Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Jazznet: David S. Ware

Den nye messias indenfor Free jazz

Saxophonisten David S. Ware blev født i Plainfield, New Jersey den 7. november 1949 og fylder altså 60 år i 2009, derudover kan han også fejre sit 50 års jubilæum som saxofonist i det kommende år. Han er blevet kaldt en af de eneste sande efterfølgere af John Coltrane. Ware's magtfulde tone og hans fantastisk improvisatoriske evner, gør ham til en af de meget spændende og interessante musikere på den frie jazz scene. Ware's lyd på tenor er dybt åndelige og udtryksfuld, og har dybe rødder i den frie jazz ekspressionisme som blomstrede op i 60’erne. Ware startede med at spille på altsaxofon, skiftede til baryton saxofon og fandt til sidst det instrument der skulle gøre ham berømt : tenor saxofonen. I sine teenageår var han meget fascineret af Sonny Rollins og i 60’erne og 70’erne fik han mulighed for ved flere lejligheder, at spille og øve sammen med Rollins, som i den forbindelse lærte ham kunsten at spille med cirkulær vejrtrækning. I 2002 udgav Ware ”The Freedom suite”, af respekt for sin gamle læremester og mentor på selskabet Aum Fidelity (www.aumfidelity.com).

Ware har udgivet musik på diverse selskaber, blandt andet Silkheart, DIW, Homestead, AUM Fidelity, Columbia Jazz, thirsty ear og Hat Hut records. Ware's kvartet er blevet beskrevet som "the most exciting jazz ensemble since the classic John Coltrane Quartet" - mere direkte kan det vel ikke siges. Ydermere er hans musik blevet anerkendt i diverse medier som en af de få jazz musikere hvis musik, der er blevet respekteret af folk udenfor det snævre jazz miljø. Ware's arbejde som leder er hovedsageligt centreret omkring førnævnte kvartet, hvor bassist William Parker og pianist Matthew Shipp er deltagende næsten hver gang. David S. Ware har igennem tiden arbejdet med så prominente musikere udover de allerede nævnte som Cecil Taylor, Marc Edwards, Raphe Malik, Jimmy Lyons, Andrew Cyrille, Milford Graves, Peter Kowald, Joe Morris og mange flere.

Ware er i den grad en glimrende kunstner, hans saxofon teknik er genial helt ud i de små pettitesser. I modsætning til en række andre frie musikere, baserer Ware ikke sin stil på nogen særlig teknisk vej eller teoretiske (mis)forståelser. David S. Ware Hans viden om funktionel harmoni er flere længder væk fra mange andre af hans kollegaer. Han er en sand efterkommer og discipel af Coltrane, som også byggede hans frie arbejde på en omfattende viden og forståelse for de ting og valg han gjorde. Ware's måde at arbejde på i kraft, af hans høj energi kollektive improvisationer kan direkte føres tilbage til Coltrane's arbejde på det fantastiske album "Meditations" og andre udgivelser fra den periode. Ware's lyd på tenorsaxofonen er tyk og enorm, hans fantasi er bred og hans ekspressive, improvisatoriske evner er enestående og alt bliver afleveret med en nærmest vulkansk og eksplosiv passion som kun kan imponere. I modsætning til mange andre Free Jazz musikere, har Ware valgt den vanskeligste vej - at kende de traditionelle regler for musik, inden man begynder at splitte det hele op i små bidder for derefter at sætte det hele sammen igen. Ware generer en massiv mængde energi, når han spiller som man ikke ser ret mange andre steder, gennemslags kraften er stor og er noget helt specielt, når først han folder sig ud og blæser igennem får det de små nakkehår til at rejse sig i begejstring.

