Messen i Odense har skiftet navn, men indholdet er det samme.
Med KT Radio i Odense nu som den største Expert forretning i Danmark er den årlige hifi-highend messe blevet til ”Electro Days”, men bortset fra det er der ikke meget der er ændret.
Da jeg ankom lørdag ved middagstid kunne jeg dog konstatere at hovedindgangen var spærret af politiet. Der skal dog lidt mere til at stoppe en lokalkendt, så med fare for at blive antastet af lovens lange arm og de lokale vagter sneg jeg bilen ind ad bagindgangen til Congresscenteret. Det viste sig dog at være det mindste problem, idet hestetrailere fyldte den almindelige parkeringsplads godt op, og generelt holdt temmelig meget i vejen. Hertil kunne der også kunne konkluderes at hestetrailerejere kører usædvanligt store firhjulstrækkere, og ikke kan blive besværet med kun at fylde hvad der svarer til en enkelt parkeringsbås. Men ind kom vi da til sidst.
Vi har valgt at fokuserer udelukkende på hifi/highend, så næsten alt hvad der hedder faldskærme, surround og gadgets er blevet arkiveret lodret i denne artikel. Årets store frygt havde været om hvorvidt vaskemaskiner og kummefryseres havde foretaget en totalovertagelse af en messe der i forvejen havde rigeligt med fladskærme og modtagerbokse til TV, men alle husholdningsapparaterne var blevet sat i karantæne i et separat lokale langt væk fra alt andet. Jeg vovede mig dog derind blot for at blive overfaldet af en meget aggressiv støvsugersælger der absolut ikke ville acceptere et nej fra hverken mig selv eller andre, men en gang Sodastream kompenserede dog rigeligt for den ubehagelige oplevelse. Vi har ligeledes måtte snyde lidt med billederne, idet at nogle af standende var så overrendt at vi måtte komme igen søndag ved lukketid for at få brugbare billeder til artiklen.
Messen var opdelt i to fællesarealer, en første sal kun med projektorer og så små specialrum med Hifi.
I det ene fællesareal, blokerende ethvert udsyn til Canton højttalerne lidt bagved, havde Pioneer sat deres stand op. Som noget nyt og ungdommeligt havde man en lille demostation med den nyeste udgave af Pioneers dj-mikser og cdafspiller, ganske fornøjeligt, og ikke en hel dum måde at tiltrække et yngre publikum på, såvel som få det indre legebarn op i det lidt mere modne publikum. Udover at man havde åbnet låget på et par forstærkere, så var Pioneer ganske ivrige for at fremvise deres nye G-Clef og A- serie, der er målrettet imod at bringe Pioneer langt ind på markedet for to kanals integrerede forstærkere. Hertil kom som sædvanligt en ny generation iPod højttalere, der ikke blot formåede at have radio, video udgang hive signalet digitalt ud, se godt ud og spille hæderligt til rimelige penge samtidigt. Desværre havde den det ubehjælpelige navn ”XW-NAS5”, hvilket marketing afdelingen nok skulle have brugt en dag eller to ekstra på at genoverveje. Herudover kunne man fremvise den nye BDP 320 bluray afspiller, der lidt udsædvanligt til 4700 kroner, byder på Pioneers lidt dyrere videokreds løb, hvor man har tre chips der hver især laver den 8 bit grundfarve om til 16 bits farver, hvilket skulle give et forbløffende godt billede.
Harman Kardon / JBL var repræsenteret ved Harman Nordic. Man havde valgt at køre fokus på deres stereoprogram. Udover deres nyeste og største AVR 760 surroundreceiver bød standen på HK990 forstærkeren, HD990 cd-afspilleren og JBLs LS 80 højttalere. Standen var meget ren og meget enkelt i forhold til hvad der ellers var på fællesarealerne. HK/HD 990 samt LS80 er blevet testet af redaktionen og der kommer anmeldelser af alle tre.
Tangent havde ikke det store nye at byde på, men viste med deres stand hvordan entrylevel grej hverken behøver at være dyrt eller umuligt at integrere i et moderne hjem. Og så kunne man ikke andet end at blive imponeret af deres forsøg på at overdøve Harman standen i en techno-spil-højt-kamp.
Jamo / Onkyo
Peter Olsen stod for årets Jamo/Mirage/Onkyo stand, der kunne byde på et sæt Jamo 907 dipol højttalere med en Onkyos VL forstærker og cdafspiller til ca. 3500 per stykket, eller lidt under 1/10 af styk prisen på højttalerne. Der var for en gangs skyld gjort lidt for at det var muligt at få en stereodemo af flere af Jamo’s højttalere, og standen lå langt nok væk fra alting til at man ikke blev videre generet.
