Ældre guldklumper

Af: Henrik Kaldahl (hajen71) - 1/7-2007

Anmeldelser af Charles Mingus Sextet with Eric Dolphy - " Cornell 1964" & Kenny Burrell - "Birthday bash - live at Yoshi's".

Charles Mingus Sextet with Eric Dolphy : Cornell 1964.

Blue Note Records forsætter deres fantastiske arbejde med at finde super spændende og interessante uudgivne optagelser. Sidst var det den yderst suveræne udgivelse med Monk og Coltrane, denne gang er det Charles Mingus sextet og Eric Dolphy der har været igennem remastering maskinen og nu kan høres på alverdens cd afspillere. Charles Mingus Sextet bestod ved denne lejlighed udover Mingus selv på bas som altid af Johnny Coles på trompet, Clifford Jordan på tenor saxofon, Jaki Byard på piano, Dannie Richmond på trommer og sidst min absolut ikke mindst Eric Dolphy på alt saxofon, fløjte og bas klarinet. Denne mageløse udgivelse består af to cd'er, sprængfyldt med jazz af den aller fineste skuffe. Cd 1 består af 6 numre, eller rettere 5 da den første skæring blot er lidt klappen og hujen fra publikum. "Atfw you" er et solo piano nummer fra Jaki Byard som spiller sig igennem dette nummer med en intensivitet og hurtighed så man ikke kan andet end fornøjes. "Sophisticated lady" er et solo nummer fra mesteren selv Mingus som viser at han virkelig var et sandt unikum på sit instrument (ikke at man nogensnde har været i tvivl om det). På skivens 4.skæring "Fables of fabus" er hele sextetten i fuldt firspring i næsten 30 fantastiske minutter med karakteristiske tilråb og snakkerier fra Mingus ind over musikken - et nummer i

typisk Mingus stil. Herefter er det det lidt roligere nummer "Orange was the colour of her dress, then blue silk" som er et smukt afdæmpet og roligt nummer som er eminent. Disc 1 lukkes af med Duke Ellington/Billy Strayhorn nummeret "Take the "a" train" som spilles med stor respekt for den originale udgave. På disc 2 lægges der ud md det Mingus nummret "Meditations", der med sine godt og vel 31 minutter er en sand tour de force rejse ind i den specielle verden der kendetegnede Mingus og hans skæve, kantede kompositioner. Der forsættes med numrene "So long Eric", måske et nummer dedikeret til Eric Dolphy - jeg ved det ikke, fedt er det i hvert fald. "When irish eyes are smiling" er et svingende, igen typisk Mingus spillet nummer med masser af humør og spilleglæde. Det sidste nummer på disc 2 er "Jitterbug waltz" som er det perfekte nummer at afslutte denne perfekte oplevelse på. Denne udgivelse er en særdeles stor fornøjelse at lægge øre til, der er en utrolig fed, afslappet og tilbagelænet stemning over alle numrene som får en i rigtig godt humør - her bliver man som lytter udsat for jazz af aller fineste og mest overlegne skuffe. Bare lyt til Dolphy's uovertrufne spil på fløjten og bas klarinetten, og Mingus' sikre stramme spil på bassen. For dem som ikke har fattet det endnu er denne udgivelse, i denne anmelders ører intet mindre end uundværlig og uhyre essentiel i din jazz samling. Den skal bare indgå i den, uanset om du er til Mingus eller ej fortjener den en plads ved siden af alle de andre historiske udgivelser med Miles, Coltrane, Monk og alle de andre store. Kenny Burrell : Birthday bash - live at Yoshi's.

Guitaristen Kenny Burrell spillede i anledningen af sin 75 års fødselsdag, en række koncerter på det populære spillested Yoshi's i Berkeley i 2006. Denne cd indeholder optagelser med to forskellige setups fra denne begivenhed - et hvor han spiller sammen med The Gerald Wilson Orchestra og et hvor han spiller sammen en mindre gruppe af musikere, blandt andet Hubert Laws og Joey DeFrancesco. Man kan tydelig høre at Burrell har været på banen i mange år (denne plade er hans udgivelse nummer 80), og der hersker ingen tvivl om at Burrell er en uhyre rutineret musiker, som har fuldstændig styr på hvad både han selv og sine medmusikere har gang i. Burrell spiller med en lækker afrundet tone fra sine guitarer, og sat sammen med de tidigere nævnte musikere kan resultatet ikke blive andet end sublimt. De svinger sig igennem velkendte numre såsom "Love you madly", "Sophisticated lady", "Don't get around much anymore", "Lament", "All blues", "A night in Tunesia" og "Take the "A" train". Alle numrene på denne cd holder virkelig hele vejen, der spilles med en spilleglæde og en gnist så man simpelthen ikke kan andet end, at blive i godt humør af at lytte til disse numre. Der er ikke de store overaskelser i måden disse numre fremføres på, men når slutresultatet er så

overbevisende og overlegent som det er tilfældet her, kan man vist ikke tillade sig at forlange mere. Hvis du ikke kender noget til Kenny Burrell og hans lækre guitarspil, vil denne cd være en god måde at komme igang med hans musik på, da den giver et godt indblik i hans produktion og lange karriere. Lyden på denne cd er aldeles forrygende, meget afrundet og lækker med et fantastisk detaljeret stereoperspektiv som vil presse dit anlæg til det yderste. Anmeldelserner er bragt i samarbejde med jazzNet.