Anmeldelser fra Jazznet

Af: Henrik Kaldahl (Jazznet) - 2/5-2009

Henrik Kaldahl anmelder.

Trio X : 2006 U.S. Tour (CIMPoL Records).

Trio X er en såkaldt supergruppe bestående af nogen af de bedste musikere indenfor free jazz : Joe McPhee på trompet, tenor- og sopransaxofon, Dominic Duval på bas og Jay Rosen på trommer. Tilbage i oktober måned 2006, var de på en turne rundt i USA der bragte dem til 3 forskellige steder i New York, Michigan, Wisconsin, Iowa og Illinois. Disse 7 koncerter er her samlet i et sindsygt lækkert limiteret bokssæt, holdt helt i sort med Trio X logoet præget ind i boksen. Der er kun lavet 1000 eksemplarer, alle håndnummererede, og ifølge CIMPoL Records bliver det IKKE genoptrykt - så hvis du vil have fingrene i denne mageløse samling fantastisk musik, skal du nok ikke vente alt for længe. Bokssættet dokumenterer som sagt 7 koncerter på 7 individuelle pakkede cd'ere. Der medfølger en meget interessant 32 siders booklet, med masser af billeder og informationer om bandet og deres historie samt indlæg fra de respektive artister, produceren og teknikeren der stod for optagelserne. Udover egne kompositioner indeholder de 7 cd'ere velkendte numre såsom "Blue Monk", "God bless the child", "Motherless child" og "Goin' home". Joe McPhee er efter denne anmelders mening en af de største kunstnere på jazz scenen i dag. Hans tilgang til musikken og den måde han spiller på, bringer tankerne tilbage til nogen af Jazznet's helt store helte - Albert og Donald Ayler. McPhee har en skrøbelig, skramlende, beskidt tone på saxofonerne og trompeten, helt i stil med Ayler brødrenes meget særegne og dybt respektererede spillestil. Duval og Rosen lægger i baggrunden som den perfekte rytmesektion, Duval med sine overlegne evner på bassen, hvad enten det er med fingrene eller med bue han spiller og Rosen med hans på en gang tordnende og stilfærdige spil... Resultatet = en velspillende og sammenspillet, homogen enhed. Selvom nogen af numrene optræder flere gange på de forskellige cd'er er oplevelsen aldrig den samme. De fremføres hver gang forskelligt - det samme nummmer kan variere i længden fra 5 til fjorten minutter, en udgave af et nummer spilles på tenor saxofon en anden på sopran saxofon, en udgave af et nummer bliver spillet råt og klaustrofobisk en anden sørgmodigt og skrøbeligt og så videre. Her er der frit spil og ideer en massé, med mere eller mere genkendelige temaer fra diverse standards og spirituals læggende i baggrunden, der bruges som springbræt til geniale improvisationer. Alle numrene bliver spillet med en stor portion kreativitet i en skøn forening af struktur og frihed. Denne udgivelse er en smuk, rå, intim og spirituel optagelse af en trio bestående af det ypperste på deres instrument. Til slut skal det nævnes, at lydmæssigt er denne udgivelse helt i top med et helt ekseptionelt rum og stereoperspektiv, man sidder med følelsen af at disse tre musikere afholder en privat koncert, med en selv som eneste gæst. Som det måske kan læses mellem linierne er jeg en MEGET stor Trio X fan (og af de respektive musikere for den sags skyld), og derfor kan jeg heller ikke andet end at give dette bokssæt min allerstørste anbefaling. Denne boks er en temmelig bekostelig affære, men er absolut alle pengene værd.

 

 

 

 

 

 

 

 

Burton Greene : Retrospective 1961/2005 - Solo piano, Burton Greene Trio : Ins and outs, Burton Greene Quintet : Sign of the times (CIMP Records).

