Fænomenale 60'er-optagelser

Af: Henrik Kaldahl (hajen71) - 10/7-2007

Anmeldelser af John Coltrane - "Live in Japan" & Jackie McLean - "It's time".

John Coltrane : Live in Japan.

Dette massive meget interessante og spændende 4 cd's bokssæt dokumenterer Coltrane's første og eneste turne i Japan og består af optagelser fra Tokyo den 11. og 22. juni 1966. The John Coltrane Quintet bestod af John Coltrane på tenor-, sopran- og altsaxofon, Pharoah Sanders på tenor-, altsaxofon og basklarinet, Alice Coltrane på piano, Jimmy Garrison på bas og Rashied Ali på trommer. Coltrane spiller helt fænomenalt på disse optagelser, man kan næsten mærke hvordan musikken flyder gennem hans krop og ud i gennem hans instrument og nogen gange lyder det som om at Coltrane er på vej væk fra denne atmosfære for at eksplodere i hans velkendte sheets of sound. Disse optagelser er specielt interessante fordi Coltrane ikke vidste at koncerten blev optaget og derfor var længden på de forskellige numre ikke noget han tænkte på. Dette giver os en mulighed for at høre hvordan et Trane show virkelig var. Man kan kun gisne om hvad det høflige japanske publikum har synes om disse koncerter. En ting er sikkert, den udgave af "My favorite things" de her bliver udsat for er en del anderledes end den udgave som de formodentlig kendte og elskede i forvejen. Disc 1 består af 2 numre, der startes med "Afro blue" som

indeholder en skrigende tenor solo fra Pharoah Sanders og en næsten 20 minutters solo på sopran saxofon som bringer nummeret til en afslutning fra Coltrane. "Peace on earth" er næste nummer hvor Alice Coltrane spiller en smuk piano solo og også en mageløs tenor saxofon duet mellem Sanders og Coltrane hvor Sanders viser at han faktisk godt kan spille en solo uden at skrige tonerne ud. Disc 2 består af en godt 54 minutter lang version af det velkendte nummer "Crescent", der startes med en lang imponerende bas solo fra Garrison's sikre hånd og igen viser Alice Coltrane sig som den unikke pianist hun er og leverer bemærkelsesværdigt spil endnu engang. Disc 3 starter med endnu en version af det fantastiske nummer "Peace on earth" med fantastisk spil fra Sanders på altsaxofonen og disc 2 afsluttes med "Leo" som er en af de absolutte højdepunkter og nok også egentlig det vildeste nummer i bokssættet med frygtindgydende intenst spil fra Sanders, en altsaxofon duel mellem Sanders og Coltrane som får en til at gispe efter vejret og sidst men ikke mindst en massiv trommesolo fra Rashied Ali, som jeg i øvrigt mener er den bedste trommeslager Coltrane nogensinde har spillet sammen med, de havde et helt specielt sammenspil der til tider mindede om en form for musikalsk telepati. Disc 4 består af en massiv udgave af "My favorite things" på lige lidt over 57 minutter og her bliver vi udsat for endnu en bas solo intro fra Garrison, Coltrane spiller melodien på altsaxofon og spiller en længere solo på sopransaxofonen ca. i midten af nummeret, en flydende solo på pianoet fra Alice og endnu en af de der fantastiske sax dueller mellem Coltrane og Sanders. Efter at have lyttet til bokssættet igen for at lave denne anmeldelse sidder jeg, som jeg gjorde første gang, og undrer mig over at mange kritikere ikke synes at Alice Coltrane er en særlig god pianist. Jeg kender ikke til hendes soloudspil efter John's død men en ting er sikkert. Hun spiller virkelig fantastisk på disse optagelser og er et frisk pust til de andres til tider hidsige udladninger. Selvom koncerten er optaget i mono er lydkvaliteten helt i top med hver af de medvirkende musikere stående klart og tydeligt i lydbilledet specielt hornene står helt fantastisk med en silkeblød og afrundet lyd. Jeg ved ikke om japanere har brugt bedre mikrofoner men i mine ører er lyden på disse optagelser bedre end mange af de andre koncertoptagelser der er udgivet igennem årene. Det her er Coltrane i hans sene, efter nogens mening mest skræmmende, periode og efter denne anmelders mening der hvor han er aller bedst og mest interessant. Han søgte på dette tidspunkt i hans alt for korte karriere efter den højere mening med hans liv og lige netop dette kan man høre i hans musik. Ikke altid helt rent og med perfekte teknikker men for pokker hvor det bare holder!!!. Coltane og hans medmusikere spillede fuldstændig uden begrænsninger og bevægede sig i hvilken retning de nu synes var den rigtige på det tidspunkt. Det er ikke sikkert at alle numrene bider sig fast ved første gennemlytning men hvis du giver dig lidt tid til at komme ind i musikken så vil jeg garantere dig at du bliver fuldstændig opslugt af det. Dette bokssæt vil ændre den måde du tænker på om jazz og fri improvisation, det var i hvert fald den effekt det havde på mig. Det er et af de bedste optagne eksempler på improvisationsmusik i jazzens historie og da jeg hørte det igennem første gang var jeg fuldstændig målløs. Coltrane samlede alle de frie improvisations ideer og koncepter han havde udviklet igennem årene og levede dem ud i disse koncerter. "Live in Japan" bokssættet er ikke for nybegynderen til Coltrane's musik, men har du allerede været igennem hans musikalske eskapader efter "A love supreme" og med det mener jeg albums som "Ascension", "Sun ship", "Meditations" og "Interstellar space" og er kommet til denne sene periode i hans produktion er dette en kærkommen essentiel udgivelse. Men du skal være forberedt på at blive udsat for ting som 15 minutters bas solo, 20 minutters saxofon soloer og numre der varer fra 25 til 57 minutter. Mener du at du er klar til den udfordring og måske endnu mere vigtigt tror du kan fordøje det - ja så er der ingen vej tilbage, så bør du have dette bokssættet hjem til samlingen. Du kan dog komme ud for at skulle på et seriøst detektiv arbejde for at finde bokssættet, for den står helt sikkert ikke og venter på dig nede i din lokale Fona butik. Det er ikke nemt at få fat i da det vist nok er udgået fra importøren. Jeg havde ledt efter det i rigtig lang tid og havde indstillet mig på at jeg nok hellere måtte begynde at spare sammen og få fat i det gennem ebay til en skyhøj pris, da det lige pludselig en dag stod foran mig i en pladebutik i København. Jeg var simpelthen nød til at hive dankortet op af lommen og investere. Får du samme mulighed bør du gøre det samme - du vil ikke blive skuffet. Jackie McLean : It's time.

