Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Hifi & Surround 2009

Igen i år var der Hifi & Surround på Scandic Hotel

 Årets udstilling bød på nogle glædelige overraskelser. For det første havde udstillerne, uafhængigt af hinanden, inviteret rigtigt mange af deres leverandører med. Der var således mulighed for at hilse på blandt andet Søren Bertram (Bertram kabler) og Peter Nørbæk (PBN Audio / Montana højttalere) samt en del mindre kendte ansigter. Herudover var der relativt mange prototyper at finde på messen, både hvad angik forstærkere, højttalere og endda en enkelt skærm. Sidst men ikke mindst havde man sløjfet fællesarealet, med det mindre pæne tilnavn ”helvedesrummet”. Udstillerne var i stedet for blevet gennet ud på gangen, og andre udstillere havde kunnet brede sig mere i de enkelte rum. Det var en kærkommen forandring som med lidt held vil danne præcedens for udstillings omgivelser fremover. Messen viste også stor spredning, og prisforskellen på dyreste og billigste setup var mere end faktor 1000.

Vi har taget de enkelte etager og udstillere hver for sig. Da en messe jo er et udstillingsvindue og ikke en optimeret lytteoplevelse har vi valgt så vidt muligt at udelade fejlbegrundede lytteindtryk.




Bülow Trading

Bülow Trading er normalt lidt usynlig i det danske hifilandskab, men den danske Piega importør blev i starten af året også importør for tyske Canton, og markerede begivenheden ved at medbringe firmaets flagskib, Reference 1 DC til messen, hvor det var muligt at få et lyt. Der er dog for nyligt kommet en omdesignet udgave, så man havde valgt at køre med et messetilbud på næsten halv pris hvis de halvanden meter høje højttalere i aluminiumsfinish skulle falde i ens smag. Der gives godt nok ikke priser for det, men Bülow Trading skal have stor ros for at have præsteret messens mest alsidige og interessante udvalg af testmusik, i modsætning til mange andre stande hørte man reelt aldrig den samme melodi spille når man gik forbi standen. På trods af at der var givet plads til fladskærme, så dominerede den store Canton højttaler rummet totalt, og med et sæt AVM M3 monoblokke bag sig, fik de 300 watt per side lov til at spille op til fest hver gang der blev sat en skive i den medbragte Sony XA555ES.

 

 

Lydspecialisten / System Audio / Frislev Møbler
Hos Lydspecialisten havde man valgt som de eneste at lave en stand der 100% skulle minde om et almindeligt dansk hjem, det var naturligvis med bagtanker da man også brugte standen som display for Frislev Møblers AV sortiment, der kunne huse både fladskærme og anden elektronik. Der blev benyttet Primare elektronik i form af Pre 30, A33.2 og CD 31 til at spille musik over et sæt System Audio Mantra 60. Ligesom den øvrige stand havde man fået det hele integreret så man sad med en fornemmelse af at man var på lyttebesøg i en almindelig stue, og ikke var til hifimesse, meget overbevisende. Som en lille bonus var der mulighed for at deltage i en konkurrence og vinde et sæt System Audio 1550.





