Kvindelige sangere i jazzmusikken

Af: Henrik Kaldahl (hajen71) - 13/6-2007

Findes der noget bedre end en lækker blød kvindelig vokal der får dine højtalere til at bløde af vellyd ???

Det skulle selvfølgelig lige være en vild og ukontrolleret saxofon solo fra free jazzens mester Albert Ayler der udsætter dine sanser for et sandt bombardament af aggresive toner, men bare rolig det er ikke det jeg vil koncentrere mig om i denne artikel. Nej, her drejer det sig om den fantastiske skabning : kvinden, og hendes virke indenfor jazzmusikken. I denne artikel vil jeg lave en lille præsentation af nogen af de nyere kvindelige jazz vokalister i form af anmeldelser af nogen af deres seneste udgivelser. Jeg vil fokusere på forholdsvise nye udgivelser der er udkommet indenfor de seneste par år og derfor ikke komme omkring ældre kunstnere som Billie Holiday, Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan, Peggy Lee, Blossom Dearie, Shirley Horn og så videre i denne omgang. Disse store fantastiske kunstnere, som i den grad er essentielle og har været medvirkende til at jazzen ser ud som den gør i dag, vil måske på et senere tidspunkt blive indlemmet i denne artikel. Det er min tanke at med tiden, når der kommer nye udgivelser med diverse kvindelige kunstnere, vil disse blive anmeldt og tilføjet denne artikel. Min forhåbning er at vække læserens nysgerrighed for nogen nye og spændende navne med den kvindelige vokal i front, som du ikke kender i forvejen og give dig lyst til måske at gå ud og købe noget med dem. Udarbejdelsen af denne artikel har været en interessant og krævende opgave, da jeg normalt ikke selv lytter specielt meget til denne del af jazzmusikken. Men jeg er af den overbevisning at man skal prøve noget nyt engang imellem, så jeg gik til opgaven med krum hals og for mig blev disse kvinder til nogen overraskende positive og interessante bekendtskaber. Men nok om det, lad os nu komme i gang med anmeldelserne og det det drejer sig om : Kvindelige sangere i jazzmusikken. Dee Dee Bridgewater : J'ai deux amours.

Dee Dee Bridgewater giver sig på dette album i kast med en samling af de mest kendte numre fra den franske sangbog. Numrene bliver hovedsageligt fremført på fransk, dog synger hun på nogen af numrene både på fransk og engelsk som på "Mon Homme (My Man)", "La Mer (Beyond the Sea)", "Dansez Sur Moi (Girl Talk)" og "La Belle Vie (The Good Life)". Da jeg kiggede på coveret, inden jeg begyndte at lytte til albummet, genkendte jeg ikke umiddelbart ret mange af numrene, men da jeg så satte mig til at lytte pladen igennem kendte jeg faktisk de fleste af numrene, jeg havde så bare ikke lige stiftet bekendtskab med de originale franske versioner fandt jeg så ud af. Bridgewater synger sig igennem disse udødelige klassikere med en fleksibilitet som er helt unik, når hun synger disse klassikere på original sproget kan man ikke andet end lade sig føre med. På nummeret "J'ai Duex Amours" synger hun blødt og lokkende, på "Mon homme" kører vi afsted med et friskt calypsobeat , "Dansez sur moi" er overraskende funket og så er der numre som "La Belle Vie" som afleveres på en uhyre forførende måde og går over i ren cabaret feeling. Det der er så fantastisk er at Dee Dee Bridgewater gør det så hamrende godt og overbevisende, man føler sig virkelig henført til Frankrig i disse mageløse fortolkninger. Den absolutte topscorer på albummet er en