Overset i mange år i Blue Note's mange forskellige genudgivelses serier, er dette album nu endelig tilgængelig og tilmed i den fornemme Connoisseur series. Blue Note's ide med denne serie er at udgive albums som har været svære at få fat på i længere tid, ikke nødvendigvis de store sællerter fra de forskellige kunstnere. Men nu er det så endelig muligt for jazz fans at få sig en lytter til en af den nyligt afdøde Jackie McLean's første sessions fra 1964. Jackie McLean har her samlet en helt fantastisk gruppe bestående af den unge Charles Tolliver på trompet (hvor pokker blev han egentlig af ???), Herbie Hancock på piano, Cecil McBee på bass og Roy Haynes på trommer. Numrene på denne session er eksperimenterende men holder stadig fast i den vel kendte Blue Note lyd og tradition. McLean spiller virkelig suverænt, forrygende hard bop med den ovennævnte rytmesektion i ryggen - det kan næsten ikke gå galt - og det gør det så sandelig heller ikke. Dette er et fantastisk album. Alt går op i en højere enhed, gode solide numre, improvisationer, sammenspil i højeste klasse... det hele er der... Specielt skal nævnes Roy Haynes som på vanlig overlegen måde holder sammen på det hele. Hvis du ikke kender Jackie McLean's musik er dette et godt

sted at starte, andre anbefalelsesværdige albums fra hans hånd er "Action", "Jacknife" og "Right now". Dette her er klassisk 60'er jazz fra Blue Note som har givet mig mange fantastiske lytte oplevelser igennem tiden... og de skuffer heller ikke denne gang. This is the good stuff. Anmeldelserner er bragt i samarbejde med jazzNet.