Blade Runner Final Cut

Af: Raskolnikov - 20/5-2008

"I anledning af at Blade Runner Final Cut netop har haft repremiere i Danmark, genposter vi hermed Kristoffer Abildgaards artikel om Blade Runner. Filmen var en meget anderledes science fiction film, da den kom frem og den har inspireret mange film i eftertiden, bl.a. The Matrix og Mamoru Oshiis Ghost in the shell 1 og 2. Samtidig var filmen også med til at starte hele cyberpunkretningen inden for litteraturen med forfattere som bl.a. William Gibson.

Gaff: “It’s too bad she won’t live. But then again who does?” Fra drømmende androider til Blade Runner. I 1981 gik instruktøren Ridley Scott i gang med at lave en film bygget over bogen Do androids dream of electric sheep? af Phillip K. Dick. Filmens titel blev hurtigt ændrede til det kortere Blade Runner. Forinden havde Ridley Scott nydt stor succes med en anden science fiction klassiker Alien fra 1979. Derfor var han også det oplagte valg til at filmatisere en storstillet science fiction film. Filmen havde en lang og besværlige tilblivelsesfase, som var plaget af, at både budgettet og tidsplanen skred. Filmen endte med at gå ca. $5 millioner over sit planlagte budget, og derfor overtog et af filmens produktionsselskaber i henhold til kontrakten til sidst

kontrollen over filmen. Efter de første testvisninger stod det hurtigt klart, at publikum enten ikke kunne lide filmen eller simpelthen ikke forstod den. Produktionsselskaberne tog konsekvensen og fik filmen klippet om. Bl.a. blev der tilføjet en voice-over af hovedpersonen Harrison Ford, og slutningen blev også ændret. På trods af dette var filmen alt andet end en succes ved sin premiere i 1982. Filmen var noget helt andet, end produktionsselskaberne havde forestillet sig. Man havde håbet på at kunne ride med på bølgen fra en anden science fiction film, Star Wars (1977), men Blade Runner var en meget anderledes science fiction film, som var langt mere dyster end det muntre Star Wars-univers. Filmen opnåede dog gennem årene en nærmest kultstatus, da den efterhånden fik sit eget liv på det voksende videomarked. Der gik mange historier om filmens turbulente tilblivelse og om, hvad den oprindelige version af filmen havde indeholdt af scener. Dette resulterede i, at selskaberne bag filmen og instruktør Ridley Scott i 1992 udgav Blade Runner: The Director’s cut. Denne udgave var langt tættere på det, Ridley Scott havde forsøgt at opnå oprindeligt. Den største ændring var en helt ny slutning, som var langt mere dyster og som dermed tematisk passede bedre ind i filmens univers. Desuden var den forklarende voice-over fjernet, og der var blevet tilføjet en ny scene på ca. 3 min, som omhandler en drømmescene. Det er udelukkende denne udgave af filmen, som jeg ser på her. Handlingsresume. Blade Runner foregår i et futurisk og dystopisk Los Angeles anno 2019. Her finder vi hovedpersonen, detektiven Deckard (Harrison Ford). Deckard er en såkaldt ’Blade Runner’, hvis arbejde er at myrde de menneskeskabte kopier, som kaldes replikanter. Replikanterne bliver brugt som arbejdskraft på kolonier langt ude i rummet, og Deckard får til opgave at finde og nedkæmpe fire af disse som er kommet ned på jorden. Replikanterne er kommet ned på jorden i et forsøg på at opnå mere liv, da de har fået indbygget en sikkerhedsmekanisme, som giver en begrænset levetid på blot fire år. Som filmen skrider frem forelsker Deckard sig i den unge, smukke replikant Rachael som gør at Deckard stiller tvivl om sin egen eksistens og om hvor stor forskellen egentlig er på mennesket og kopien.

Et mix af genrer.