Tilbage i august måned 2005, indspillede pianisten Burton Greene disse tre udgivelser med tre forskellige konstellationer - solo, trio og kvintet. Burton Greene er født og opvokset i Chicago men flyttede i en ung alder til New York, hvor han hurtigt blev en vigtig del af den spirende free jazz scene. Han har arbejdet med en lang række af prominente kunstnere, blandt andet saxofonisterne Marion Brown, Gato Barbieri, Byard Lancaster, Albert Ayler, Sam Rivers, trommeslageren Rashied Ali, pianisten Cecil Taylor og vokalisten Patty Waters. Han flyttede til Amsterdam i begyndelsen af 70'erne, hvor han stadig bor efter sigende på en husbåd. Burton Greene har udgivet musik på en lang række forskellige selskaber såsom ESP-Disk, Columbia records, Cadence Jazz Records, CIMP Records, Drimala og Tzadik. Den første udgivelse er "Sign of the times" med Greene's kvintet, hvor han bliver bakket op af Ed Schuller på bas, George Schuller opå trommer, Paul Smoker på trompet og Russ Nolan på tenor og sopran saxofon og fløjte. Denne udgivelse er den hvor Greene er mest i baggrunden. Godt nok er det hans musik de 5 musikere spiller, men naturligt nok er det Nolan og Smoker der ligger sig i front med deres overbevisende spil på saxofon og trompet. Næste udgivelse er med trio outfittet bestående af George Schuller på trommer og Ed Schuller på bas. Her er det naturligt nok Greene der lægger sig i front, med de to Schuller brødre overbevisende læggende i baggrunden. På den sidste udgivelse brillierer Greene sindsygt overlegent solo på pianoet. Problemet med mange solo udgivelser er den manglende variation i numrene, der tit resulterer i kedelige og ensformige udgivelser. Det er dog ikke tilfældet her, da Greene bevæger sig rundt imellem forskellige stilarter med stor ekspertise. Alle tre udgivelser er et fremragende, kig ind i en sand mester på pianoet verden. Burton Greene har en helt speciel spillestil, som gør at han aldrig bliver kedelig og triviel at lytte på. Alle disse 3 udgivelser kan i den grad anbefales, da de præsenterer piano jazz af allerbedste skuffe. Lydmæssigt er disse udgivelser også noget helt for sig. Lyden fra pianoet er ikke som det normalt er tilfældet optaget med mikrofoner placeret inde i pianoet, men derimod med mikrofoner stående ude i studierummet. Dette giver et vildt detaljeret lydbillede med masser af rum og homogene lydflader.

John Tchicai/Pierre Dörge/Loug Grassi : Hope is bright green up north (CIMP Records).

En af de danske musikere som har gjort det bedst, ude i den store verden indenfor jazzmusikken må helt klart være tenor saxofonisten John Tchicai. Han har arbejdet med mange af de store gennem tiden, blandt andet var han så heldig at nå at arbejde sammen med Albert Ayler og John Coltrane inden disse to giganter forlod denne verden alt alt for tidligt. Her er han i en trio med sin danske kollega Pierre Dörge på guitar og den emminente trommeslager Lou Grassi. John Tchicai var gæst på Lou Grassi's PoBand udgivelse ComPOsed og samarbejdet, var så godt at denne udgivelse blev en realitet. Pierre Dörge er bedst kendt som leder af sit New Jungle Orchestra, og udover dette kender jeg da heller ikke specielt meget til ham. Det var derfor med en vis spænding at jeg satte denne cd i afspilleren. Som så mange af CIMP Records' andre udgivelser er denne optaget, i det prominente studie The Spirit Room i New York, tilbage i oktober måned 2002. Numrene på denne cd er en god blanding af originale kompositioner og improvisationer en massé, der hver især viser de respektive musikeres kæmpe talenter på hver deres instrument. Dörge spiller helt fantastisk på hans guitar, hans plekter flyver hen over strengene med overbevisende evner, Tchicai's saxofon lægger naturligt nok i front, gående fra de høje toner helt ned i de nederste dybe registre resulterende i et meget ekspressivt og kontant udtryk og hele tiden lægger Grassi i baggrunden, med sit massive, listende spil på trommerne. Denne cd er fyldt med improvisationer, både fra hver af de medvirkende men i den grad også kollektive, og det er da også når de kaster sig i ud i de sidstnævnte at det hele går op i en højere enhed. At lytte til de tre medvirkendes fornemmelser for hvor de andre er på vej hen, og fange den retning, er i den grad en fornøjelse.

Adam Lane Quartet : Fo(u)r Being(s) (CIMP Records).

Bassisten Adam Lane's første udgivelse på CIMP Records, optaget tilbage i 2002 bringer ham sammen med den danske saxofonist John Tchicai på tenor saxofon, Paul Smoker på trompet og Barry Altschul på trommer. Et uhyre selvsikkert og overlegent team af musikere, som kun kan blive et interessant bekendtskab. Adam Lane og Barry Altschul er den perfekte sammensætning, der med deres fantastiske, til tider næsten forvirrende og tumultagtige sammenspil lægger som den geniale og overlegne baggrund for de to horn Tchicai og Smoker, som lægger sig naturligt i front, udfarende og ukontrollerede til tider, kontrollerede og ydmyge til andre tider. Disse to emminente musikere supplerer hinanden super godt, hver især har de en forståelse for hinanden og evnerne de hver især er i besiddelse af. Jeg har altid været fascineret af det John Tcichai formår på saxofonen. Min interesse startede med for mange år siden da jeg stiftede bekendtskab, med hans samarbejde med blandt andet Albert Ayler og Don Cherry i New York eye and ear control og hans medvirken på John Coltrane’s Ascension. Siden har jeg lyttet til en masse forskellige udgivelser med ham, og er aldrig blevet skuffet – og det er jeg heller ikke denne gang. John Tcichai er en af danmarks bedste udøvere på saxofonen og sammen med de tre andre geniale musikere, er resultatet fænomenalt.

