Sommergave fra Jazznet

Af: AF: Henrik Kaldahl - 15/8-2008

Musikanmeldelser fra Henrik Kaldahl

John Butcher - Xavier Charles - Axel Dörner : Tempestuous (Another Timbre at01).

Titlen på denne improvisation, som er optaget på Huddersfield Contemporary Music Festival i 2006, refererer til vejrets ramlen og skramlen på vinduer på den kirke hvor koncerten fandt sted De medvirkende var John Bucher på tenor- og sorpansaxofoner, Xavier Charles på klarinet og Axel Dorner på trompet. De medvirkende musikere er seriøst innovativt tænkende og visionære, musikere der ikke er bange for at tage chancer, eller begive sig ud af de kringlede og snørklede veje der hører improvisationsmusikken til - resultatet er en yderst spændende og interessant lytte oplevelse, der vil holde din opmærksomhed fanget på denne trios utrolige sammenspil og interaktion. De implicerede musikere følger hinandens afstikkere ud i musikken, der er intet der lyder som om det ikke var meningen det skulle lyde sådan - alt er uhyre nøje overvejet og gennemført. Denne udgivelse er virkelig noget ud over det sædvanlige, sjældent har jeg hørt noget så spændende, anderledes og nytænkende som det er tilfældet med de 7 numre med en total spilletid på omkring 51 minutter. Sophie Agnel/Phil Minton : Tasting (Another Timbre at02). Seks mageløse improvisationer for piano og stemme, fremført af Sophie Agnel og den fantastiske stemme artist Phil Minton. Minton grynter, gisper, skriger, gurgler, hvisker og growler så det er en ren fryd og bliver perfekt komplementeret af Agnel's præcise og delikate anslag på pianoet som den perfekte kontrast til de til tider vilde udbrud. Komplekse og kringlede kompositioner er hvad disse to spændende kunstnere bevæger sig igennem, med imponerende resultater. Det er altid med en hvis spænding jeg lægger en ny cd med Minton's tilstedeværelse i afspilleren, for hvor langt ud kommer han denne gang. Han er i sandhed en af de største improvisatører der findes idag, og at another timbre har fået fat i ham til en af sine udgivelser må i den grad siges at være et scoop af de helt store. sammen med de andre udgivelser på another timbre formår denne cd at holde lytteren fanget og gættende. En yderst fascinerende og interessant udgivelse som fanger en fuldstændig, med sin perfekte sammenblanding af det rå og det smukke. De seks numre uden titel er optaget i Poitiers i juni måned 2006 Rhodri Davies/Matt Davis/Samantha Rebello/Bechir Saade : Hum (Another Timbre at04). Denne kvartet består af Rhodri Davies på harpe og diverse objekter, Matt Davis på trompet og elektronik, Samantha Rebello på fløjte og Bechir Saade på basklarinet og improvisationen "Hum" er optaget i London's Red Rose i juni 2007. Cd'en består af fem numre som er et krævende angreb på dine sanser og de termer du har vurderet musik udfra indtil nu. Alle de medvirkende gør sit til at denne improvisation fremstår, som et gennemført stykke musik og derfor er det også svært at fremhæve nogen af de medvirkende frem for de andre. Dog skal nævnes Matt Davis og hans overlegne evne til at få de elektroniske lydcollager og diverse lyde til at indgå som en bærende del af musikken, man fristes næsten til at sige som et instrument. Intensisteten, nærheden og interaktionen på denne cd er uovertruffen og noget af det mest interessante jeg har lagt mit trænede jazzøre til i lang tid. Her er et unikt og sublimt ensemble, der fortjener den bedste anbefaling på grund af de kreative og kunstnerisk overlegne musikere, der supplerer hinanden helt fantastisk i samspil og modspil. Angharad Davies/Tisha Mukarji : Endspace (Another Timbre at05) Smukt violin spil blandet med delikate berøringer af pianoets krop og strenge, kunne være overskriften der introducerede denne udgivelse for lytteren. Andharad Davies er ved at etablere sig