10 minutters udgave af nummeret "La Belle vie" som starter med Bridgewater syngende på fransk og en ensom bas, stille og roligt, her er der ingen der har travlt med at komme igennem nummeret, vi giver os god tid. Accordianen glider ind og ud i løbet af nummeret, guitaren kommer ind og efter en solo går Bridgewater over til engelsk og gør dette nummer til noget helt specielt. Et andet suverænt nummer er "Les Feuilles Mortes" som er et fantastisk svingende nummer hvor Bridgewater giver sig i kast med scat som hun klarer til absolut topkarakter. Det her er slet ikke den slags musik som jeg normalt beskæftiger mig med, men denne cd har fanget mig fuldstændig med dens spilleglæde og intensitet. Det her er en meget stemningsfuld og enestående smuk skive som vokser for hver gang man lytter til den. Den er også udgivet en dvd med en koncertoptagelse af de samme numre som findes på cd'en som hedder " Live in Antibes & Juan les pins" som er et interessant supplement til cd'en. Det er meget sjovt at se hvilket energisk livsstykke Dee Dee Bridgewater er på en scene og at være vidne til sammenspillet mellem hende og musikerne er helt fantastisk. Både cd og dvd anbefales på det kraftigste. Dianne Reeves : Good night, and good luck.

"Good night, and good luck" er en film fra 2005 instrureret af George Clooney som foregår i 50'ernes New York. Holdt helt i sort/hvid, besluttede instruktøren at jazz ville være den perfekte underlægningsmusik til filmen. Valget faldt på Dianne Reeves på vokal bakket op af silkeblød tenor og altsaxofon fra Matt Catingub, Peter Martin bestyrer pianoet, Jeff Hamilton på trommer og Robert Hurst og Christoph Luty deler bassen imellem sig. Numrene er hovedsageligt klassiske ballader og jazzstandarder som Reeves og kompagni fremfører aldeles overbevisende. Reeves ligger masser af følelser i numrene som fremstår som meget intime og personlige. Faktisk blev mange af numrene spillet og optaget live mens filmen blev optaget. Dianne Reeves giver sig i kast med flere tidsløse klassiskere blandt andet Nat King Cole's "Straighten Up and Fly Right," Duke Ellington's "Solitude", Frank Sinatra's "One for my baby", Peggy Lee's "There'll be another spring" og det svingende Dinah Washington nummer "TV is the Thing This Year". Det er altid farligt når en kunster bevæger sig ind på legenders territorium, men Reeves klarer opgaven utrolig overbevisende. Andre fantastiske numre er "Too Close For Comfort", "How High The Moon" og "Pick Yourself Up". Det eneste nye nummer skrevet til filmen er "Who's Minding

The Store" som passer perfekt sammen med de andre numre. Der er stor variation i numrene, som Clooney i øvrigt selv valgte, fra svingende, til sørgmodigt og trist, til romantisk til simpelthen bare forrygende. Til alle os der savner Dinah, Billie, Sarah og Ella er der godt nyt for Dianne Reeves demonstrerer her at den klassike sang lever i bedste velgående og derfor bør denne plade stå i din samling. Ja, du har sikkert hørt numrene før, men de er aldrig blevet fremført sådan her. Det her er pladen som vil forandre din stue til en røgfyldt beskidt jazzbar i 50'erne. Lizz Wright : Salt.

Dette album udgivet i 2003 var Lizz Wright's debut på Verve records - og en overbevisende en af slagsen. Hun blander soul, jazz, rhytm and blues, folk og gospel og resultatet er et stærkt og sammenstøbt album. Lizz Wright var da denne plade blev indspillet i starten af 20'erne og man kan forundres over hvor helstøbt hendes stemme allerede er. Wright har en dejlig varm dyb ru stemme som leder tankerne hen på en af de andre store sangerindere Cassandra Wilson. Der er en melankolsk lækker 70 feeling på mange af numrene på denne plade og da den ovenikøbet er i enestående lydkvalitet bliver den en yderst behagelig oplevelse at lytte til. Højdepunkterne på pladen er en folkagtig latin udgave af "Afro blue", den smukke "Soon as i get home",den soulede "Fire" og nummeret "Goodbye" hvor Chris Potter medvirker på saxofon. Ca. halvdelen af numrene på pladen er Wright's egne kompositioner som for det meste er sørgmodige bluesede ballader. Denne plade befinder sig ligesom den nyeste, som bliver anmeldt nedenfor, i grænselandet mellem mange forskellige stilarter, den er ikke ren jazz men den indeholder absolut nogle numre der er jazz inspirerede. Alt i alt er det en rigtig god plade som præsenterer en ny