Gebhard Ullman-Steve Swell Quartet : Desert Songs & Other Landscapes (CIMP Records).

Jeg har fået en stak cd’er ind af døren med den spændende musiker Gebhard Ullman, og den første jeg har valgt at anmelde er "Desert song & other landscapes". Gebhard Ullman spiller på denne udgivelse på tenor saxofon og bas klarinet, Steve Swell spiller mesterligt på trombone, Hilliard Green på bas og Barry Altschul på trommer. De seks numre der udgør denne cd, er optaget i juni måned i 2004 i New York. Musikken er krævende at komme igennem, men hvis man kender nogen af de medvirkende musikere kommer det nok ikke som nogen stor overraskelse. Hvis det er kompromiløs free jazz fyldt med energi, kreativitet og nerve, milevidt fra den kommercielle musik, man søger kan man stoppe søgningen her. Samarbejdet mellem Ullman og Swell, er i en klasse for sig. Swell brillierer med sin beskidte lyd på trombonen og Ullman lyder som en reinkarnation af Eric Dolphy når han giver sig i kast med bas klarinetten og på tenor saxofonen er hans lyd rå og afrundet på samme tid. Et typisk nummer starter med de to horn, bevægende sig i hver sin retning, improviserede soloer smækkes lige i fjæset på lytteren, trombone og saxofon/klarinet bakkes mesterligt op af Green og Altschul på bas og trommer. Efter et stykke tid samles Swell og Ullman i kollektivt sammenspil og resultatet er i den grad spændende, men indrømmet også krævende. Denne cd er et skolestykke i improvisation og skæve, kantede kompositioner en massé. Fænomenal udgivelse !!!

Odean Pope Quartet : Two dreams (CIMP Records)

To saxofonister er som regel garanti for en tight og solid udgivelse. Denne cd skuffer da heller ikke idet den opfylder alle de forventninger jeg havde. Odean Pope er frontmanden i kvartetten og tager sig mesterligt af tenor saxofonen, Carl Grubbs spiller mindst lige så fantastisk på alt saxofonen, Tyrone Brown på bas og Craig McIver på trommer lægger i baggrunden, udgørende den perfekte opbakning for de to mestre på saxofonerne. Denne kvartet lyder som en sammentømret, solid sammenspillet enhed, og det er der da også en grund til. Brown og McIver har været med i Pope’s diverse grupper som sidemen i mange år og Grubbs er bekendt med Pope’s spillestil, blandt andet medvirkede Pope på Grubbs udgivelse på CIMP Records "Stepping around the giant", som absolut også er et lyt værd. Odean Pope er en meget dygtig saxofonist med en meget særegen spillestil. Pope har engang udtalt at hans mål var at spille i det nederste register, ligesom John Coltrane spillede i det øverste. Her fører han disse intentioner ud i livet, solidt bakket op af Grubbs på alt saxofonen som tager sig af de dybere toner. Fra første nummer står det klart at her er der tale om noget helt specielt. Her spilles sindsygt tight med en intensitet, energi og et drive som er noget ganske særligt. Sammenspillet mellem disse fire geniale musikere er enestående, intenst og utrolig overbevisende, alt er uhyre nøje overvejet og gennemført ned til den mindste detalje så det er en sand fornøjelse at lytte til. Som det er tilfældet på alle udgivelser (i hvert fald dem jeg har lyttet til) fra CIMP Records, er lydkvaliteten i top, alle de medvirkende står perfekt placeret i lydbilledet og man sidder med fornemmelsen af at have været med i studiet. Pope, Grubbs, Brown og McIver er en fantastisk kvartet, som har indspillet en suveræn cd som i den grad kan anbefales, til den lytter der er på jagt efter noget god gedigen free jazz.

Matt Lavelle Quartet : Handling the moment (CIMP Records CIMP266).