som en af de fineste instrumentalister på scenen i London og er en meget efterspurgt improvisatør. Hun har tidligere udgivet cd'er på blandt andet Absinth, Creative Sources og Emanem records. Den i danmark herboende, nærmere bestemt i københavn, Tisha Mukarji arbejder på denne udgivelse kun inde i sit Hornung piano fra det 19. århundrede. Denne fine duo som her er fanget første gang på cd blev optaget på Goldsmith's college i London 2007. De 5 numre som udgør denne udgivelse er en smuk blanding af forsigtighed og afdæmpethed. De to musikeres intense spil på hver deres respektive instrumenter, gør denne cd til en oplevelse udover det sædvanlige. Der er en god variation i numrene, med fornem kreativitet og der vil afsløres nye lag for hver gang du lytter til denne cd. Som det er tilfældet med de andre udgivelser fra Another Timbre, er det her musik der kræver din fulde opmærksomhed. Max Eastley/Graham Halliwell/Evan Parker/Mark Wastel : A Life saved by a spider and two doves (Another Timbreat06). Denne cd indeholder tre længere improvisationer med en uventet sammensætning af innovative musikere, Evan Parker på sopran saxofon, Max Eastley på sit hjemmebyggede instrument - arc, Graham Halliwell på elektronik og Mark Wastell på metal percussions og indisk harmonium. En yderst spændende krydsning af forskellige generationer og forskellige måder at spille musik på. Optagelserne blev foretaget i en kirke i det nordlige London i september 2007 og var det første møde mellem disse musikere, som siden hen har forsat deres samarbejde som gruppe. Parker er mere dæmpet og stilfærdig end han plejer at være og i dette tilfælde, matcher han perfekt de andre musikere i skabelsen af de langsomt udviklende lyd landskaber. Endeløse strømme af lyde som kolliderer ind og ud i hinanden i komplekse og interessante udladninger, lægger til grund for denne mageløse udgivelse som garanteret ikke lyder som noget du har hørt før - en smuk og fascinerende kombination af musikere og instrumenter. Titlen "A Life Saved by a Spider and Two Doves " stammer fra den japanske middelalder. Frédéric Blondy/Thomas Lehn : Obdo (Another Timbre at07). En helt speciel sammenblanding af akustiske og elektroniske lyde fremført af to af europas dygtigste improvisatører, er hvad man bliver præsenteret for på denne udgivelse. Pianisten Frederic Blondy's spil bliver transformeret gennem lydtroldmanden Thomas Lehn's analoge synthesizer, med yderst spændende resultat. Lyden fra pianoet bliver ført gennem synthesizeren, samtidig med at lyden fra pianoet bliver ført ind i synthesizerens input indgang, og på den måde forstyrrer og influerer på det der kommer ud af højtaleren - og det er optaget live. Lyden på disse optagelser er meget afmålt og kontrolleret, dog altid med en vis spænding lurende under det hele. De to numre (et på omkring 13 og et på 37 minutter) er taget fra tre koncerter i Frankring mellem 2003 og 2006 og det hele er mastered af Thomas Lehn. Musikken på denne cd er ikke som det man hører hver dag, det er meget specielt og en krævende oplevelse at lytte sig igennem, men som altid når det gælder improvisation holder det 100%. Man er på intet tidspunkt i tvivl om at de medvirkende musikere er ekstremt bevidst om det de laver. Clive Bell/Bechir Saade : An Acoount of my hut (Another Timbre at08). Nyeste udslip fra another timbre er en duo optagelse med de 2 instrumenter man ikke lige hører hver dag - shakuhachi'en og ney'en. Begge af instrumenterne hører til i fløjtefamilien - et er fra Japan og det andet er fra mellemøsten. I hænderne på de to meget drevne improvisatører Clive Bell og Bechir Saade, fremkommer der et imponerende lydbillede med stor variation i lyden. Syv numre der ikke vil falde i alle lytteres smag, da denne cd er en krævende, rå og svær lille sag at lytte sig