High Performance Audio
Her havde man valgt at lave en stand der skulle være mere end blot et udstillingsvindue for ZenSati kabler, Wilson Audio og Krell og var gået hele vejen og havde arbejdet hårdt for at optimere akustikken, for bagefter at beklæde hele rummet med sort stof. Dermed fik man et lokale der fremstod totalt aflukket og meget anderledes end resten af messen, og det havde den effekt at det eneste man visuelt kunne fokuserer på var selve udstyret. Derfor endte High Performance Audio også med at løbe med prisen for bedste totaloplevelse, delvist hjulpet på vej af et dobbelt setup i den tunge ende med henholdsvis Sonus Faber Stradivari Homage (der med en pris på 265k ikke engang var usædvanlig på messen rent prismæssigt), og nyheden Wilson Audio’s Sasha W/P der var lidt billigere med sine 222k for et sæt. Udover at være stærkt repræsenteret på alle etager, kan man kun frygte for lønomkostningerne da High Performance Audio havde en masse folk i alle rum, dog naturligvis flest i Highend rummet i stueetagen. Med to sæt højttalere havde man valgt at spille med to slags meget forskellige elektronik, henholdsvis Krells Evolution serie (406,505 og 202, ca. 430k i alt) og et Audio Research setup med DC 8, Ref 5 og ikke mindst 610T rørmonoblokke, hvilket i alt løber op i små 550k. Det hele er naturligvis uden prisen af kablerne. Mest bemærkelsesværdigt var at der langs den ene væg var opsat 4x Wilson højttalere i postkasserød. Man kan mene hvad man vil, men på en total sort baggrund fremstod de meget skulpturelle, og ikke mindst som noget der lige så godt kunne have været kunst i stedet for højttaler. 






Dynaudio

Dynaudio havde fået sig et dobbeltrum, og udnyttet det fuldt ud. De fik prisen for bedste rum på messen, idet det havde lykkedes dem at lave både almindelige displaystand, fire stuemiljøer med sofa og møbler, samt demofaciliteter til at fremvise deres nye Consequence Ultimate Edition, der med en pris på 359k lagde sig sådan lidt i midten blandt alle de andre highend højttalere på messen.
Udover nogle aktive opsætninger, havde man valgt at fremvise Confidence C1, der blev suppleret med Moon i7 forstærker og Supernova cdafspiller, mens et sæt Contour S1,4 fik strøm og signal fra et meget stilrent og diskret sæt DLS CD One / Amplifier One. Til at demonstrere topmodellen havde man dog medbragt lidt tungere grej i form af en Macintosh McD500 cdafspiller/forforstærker, der blev flankeret af to massive MC1,2 KW monoblokke, der som navnet antyder, skulle kunne leverer 2,1 kilowatt hver.




Tapeconnection
Tapeconnection havde reelt leveret meget grej til Dynaudio standen, men havde valgt også at have en lille men velbesøgt stand ude foran, hvor man blandt andet kunne få kig på Monitor Audio højttalere, der i forhold til hvad der ellers var på messen fremstod utroligt billige.

 



Pioneer

Pioneer havde deres “sædvanlige” surround rum, og igen i år blev der ikke alene fremvist topmodeller og nyheder (LX 72 receiver), men der var også plads til at LX91 BDP afspilleren og LX90 receiveren fik lov til at vise hvad det kunne på det benyttede 5.1 -EX surroundsæt. Udover et udvalg af både specielle såvel som mere kommercielle koncerter og optagelser, fik de to repræsentanter fra Pioneer vist hvordan surround og musik kan gå op i en herlig total oplevelse med ”Tenacious D in the Pick of Destiny”, der fik lov at leverer både billede og lyd i en ufatteligt underholdende pakke. Pioneer standen var som forventet ren, pæn og stilet, med alt sat op som efter en rettesnor.





Hifi freaks

Hififreaks havde to store rum i stueetagen, et highend stereo rum og et surroundrum med lidt mere overkommelige priser. Man havde brugt Chorus serien til at fremvise et acceptabelt kompromis imellem pris og kvalitet, og benyttede 816 til bagkanalerne, 836 til front, SW 800 subwoofer og CC800V til center. Som elektronik benyttede man Hififreaks nye mærke, Sherwood, og havde medbragt en 872 receiver og en BDP-6003 Blu-ray afspiller. Der blev tærsket transformers og Ironman til den store guldmedalje, og ellers blev rummet brugt til at fremvise firmaets andre modeller. I det andet rum havde man valgt at fremvise Densens topmodeller inden for cdafspiller, forforstærker og effektforstærker, og ikke mindst et sæt Focal Utopia Scala. Begge dele udmærkede sig ved pæne og rene linjer, og den centrale placering i det ellers meget bare rum fik især højttalerne til at stå frem fra alt andet. Dog var det muligt også at få kigget lidt på Utopia seriens standermodel. Ude foran rummene havde man en større stand hvor man fremviste stort set hele Stax sortimentet af hovedtelefoner.








