Artsound, Jumon Audio, Tekni-Fi, HIFI Teamwork, High Performance Audio, High End Sound og Interceptor
Art Sound satser som sædvanligt på det mere specielle high end segment, med deres Uno Nano højttalere fra Avangarde, og pladespillere i den rigtig tunge ende. En TW Raven AC leverede kilden i dagens anledning, påmonteret en Triplanar arm og en Koetsu Uruchi Pick Up. Forstærkningen til det hele blev leveret af Leben. Leben forstærkerne vandt ikke ufortjent prisen for messens bedste lyd, for ikke bare er det et tiltalende retro design, byggekvaliteten gav et godt indtryk, det var til at betale, og lyden var alt det gode man forbinder med rør, hvilket de meget følsomme Uno Nano sikkert har hjulpet betydeligt med.
I det anet rum valgte man at demonstrere endnu et harddisk system, Qsonix harddisk system med Reference 3A højttalere og en Avangarde Model Three forstærker, for øvrigt med messens mest funky displaybelysning.
Gert fra High End Sound tog det som sædvanligt stille og roligt, var allerede i god tid aftenen før begyndt at pakke ud og stille op. Den ro kom ganske godt til udtryk i rummet også, for godt nok fremstod SPB Synchrony One Højttalere samt Herrons VT RH-2, VTSP 3 og M1 elektronik ganske massivt, men der var også noget afslappet over det hele, på trods af det heftige prisleje. Udover ørerne er Gert kendt for sin vinylpassion, og også i år kunne man høre på en Amazon Model 1, med Tri-planar arm og Shelter 9000 pickup.
Der var vist ikke nogle der fandt ud af hvad man skulle med strandsten, men High Performance Audio havde slæbt så meget udstyr ind som det var muligt. Der var næsten bogstaveligt Plinius fra gulv til loft. Højttalerne var et sæt Montana SPI i hvid, der fik strøm fra en Plinius SA-201 effektforstærker. Denne blev styret af en Plinius Tautor med en CD 101 som kilde. Det hele fik strøm fra en Purepower 1050 idet man ikke var specielt tilfreds med kvaliteten af den strøm hotellet kunne leverer. Kablerne var fra Bertram, model Proxima, hele vejen igennem. På trods af de mange kilogramg metal, så virkede rummet underligt nok ikke så klemt som mange andre, på trods af at det kunne være svært at få en plads.
Jumon bød på en større portefølje af JAS Audio produkter. Kablet op med Soundstream spillede de på Bravo forstærkere og en Musik cdafspiller. begge med rør. Højttalere var i dagens anledninge ligeledes fra JAS Audio, nemlig Odin. Normalt er bånddiskanter og keramiske enhed lig med en vanvittig høj pris, men det skulle efter sigende været lykkedes drengene fra Jumon at skaffe tingene hjem til rimelige priser. I det tilstødende rum havde de valgt at benytte deres velekendte Pathos elektronik med et par forskellige Respons højttalere. Her var det muligt at se at selv om tingene koster, behøver de ikke at ligne noget fra en anden dimensin, men kan indgå som et klassisk møbel i ethvert hjem.
HIFI Teamwork og Lydportalen bød på LS310 højttalere den første dag, men måtte skifte, da de store kasser var lidt for store. Til at drive tingene skiftede man lidt rundt imellem Vincents SP T-800 monoblokke og T.A.C’s V60 rør forstærker. Til dem der skulle være i tvivl er hovedmærket Vincent, som det vist var lidt svært at undgå at se, for der var klasket vincent produkter op overalt i det lille rum, og kunne de være sluppet af sted med det skulle det ikke undre nogle om de ville have malet væggen over med et stort vincent logo også.
Man burde antage at det var Harbeth højttalerne der var de mest interessante, men Tekni fi havde gjort et scoop og fået Tom Fletcher, hjernen bag pladespillerne fra Nottingham Analouge, til at komme i dagens anledning. Hertil havde de valgt at komme med endnu en overraskelse, nemlig lanceringen af Fletcher Audio pladespillere. Tom Fletcher har valgt at ”bryde ud” og starte selv. Her er hans mål at arbejde mere med materiale og dettes betydning, og ikke mindst motorsystemer, eller rettere sagt, manglen af samme. Som Tom Fletcher udtrykker det ”The best motor is no motor” hvilket han også demonstrerede med sine nye konstruktioner. I lidt større skala sigtes der til totalt at fjerne motorens ”egenlyd” og indflydelse på systemet, forbedre energi overførslen i pladeafspilleren, og arbejde mere med ”stille ophæng” som Tom Fletcher kalder det. Den mindste af de nye pladespillere lander på ca. 20.000 kr uden arm og pick up.
Harbeths Super HL 5 blev for øvrigt drevet af et sæt Parasound JC 1 monoblokke med tilhørende forforstærker, og det analoge tog en manley Steelhead sig af, der koster mere end det dobbelte af et sæt HL 5.
Interceptor havde premiere på Martin Logan Spire, og selvom der var godt med Ayre elektronik med, så var det rørerne fra VTLS ST 150 og TL 5.5 der var det sjove at lytte til. Setuppet var ganske imponerende rent visuelt, og man havde snydt sig til bedre akkustik ved at bruge et kæmpebanner i stof som absorbant på bagvæggen. Ganske snedigt, og ganske klædeligt.
Spire bygger på Xstat panelet kendt fra CLX giganterne, og med sine halvanden meter i højden er der en hel del af det. Vi turde af samme grund ikke spørge til prisen.
Tilbage til oversigten |