igennem. Men som det altid er tilfældet er der i improvisations verden så meget gemt i rillerne, hvis man bare går til optagelserne med et åbent sind og en god portion tålmodighed. Denne udgivelse er absolut ikke for enhver, da den henvender sig til den mere krævende og avancerede lytter der leder efter noget spændende, nytænkende og fremadsynet musik som ikke umiddelbart ligner noget af det man ellers har til at stå i reolen. Men vær forberedt på at du skal give den et par gennemlytninger før den hænger fast, måske endda indtil flere, men denne cd absolut det hårde arbejde værd. Paul Bley : 12 (+6) in a row (Hat Hut Records hatOLOGY 649). Der har for mig altid været et eller andet mytisk, spændende og interessant over den canadiske pianist Paul Bley. Han har gennem sin mere end 40 årige karriere, arbejdet sammen med så prominente kunstnere indenfor jazzen som Ornette Coleman, Steve Swallow, Jimmy Giuffre, George Peacock, Evan Parker, Bill Frisell, Paul Motian, den japanske pianist Satoko Fujii og mange mange flere. Det var derfor også med en vis spænding og en forventning om noget helt specielt at denne cd blev lagt i afspilleren. Paul Bley tager sig som sædvanligt af pianoet og bakkes på denne udgivelse op af Hans Koch på klarinetter og saxofoner og Franz Koglmann på flugelhorn. Disse optagelser stammer fra to sessions i maj måned 1990 og består af 8 solo stykker, 3 duo stykker og 7 trio stykker. Hans sammenspil med Koch og Koglmann er intet mindre end sublimt, hvad enten det er i duo eller trio sammenhæng står numrene som stærke, solide og overbevisende. Og så er der solo stykkerne - Det er virkelig her at Bley folder sig ud som den store improvisatør han er og slår fast en gang for alle med syv tommer søm, hvilke fremragende evner han har på pianoet. Det skal bemærkes at alle numrene er spontant improviserede, dog er nogen af dem (hovedsagelig trio stykkerne) inspireret af nogen såkaldte tone rækker fra Schoenberg og Webern. Denne cd viser Bley som en moden og erfaren pianist og bevæger sig i den nysgerrig søgende, intime og knap så kantede del af hans massive produktion. "12 (+6) in a row" er en yderst velfungerende og velspillet cd, der i den grad lever op til de forventninger, jeg havde til en udgivelse med den canadiske mester. Hvis du ikke kender til Paul Bley og hans til tider kringlede og uforklarlige veje ud i musikken, er denne cd et glimrende sted at starte - Det er fremragende god jazz, andet er der ikke at sige. MI3 : We will make a home for you (Clean Feed CF039CD), MI3 : Free advice (Clean Feed CF098CD) og Pandelis Karayorgis/Nate McBride/Curt Newton : Betwixt (Hat Hut Records hatOLOGY 652). Nærværende anmeldelse drejer sig om 3 udgivelser med de sammen kunstnere. På 2 af dem ("We will make a home for you" og "Free advice") kalder trioen sig for MI3 og på den sidste nyeste udgivelse kalder de sig for deres regulære navne. De tre musikere der har spillet sammen i mange år i forskellige konstellationer, siden 2002 i denne, er Pandelis Karayorgis på piano og Fender Rhodes, Nate McBride på bas og Curt Newton på trommer. Det første man bemærker, når man starter en af disse cd'er, er det imponerende, tighte og hurtige sammenspil samt interaktionen musikerne imellem, fra første sekund står det klart at her tale om noget særligt. Den første udgivelse fra 2005 "We will make a home for you" indeholder 4 numre komponeret af Theolonious Monk - prøv lige at forestille jer hvordan det er at lytte til de gamle klassiske numre udsat for Fender Rhodes, genialt og sindsygt medrivende :-). På trioens anden udgivelse "Free advice" er Fender Rhodes orgelet blevet udskiftet med et piano, en udskiftning der efter min mening rykker trioen en tak ned af og gør det knap så interessant. Tag endelig ikke fejl, de har stadig en gnist og nerve som