funklende stjerne som det bliver spændende at følge fremover. Specielt bliver det spændende at se hvilken vej hun vælger at gå, soul eller jazz vejen. Til tider går der lidt for meget pop og r&b i den efter denne anmelders smag, hun er helt sikkert bedst og mest interessant når hun synger de jazzede numre. En ting er sikkert : alle døre står åbne for hende da hun mestrer begge stilarter. Trænger du til et friskt pust og er kørt lidt sur i Diana Krall, Norah Jones og Cassandra Wilson så er her et rigtigt godt forslag, prøv bare at lytte til det umådeligt smukke nummer "Blue rose" og du vil blive overbevist, det er sublimt. Lizz Wright : Dreaming wide awake.

Lizz Wright's andet udspil på Verve records er et mindst lige så interessant og spændende bekendtskab som den første udgivelse "Salt" som er anmeldt ovenfor. På dette album tager hun lytteren med på en fantastisk rejse igennem musik historien. Undervejs strejfer Wright jazz, gospel og rhytm & blues på særdeles overbevisende måde. Hun tager diverse ældre numre og gør dem til sine helt egne, hvilket resulterer i et yderst originalt tidsløst album. Wright giver sig i kast med rock numre som Niel Young's "Old man" og The Youngblood's "Get together" som om de var spritnye numre og ikke numre med en del år på bagen. Det klassiske nummer "A Taste of honey" bliver også trukket i gennem Wright maskinen og det kommer der en genial sumpet udgave ud af. "Trouble" er et forførende lækkert nummer som var det første Wright skrev på sin guitar og titelnummeret skal simpelthen også nævnes her da det er et fantastisk dystert og mørkt nummer. Dog er der også numre som ikke lige siger denne anmelder det helt store, for eksempel nummeret "Hit the ground" som minder lidt for meget om et Norah Jones nummer som jeg ikke har det super godt med. Nummeret er for øvrigt skrevet sammen med Jesse Harris som vist også har skrevet adskillelige numre til lige netop Norah Jones, så ligheden er nok ikke så mærkelig når det kommer til stykket. De numre som Wright selv har skrevet er alle

rigtig gode numre, lige med undtagelse af det ovennævnte, og giver en lyst til at høre mere fra hendes egen hånd. Selvfølgelig er det fedt at høre nye spændende udgaver af gamle klassikere men hendes talent for sangskrivning kunne sagtens fylde et helt album. Men hvem ved måske bliver det næste album, et album med vægten lagt på hendes egne kompositioner, man har jo lov at håbe. Denne fantastiske sangerinde har en helt fantastisk stemme og det er ligesom at på denne plade i forhold til debutten, er hun modnet og blevet endnu bedre. Jeg kunne godt tænke mig et album fra Lizz Wright hvor hun kun beskæftigede sig med jazz numre, efter min mening er det der hendes styrke ligger. Madeleine Peyroux : Half the perfect world.

"Half the perfect world" er 3. udspil fra Madeleine Peyroux og opfølgeren til hende fremragende album "Careless love" fra 2004. Dette album er en lækker samling sange, som burde blive gennembruddet for denne sangerinde som er klart inspireret af Billie Holiday. Madeleine Peyroux siger selv om hendes nye album "This record is different from Careless Love in the sense that there's unison of joy on it" og "It's pushing certain boundaries for me". Peyroux fortolker ikke bare sange, men går simpelthen ind og overtager dem og gør dem til sine helt egne så man tror at de er skrevet specielt til hende. Det er stille indsigtsfulde udgaver af gammel kendinge og 4 nye numre som hun selv har skrevet, vi her bliver præsenteret for. Der er numre skrevet af Leonard Cohen ("Blue Rain" og "Half the perfect world"), Johnny Mercer ("The Summer wind"), Charlie Chaplin ("Smile"), Tom Waits (Looking for the heart of saturday night), Serge Gainsbourgh ("La Javanaise" som synges på originalsproget fransk) og Joni Mitchell ("River"). Og lad mig lige dvæle lidt ved Joni Mitchel nummeret "River " som er pladens absolutte topscorer. "River" er en umådelig smuk duet sammen med K.D. Lang hvis stemme passer helt perfekt til Peyroux's og gør at nummeret fremstår som smukt, melankolsk og gennemført. Når de synger "I wish i had