MJSA / ZenSati

Det helt store trækplaster var uden tvivl Michael Fremers analog seminar, der formåede at trække fulde huse hver gang, på trods af at der var et meget stort antal pladser. Selve seminaret blev afholdt i en frigjort og afslappet tone, det var meget praktisk orienteret, og indeholdt ikke mindst en masse indbyggede jokes, der skulle fjerne noget af den lidt højtidelige stemning der trods alt var i et rum fyldt med branchefolk, og et setup der fyldte et halvt rum og kostede flere årslønninger. Udover at fjerne kompleksiteten omkring opsætning af pladespillere, havde man en glimrende brug af storskærm, der gjorde at man nemt kunne følge med i selv de mindste bevægelser. Der blev krydret godt op med anekdoter der havde til formål at fortælle at det skal være sjovt, og ikke hysterisk når man leger med en pladespiller, og sammen med brugen og anvisningen af praktiske redskaber fik man mere og mere fornemmelsen af at det ikke var meget anderledes end at gå og pudse på en gammel veteranbil. Elektronikken var leveret af Moon, der bød på et sæt w7M monoeffektforstærkere til ca. 130k, en P 7 forforstærker til 60k den helt nye 750d DAC samt tilhørende Riaa.  Til det store pladespiller setup have man valgt en Ypsilon Riaa til 260k, der skulle matche en komplet Pythagoras pladespiller til en lille halv million (vist nok plus moms) og en EAT Forte med Ikeda tonearm der dog ”kun” kom op på ca. 100k. Meningen var naturligvis også at skabe opmærksomhed og fokus på ZenSati, et nyt kabelmærke, der havde alle tre serier (meget enkelt benævnt #1,#2 og #3) med et signalkabel, et strømkabel og et højttalerkabel i hver serie, hvorefter der selvfølgelig var ZenSati kabler til alt, i alle rum der havde noget som helst med MJSA eller samarbejdspartnere at gøre. En dyr omgang, men Michael Fremer havde det vist ganske rart med at lege med det.






Audio Stone

AudioStone var kommet til messen som et forsøg på at vise noget anderledes, og det skal man da love for at de fik gjort. De mødte op en hel flok mennesker med skandinavisk accent, hvilket nok skyldes at Audio Stone (der laver racks i… ja, sten) er norsk, mens højttalerne fra Perfect8 stammer fra Sverige. Der var medbragt elektronik fra græske Ypsilon. Centralt og altdominerende stod Perfect8’s topmodel, The Force, midt i rummet i sin kombinerede glas og guld konstruktion. Konstruktionen var uden tvivl messens mest kontroversielle højttaler, bånd eller ej. Det var prisen på over 2,3 millioner for et sæt højttalere også, men vi kan berolige med at der til prisen medfølger fire The Force subwoofere med to 12” enheder i hver. Det hele er dog passivt så der skal stadigt købes ekstra forstærkere ind. Alt, også firmaets øvrige modeller, var i glas og guld, uden undtagelse. Ypsilon elektronikken var måske lidt mere ”overkommelig”, SET-100 effektforstærkeren stod til 216k, VPS100 forforstærkeren til 180k. DAC100 til 135k, mens man kunne nøjes med at give 112k for CDT100 cdafspilleren. I alt var der for små 3 millioner, hertil kommer så kablerne… Så kan man altid overveje om man evt. vil have et nyt hus til.



Vassago / Artsound / Absolutehifi
VassagoHifi brugte messen til at fremvise Vienna Acoustics nye topmodel, The Music, og Magma højttaleren fra det nye agentur, Consensus Audio og ikke mindst Wadias 381 cdafspiller. Alt var forbundet med Yter kabler, og der blev benyttet en Pass Labs XP20 forforstæker, og Pass Labs 100,5 monoblokke, der skiftevis trak The Music og Magma.



