Et besøg hos Pouls Audiobutik

Af: Af: Kristoffer Abildgaard Pedersen (Raskolnikov) - 28/3-2008

Et lille udsnit af redaktionen slog vejen forbi ATC-kongen i Smilets By.

Pouls Audiobutik ligger på Fåborggade i midten af Aarhus. Meget "butik" er der nu ikke over den, da salg og demonstration foregår i Pouls og hans families lejlighed. Dette er imidlertid kun med til at skabe en meget hyggelig og afslappende atmosfære. Manden bag butikken, Poul, sælger hovedsageligt grej til professionel brug i form af mixer, mikrofoner etc. Han har derudover også et udvalg af grej fra bl.a. engelske ATC til private. Det var bl.a. dette, vi var mødt op for at lytte til netop denne dag. Vi fik også en chance til lige at tale lidt med Pouls kæreste, Pia Olsen. Det viste sig, at hun også havde en sund HiFi-interesse, og selvom hun ikke var glad for at indrømme det, så sagde hun, at man altså godt kunne høre forskel på de ATC monoblokke, der stod i soveværelset før, og den integrerede ATC, som stod der nu. Vi fik en lang og meget interessant snak med Poul om musik og HiFi-branchen generelt. En af de ting, som Poul gentog igen og igen, var, at alt er et kompromis indenfor HiFi. Man får aldrig noget, der er perfekt, og derfor må man vælge, hvor man vil lave sit kompromis. Pouls hule. Inden vi kom igang med at lytte til ATCs højttalere, fik vi en demonstration af, hvad et par 25 år gamle Tannoy højttalere kunne præstere. Det drejede sig om et sæt Tannoy Monitor Gold. Kilden var en SME 30 med SME V arm og en Ortofon MC PU. Vi hørte en Mobile Fidelity vinyludgave af en koncert med Alison. Forstærkeren var den før omtalte integrerede ATC forstærker. Lyden var rigtig god og dynamikken helt i top. Samtidig med dette var vokalen utroligt langt fremme og uhyre dynamisk. Detaljeniveauet var ligeledes virkelig godt, og man kunne tydeligt høre alt, hvad der skete blandt musikerne. Lyden var meget lige på og med tryk på "live-fornemmelsen". Efter denne demostrartion fortsatte vi ind i stuen, hvor ATC SCM 100 i den aktive version ventede os. De store ATC højttalere stod meget flot i en rød pianolak, der fik dem til at ligne noget, som Ferrari kunne have lavet. Vi opholdte os adskillige timer i denne stue, fordi vi oplevede alle en lyd, man ikke lige glemmer igen! Selve stuen er domineret af mange meter vinylplader, som alle hænger på stuens vægge. Enden af stuen domineres af de massive ATC SCM300 ASL Pro, der nærmest ser ud, som er de bygget ind i selve væggen. Ovenpå dem står der et sæt Quad, som Poul nogle gange også lytter til. Midt imellem de to store ATC højttalere står der et stort rack med to SME 30 pladespiller, en ATC forforstærker, en EAR Acute CD-afspiller samt en stor ATC effektforstærker. Lidt længere fremme står de aktive ATC 100, som var de højttalere, vi udelukkende lyttede til denne dag. Poul fortalte, at Acute i bund og grund var en Arcam, der var kraftigt forbedret, og at ATC snart skulle have en CD-afspiller på vej. De musikalske indtryk. Vi lagde ud med Violent Femmes-nummeret "Country Death Song" fra albummet Viva Wisconsin (1999). Det første, man lagde mærke til, var den super dejlige mellemtone. Alle stemmer lød utroligt bløde og meget naturlige. Samtidig med dette var stemmerne meget langt fremme i lydbilledet, og det virkede næsten som, at Gordon Gano stod lige foran én. Dette er en gengivelse af stemmer, man ikke lige sådan glemmer, og det er den bedste vokalgengivelse, jeg mindes at have hørt på en højttaler nogensinde. Det virkede som om, at forsangeren skrålede sine sange lige ind i ens øre. Lyden var utrolig neutral, og man følte virkelig, at man fik præsenteret lige netop det, som der er på indspilningen. Diskanten er meget opløst og samtidig behagelig at lytte på, og man kan høre, hvordan alle overtoner på f.eks. en highhat eller en guitarstreng får lov til at klinge ud. Selv om der er mange detaljer, så lød højttaleren på intet tidspunkt skarp eller ubehagelig. Samtidig med dette er optagerummet utrolig bredt og dybt, og der er masser af plads til de enkelte udøvere i bandet. ATCs bas er meget anderledes, end det man er vant til at høre fra en basrefleks konstruktion. I starten syntes jeg faktisk, at jeg savnede bas, men da vi havde lyttet i et