a river I could skate away on, I wish I had a river so long, I would teach my feet to fly" og "I gone and lost the best baby I ever had" kan man simpelthen ikke andet end give sig hen 100%, man bliver helt rørt. Peyroux virker på dette album mere moden, voksen og mindre sårbar end hun har gjort på sine tidligere udgivelser, hendes stemme er simpelthen unik og one of a kind og hun fortjener virkelig at slå igennem. Madeleine Peyroux's musik er perfekt til en stille aften i stearinlysenes skær med en god flaske vin eller hvis du bare skal falde ned efter en hård dag på arbejdet. Det er ikke lounge, ikke pop, ikke country og heller ikke jazz men en vidunderlig blanding der befinder sig et eller andet sted midt imellem. "Half the perfect world" er ikke så godt et album som "Careless love" men det er tæt på. Det er et solidt album, derom hersker der ingen tvivl og hvis du på baggrund af denne anmeldelse, har besluttet dig for at købe det lover jeg dig at du ikke bliver skuffet. Bill Charlap & Sandy Stewart : Love is here to stay.

Det er usædvanligt at lytte til en plade som mor og søn har indspillet sammen, i hvert fald når vi snakker om jazz. Her er der samlet 11 ballader med Sandy Stewart på vokal og hendes søn Bill Charlap på piano. Charlap har udgivet flere plader igennem årene blandt andet med hans interessante trio mens Stewart kun har udgivet sporadisk igennem årene. Stewart's vokal er dyb og inderlig med en smule vibrato som giver en helt specielt intimitet til numrene og Charlap's spiller et delikat følelsesladet piano. Mor og søn fremfører forskellige standarder som "Love is here to stay" skrevet af Gerschwin, "You must believe in spring" skrevet af Rodgers og Hammerstein og "After you" af Cole Porter, men giver sig også i kast med numre som ikke er så kendte blandt andet "Here i am in love again" og "I'll never go there anymore" begge skrevet af sangerindens mand og pianistens far, den afdøde Moose Charlap. Men, og det er et stort men, denne plade bliver lidt kedelig at lytte til i længden efter denne anmelders mening. Alle numrene kører i det samme tempo gennem hele albummet, der er ingen uptempo numre, temposkift eller drama overhovedet at finde nogen steder, ja undskyld jeg siger det men til tider er man lige ved at falde i søvn, så

stille står det. Dette gør at det bliver en lidt triviel og ensformig oplevelse at lytte til. Jeg kunne godt have tænkt mig at der var lidt mere gang i, bare nogen af numrene i stedet for at der blev kørt i den nøjagtig samme rille hele pladen igennem som det her er tilfældet. Både Bill Charlap og Sandy Stewart er gode solide kunstnere, derom hersker der ingen tvivl, men her står det godt nok lidt for stille efter min smag. Disse inderlige kærlighedssange vil sikkert være et klart hit til den romantiske middag med stearinlys og en god flaske rødvin, men derudover har de ikke den store værdi for denne anmelder. Jeg vil ikke sidde og rose denne plade til skyerne for den er i mine ører ikke særlig interessant. Men tror du at denne plade er lige netop det du går og søger så giv den en chance, måske falder den bedre i din smag end den gjorde i min. Dinah Washington : Music for lovers & Sarah Vaughan : Music for lovers.