Artsound
Hans Iversen fra Artsound var som altid flink til at demonstrere de lånte Bird fra Marten Design, og ikke mindst PS Audio som Artsound har fået argenturet på, især deres ”cdafspiller” var en sjov oplevelse, og til 40k er en separat transport og DAC med touch display blevet mere tilgængelig og stilren end man ellers er vant til. Artsound kunne også fremvise den nye Raven Black Night pladespiller, der dog ender på 200k uden arm og pu.. Elektronikken kom fra Asethetix for med en Eclipse riaa, Calypso forforstærker og Atlas monoblokke.



Absolutehifi

Absolutehifi var nye på messen men havde lagt hårdt ud med deres Kawero højttlere fra Kaiser Acoustics, som kendere vil genkende på brugen af RAAL bånddiskanter, konstruktioner der i den billigste version koster 300k for et sæt. Man havde valgt at bruge Lavardin elektronik og få signalet fra en DcS Puccini til 142k. Der blev herudover budt på Vertexaq kabler og Berning’s Quadrature Z forstærker til små 200k. På trods af at firmaet er relativt nyt, har Absolutehifi et meget bredt program, og står med import og distribution af mange anerkendte mærker i den lidt tungere ende, inklusiv Marten Design, DcS og Berning.





Dynamax

Dynamax har før vundet messepriser for deres lyd, og for tvivlerne kunne man i år hører hvorfor. De monomentale JBL Everest var som resten af alt grejet i rummet placeret på en sort pedistal, toppet af med 65kgs fortovsfliser, der gav et meget anderledes, men smukt visuelt indtryk. Der blev dog ikke kun spillet på Everest, der med sine 450k for et sæt ikke engang var specielt dyre i dagens anledning, men hovedfokus var lagt på østrigske Ayon Audio, og man havde medbragt både Gyrfalcon G og Blackbird højttalere, der dog længe har levet en lidt anonym tilværelse i Danmark.
Alt elektronikken var ligeledes fra Ayon. Der blev brugt henholdsvis Triton og Thor rørforstærkere til Ayons egne højttalere, hvor man også kunne få set lidt på en CD2, mens JBL Everest fik en CD5, en PolarisII forforstærker og to Typhon rørmonoeffektforstærkere bag sig, samt en Skylla DAC, der har indbygget forforstærker og mange digitale ind og udgange. Godt nok starter Ayon med priser fra 20k for den mindste integrerede, men på trods af at priserne vokser, synes de helt voldsomme prishop først at komme til sidst, og CD-2 ligger på 28k, mens Triton og Thor går til henholdsvis 39k og 48k, hvilket (desværre) ikke engang er dyrt for en integreret single-ended triodeforstærker. Især Ayons Blackbird hornhøjttaler synes dog at fremstå som en smuk og velafbalanceret konstruktion, og det kunne være sjovt at se om den kan finde indpas på det danske marked.





High Sound og Hifi Cable

De to kabelpusherstande var meget behændigt lagt lige ved siden af hinanden, og bød på meget forskellige løsninger til ethvert AV behov. HifiCable havde medbragt specielle kabelskinner som man sælger med det formål at tilbyde hifi og hjemmebioentusiaster et alternativ til det billige, ufleksible og firkantede plastic der kan fås hos isenkræmmeren. High Sound ville ikke stå tilbage for alle de andre der havde producentrepræsentanter med, og havde inviteret Søren Bertram der laver kabler under eget navn, til at komme og hilse på og svare på spørgsmål, et rigtigt godt initiativ.

High fidelity
Som sædvanligt var Highfidelity også på messen så man kunne få en snak med skribenterne bag, eller blot benytte lejligheden til at købe nyeste nummer der desværre skulle vise sig at være det definitivt sidste nummer i det hele taget.






