Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Jazznet anmeldelser august 2009

Her i August er der Simak Dialog og Dennis Gonzalez på programmet hos Jazznet

Simak Dialog : Demi Masa (Moonjune Records MJR024).

SimakDialog var inden jeg modtog denne cd, et fuldstændig uskrevet blad i min musik verden.  Bandet består af fem indonesiske musikere. Manden bag det hele er Riza Arshad der brillierer på diverse pianoer, både elektriske, akustiske og synth samt står for kompositionerne, Tohpati på elektriske og akustiske guitarer, Adhithya Ramdan på bas guitar og Endang Ramdan og Erlan Suwardana begge på percussions, tambourin og sundanese kendang (en dobbelt sidet tromme). 5 for mig ukendte navne som efter sigende skulle være store og berømte i deres hjemland Indonesien. Denne cd er en umådelig interessant udgivelse der overlegent blander og bygger bro mellem hypnotiske dragende indonesiske rytmer og den vestlige verdens musik og resultatet er meget overbevisende, naturligt og fuldt integreret. Når man sidder og lytter til SimakDialog og deres musik bliver man fuldstændig opslugt i det univers de nu engang befinder sig i. Musik stilen er progressiv fusions jazz blandet med etniske rytmer og ideer og lyder ikke som noget denne anmelder nogensinde har hørt før. Cd'en består af 9 numre, det ene mere interessant, spændende og anderledes end det næste, alle med stor variation som holder en fanget hele de omkring 70 minutter pladen varer. Demi Masa er bandets 5. udgivelse og er ligesom den forrige Patahan udgivet på det vildt interessante og innovative selskab Moonjune Records der er drevet af den bosnisk/italienske musikfan og producer Leonardo Pavkovic. SimakDialog er et yderst interessant bekendtskab som du som søgende jazz fan, ja for den sags skyld musik fan i det hele taget, ikke bør lade dit trænede øre gå forbi. SimakDialog og deres nyeste udgivelse Demi Masa, er en af de oplevelser der udvikler sig til noget særdeles positivt og vokser i ens bevidsthed hver gang man lytter. Jeg vil næsten garantere dig at du ligesom denne anmelder bliver indfanget af disse 5 musikere og deres musikalske ideer. Demi Masa er en af de bedste og nytænkende skiver, jeg har lyttet til i år.


Dennis Gonzalez : A Matter of blood (Furthermore Recordings - Furthermore 003).

Nyeste udgivelse med den fantastiske trompetist Dennis Gonzalez i front for følgende musikere : Curtis Clark på   piano, Michael T.A. Thomson på trommer og Reggie Workman (som blandt andet huskes for sit samarbejde med John Coltrane, Art Blakey og Wayne Shorter) på bas. Fra første sekund står det klart at her er tale om noget helt specielt og unikt. Gonzalez og Clark holder styr på tropperne med overbevisende overblik og akuratesse mens Thomson og Workman lægger i baggrunden som den perfekte baggruppe med en intensitet så enormt overbevisende, at man til tider har svært ved at tro det er muligt. Sammenspillet og interaktionen mellem musikerne i denne kvartet er tight, skarpt og nærmest telepatisk og intet mindre end genialt. Musikken er medrivende, levende og alt afleveres med en gnist og spilleglæde, som ikke lader en i tvivl om at her er en gruppe af musikere som virkelig nyder det de laver. Her gøres der ikke brug af noget nymodens habbengut, det er den rå akustiske lyd man som lytter bliver præsenteret for. Alle de medvirkende lytter, støtter og bakker hinanden op og følger i de fodspor som lægges for dagen - til tider langt, langt ud af improvisationens kringelkrogede veje ud i det uvisse. Det er nogen erfarne, garvede gutter vi her har med at gøre der spiller den musik de elsker, med en utrolig selvsikkerhed, der i den grad er en fornøjelse at være vidne til. Denne udgivelse vil tiltale, den lytter der leder efter noget interessant og spændende improviseret jazz med masser af kant og skævhed ind over.
Dennis Gonzalez og hans brødre i kampen, får de bedst anbefalinger med herfra

Anmeldt af Henrik Kaldahl

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.