Anmeldelse af Double Standards - "Volume One" (KOPACD 006) og "Volume Two" (KOPACD 009) - Kopasetic Productions, 2006.
Double standards er en kvartet bestående af Cennet Jönsson på saxofoner, Jacob Karlson på piano, Hans Andersson på bas og Peter Nilsson på trommer. De to nærværende cd'er indeholder hver 7 numre, optaget på Dunkers Kulturhus, Helsingborg den 10 og 11 januar 2005. Kvartetten giver sig i kast med personlige versioner af diverse mere eller mindre kendte numre fra forskellige kunstnere. Blandt andet er følgende repræsenteret : Wayne Shorter med numrene "United", "Footprint" og "Nefertiti", Miles Davis med nummret "Solar", Cole Porter med "All of you", Horace Silver med "Peace" og Mongo Santamaria med "Afro blue" som John Coltrane i sin tid gjorde sit til at gøre til en klassiker. Det er Cennet Jönsson der styrer showet på disse to udgivelser med sit overlegne, på en gang følsomme og lyriske spil. Det veloplagte sammenspil musikerne imellem er særdeles fascinerende at lægge øre til og de klassiske numre får nyt liv gennem denne trio. De medvirkende musikere er hver overlegne på hver deres instrumenter med deres tilbagelænede spillestil, der får en til at tro at de aldrig har lavet andet. Mange af de gammelkendte standarder får et løft op af mod nye højder, når de spilles af denne kvartet. Der spilles tro mod de originale kompositioner, men der formåes at tilføre numrene en egen personlig stil, kant om man vil, med imponerende resultat der fører disse klassikere ind i det nye årtusinde på den mest overbevisende måde. Der findes i overflod af udgivelser af denne type, mange kunstnere har indspillet albums i samme stil som disse, men sjældent har jeg oplevet et så forrygende resultat på bundlinien. Det her er to herlige skiver, der med sin spilleglæde, nerve og nytænkende tilgang til musikken er en sand fornøjelse at lytte til. Hvad enten du er nybegynder indenfor jazzmusikken eller er en af dem der har hørt det meste, bør du investere i disse to formidable cd'er, for det her det holder 100%. Artiklen er bragt i samarbejde med jazzNet.