Filmen blander på intelligent vis den klassiske film noir og science fiction. Film noir er ikke en egentlig genre i sig selv, men mere en stil som opstod i 40erne med film som Malteserfalken og Kvinden uden samvittighed (amr. Double Indemnity). Film noir fremstiller ofte en verden, som er meget dyster, hvor man ser bagsiden af samfundet. Filmene er karakteriseret ved ofte at beskæftige sig med historier, der omhandler en detektivs udforskning af den kriminelle underverden. Derfor foregår filmene også oftest om natten. Hovedpersonerne i film noir er meget anderledes end, dem man typisk ser i Hollywood film, idet de ikke er fremstillet som perfekte mennesker, som altid gør det rigtige. De mandlige karakterer i film noir ender tit med at blive lokket i udåd af en forførende kvinde, den såkaldte ”femme fatale”. Den visuelle stil er defineret ved at karakternes ansigt tit er helt eller halvt dækkede af skygger eller tremmer. På mange måde blander Blade Runner disse dyder med det, vi kender fra science fiction genren. Resultatet er en meget flot visuel film, hvilket man ser både i de smukke billeder, men også i den meget fængende og realistiske scenografi af metropolen. Den konstant regn, og den næsten konstante nat er med til at forstærke billedet af en by, der nærmest er taget ud af en noir film. Et visuelt træk, som bl.a. også Seven gør brug af. Samtidig er storbyens udseende meget inspireret af Fritz Langs science fiction klassiker Metropolis. Illusionen om en futurisk storby er meget overbevisende, og det virker virkeligt som om, man befinder sig i en levende fremtidsmetropol med enorme blinkende reklameskilte, snævre gyder og flyvende biler.

Øjnes rolle i Blade Runner. På samme måde som Blade Runner imponerer seeren med sin visuelle stil, så kredser også selve filmen omkring det at se og opleve. Derfor er øjet som et visuelt symbol brugt meget hyppigt hele filmen igennem. Allerede tidligt i filmen optræder øjne, da vi ser et åbent øje, der genspejler det dystopiske industrilandskab. Dette fortsætter filmen igennem f.eks. i form af den kvindelige replikant Pris sorte maling omkring hendes øjne, ”produktionen” af øjne, Dr. Tyrells enorme briller og derudover presser replikanterne øjnene ud på deres ofre for blot at nævne nogle eksempler. Samtidig undersøger man i filmen personers øjne vha. voight-kampff-testen for at finde ud af om person er et menneske eller en replikant. Voight-kampff-testen er en slags empatitest der bruges til at afsløre replikanterne, som ellers ligner menneskerne på alle punkter fysisk. Tanken bag testen er, at øjets pupil reagerer autonomt på de følelser, som bliver fremkaldt ved hjælp af de mundtligt stillede spørgsmål. Da det ikke er muligt selv at styre pupillens bevægelse, vil dette afsløre, om der er tale om et menneske med rigtige følelser eller ej. Det ironiske er, at menneskerne skal bruge en maskine til at aflæse om en person netop er en biologisk maskine eller ej. Fotografier som minder. Øjet som symbol giver sig også til udtryk i filmens brug af fotografier. Når et kamera tager et fotografi, fungerer det som et stort mekanisk øje, der foreviger minder på samme måde som et øje kan forevige minder for en person. Replikanterne har fået kunstige minder tilføjet af Tyrell Corporation for at gøre dem ”more human than human” og skabe et grundlag for deres identitet. Disse kunstige minder er nærmest indkapslet i de forskellige fotografier som replikanterne har. Disse minder gør, at man kan forme en identitet og i sidste ende er de med til at gøre os til menneske. Dog er menneskers minder på mange måder lige så konstrueret som replikanternes, idet mennesker vælger, glemmer og ændrer, hvad vi husker. Men hvis vores minder er lige så konstruerede som replikanterne som tilmed ligner os på udseende og endda har følelser som mennesker, hvad adskiller så det originale menneske fra kopien? Dette fører mig frem til hovedspørgsmålet i Blade Runner hvad det vil sige at være menneske.