David S. Ware har en meget spændende og informativ hjemmeside, som det kan anbefales at gå ind og kigge på fra tid til anden for at følge med i hans fremtidige, og hans forhenværende projekter. Adressen er som følger (www.davidsware.com). Første gang jeg hørte David S. Ware og hans musik var på en udgivelse på det lille meget spændende svenske free jazzede selskab Silkheart Records (www.silkheart.se) som hed "Oblations and blessings" , hvor jeg blev fuldstændig blæst bagover af begejstring. Her blev der virkelig blæst igennem, med en energi og nerve der var intet mindre end fabelagtig, med klar inspiration fra Albert Ayler, Sam Rivers, Sonny Rollins og det senere arbejde fra John Coltrane, der ikke lader sig skjule. Efter denne hæsblæsende oplevelse var der ikke noget at gøre, jeg var hooked og måtte simpelthen have fat i noget mere fra denne fantastiske kunstner.

Nedenfor vil jeg komme med mine ydmyge anmeldelser af nogen af de David S. Ware udgivelser, jeg har haft fornøjelsen af at lytte til. Jeg håber at disse anmeldelser vil vække din interesse og inspirere dig til at dykke ned i denne mageløse kunstners yderst interessante produktion.

Musikken

WISDOM OF UNCERTAINTY David S. Ware Quartet : Wisdom of uncertainty (Aum Fidelity).
Her er det første album som David S. Ware udgav på det dengang nystartede selskab Aum Fidelity tilbage i 1997 og hvilken overbevisende debut. Ware tager sig som sædvanen tro af det fantastiske instrument tenor saxofonen, William Parker er manden bag bassen, Matthew Shipp sidder og gemmer sig bag pianoet og Susie Ibarra, der dengang var et forholdsvis uskrevet blad indenfor jazz og improvisationsmusik er den der bestyrer trommerne. Selv om denne udgivelse snart har 12 år på bagen holder den stadig den dag i dag. Denne udgivelse var en af de første jeg lyttede til med Ware, og er nok en af de udgivelser der skal have æren for at jeg i dag er dedikeret fan af manden og hans musik. Denne cd indeholder 6 numre som alle er komponeret af Ware selv, numre som alle holder 100 %. Denne kvartet er gennem tiden blevet fremhævet som et af de bedste jazz ensembler der findes, med begge ben solidt plantet i musikkens traditionelle historie. Her tages musikken - og lytteren - fremad og længere ud end det tidligere har været tilfældet. Suverænt dygtige musikere er de medvirkende hver især, med en gnist og passion for det de laver som er ud over det sædvanlige. Den knivskarpe interaktion der er musikerne imellem er noget der simpelthen skal høres.

CORRIDORS & PARALELLS David S. Ware Quartet : Corridors & Parallels (Aum Fidelity).
Andet album fra David S. Ware og hans kumpaner på Aum Fidelity og hans 13. alt i alt. Kumpanerne er på denne udgivelse - som sædvanlig fristes man næsten til at sige - Matthew Shipp, William Parker og Guillermo E. Brown. Det der gør at denne cd skiller sig ud fra de andre er, at Shipp her kun spiller på synthesizer. Cd'en består af 11 numre, 3 af dem medvirker Ware ikke på og otte hvor han som vanligt er i spidsen for kvartetten. Denne cd er en fantastisk eksperimenterende blanding af mange forskellige stile og genrer, som prøver de muligheder af der i et elektro-akustisk samarbejde. I sine mest kitschede og underlige momenter, bringes tankerne hen på den ultimative mester ud i det mærkelige Sun Ra. Kompositionerne er intet mindre end imponerende, med mega stor variation - hver enkelt nummer er sit eget lille mesterværk. Sammenspillet og den nærmest telepatiske interaktion, mellem de medvirkende er fuldstændig hæsblæsende og lader en sidde tilbage når pladen er slut hungrende efter mere. Denne cd er en radikal retningsændring fra de tidligere udgivelser, her virker han igen som en reinkarnation af Ayler og Coltrane. Endnu en fantastisk udgivel fra denne gigant udi free jazz advantgarden, som vil tage pusten fra dig.