Earthquake Danmark
Hos Earthquake fremviste man de to nye modeller i Titan serien, Telesto og Tigris. Telesto udmærker sig udover sit design ved tilsyneladende at være den højttaler i verden der har flest patentansøgninger bag sig. Bas/mellemtoneenheder er i ”ballistic kevlar”, mens den waveguidede  kompressionsmellemtone står smukt til kabinettets øvrige skulpturagtige udformning. Herudover fremviste man en række subwoofere, højttalere og forstærkere. Mest bemærkelsesværdig var deres CouchPotato, en sub til at lægge under sin sofa. Herudover fremviste man Thor, en inwall subwoofer der kan levere ned til 20 hz gengivelse. Derudover var der basenheder og plate-amps til gør-det-selv folket. Det frygtede taktil-enhed/Supernova subwoofer jordskælvssimulator setup fra KT-messen i Odense var også medbragt. Jeg måtte dog noget konstatere at mens børn og kvinder fandt rysteturen ganske underholdende, så var det for voldsomt for selv store velvoksne mænd, og man var i tvivl om man skulle grine eller græde når de sprang af i utide. Herudover kunne man fremvise en af messens billigste (og mere eller mindre eneste aktive) højttaler sæt ”I-quake” Som er et 200 watts system med Ipod- og subwoofertilslutning.



Københavns Hifiklub

Klubben tidligere kendt som Herlev Hifiklub havde fået sig en lille stand, og initiativet er ganske godt, og en smart måde at vise ansigt på og ikke mindst hverve nye medlemmer til foreningen.




Bowa Hifi

Bowa Hifi havde valgt at fremvise mange af deres prisbillige modeller fra Trends, Aurum Cantus, TMC og SoundRight. Herudover havde messedebutanten en konkurrence kørende, og for dem der gerne vil have lidt mere end bare de billige Chordette Gem man have med til messen, kan Bowa nu leverer det fulde Chord Electronics program, der ganske godt matcher det prisniveau mange af de andre udstillere diskede op med.

 
Første Sal




High performance Audio

High Performance var som eneste udstiller repræsenteret på samtlige etager, og på første sal havde man valgt at fremvise Montana højttalere i form af SPI modellen, sammen med PBN Audios Olympia serie der stod for elektronikken med en LX forforstærker til over 180k og et HT4 effekttrin til 37k, sammen med Harmonic Technology kabler og en Plinius cdafspiller i form af CD-101.





Exotic Audio / AB Audio

I det primære Exotic Audio rum havde man valgt at fremvise Audiaz højttalere til den store guldmedalje, og for at sikre korrekt information til interesserede kunder havde man endda medbragt en af folkene bag, der på et nydeligt engelsk gav svar på alle tekniske spørgsmål man måtte kunne finde på at stille. Audiaz topmodel Saria til 180k tilsluttet til to EAR 509 monoblokke, en 921 forforstæker og Accute cdafspiller. Der var kablet op med MIT, for vinylelskere var der endda medbragt en Disc Master pladespiller, også af EAR fabrikat. Det hårde arbejde lønnede sig også og Exotic Audio vandt prisen for bedste lyd på messen.






Exotic Audio / AmforaMusik

I det andet af Exotic Audios rum stod Troels fra AmforaMusik klar til at tage imod, der blev brugt en Verdier Nouvelle Platine pladespiller med Helius arm og en Zyx pickup. Forforstærkningen blev leveret af en EAR 868, mens en 861 stod for effektforstærkningen. Selve højttalerne var EARs egne Primary Drive Loudspeaker, en meget anderledes dipol højttaler designet af Tim De Pravacini.