Blue note records har en mid-price serie de kalder MUSIC FOR LOVERS - Jazz for a romantic mood, som beskæftiger sig med romantiske indspilninger med nogen af jazzens aller bedste sangere. Hvert album indeholder forførende romantiske ballader og kærlighedssange fortolket af kunstnere fra Blue note's bagkatalog. Den første serie af udgivelser tæller følgende kunstnere - Joe Williams, Sarah Vaughan, Dinah Washington, Nancy Wilson, og Dianne Reeves. Jazznet har fået to af disse udgivelser til anmeldelse, nemlig cd'erne med Dinah Washington og Sarah Vaughan. Cd'en med Dinah Washington består af optagelser fra 1962 og 1963. Dinah Washington beskæftigede sig hovedsageligt med jazz- og blues fortolkninger af numre fra "The Great american songbook". På denne cd er der samlet 12 kærlighedssange blandt andre "Lover man", "Romance in the dark", "You're a sweetheart", "The good life" og " He's my guy". Cd'en med Sarah Vaughan indeholder ligeledes 12 numre med inderlige kærlighedssange fra 1960, 1962 og 1963, blandt andre numrene "If i were a bell", "Stella by starlight", The man i love", "The very thought of you" og "Fly me to the moon". Hvad skal jeg sige om disse cd'er ??? Er de bare endnu et krampagtigt forsøg, på at få os sølle jazz interesserede pladekøbere til at købe nogen numre som vi allerede er i besiddelse af, bare i en ny indpakning ??? Måske vil de for nogen virke sådan, men for nærværende anmelder er de et velkomment tillæg til pladesamlingen. Jeg var ikke i besiddelse af ret mange udgivelser, med nogen af de her omtalte kvinder og derfor er de for mig ganske interessante. De to cd'er er en fin introduktion til disse to sangerinderes udgivelser og har for mig haft den effekt at jeg skal ud og investere i noget mere fra dem begge. Hvis jeg absolut skal anbefale en af dem må det være cd'en med Sarah Vaughan. Jeg er helt vild med hendes fløjlsbløde lækre forførende vokal, som får en til fuldstændig at flyde hen i hendes inciterende udgaver af de klassiske numre. Men hvorfor ikke købe dem begge ??? De er som sagt ude som nice price og koster kun en halvfjerdser stykket, så det kan vel ikke vælte budgettet. Hvorom alt er kan de begge anbefales til den nye lytter eller til den som savner en plade til den romantiske aften i stearinlysets skær.

Gladys Knight : Before me.

Gladys Knight har for nylig udgivet denne tribute cd til nogen af de største musikalske artister. Resultatet er et smukt udført og rørende album med flot vokal og enestående arrangementer. Gladys Knight skriver i cover noterne "This is music that will never die. It's as relevant as it was yesterday. It still applies. I am so honored to be able to to do these songs that you are about to hear. Take a listen and I hope that you feel the same awe that i feel when i sing the music. It has been an amazing journey". Gladys Knight som indtil videre har gjort sig mest bemærket i R & B kredse, giver sig på denne cd i kast med den genre som kaldes jazz standards fra "The Great American songbook" og resultatet er bemærkelsesværdigt. Friske fortolkninger af numre fra sangerindere fra fortiden Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan, Lena Horne, Nina Simone og Billie Holiday, jazz ikoner Duke Ellington og Count Basie og crooneren Sammy Davis jr. Alle numre bliver sunget med en intensitet, seriøsitet og nerve så man næsten sidder og bliver overbevist om at disse numre er skrevet til Gladys Knight og aldrig var tiltænkt andre. Numrene er en sand perlerække af klassiske numre fra de sidste ca. 50 år og tæller "Do nothing till you hear from me", "The man i love", "God

bless the child", "Someone to watch over me", "The Bitter earth" og "Stormy weather" bare for at nævne nogen af dem. Der findes tonsvis af plader derude med fortolkninger af numre som disse som er mere eller mindre ligegyldige, men denne cd er alt andet end ligegyldig. Den er et fremragende eksempel på at man kan indspille numre fra fordums tid uden at lyde som en dårlig kopi af de originale udgaver. Gladys Knight tilfører disse numre ny energi og denne plade bør du købe og stille den ved siden af alle dine plader med Billie, Ella, Lena og Sarah. Anmeldelserner er bragt i samarbejde med jazzNet.