gør denne cd særdeles spændende og en interessant lytteoplevelse, men det er ligesom det sidste mangler for at rykke denne udgivelse op i superligaen. På den sidste udgivelse, som lige er kommet fra trykken "Betwixt" er Fender Rhodes orgelet på banen igen til stor fryd for denne anmelder. Dette instrument gør at musikken får en helt specielt coolness, som man ikke oplever ret mange andre steder. Alle 3 udgivelser præsenterer lytteren, for en utrolig selvsikker stil der er en sand fornøjelse at lytte til. Nate McBride's overlegne basspil bærer musikken frem med et drive som mange andre bassister kunne lære meget af, Curt Newton følger overlegent trop og matcher perfekt og Pandelis Karayorgis holder sammen på det hele med sine flotte vedkommende solier og et overskud der er imponerende. Her behøves ingen moderne elektroniske hjælpemidler - overlegent spil og talent klarer det fint alene. Denne trio er noget af de mest interessante jeg har lagt øre til i lang tid og jeg giver dem hermed min anbefaling med på vejen..... The Thing : Garage (Smalltown SuperJazz (STS078CD), The Thing : Live at Blå (Smalltown SuperJazz STSJ099CD) og The Thing : Action Jazz (Smalltown SuperJazz STSJ123CD). The Thing er en trio der blander jazz, freejazz, rock, punk musik og alt muligt andet og afleverer det med så enorm energi at man bliver fuldstændig blæst tilbage i stolen med en overdreven kraft - The Thing vil seriøst fremad og det kan kun gå for langsomt. Trioen blev dannet med det formål at spille Don Cherry's fantastiske musik, med tiden er repetorieret så blevet udvidet med egne og andres kompositioner. The Thing består af Mats Gustafsson på diverse saxofoner, Ingebrigt Håker Flaten på bas og Paal Nilssen-Love på trommer og percussions. Gustafsson blæser på sit arsenal af saxofoner, med en sådan power at man næsten skulle tro at det var hans eneste mission her i livet, Håker Flaten river, hiver og flår i bas strengene så heftigt at han må døje med seriøs hård hud på fingrene og Nilssen-Love tæsker og hamrer igennem på trommer og percussions med en sådan energi at man ikke kan blive andet end begejstret, han er i sandhed et monster på trommerne i menneskelig skikkelse. Den første udgivelse i bunken er "Garage" fra 2004, et studiealbum hvor lyden er beskidt og hvor numrene blandt andet er af Yeah Yeah Yeahs, The White stripes, Peter Brötzmann og The Thing selv. Fremhæves skal Eine kleine marschmusik komponeret af Brötzmann og The Thing's egne skæve kompositioner "Hey Fläsk" og titelnummeret "Garage". Næste skive er "Live at Blå" fra 2005 der som den skarpe læser, nok har gættet er en live optagelse fra det kendte spillested Blå. Denne cd består af 2 numre, hver bestående af 3 undernumre, blandt andet komponeret af Don Cherry, David Murray og Joe McPhee. I den grad en rå, aggressiv, beskidt omgang live hardcore free jazz er hvad man som lytter bliver præsenteret for, når man lytter sig igennem denne cd. Den sidste cd i bunken er "Action Jazz" fra 2006 og som de andre to foregående cd'er, er her tale om seriøse angreb på dine sanser og nerver. Der er ingenting der kan forberede dig på The Thing og deres ekstreme energiudladninger. Deres musik er så intens og man kan ikke andet, end blive imponeret af deres eminente sans for sammenspil og interaktion. The Thing har en evne til at spille hidsigt, aggressivt og overraskende melodisk på en og samme tid. Her er tre cd'er, med musik spillet af en samling fantastiske frie jazz musikere som spiller med en overbevisende passion og nerve. De tre plader er anbefalelsesværdige og bør indtage en hædersplads i din free jazz samling. Som slut bemærkning skal nævnes at, Smalltown Superjazz for nylig har udgivet et 3 cd og en dvd boxsæt med de første to udgivelser med The Thing "The Thing" og "She knows...", en live dvd