Frequence

Frequence introducerede på messen deres PCA og Flex serier. I stueetagen kunne man se en udstillet model af PCA Goa, der som navnet indikere er en fest højttaler der skulle kunne leverer et tryk på op til 130db til en overkommelig pris. Flex serien introducerer et helt nyt byggekoncept som det kendes fra reoler og køkkener. Der findes grundlæggende sub og diskant/mellemtone moduler, som man så kan sammensætte efter behov. Der er et indbygget rabatsystem, således at det er billigst at købe 2x3 moduler (2x diskant/mellemtone, 4x bas) til 25.000 fra start, end at skulle købe et enkelt moduler af gangen. For at øge fleksibiliteten kan modulerne også leveres aktive, de udstillede var dog passive. De tilhørende submoduler leveres som udgangspunkt aktivt med Hypex moduler med DSP. Selve kabinetterne er lavet på en møbelfabrik i Thistrup. For at bibeholde linjen med et enkel setup der ikke må koster for meget fremviste man et passende sortiment af Music Hall elektronik der træk demosættet, med en A50.2 forstærker, DAC 25.2, T25.2 radio og en CD25.2.





Sound Defined /Sound & Magic

Sound Defined er herhjemme mest kendt for importen af EMM Labs cdafspillere, og havde til messen slået sig sammen med Sound & Magic Odense, der brugte en EMM XDS1 cdafspiller til 156k og en Vitus Audio SS-010 forstærker til 100k for at kunne trække prototypen af de nye Ampli højttalere, der dog vil komme i flere versioner fra 170-360k for et sæt. Det var en prototype fra topserien Manifesto kaldet Preludia man havde medbragt. Højtaleren var i en atypisk nubret finish, der blev herudover fremvist subwoofer systemet Altoz, og Amplis udvalg af subwoofere kommer til prismæssigt at spænde fra 95k til lidt over 150k. Det skal blive spændende at se hvad det nye højttaler mærke vil byde på. Herudover introducerede man også Stealth Audio kabler, samt kabler fra Sound Defined, men Amplis Preludia højttalere og Altoz subwoofer tog al opmærksomhed.






Accoustic Force

Acoustic Force havde et dobbelt setup med gulvmodellerne i den ene side, og standerhøjttalere i den anden side. På elektronik siden havde man valgt Music Halls 25.2 forstærker, DAC og 9-1 pladespiller til de små højttalere, og en Roksan pladespiller, Bladelius Ymer effektforstærker, en Gondul med indbygget forforstærker samt en EMM Labs cdafspiller. Der blev spillet på Apollon, Amor Grande samt Acoustic Force egen prototype/udviklingsmodel. Rummets opsætning var faktisk meget velfungerende, og ideen med at spille skiftende på to forskellige setups virkede faktisk ganske udmærket sådan at folk kunne få hørt netop den model de gerne ville høre. Højttalerne er meget sort i sort, men man blev dog forsikret om at de forskellige modeller kan leveres i andre farver end sort. Priserne variere fra 23-65k per sæt, men mest bemærkelsesmæssigt er den soft-touch paint der bruges, og som giver en meget speciel fornemmelse på overfladen.




Anden Sal


Bigture

Der har været en del hype omkring det nye TV som man er ved at udvikle hos Bigture/AV Precision, men uanset om man vil råbe brugerdreven innovation eller ej, så må man sige at prototypen så meget meget lovende ud. Det var meget begrænset hvad man reelt kunne lokke ud af Otto, og selv anlægget var dækket til, så kun de anonyme Audium højttalere kunne ses. Der blev heftigt debatteret, og først da messen sluttede kunne man få et par småting ud af Bigture. Blandt andet vil man arbejde lidt med fjerbetjeningen, både udformning, placering af knapper og farvevalg. Og så vil man, vist nok, have to indstillingsmuligheder. En standard hvor alt virker når man sætter strøm til, og så en hemmelig ”entusiastknap” der åbner op for en ren skattekiste af indstillingsmuligheder, ting som den almindelige forbruger heldigvis ikke behøver at bekymre sig om. Herudover viste man Oppo’s Blu-ray afspiller, der udover et godt billede fremviste en feature som mange andre mangler, nemlig hurtig opstart. Afspilleren er allerede før de første eksemplarer er kommet blevet forudbestilt af forventningsfulde entusiaster.





