Audiovectors grundlægger Ole Klifoth kiggede forbi Lyngby for at demonstrere det nye trådløse og aktive Discreet system.
På en halvkølig dag havde Lydportalen i Lyngby
inviteret til dem af Audiovector. Lydportalen er en god gammeldags og klassisk
lokal hi-fi-forretning, men er samtidigt så speciel, at den fortjener sin egen
billedserie, og ikke mindst en beskrivelse af de mennesker, der står der til
hverdag, hvilket kommer i en senere artikel.
Lydportalen er en af de største forhandlere af
Audiovector i Nordsjælland, om det var årsagen vides ikke, men i stedet for
salgschef Peter Stenberg, der ellers normalt forestår demoer for Audiovector
med et glimt i øjet, var det i dagens anledning den store chef, direktør og
grundlægger, Ole Klifoth, der stod i Lyngby. Ole Klifoth var i særdeles godt
humør, og det var fra start til slut tydeligt, at der her ikke var tale om en
sælger, men en udvikler der var blevet lukket ud til potentielle købere, og
demoen emmede af, at det ikke var en indstuderet salgstale, men en glad
udvikler, som talte frit fra leveren.
Den humørfyldte aften startede med en kort introduktion til Audiovectors tanker omkring trådløse systemer. Der var medbragt løse moduler, hvor alle kunne få syn for sagen, mens de tog for sig af forfriskningerne, der var stillet til rådighed af Lydportalen. Den velbesøgte demo fik også lov til at tage et nærmere kig på Audiovectors 1 og 3 serie i aktiv form, der danner basen for Discreet demoen, imens at Ole Klifoth fortalte om udfordringerne med at kunne tiltrække både eksisterende kunder, der skulle kunne opgradere eksisterende anlæg, og samtidigt være attraktiv for nye og måske også yngre kunder.
Herefter var det tid til en grundig gennemgang af Discreets opbygning.
Discreet er Audiovectors bud på trådløse
højttalere og streaming, og de griber det lidt mere grundigt an end de mange
andre løsninger, der findes. Audiovectors løsning er nemlig ikke bare en boks
og streaming, men inkluderer også en opgradering af højttaleren til aktiv
drift. Således består Discreet af både en styreboks, der giver strøm til de
aktive moduler, denne boks tager imod både analoge signaler, der er optisk
indgang, samt håndtering af trådløse signaler fra enten android, iphone, samt
bluetooth.
De aktive digitale moduler indeholder DSP, DAC,
filterfunktion samt en switch til hvert forstærkermodul, således at man kan
regulere frekvensresponsen en smule. DSP-delen er udviklet i samarbejde med
studerende fra Linköping Universitet. Dette betyder, at man bl.a har valgt
aktivt at styre niveauet af både lige-harmonisk forvrængning og faktisk er endt
med at tilføje en meget lille mængde ulige-harmonisk forvrængning ind som et
forsøg på at tilpasse sig den lydsignatur, som øret bedst kan lide. Herudover
giver det Audiovector mulighed for at lave eksperimenter og eksempelvis lægge
tidsforsinkelser ind. Formålet med DSP-funktionen er dog at opnå en lyd, der er
så tæt på, hvad der kan opnås med et passivt system.
Der kan laves et bitperfekt 24 bit /192 khz signal, og den lille digitale
hjerne i modtagerboksen kan lære funktioner fra eksisterende fjernbetjeninger.
Man kan naturligvis opgradere sit eksisterende
anlæg, men som udgangspunkt er Audiovectors ide, at kunden køber et fuldt
aktivt system fra start af, hvilket i de mindre modeller byder på et enkelt
aktivt modul. I de større Si 3 Avantgarde Arreté har hver enhed sin egen
forstærker.
Selve demoen foregik til dels med et lille tovejs system, hvor folk skiftedes
til at betjene det, også på tværs af butikken, mens den egentlige lyddemo fandt
sted i Lydportalens dedikerede stereorum i kælderen. Den uformelle tone blev
holdt hele vejen igennem, og da både teknik og musik var gennemgået, så fik
alle fremmødte både lov til at lege med betjening og musik efter egen fri vilje
til det var tid til at komme hjem i seng.
Der er mange bud på trådløse og aktive systemer,
men Audiovectors Discreet system ser ud til at være særdeles nemt i både
opsætning og betjening, uden at det er gået ud over kvaliteten. Det bliver
spændende at se om ikke hi-fi-folket tager positivt imod Audiovectors særdeles
spændende bud på en streamingsløsning.
For yderligere information, kontakt
Lydportalen
Lyngby Hovedgade 15G
2800 Lyngby
TLF: 39951122
email: lyngby@lydportalen.dk.