par timer, var dette ikke længere tilfældet. ATC højttalere gengiver kun bas, når den er tilstede, og det gør den meget kontant og super stramt. Netop bassen var noget, vi fik at føle, da vi spillede nummeret "Revolution 99" af den franske technogruppe Daft Punk. Her dunkede bassen afsted, og man kunne sagtens mærke den i brystkassen, men igen er det en meget mere kontant og hurtig bas. Det virker mere som om, bastonerne bliver skudt afsted fra et maskingevær i korte, meget kontrollerede salver fremfor en fed bas, der fylder lidt mere. Når man først lige har vænnet sig til dette, virker denne form for bas faktisk meget mere rigtig, end hvad man er vant til. Den meget tørre bas gør, at højttaleren gengiver musik ekstremt homogent, og hele frekvensspektret hænger fuldstændigt sammen. Denne dag blev der spillet højt, til tider vil jeg endda sige ekstremt højt! For det er det fede ved disse højttalere - de spiller faktisk bedst ved højere lydtryk. Dette hænger sammen med, at de aldrig virker pressede, eller som om de er ved at miste kontrollen, lige meget hvor højt der bliver spillet. Hertil skal nævnes, at vi spillede langt over det, som jeg ville spille med derhjemme og faktisk også til tider langt over det, som jeg tør udsætte mine ører for over længere tid. Efter Daft Punk gik stafetten videre til Mark Lanegan og Isobel Campbell, der sammen har udarbejdet det glimrende album Ballad of the Broken Seas. Igen trådte vokalerne i forgrunden og kom helt ind på livet af én. Lanegans sprøde røst brillerede i skøn duet med Campbells blide englestemme, og man kunne blot læne sig tilbage og lade ATC'erne demonstrere, hvordan de på fornemste vis gengav kunstnerduoens musikalske essens. Samme tendens gjorde sig gældende, da veteranen Tom Waits indtog scenen med et af sine bedste album; Rain Dogs. Aldrig har "Jockey Full of Bourbon" og "Tango till They're Sore" lydt så autentisk og vedkommende, som på denne eftermiddag i Pouls stue - man kunne næsten fornemme troubadurens sprittede ånde, når den hæse stemme foldede sig ud. Efter dette var det tid til at se, hvad ATC kunne gøre med noget musik i den lidt hårdere ende; i form af Tool og Nine Inch Nails. Denne musik skal spilles højt, og dette klarede ATC'erne som sagt også med bravour. Stortrommen kunne hele tiden mærkes solidt i brystet, og musikken blev gengivet med en enorm energi og dynamik. Udover dette fik man stadig alle de små detaljer med i produktionen, og selvom vi spillede tordnende højt, så lød det aldrig grimt eller ubehageligt. Da vi var færdige med Tools Forty Six And 2, sad man lidt med en fornemmelse af, at man havde hørt, hvordan Tool lyder live. En meget imponerende og frygteligt vanedannende oplevelse! Senere på dagen insisterede Pouls kæreste på, at vi lige skulle høre lidt af Princes kunstneriske bredde. Vi blev taget på en fascinerende rejse fra funk over hip hop til tung elektronisk techno, og vi takker Pia for at have udvidet vores musikhorisont. Dynamisk huskekage. Inden dagen var omme, og vi skulle hjem til vort eget HiFi igen, fik vi en demonstration af, hvad dynamik vil sige. Vi fik lov til at lytte til Pouls "trommeplade", som Pia Olsen omtalte den. Det drejer sig om The Sheffield Drum Record, som er en såkaldt "direkte skåret" vinylplade. Direkte skåret vil sige, at matriklen, som alle plader bliver trykket af, bliver skåret direkte under indspilning. Denne plade var en ret vild oplevelse, og det lød fuldstændig som om, at Pouls anlæg var blevet skiftet ud med et trommesæt og en dertil hørende trommeslager. Dynamikken var fuldstændig sindssyg, og flere gange sad man og missede med øjene på trods af, at man godt viste, at der var en ny lyd på vej. Her oplevede vi en dynamik, som jeg aldrig nogensinde har hørt en CD-afspiller gengive. Denne plade imponerede mig meget, og jeg ville bare ønske alle live vinylplader var lavet på denne måde! Det blev til næsten 5 timer i selskab med Poul og mandens HiFi, men tiden flyver jo afsted, når man er i godt selskab. Vi fik alle nogle musikalske oplevelser, som vi ikke lige glemmer igen - især mellemtonen og bassen hang ved i de efterfølgende dage. En lille flok glade redaktionsmedlemmer takker Poul og Pia for gæstfriheden i deres lille "butik".