Exclusive Hifi /Flex Audio

Desværre var der kommet en forretningsrejse i vejen, så Rune fra Flex Audio måtte bemande standen helt alene hele weekenden. I et meget rent setup havde man valgt at bruge Burmesters Rondo forstærker og Cdafspiller til at fremvise Raidhos Ayra C-1 højttalere sammen med Nordostkabler for en mindre formue, kombineret med Quantum strømrensning og en Clearaudio Master Reference pladespiller til en små 360k. På trods af at være et af de mindste setups i de små suiter var det dog også et af de dyreste da elektronik og højttalere løber op i små 150k + pladespiller.






Teknifi

Ligesom sidste år havde Tekni-fi Fletcher (kendt fra Nottingham Analouge) pladespillere med. De fremviste modeller var dog først blevet lavet og godkendt som produktionsmodeller i stedet for prototyper 14 dage forinden, men den ene kommer til at hedde (med 99% sikkerhed)  Basic, og var så ud til at være identiske med de prototyper der blev fremvist sidste år af Tom Fletcher selv. Det er vist ikke helt sikkert mht. prissætning, men man skal nok regne med ca. 20k, for denne basismodel. Der var medbragt elektronik fra Manley, Steelhead Riaa, Snapper effekttrin og en 330B forforstærker. I år vekslede man imellem at spille på Harbeth 30, der på trods af deres størrelse og charmerende spillestil gjorde sig godt i det forholdsvist store rum, mens man også havde medbragt de mere ukendte Triangle Genese Quartet højttalere af fransk oprindelse. På grund af titaniums diskantens spredning på det vertikale plan havde man desværre været nød til efter bedste beskaffenhed at placere dæmpeskum på højttaler og loft for at undgå et totalt akustisk kaos. Teknifi havde også en lille udstillings stand for neden hvor man fremviste Peachtree Nova, elegant designet integreret forstærker med DAC.



HNPC

Hos HNPC var det Gemme Audio der var i centrum med deres Katana og Vivace v2 højttalere, baseret på et såkaldt Vflex princip der skulle gøre det muligt at flytte utroligt meget luft fra en blot 4” enhed. Elektronikken var fra Tri, og især TRV-M88SE monoblokkene gjorde sig flot til de sorte Gemme højttalere. Standen var meget enkel, og meget diskret, men viste samtidigt at man sagtens kan have et flot og enkelt system uden at fylde stuen eller tømme tegnebogen (cdafspiller til 13k, monoblokke til 25k og Vivace til 42k).





Jumon Audio

Jumon Audio brugte messen til at fremvise deres sortiment af Virtue Audio forstærkere, der må siges at hører til markedets mindste modeller både pris- og størrelsesmæssigt. Man brugte en Pathos cdafspiller forbundet til en King Rex Preference forforstærker, der med Riaa kravler op på 13k, mens der blev benyttet en ny prototype af Virtue Audios M5001 monoblokke til 10.000 for et sæt. Lyden blev leveret af et sæt Mark & Daniel Maximus-Mini til 7000 for et sæt, højttaler der ikke just er kendt i den danske audioverden. Forforstærkeren udmærkede sig ved en særligt smart feature, idet at man kan tilgå riaa delen fra toppladen, hvilket letter betjeningen ganske betydeligt. Som en af flere stande havde man også en konkurrence kørende til glæde for messegæsterne.





Holm

Holm Acoustics fremviste deres spritnye SP2 højttaler, en aktiv 3vejs med 3. generations icepowermoduler, hvor der er mulighed for at bruge det indbyggede såvel som et eksternt digitalt delefilter. Den er bestykket med en Illuminator diskant, 4” mellemtone og en 8” bas, bygget i stacked MDF, med en top, bund og frontbaffel i massiv anodiseret aluminium, som enhederne er monteret direkte i. Til 200k for et sæt hørte det ikke ligefrem til messens billigste, men absolut et af de mest stilrene og diskrete. Elektronikken var Holms egen DSP pre1 der udover at være en helt normal forforstærker, kan korrigere i tidsdomænet helt ned til hvad der svarer til 0,1mm, og virker som et aktivt 3 vejs digitalt delefilter. Herudover brugte som man kilde Holms egen CD 1, der adskiller sig ved at læse cd’en flere gange for at sikre at aflæsningen er 100% korrekt. Udover messetilbud med heftige besparelse, blev der også budt på en konkurrence hvor man kunne vinde en Holm målemikrofon, der dog mest af alt lignede en rekvisit fra en science-fiction film.