På første salen var man gået agurk, og der var BenQ/JVC demo hos Cavea, Sanyo fremvisning og Lissau demo i de tre rum. Helt almindelig Surround/projektor demo i rum 1, 800 projektorer i rum 2 (hvor lyden af de mange Sanyo projektorer kombineret med det subtropiske klima lidt ødelagde oplevelsen af nogle ellers ganske pæne billeder), for at slutte af med en decideret Lærredfremvisning. Lissau skulle være sikre på at have messens største billede, så med hjælp fra en lånt Sanyo Gaia, wtc500L projektor (også Sanyos største model fik vi at vide), havde man klasket et ISF 136” lærred op i rummet. Og ja, det fyldte vitterligt det hele..
Interceptor havde valgt at bringe det tunge skyts frem i dagens anledning. Der var stillet op med Martin Logans Summit X elektrostathøjttalere, Ymer effektblok og Embla cdafspiller/forforstækrer/flashafspiller, begge fra Bladelius. Lidt forsimplet, så ripper cd-afspilleren lyden til en flashhukommelse (kendt fra almindelige SD kort til digitalkamera), hvorefter at flashlageret så giver data videre til D/A konverteren inden signalet ledes ud af maskinen igen. På den måde kan man både have en fuld digitalafspilning uden bevægelige dele, eller man kan afspille allerede rippede skiver som man kender det fra et mediecenter. Samtidigt er der et display der er i stand til at gengive CD cover, så man kan se hvad det egentlig er man er ved at høre. Ganske smart, men det er prisen på 40.000 også. Tager man i betragtning at det dækker afspiller, forforstærker og DAC, vil nogle nok mene at det nu ikke er så dyrt endda. Summit X, som reelt er en nedskaleret udgave af den store CLX, og som skulle benytte udmærke sig ved sin spredningskarakteristik via et specialkontrueret delefilter, skal i hvert fald betales, 126.000 ender sådan et sæt på, og så er der stadigt langt op til storebror CLX. Som sædvanligt havde men Ayre og Cayin på display, men Bladelius elektronikken stjal al opmærksomheden.
Hos Nirep Trading havde man valgt at vise årets nyheder fra Marantz og Rotel. Udover Rotels nye 15 serie, og lidt nyheder fra AudioPro, var fokus på Marantz 04 surround serien med ny Anchor Bay video scaler, og så Marantz stereoserie, 03. Nirep lovede endda snart at komme med en ny hjemmeside. I modsætning til de andre hifi stande havde Nirep valgt at lave halvdelen af deres stand opbyget som et almindeligt hjem, så man kunne se hvordan deres produkter kunne tage sig ud i en almindelig dagligstue. Audio Pro bød på en trådløs streaming til højttalerne. En interessant løsning som nok skal vække begejstring hos dem der er kabelfjendtlige indstillet.
System Audio havde valgt at køre alt fokus ud på deres to nye højttalere, Explorer Master (en opgraderet version af en almindelig Explorer) og Mantra 60, der skal være en overbygning til System Audios 1750 højttaler uden at ramle ind i deres Ranger model. Der blev spillet på elektronik fra Primare, med en Pre 30 forforstærker, CD 31 cdafspiller og et A32 effekttrin der lignede noget der var ved at brase igennem det møbel den stod på med hele sin vægt. Fritz fra System Audio fejrede de nye modellers tilbliven, og kompenserede vist lidt for deres manglende bredde og tyngde ift. de andre udstillere ved i perioder at spille vanvittigt højt. Musikvalget var dog heldigvis AC/DC, så det var ikke noget der generede voldsomt hvis man stod i behørig afstand.
Hos McIntosch Nordic var der ikke meget krise at spore, tværtimod var demomodeller mere ekstravagante end de plejer at være. Man havde valgt at fremvise BAT’s forforstærker, Rex, der fik signal fra en Lector 7T mk. III cdafspiller inden det endte i et sæt BAT VK 250SE monoblokke der gav strøm til et sæt Volent VL-3 højttalere. Der var Kubala-Sosna kabler imellem det hele, og selvom mærket er ret nyt på det danske marked er det noget importøren har pæne forventninger til. Forforstærkeren var dagens dyreste med en pris på over 150.000.
