begive sig i inden han gør det. Thieke lyder som en Jimmy Giuffre, på en af sine bedste dage når han sætter klarinetterne for munden og efter at have lyttet til denne cd, står det helt klart for mig at han er en fantastisk musiker. Jeg vil virkelig ønske at denne trio kommer med flere udgivelser i fremtiden, for det her er virkelig virkelig fedt. Det her er ikke noget sindsygt nytænkende eller innovativt fremadsynet, men for pokker hvor er det holder hele vejen.


Som en lille side bemærkning kan det oplyses at denne cd er den første hvor Ayler Records' faste cover kunstner Åke Bjurhamn ikke har stået for coveret med hans smukke malerier, som det ellers indtil nu har været tilfældet. Af Henrik Kaldahl. Anthony Braxton : 23 Standards (Quartet) 2003 & 20 Standards (Quartet) 2003.


8 disc fordelt på to 4-disc bokssæt, sådan ca. 9 og en halv times musik, er hvad du som lytter bliver præsenteret for, hvis du vælger at hive muldvareskindet op i dagens lys og investere i disse titler. Kvartettens medlemmer er de samme på begge udgivelser - Anthony Braxton på diverse saxofoner, Kevin O'Neil på guitar, Andy Eulau på bas og trommeslageren Kevin Norton). Fokussen er sat på jazz standarder en massé, hele 43 styk af slagsen, fra diverse koncerter med Braxton og kompagni rundt omkring i Europa i 2003 og de bliver her præsenteret på en frisk, nytænkende og interessant måde. Mængden af perler på disse discs er overvældende og vil være en overordentlig stor mundfuld for nogen - "All the things you are", "April in Paris", "Green Dolphin Street", "Blues for Alice", "Waltz for Debbie", "The song is for you", "Lonnie's lament", "Blue rondo ala turk", "Moonlight in Vermont", "Take five", "Giant Steps", "Round Midnight", "Ju-Ju", "Only The Lonely", "Dolphin Dance" og mange mange flere. Braxton og co. spiller disse standarder med stor respekt for originalerne, presser dem til det yderste - sikkert langt længere end komponisterne havde tiltænkt det, splitter dem ad og samler dem igen så det lyder som om det er det nemmeste i hele verden. Braxton spiller på disse optagelser helt fantastisk med en umådelig smuk, lækker tone og mængden af ideer synes uendelig. Guitaristen Kevin O'Neil skal også have en kommentar med på vejen, da hans spil alene gør at man bare har lyst til at høre disse skiver igen og igen og gør denne boks et must have. I cover noterne bliver han, fuldt fortjent, lovprist som en af de nye store stjerner på guitar himlen og han spiller da også helt utroligt. Han har en evne til at spille vittigt, følsomt og præcist på en og samme tid - imponerende. Begge disse bokse er limiterede til 1000 styk hver, så hvis du har planer om at anskaffe dig dem skal du nok ikke vente i flere år, da de helt sikkert med tiden vil blive collectors items. Af Henrik Kaldahl. Anmeldelserner er bragt i samarbejde med jazzNet.


Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.