More human than human. Blade Runner viser, at det er meget vanskeligt at definere, præcist hvad det er der gør os til mennesker. Derved er det meget svært at adskille mennesket for kopien. Replikanterne ligner mennesker på alle måder, de bløder, de føler og de græder; de er perfekte kopier af mennesket. Replikanterne er som mennesker en sammensætning af krop (det fysiske) og det mentale(computer/hjernen). Dette kommer bedst til udtryk i en scene, hvor replikanten Pris citerer den franske filosof René Descartes berømte sætning ”I think, [Sebastian], therefore, I am”. René Descartes gjorde sig mange overvejelser omkring, hvad man kunne tage som bevis for sin eksistens og kom til sidst frem til sætningen: Jeg tænker, derfor er jeg. Jeg kan tage fejl af, hvilken eksistens jeg er, i dette tilfælde om jeg er en kopi eller en original, men man kan aldrig betvivle, at man rent faktisk eksisterer på en eller anden måde, så længe man tænker. Descartes gjorde sig desuden mange tanker om, hvordan det fysiske hænger sammen med det psykiske, eller hvordan sjælen og legemet hænger sammen, og hvordan de to interagerer med hinanden. Det splittede menneske er delt op i sjæl og legeme, på samme måde som replikanterne ’fødes’ i fysiske og mentale dele. Denne dualistiske tanke gennemsyrer hele Blade Runner. For det første er selve filmen en sammenblanding af to genre science fiction og film-noir. Dette giver sig til udtryk både i den visuelle stil og i selve handlingen. Desuden er replikanterne en blanding af mennesket og kopien eller det fysiske og det mentale. Blade Runner viser som Descartes teorier omkring dualisme, at det er meget svært at definere grænsen for det fysiske og det mentale. Dermed er det også meget besværligt at definere grænserne for, hvor det ene stopper og det andet begynder. Blade Runner står i dag som en meget tankevækkende og smuk film. Desuden vokser filmen, for hver gang man ser den. Filmen emmer af en stemning af at man befinder sig en helt anden verden som blander fortiden og nutiden. Så hvis man er til Science fiction, film noir eller bare en fantastisk film må man ikke snyde sig selv for denne klassiker. Så kan man jo passende se Ghost in the shell 1 og 2 bagefter, da disse nærmest virker som en tilføjelse til diskussion om, hvad der gør os til mennesker. Filmen på DVD. Blade Runner er lige udkommet på en nyrestaureret dvd, som har et rigtigt godt billede. Desværre har den nye dvd ikke noget ekstramateriale, og lyden er kun i digital Dolby Pro Logic. Til sommer skulle der dog udkomme en komplet boks af Blade Runner. Denne boks bliver proppet med ekstramateriale og ikke mindst hele tre udgaver er filmen! Den kommer til at indeholde den gamle originale udgave af filmen med voice overen, den her omtalte Director’s cut og en helt ny ”final cut”, som indeholder alt det, som Scott ikke kunne få med i Director’s cut udgaven. Samtidig kan vi forvente, at den originale lyd bliver remixet i et nyt 5.1 spor. Med lidt held får vi også denne ”final cut” udgave at se i biografen. Dvd’en, som jeg har anmeldt her, kan bla. købes her og her. Final Cut Da Ridley Scott i 1992 lavede sin director's cut-udgave af filmen, var han ikke helt tilfreds. Han fik lov til at få den originale slutning på, men der var stadigvæk nogle ting, som han gerne ville gøre, som der ikke var tid og penge til. Også selvom Warner Brothers troede meget på den ny udgave. Nu har Ridley Scott så endelig fået lov til at lave den udgave, som han altid har villet, hvilket har resulteret i en ny udgave af filmen, som har fået titlen Final Cut. Final Cut adskiller sig ikke synderligt meget fra DC-udgaven, men der er dog alligevel et par ændringer undervejs. Den nye udgave af filmen er også udkommet på en 4 disk dvd med masser af lækkert ekstramateriale. Denne udgave er også udkommet på de to HD formater Blu Ray og HD DVD. På dvd'en har lydsiden virkelig fået et løft i form af et 5.1 Dolby digital spor, der sætter en lige midt i den verden, filmen foregår i. På samme måde er billedet på denne dvd meget detaljeret, og man lægger mærke til rigtig mange ting, som man ikke har lagt mærke til før. Alle de nye scener er rigtig fede og er med til at forbedre en allerede fantastisk film. Der er tilføjet lidt vold i nogle scener, og nogle af karaktererne bliver lidt bedre underbygget i form af lidt ny dialog. Desuden er nogle af de mindre heldige effekter blevet forbedret ved, at man f.eks. har fjernet nogle tidligere meget tydelige wires, og en scene er blevet filmet igen. Man kunne frygte, at alt dette ville føre til en film, der virkede helt anderledes med en masse nye computereffekter, som stak tydeligt ud. Heldigvis er dette ikke tilfældet, da alle de små tweaks i stedet forbedrer en allerede perfekt film. De små effektforbedringer, der er foretaget, er lavet meget diskret, og man lægger ikke mærke til dem. Her kunne George Lucas lære en ting eller to. Jævnfør skrækeksemplet med CG udgaven af Jabba i Special Edition udgaven af A New Hope (biografudgaven) Har man ikke set nogle udgaver af Blade Runner, er Final Cut derfor det bedste sted af starte, da det i min (og Ridley Scotts) optik er den bedste udgave af denne science fiction-klassiker. Mere info: IMDb