FREEDOM SUITE David S. Ware Quartet : Freedom Suite (Aum Fidelity).
På denne cd kaster David S. Ware Quartet sig over den klassiske Sonny Rollins komposition fra 1958 "Freedom suite" og bringer den ind i det næste århundrede på formiddabel vis. Ware har udtalt følgende i et interview om optagelserne "This is a perfect opportunity to show the link between me and Sonny, an opportune time to show how one generation is built upon another and how the relationships work in the whole stream of music that's called jazz." Den originale udgave af dette værk, som enhver jazz interesseret bør kende, havde en længde på 19 minutter hvor den nye spænder sig over en hel cd's længde (omkring 40 minutter). Sonny Rollins var/er Ware's mentor og derfor er det også helt naturligt, at det lige netop er Ware der giver sig i kast med dette imponerende værk, lavet med stor respekt for den gamle mester og hans måde at lave musik på. Ware's udgave er virkelig en hård konkurrent til originalen, han bruger Rollins' originale kompositioner som et springbræt for tordende fremadstormende saxofon udladninger. Ware lader til tider musikken gå over i et mere abstrakt og free jazzet hjørne, end det oprindeligt var tiltænkt men det er lige netop her det bliver rigtig cool. Prøv at sammenligne den originale udgave og denne, og lur mig om du ikke vil være enig i at det her er genialt.

RENUNCIATION David S. Ware Quartet : Renunciation (Aum Fidelity).
Denne cd er optaget på Vision Festival i New York den 18. juni 2006. Udover David S. Ware på tenor saxofon består kvartetten af de gamle kendinge Matthew Shipp på piano, William Parker på bas og den nyeste mand i truppen trommeslageren Guillermo E. Brown som "kun" har været med i 7 år. Det er en sand fryd at lytte til denne kvartet i nærværende live situation, for da kan man virkelig høre hvor tight og sammenspillet de egentlig er. Ware lægger som den naturlige mand i spidsen med, i mine ører, en helt fænomenal rytmegruppe bag sig. Det er tydeligt at høre at disse musikere har spillet sammen i mange år. Repetoriet består af en suite i tre dele kaldet "Renunciation suite I-III" samt 3 andre numre. Denne koncertoptagelse blev annonceret som den sidste koncert i usa med kvartetten i denne form, og står derfor som et sidste dokument i en række af fænomenale udgivelser. De udgivelser som David S. Ware har lavet med denne kvartet er efter min mening noget af det bedste og mest solide i hans produktion. Ydermere er det noget af det nemmest tilgængelige, og knap så hidsige af det han har lavet. En helt fantastisk optagelse med en af de bedste jazz kvartetter, der findes overhovedet.

SHAKTI David S. Ware Quartet : Shakti (Aum Fidelity).
Shakti er den nyeste udgivelse fra David S. Ware som udkommer i slutningen af januar 2009. De medvirkende i dette ny ensemble er Ware selv på tenor saxofon og kalimba, William Parker på bas, Joe Morris på guitar og percussions og Warren Smith på trommer og percussions. Denne udgivelse er den første fra Ware's mægtige hånd siden han proklamerede opløsningen af kvartetten med Shipp, Parker og Brown tilbage i 2006. Og hvilken udgivelse... Det er naturligt nok Ware og Morris der lægger sig i front, med et samarbejde der fuldstændig tager pusten fra en. Disse to giganter indenfor free jazzen supplerer hinanden helt fantastisk, og lyder ligesom de aldrig har lavet andet end at spille sammen. Shakti er Ware's femte album på Aum Fidelity og hans første studio optagelse siden 2003. Denne mageløse samling af musikere spiller 5 nye Ware kompositioner skrevet specielt til denne gruppe og en ny udgave af nummeret "Antidromic" fra den hedengangne kvartet's første udgivelse på Aum Fidelity Wisdom of uncertainty. Indrømmet kvartetten i sin gamle form vil være savnet, men denne nye udformning er absolut en værdig efterfølger. Kære jazzelsker, denne cd skal du simpelthen have hjem til samlingen. Den er en fremragende introduktion til David S. Ware og hans eminente produktion.

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.