Norbak: Songs in Circles

Af: Af: Henrik Kaldahl - 17/3-2008

Anmeldelse af Norbak - "Songs in Circles", 2007.

Det sker ikke så tit at der udkommer en CD fra en helt ukendt kunstner, som bidder sig fast. Det gør Norbaks Songs in Circles. Langsomt, men sikkert, som numrene flyder ind i ens ører, bliver man draget med ind i et unikt musikalsk og lyrisk univers, som på samme tid er originalt og tilstrækkeligt fængende til at man hurtigt tager sig selv i at gå rundt og nynne diverse bidder fra de mange gode sange. Karakteristisk for mange af numrene er Spent it on you, der lægger roligt ud, men opbygger en indre intensitet, der kulminerer med et fremragende frit og originalt samspil som bæres frem af Nicolai Schneiders saxofon. Schneider er i det hele taget med til at løfte både de øvrige musikeres præstationer, og løsrive en fri musikalsk energi der giver dette album sin originalitet. Her er vi langt fra de tv-producerede pop-stars vi kender fra X-factor, eller de Sony-produerede glatte produktioner. Honey it almost stopped your heart er en art Country and Western nummer, der går op i en højere enhed, med det rørende (om end banale) afslutnings-omkvæd: "I'll be where you are - be my sunset still …". Smukt, enkelt, stærkt. A nights parade er det nummer på pladen, hvor inspirationskilden står klarest: Dette er Norbaks Tom Waits nummer - heldigvis uden at gøre noget alt for stort forsøg på efterligning Norbaks stemme er hans egen - mindre slidt og måske mindre dybde end Waits', men ren og ærlig. Keep it Close og Stay (nowadays) er lette at nynne med på og fordi musikken på samme tid er original og banal - en balance der kan være ganske svær at ramme, og som i nogle passager ikke rammer. Man savner lidt mere bid, og skal Norbak lave en plade til (hvilket jeg håber) vil mit råd være at lave lidt mere af det skæve og lidt mindre af det banale. I finally speak er efter min mening pladens bedste. Det er en intens sang om et alvorligt eksistentielt emne - om forholdet mellem menneske og sygdom. Om den fremmedgørelse og den afmagt sygdom kan skabe i et menneskes liv. Men også om hvordan personificering af sygdommen kan fungere som et redskab til at komme i dialog med sin egen afmagt og dermed overkomme den. Call me, er endnu en velfungerende kærlighedssang, som også (i min fortolkning) tager kærlighedens vilkår op i en politisk kontekst: "It's a godless mean affair now - in the air now - you got to run and hide." Kærlighedens vilkår er ikke kun determineret af enkeltpersoners følelser for hinanden - kærligheden er også et samfundsanliggende i den forstand at institutioner der former vores privatliv kan skabe bedre eller værre muligheder for at kærlighed og kreativitetet kan udfolde sig. Dette budskab (hvis det er det der er meningen) kunne have stået klarere uden at det gjorde noget. Monday finds me og Color of my Life afslutter denne bemærkelsesværdige CD, der er velspillet og velproduceret hele vejen igennem. Bemærkelsesværdig fordi den netop ikke på overfladen gør et stort nummer ud af sig selv, men tværtimod har sin styrke i sin eftertænksomme lyrik og sin sangbare musik, som - tak Norbak - ikke er endnu et forsøg på at lave en storsælgende popplade. Lad det sidste nummers afsluttende vers stå som en milepæl for denne cd: "And it's springtime - And you color my life - Everything will change." Artiklen er bragt i samarbejde med jazzNet.