Nine Horses: Snow Borne Sorrow

Af: TS - 1/12-2005

Nine Horses kender de færreste, men siger vi David Sylvian, ringer der måske en klokke for nogen.

Coveret er i virkeligheden en reproduktion af Wes Mills billede fra 1995: "us two sitting". David Sylvian har på mange måder i 20 år bevæget sig væk fra sit udgangspunkt i Japan, og på nogle måder er han stadig hvor han var, da Japan var på toppen med singlen ”Ghosts” som vel er den mest mærkværdige melodi der nogensinde har nået top 10 i England. Nu har David Sylvian så slået sig sammen med sin bror Steve Jansen (de hedder rigtigt Batt til efternavn, de nuværende efternavne er kunstnernavne) som han også var sammen med i Japan, og med Burnt Friedman som mest har rodet med forskellige former for electronica. Og sammen har de skabt gruppen Nine Horses. Sylvian, Jansen og Friedman Som alle andre gange hvor David Sylvian har været med i en gruppe, bærer lyden umiskendeligt præg af David Sylvian, således også denne gang, men der er dog flere overraskende elementer i forhold til normalt. Det hører man allerede når første melodi starter, og der høres en kvinde synge kor, ganske atypisk for Sylvian, og pludseligt går det op for en at det er Stena Nordenstamm der er synger duet med ham. I andet nr hører man det mest up-tempo nr af Sylvian i årevis, og det understreges af en kraftig forvrænget guitarsolo. Med andre ord virker det som om Sylvian udforsker nyt territorium, mens han stadig har sine ben solidt plantede i sit typiske lydbillede. Det betyder at mange af numrene næsten er ubeskrivelig smukke, og elegant komponerede. Samtidig er musikerne som altid fremragende, og flere har deres baggrund i Jazzen hvilket tydeligt høres i musikken. Listen over gæstemusikere indbefatter således Ryuichi Sakamoto, Arve Henriksen, Hayden Chisholm med flere. Arve Henriksen spiller utroligt smukt på trompet, og hans arbejde er fuldt på højde med det Jon Hassell leverede på Brilliant Trees. Samtidig er Steve Jansen en fremragende trommeslager der formår at spille en millimeter offbeat, så man i nogle numre får den der ”slæbende” fornemmelse, der giver fornemmelsen af en kant under rytmen. Strukturerne gentages igen og igen, og samtidig bliver man opmærksom på at selv om Sylvian har en bedrøvet men utrolig smuk stemme, så er teksterne for en gang skyld generelt utroligt positive, og der er i flere numre mere ”kant” end normalt. David Sylvian har været produktiv i årene efter opløsningen af Japan, han har fundet sin egen stil, og niveauet har generelt været højt, med enkelte albums der må kaldes deciderede mesterværker. Nine Horses er klart det bedste fra hans hånd de seneste 7-8 år. Et på alle måder anbefalelsesværdigt album, som må stå som et af de bedste i 2005. Men samtidig et album der kræver en del af lytteren, og er du ikke klar til at give det 10-15 gennemlytninger inden du fælder din dom, er det intet for dig. Giver du dig til gengæld tiden, stifter du bekendskab med en kunstner der kompromisløst skaber noget af det smukkeste musik man kan høre i dag. Check i øvrigt: www.ninehorses.com for mere info, incl videoclips af optagelserne !