fra Øyafestivalen hvor Thurston Moore (kendt fra blandt andet Sonic Youth) medvirker og en cd indeholdnde den næsten 45 minutter lange, ikke tidligere udgivne komposition "Gluttony". Jackson Harrison Trio : Land Tides (Hat Hut Records hatOLOGY 647). Jackson Harrison er en ung australsk pianist på 27 år, der her debuterer på det særdeles spændende selskab Hat Hut Records, et selskab der blev dannet tilbage i 1975 for at dokumentere saxofonisten Joe McPhee's arbejde og her 33 år senere er oppe på over 300 titler i deres bagkatalog, hvoraf mange er dem er udgået og er blevet samlerobjekter. Jackson Harrison Trio består udover Jackson Harrison på piano af Thomas Morgan på bas og Dan Weiss på trommer. Den unge Mr. Harrison er en brilliant pianist/komponist som bringer friske og fornyende perspektiver, til den traditionelle (nogle vil måske sige trivielle) piano trio med sine gennemtænkte og følsomme kompositioner. "Land Tides" er en fremragende lyrisk plade, der hele vejen igennem holder en rolig og afdæmpet, til tider nærmest meditativ stemning. Indrømmet der er ikke noget nyt, anderledes, banebrydende eller noget du ikke har hørt før, men den lille detalje som fuldender det hele er måden det bliver fremført på. Sammenspillet mellem de tre musikere er tight og overbevisende og man kan tydeligt høre, at Thomas Morgan og Dan Weiss har spillet og spiller sammen ved andre lejligheder, læggende som den perfekte baggrund for det forsigtige, finurlige og afdæmpede piano spil fra Harrison. Denne bemærkelsesværdige cd, er velspillet og velproduceret hele vejen igennem og den bør stå i din musik samling, hvis du som denne anmelder er en sucker for piano trioer. Michael Adkins Quartet : Rotator (Hat Hut Records hatOLOGY 660). En af de nyeste udgivelser på det Schweiziske pladeselskab Hat Hut Records, er med Michael Adkins Quartet som for mig var fuldstændig ukendt inden denne anmeldelse. Kvartetten består af Michael Adkins på tenor saxofon, Russ Lossing på piano, John Hébert på bas og Paul Motian på trommer. Adkins, Lossing og Hébert havde arbejdet med materialet et stykke tid inden Motian kom ind over, og ifølge cover noterne kom Motian i studiet og fangede med det samme, de ideer og tanker de tre andre havde haft med musikken helt perfekt. Motian er en fantastisk trommeslager og uanset hvad han rører ved, bliver resultatet fuldendt. Der er et eller andet ved hans tilstedeværelse og trommespil, der gør at musikken eskalerer op på et højere niveau. Adkins står for alle de 8 kompositioner som udgør dette album og hans evner som komponist (og saxofonist for den sags skyld) er der ingen, der med god samvittighed kan pege fingre af. Alle numrene på denne cd er gode og vellykkede både dførelses- og kompositionsmæssigt, der findes simpelthen ingen dårlige numre og musikernes evner på deres respektive instrumenter og sammenspilet mellem dem er bemærkelsesværdigt. Efter en gennemlytning af alle numrene kvartetten havde optaget i studiet, sagde Motian til adkins "You're a lucky motherfucker.... I wish all my records came out like this". Det siger ligesom lidt om kvaliteten af denne cd. Manuel Mengis Gruppe 6 : Into the barn (Hat Hut Records hatOLOGY 627) og Manuel Mengis Gruppe 6 : The Pond (Hat Hut Records hatOLOGY 659) Hat Hut Records har aldrig gjort noget ud af at finde og promovere nye unge talenter, men har derimod koncentreret sig om etablerede kunstnere og udgivelsen af deres pændende, anderledes, grænsesøgende og ambitiøse musik. Hvordan Manuel Mengis, som nok er total ukendt for de fleste, er endt på dette selskab må guderne vide, men efter at have lyttet til disse udgivelser et par gange, står det klart for mig at han passer perfekt ind i Hat Hut's tankegang. Manuel Mengis Gruppe 6 (MMG6) består udover Mengis selv på trompet af Achim Escher på alt