Trompetisten Matt Lavelle er her frontmand på en fantastisk session på det hæderkronede CIMP Records. Lavelle tager sig, udover trompeten af flugelhorn, pocket trompet og bas klarinet og med sig har han Ras Moshe på tenor saxofon, Francois Grillot på bas og den legendariske (og geniale) trommeslager som har medvirket på et utal af CIMP udgivelser Lou Grassi. Denne kvartet bevæger sig rundt i forskellige stilarter indenfor jazzen, såsom mainstream jazz, free bop, free jazz og advandtgarden med stor teknisk kunnen og en helt speciel inciterende nerve og indlevelse. Lou Grassi er som altid et sandt monster på sine trommer, den måde han hamrer og tæsker igennem på sine trommer er intet mindre end imponerende og i den grad genialt. Sammenspillet mellem alle de medvirkende er spektakulært, men det samarbejde der er imellem Lavelle og Moshe er virkelig i en klasse for sig selv. De presser hinanden til det yderste og supplerer den anden perfekt i dennes enestående rejser ud i det ukendte og improviserede. Inspirationen fra tidligere tiders konger indenfor jazzmusikken lader sig ikke fornægte, her høres både Coltrane, Ornette Coleman og Don Cherry imellem linierne. Denne cd er en spændende og intens oplevelse at lytte sig igennem. Her er både de gode melodier man næsten kan nynne med på, og de mere skæve og kantede af slagsen man slet ikke kan nynne med på. En cd med stor variation i numrene, man ikke bliver træt af at lytte til sådan lige med det samme. Der skal lyde en varm anbefaling herfra til denne udgivelse, som både nye og gamle free jazz fans vil blive glad for.

Jimmy Halperin/Dominic Duval/Jay Rosen : Joy & Gravitas (CIMP Records CIMP301).

Saxofonisten Jimmy Halperin var før jeg fik denne cd i hånden et forholdsvist uskrevet blad i min verden, det fandt jeg så rimelig hurtigt ud af var en stor fejl. Her har vi en (endnu en) original og intens musiker som spiller med en fantastisk tone, stor variation og tekniske egenskaber en massé. På "Joy & Gravitas" bliver han mesterligt bakket op af, ja man fristes næsten til at sige hus backing gruppen på CIMP Records, Dominic Duval på bas og Jay Rosen på trommer. To uhyre rutinerede musikere der lægger sig perfekt i baggrunden for Halperin's overbevisende toner fra saxofonen. Denne cd indeholder en bred vifte af mere eller mindre kendte standards indenfor jazzmusikken såsom Night in Tunisia, Love For Sale, My Funny Valentine, Round Midnight, Naima og Jimi Hendrix nummeret Spanish Castle Magic samt en enkelt original komposition af Halperin. Jeg siger jer, da jeg første gang lyttede til denne cd blev jeg blæst fuldstændig omkuld da jeg nåede til Spanish Castle magic. Forestil jer dette mageløse nummer udsat for saxofon, bas og trommer - mageløst. Halperin's saxofon er pågående uden at være belastende og lyder til tider som en menneskelig stemme. Alle de velkendte numre bliver spillet med stor respekt for de originale udgaver, men tilføres dog også trioens eget mærke der fører musikken videre til det næste level. En speciel oplevelse er det at lytte til de to udgaver af nummeret Don't explain, en udgave med tenor saxofon og en med sopran saxofon. Det er temmelig overbevisende, hvor dygtig en musiker Halperin er efter en gennemlytning af denne cd, man er aldrig helt sikker på hvor han er på vej hen og hvad han lige finder på. En meget tilfredsstillende lytteoplevelse som anbefales at give sig i kast med.

Scott Rosenberg Quartet : Blood (CIMP Records CIMP310).

Scott Rosenberg Quartet består foruden Rosenberg selv på tenor saxofon, af Todd Margasak på cornet, Tim Daisy på trommer og Kyle Hernandez på bas. Denne session fandt sted i maj måned 2004 og resultatet som drejer rundt i cd afspilleren lige nu, er et interessant og spændende bekendtskab. Cd'en består af ni numre med underlige og ikke gennemskuelige titler som tdy, adstdr, ohs II, rrmtrrm og hmnqr - hvad meningen er med disse titler må stå hen i det uvisse, da der ikke gives nogen forklaring i de interessante cover noter. Her er en sammentømret og velspillende kvartet, med et ekstra ordinært sammenspil. På flere af numrene er der indlagt temposkift imellem soloerne og det er virkelig her man kan høre hvor tighte disse 4 musikere er sammen. Her er en free jazz improviseret blowing session af meget høj karat, fremført af topprofessionelle musikere der spiller seriøst godt og overbevisende hele pladen igennem. De ni numre har de små skævheder, der gør at man undres og som gør en interesseret i mere af samme skuffe. Det er en harmonisk, tilbagelænet og swingende udgivelse uden at det på nogen som helst måde bliver trivielt og kedsommeligt, tværtimod bliver man indfanget i disse fremragende musikeres eskapader på hver deres instrumenter. Forhåbentlig har disse fire unge improvisatører, meget mere at byde på i fremtiden. Denne cd er på alle plan en super udgivelse, der på enhver måde er anbefalelsesværdig.