SAS fremviste og afholdt som sædvanligt kabeldemo med fokus på NordOst, og demonstration af Quantum strømskinner, men havde også to mere reelle nyheder. Først er de på gaden med deres egen test cd, der afslører rumressonanser, og er lavet til at hjælpe folk med at optimere opsætningen af deres højttalere, også i forhold til hifiparametre som eks. lydbillede højde og brede. En ganske nyttig ide, og især de faste lavfrekvente testtoner og frekvenssweeps vil mange sikkert sætte pris på. Herudover kunne man præsentere den nye Copland 832 cdafspiller, der, i endnu højere grad end sædvanligt, var en cdafspiller med toploading, der lignede et rumskib. Det unikke skulle være at lyden bliver buffet i to sekunder, hvorefter den smider lyden videre i systemet, grundtanken er at man på den måde med en buffer selv kan styre datastrømmen. Der blev udover NordOst egne kabler brugt Elac 330 højttalere og en Copland 405 integreret forstærker til demonstrationerne der blev foretaget af den efterhånden velkendte Bjørn.
Exotic Audio havde lagt ud i den tunge ende, og medtaget for- og effektforstærker for 250.000 med SL1 Legend forforstærker, og en JL 2 effektforstærker på sølle 80 kg og 2x 100 klasse A watt fra en Triode konstruktion. Audiaz Aurea var repræsenteret på højttalersiden mens et sæt Spendor ST også ville lege med. For lige at sætte prikken over i’et havde man toppet det hele af med en Verdier pladespiller. Som importør af EAR, viste man en 921 forforstærker og en 861 effektblok frem for de fremmødte. Kronzilla rørblokkene stod i siden og tog.. meget opmærksomhed, de var mildest talt svære at komme udenom med deres størrelse og enorme rør.
Earthquake Danmark havde som den eneste hifistand noget for sanserne. Der blev budt på blotlagte basenheder i alle størrelse og vægtklasser, især firmaets topmodel, HoleeS HDx på 60 kg med frit udsyn ind til motorsystemet og spider var til stor glæde for messegæsterne. Der var mest opmærksomhed fra publikum og de omkringliggende stande på demonstrationen af taktile drivere og firmaets topmodel, subwooferen Supernova MK VI. Den taktile enhed var påmonteret en plade, der så blev rystet samtidigt med at subwooferen spillede de samme toner fra et frekvenssweep. Det var en uhyggeligt livagtig jordskælvssimulation, men var til stor morskab såvel som chok for forsøgskaninerne. Supernova subwooferen indgød dog for alvor frygt i både publikum og de omkringliggende stande når den lavede frekvenssweeps ned til 15hz der fik hele bygningen til at ryste, og loftet i lokalet til at true med at falde ned. Man fremviste markeds kraftigste 5 – og 7 kanals surround effektforstærker, såvel som alle delkomponenter til den. Herudover fremviste man to nye modeller i Titan serien, Telesto og Tigris, der markerede sig ved rene linjer, dyb pianolak og en meget smal front, med et design der henleder tankerne på Obelisken fra filmen Rumrejsen 2010. Der var desværre ikke mulighed for et lyt fra de nyudviklede enheder der sad i Telesto og Tigris. Derimod var der mulighed for at lytte til firmaets topmodel, Titan Tethys, der med sine halvanden meter i højden og halve meter i bredden var messens største højttaler såvel som en af de dyreste.
PS Audio havde medbragt et af de få sæt af McIntosh 75 års jubilæums model der er kommet til Danmark. Sættet kommer med en C22 forforstærker og et par C75 monoblokke. Til sølle 120.000 kroner havde man spædet op med en MCD 500 cdafspiller og MIT kabler til at forbinde det hele til et sæt Verity Audio Fin, der dog trods alt er entry level modellen. Herudover kunne man fremvise spændende nyheder fra Spectral og ikke mindst et nyt højttalermærke i Danmark, Totem. For de retrointeresserede var Luxman på banen med deres integrerede SQ38U rørforstærker der mest af alt lignede noget fra 50’erne. I den modsatte ende af spektret fandt man DAC’en Minerva fra Schweitziske Weiss, der stik imod alle andre har firewire interface i stedet for USB. Der er dog også mere traditionelle ind- og udgange.
Audiovector kunne fremvise deres nye SR6 Avantgarde Arreté model, og ikke mindst deres store kommercielle succes, Zero Compression kablerne. Underligt nok kunne Audiovectors mand på stedet fortælle at det meget uventet var den dyreste model der solgte bedst. På Entry level siden kunne man finde både 3010 og 2010 serien fra Exposure, mens det omvendte var gældende til at trække demo højttalerne, da man havde valgt at benytte et komplet Exposure MCX sæt komplet med forforstærker, cdafspiller og to monoblokke, mens et Naim Mediacenter leverede kildematerialet. Så blev der til sidst åbnet lidt op for godterne, idet at det blev afsløret at Audiovector er på vej men en ny topmodel, som bliver dyr. Meget dyr.
Vi siger på gensyn næste år.