saxofon, Flo Stoffner på elektrisk guitar, Marcel Stalder på elektrisk bas, Lionel Friedli på trommer og på tenor saxofon på den første udgivelse Christoph Erb og på den nyeste udgivelse Roland von Flüe. MMG6 gør op med termerne om hvordan jazz skal lyde og resultatet der kommer ud af det er intet mindre end fremragende. Disse to cd'er indeholder det hele der skal til (og mere til) - stærke, selvsikre og dygtige musikere, overbevisende kompositioner (alle af Manuel Mengis) og virkelig tight sammenspil, som kun kan være et resultat af mange måneders samarbejde. Alle de medvirkende musikere er meget talentfulde, har en perfektionistisk tilgang til musikken og udviser stor kontrol over deres instrumenter. Manuel Mengis er en meget dygtig musiker, der til tider lyder som legendariske Miles Davis, med fuld kontrol over sine musikalske ideer, kompositionerne er dynamiske og indeholder en friskhed og et drive der ikke lader nogen eller noget tilbage. Her er et tydeligt tegn, på at jazzen har undergået fundamentale forandringer de sidste år og aldrig vil blive den samme som den var tilbage i 50'erne og 60'erne. Man skal være svært stædig og tro mod tidligere tiders måde at gøre tingene på, hvis man ikke bliver opslugt, når MMG6 går i gang med deres groovy og medrivende forslag til hvordan fremtidens jazz kunne lyde. Den første udgivelse udkom tilbage i 2005 og den nyeste er lige udkommet her for et par måneder siden. Lad os håbe at vi ikke kommer til at vente i 3 år igen, inden der igen kommer nyt fra dette fantastiske ensemble, for hold da helt op hvor det her det holder. Nagl/Bernstein/Akchoté/Jones : Big Four (Hat Hut Records hatOLOGY 585) og Nagl/Bernstein/Akchoté/Jones : Big Four Live (Hat Hut Records hatOLOGY 637). Max Nagl er en musiker med mange jern i ilden, der bevæger sig inden for mange stilarter. Big Four er det af hans projekt der kommer tættest på det som vi traditionelt kalder jazz. Denne kvartet blev dannet, efter et forslag fra ejeren af Hat Hut Records og produceren Werner X. Uehlinger, som introducerede Nagl for optagelserne med de originale Big Four fra 1940 som bestod af Sidney Bechet, Muggsy Spanier, Carmen Mastren og Wellman Braud. Udover Max Nagl på alt saxofon består projektet af Steven Bernstein på trompet, Noël Akchoté på guitar og Bradley Jones på bas. Foran mig ligger de to udgivelser som kvartetten har udgivet "Big Four" fra 2002 og "Big Four Live" fra 2007. På den første cd er det hovedsageligt Nagl, der har stået for kompositionerne mens det på den nyeste udgivelse er Nagl og Bernstein der ca. deler dem mellem hinanden 50/50. De fire musikere havde før deres første møde aldrig spillet sammen som kvartet, men kendte dog til hinanden og havde spillet sammen hver især ved forskellige lejligheder. Sammenspillet musikerne imellem er sindsygt tight og hver især giver de god plads til hinandens afstikkere ud i improvisationen. Bernstein spiller spektakulært med et helt genialt improviseret spil og Nagl leverer sublimt spil med fuld kontrol over hele saxofonens tone register, med stor variation og opfindsomhed. Jeg tror ikke det har været meningen at lave et kopi projekt, men snarere en tribute til den musik der blev indspillet dengang, om det så er lykkedes har jeg lidt svært ved at vurdere da jeg som sagt aldrig har hørt de gamle optagelser, men en ting er sikkert det her det er for fedt!!! Her er noget musik der er så forbandet forrygende og overlegent spillet, at man ikke kan andet end begejstres og blive i godt humør. Daniel Levin Quartet : Some Trees (Hat Hut Records hatOLOGY 632) og Daniel Levin Quartet : Blurry (Hat Hut Records hatOLOGY 653). Daniel Levin og hans kvartet er i den grad et spændende bekendtskab. Udover Daniel Levin på cello består kvartetten af Nate Wooley på trompet, Matt Moran på vibrafon og