Scmidt Audio

Schmidt Audio brugte messen til at søsætte sine Locus kabler, men langt mere vigtig, et pilotprojekt i form af et nyt dansk højttalermærke, Liberty Audio. Elektronikken blev leveret af Red Wine Audio, der blev brugt en Isabella forforstærker og DAC, mens to sæt Signature 70.2 monoblokke leverede den nødvendige strøm til højttalerne. Der blev fremvist to modeller på messen, Freedom med traditionel diskant og en 8” fuldtone og den mindre Folk Singer model med en Fostek enhed og en rundstrålebånddiskant. Udover en anderledes måde at bruge enhederne på, byder Liberty Audio på et regulerbart delefilter hvor der også kan justere niveau, og det skal blive spændende at se hvad det kan blive til i fremtiden. Der blev demonstreret med både en KEF og en noget dyrere Velodyne subwoofer. Prisen lander på 25k for den store Freedom model.






orner Audio Systems

En af udstillerne var så nye at de ikke var kommet med i hverken showguide eller andet, nemlig Corner Audio Systems. Her er tale om et nicheprodukt, en højttaler lavet specifikt til at stå i et hjørne. Løsningen hedder en Vifa diskant med en 6” Peerless bas/mellemtone, der er monteret i en buet frontbaffel, men med en vinkelret bagside. Systemet er lavet til at blive brugt sammen med en sub, og præsterede en meget anonym tilværelse med fokus på selve lyden. Prisen ender på 3500 stykket og vil kunne købes i KT Radio på Frederiksberg, og man havde valgt at matche højttalerne rent prismæssigt med Audiolabs 8000 s forstærker og 8000 CDE cdafspiller. Følsomheden på 91db gør løsningen spiselig for de fleste, og der er også blevet lavet en professionel udgave til installationsbrug.





Amphion
Som dagens anden overraskelse kunne man få sig en snak med Ole Lund Christensen der var mødt op for at fremvise Amphion. Ole Lund Christensen er herhjemme mest kendt for sine SiriuS forstærkere, men er gået over til at arbejde med det han rent professionelt startede med, højttalere. Som udvikler for finske Amphion har Ole Lund Christensen kunnet få lov at arbejde med en af sine personlige kæpheste, waveguides der reelt fungerer som små horn. Der var medbragt den nyeste kreation, Helium510, og for at holde det konevenlige og neutrale look have man suppleret med Audio Analouge Puccini forstærker og en Paganni cdafspiller. På trods af ikke at være en vårhare længere, må man sige at Ole Lund Christensen fremstår yderst entusiastisk omkring sine frembringelser. Waveguide der fungerer som horn, og med lav delefrekvens har herhjemme været bedst kendt fra SP Technologi der har lavet højttalere på denne måde i mange år, og sælges af Studio Sound. Ikke utænkeligt at Amphion har ladet sig inspirere ualmindeligt kraftigt af SP Techs måde at gøre tingene på.




High Performance
High performance havde sørme også snuppet et rum på anden sal, og demonstrerede PenAudio Serenade samt Plinius forstærkeren Hiato med en tilhørende CD-101. Således var der en rød tråd, i og med at det fremviste setup i stuen var det dyreste, det på første salen i mellemklassen, og det setup man havde på anden sal var det billigste af de tre, på trods af at det stadigt koster over 150.000 kroner (58k for Hiato, 32k for CD-101 og 63k for Serenade).




Redaktionen siger tak til udstillerne for en sjov messe.


 

 

 

 

 

 

 

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.