Wining & Dining 2008 Odense med HiFi-øjne
Af: Af: Kim Olsen - 18/3-2008
Livsstilsmesse - nu med HiFi.
Wining & Dining Fair er en landsdækkende messe, der præsenterer nyheder og specialiteter inden for hus, hjem og biler. Over de seneste år er disse også begyndt at indeholde miniature hifi og indbygnings systemer, og i år har man valgt fra Hi-Fi Klubben også at inkludere mere almindelige systemer som de mener kunne være interessante for den almindelige dansker. HiFi-Musik tog chancen for at høre noget musik og få lidt til ganen.
Jeg blev positivt overrasket ved ankomsten, levende musik i form af et flygel og en pianist, fremragende start sammen med en ganske fin og ny Audi A4 ved indgangen. Audi var for øvrigt den eneste bilfabrikant til stede, og klarede det fint med to gange A4 limousine og den nye A5. Til en lille million kroner stykket så den lidt mere klodsede Nissan Patrol GR ved lidt mere tillokkende ud, men flot var det dog.
Messen var genstand for to trekvart nyhed, NAD Viso Five, B&W Zeppelin samt, Dali Helicon mk. II og alternative Aragon lakeringer.
Hi-Fi Klubben havde valgt en af de mest alsidige og fyldige stande. Der var blevet plads til både de sædvanlige messetilbud, adskillige fladskærme, små stereo og kompakt systemer, samt hjemmebio. Herudover havde man valgt at fremvise et Classe og B&W Stereo system på den forkerte side af kr. 300.000,-.
Hjemmebioen var sat op med den opdaterede Helicon mk II serie hele vejen rundt, med Denons AVC A1 HD til at trække læsset. En meget nydelig hjemmebio om man vil, selvom dagens selskab faldt mere for det trådløse Sonos-system med indbygnings højttalere ved siden af. Jeg må dog indrømme at det var ganske pænt opsat og virkede efter hensigten, om end man kan diskutere om man ikke bude have haft både en dyrere og et billigere alternativ, selvom jeg ikke kan se hvor man i så tilfælde skulle have stillet det op.
Scandynas Podspeakers var bogstaveligt talt rigt repræsenteret, faktisk havde de et helt hjørne med, hvad jeg gætter, er hele produkt og farve sortimentet. Et meget farverigt indslag på en ellers meget afdæmpet grå/sort messe. Det så lidt spøjst ud i de mange klare plastic farver, men virkede på en eller anden måde ikke spor malplaceret.
Stereo anlæggene bestod udover det store Classe/B&W sæt af flere små kombinationer af B&W’s mindste modeller og design højttalere samt forskellige former for receivere. Herudover havde man valgt at udstille et par af de lidt mere almindelige modeller i programmet, herunder Dalis Mentor og Ikon modeller.
Hertil kommer NAD’s nye Viso Five. En pæn og ganske stilren surroundreceiver med indbygget dvd. Jeg må sige, at den faktisk appellerede til min æstetiske side. Den var enkelt og alligevel var der lidt industrielt over den. Ifølge sælgeren skulle DVD-afspiller-siden af den faktisk være noget, der for en gangs skyld var brugbart. Selv toppladen havde sin charme.
Den anden store nyhed, og absolut hvad der tiltrak sig mest opmærksomhed, er B&W’s nye designperle, Zeppelin. I denne anledning havde man valgt at flyve Ole-Vidar Andersland fra B&W ind, så man kunne få sig en lille hyggesnak.
Zeppelineren er overraskende pæn at se på, den er grundlæggende bygget op som en dobbelt kompakthøjttaler, nærmere bestemt B&W’s egen M-1 med et basmodul i midten. Ole-Vidar Andersland forklarede venligt men bestemt, at man ikke kaldte den for et sub-bas-modul, idet det ikke ligefrem var dybdebas den kunne genskabe. Denne overraskende ærlighed var ganske gennemgående og således var Ole-Vidar Andersland meget opmærksom på ikke at overdrive ydeevnen af eksempelvis PV-1. Det var samtidig også rart med en forklaring omkring Zeppelinerens faktiske ydeevne uden, at skulle igennem et længere foredrag omkring relationerne til B&W’s 800 serie, som B&W’s eget markedsføringsmateriale ellers gør så meget ud af.
B&W Zeppelin kommer sidst i februar og lander på den forkerte side af kr. 4.000,-, hvilket forekom billigt idet anlægget ved siden af stod til kr. 322.000,-.
I sammenligning hermed forekom de mange fladskærme lidt ligegyldige, omend de da var pæne at se på. Som en sidenote skal det dog nævnes, at også en lokal B&O-forhandler til stede, dog med et begrænset udvalg i fjernsyn.
Efter at have snakket og kigget på HiFi blev turen også benyttet til et kig på de øvrige fristelser, af disse kunne jeg ikke rigtigt stå for premieren på Ørbæks Påskebryg og en Nikka All Malt whisky der begge kom med hjem i rigelige mængder. Jeg var generelt overrasket over de mange whiskystande, og udvalgets omfang, men var dog mest overrasket da det viste sig at Laphroaig havde deres helt egen separate stand.
Om man havde hygget sig lidt for meget med netop alkohol under opførslen af parkeringspladserne skal være usagt, men markeringen af parkeringspladserne var lettere utraditionel.
HiFi-Musiks udsendte havde en fin eftermiddag med et righoldigt udbytte, så helt spild af tid var sådan en livsstilsmesse ikke alligevel.
For yderligere information, kontakt:
InterPromotion
Madevej 19
6200 Aabenraa
Tlf.: 74 42 18 11
Mail:
info@interpromotion.dk
Web:
www.interpromotion.dk/Forside-5.aspx