Joe Morris på bas og det er så det!!! Ingen trommer og percussions til at give musikken et drive eller en rytme om man vil, næ nej det klarer de 4 musikere fint selv. Kvartetten bevæger sig på overlegen vis et eller andet sted i den musikalske stratosfære, på den ene side i nærheden af en masse forskellige stilarter og på den anden langt langt fra. Jeg har aldrig hørt noget der bare tilnærmelsesvis, ligner dette særprægede outfit og jeg tror faktisk heller ikke jeg nogensinde kommer til det. Det skal siges at disse to cd'er ikke er de nemmeste at komme igennem, de kræver virkelig et åbent sind og en god portion tålmodighed af lytteren. Jeg mener at jeg i nogen passager kan høre inspirationen, fra velkendte kunstnere såsom Theolonious Monk, Steve Lacy og Eric Dolphy, men jeg er ikke sikker i min sag da denne kvartets musik helt og holdent er sin egen og har sit eget liv. Til tider er det som lytter svært at følge med i hvor de innovative musikere, er på vej hen. Dette sker når de er på vej mod det ukendte, mystiske og underlige - men det er så faktisk her det bliver rigtig overlegent og fedt. Man bliver fuldstændig indfanget og bjergtaget af disse musikeres evner, deres særegne tilgang til musikken og den fantastiske improvisation de præsterer, hvor der brillieres over forskellige temaer og termer så det er en ren fryd. Disse to cd'er fremstår som en kreativ legeplads, hvor de fire hovedpersoner får plads til at udforske deres respektive talenter. Daniel Levin Quartet er en gruppe af fremadsynede og visionære musikere, hvis evner på deres respektive instrumenter du ikke bør lade dit trænede jazz øre gå forbi - og indrømmet disse 2 cd'er nok mest for den trænede lytter der er kommet lidt videre end standard jazzen. Igen igen har Hat Hut Records udgivet nytænkende, anderledes og modig musik, til alle os jazz afficandos derude. David Liebman & Ellery Eskelin : Renewal (Hat Hut Records hatOLOGY 654). Nyeste udgivelse fra David Liebman og Ellery Eskelin, som udover samarbejdet her også udgiver musik i egne navne samt diverse andre forskellige konstellationer. Denne cd er optaget i juni måned 2007 og de medvirkende er udover, David Liebman på tenor saxofon i den venstre kanal og Ellery Eskelin på tenor saxofon i den højre kanal, Tony Marino på bas og Jim Black på trommer (i begge kanaler). Fra første sekund står det klart at her er der tale om noget særligt, her spilles sindsygt tight med en intensitet, energi og et drive som er helt specielt. Sammenspillet mellem disse fire geniale musikere er enestående, intenst og utrolig overbevisende, alt er uhyre nøje overvejet og gennemført ned til den mindste detalje så det er en sand fornøjelse at lytte til. Alle 9 numre der udgør denne cd er stærke solide kompositioner, men hvis der skal nævnes nogen fremfor andre må det være åbneren "Cha" som er et fantastisk nummer skrevet af Jim Black, titelnummeret "Renewal" skrevet af David Liebman, "IC" skrevet af Ellery Eskelin og de to takes af det klassiske Eric Dolphy nummer "Out there". Det er selvfølgelig Liebman og Eskelin der overlegent lægger sig i front med deres engarerede og veloplagte spil på saxofonerne, mens Marino og Black holder sig diskret i baggrunden, dog uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om at de er der, udgørende den perfekte og fuldendte rytmesektion for de to saxofonister. Her er en samling af dygtige musikere som hver især er unikke på deres instrumenter og sat sammen bliver resultatet en solid enhed der fremstår meget overbevisende. Som det er tilfældet på alle udgivelser (i hvert fald dem jeg har lyttet til) fra Hat Hut Records, er lydkvaliteten i top, alle de medvirkende står perfekt placeret i lydbilledet og man sidder med fornemmelsen af at have været med i studiet. Artiklen er bragt i samarbejde med jazzNet.