Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Martin Logan Neolith demo hos Interceptor Audio

Vi besøgte Nordsjælland for at høre det ypperste Martin Logan kan tilbyde, og besøge en gammel selvbygger der har gjort hifi til sin levevej.

Interceptor Audio er sådan en klassisk hifihistorie. Jesper Johannesen startede i sine unge dage som selvbygger, og med så stor succes at han kunne sælge sine konstruktioner. Desværre skal man jo op på en vis volumen, og produktionsudstyr, og det var nok lige i overkanten. Resultatet blev, at en ung Jesper Johannesen opgav drømmen om at leve af at leve af egne konstruktioner, og kastede sig i stedet over at importere produkterne. Dette har ført til nogle meget langvarige agenturer, og Interceptor er nu nok mest kendt for importen af Cayin og Martin Logan, om end programmet rummer alt hvad hjertet kan begære af både analogt og digitalt udstyr.





Hovedfokus ved dagens besøg er Interceptors hårde slid for at kunne byde eksisterende og kommende kunder på en lyttesession som er lidt ud over det udsædvanlige: Martin Logans spritnye topmodel, Neolith.

Sådan en konstruktion er ikke for småbørn. Eller for folk uden en solid indkomst. Neolith ligner Martin Logans normale hjemmemodeller, der er kendetegnet ved et elektrostatpanel monteret på et kabinet med en aktiv og/eller passiv basenhed. Men så er der heller ikke så mange flere fællestræk. Det er Martin Logans klassiske Curvilinear Line Source panel, det er utroligt robust, og ejere af nyere Martin Logan modeller vil vide, at det er et panel der kan tåle kontakt, og ikke er så skrøbeligt som mange går og tror. Selvom at højttaleren er stor - meget stor - så er den ikke så dominerende som man kunne frygte. Sandsynligvis på grund af elektrostatpanelets mange små huller der gør, at lys nemt slipper igennem fra bagsiden. Panelet er derved nærmest gennemsigtigt.





Selve elektrostatpanelet er enormt. Selv hvis man har set og oplevet Martin Logans Statement model så er hér over en tredjedel mere overfaldeareal. Det bliver fastholdt af en Phenolic Resin polymer der skulle være lyddødt. Delefilteret er af Vojtko typen, og kan indstilles på flere måder således at højttalerne kan kobles optimalt til rummet. Alle komponenter er, ikke overraskende, i den super audiophile ende.

Der er lidt utraditionelt to basenheder; En 15” der peger bagud, og en 12” der peger fremefter. Selve baskabinettet er beklædt med en form for blødt læder. Den ”lille” enhed tager sig af området ned til 60hz, hvorefter 15” enheden tager over.
Det fremviste eksemplar var i en heftig Ferrari-rød farve.
Resten af udstyret i Interceptors demorum betod af Bladelius Ymer MK II Limited Edition. En 2x300 watts svend på 50kg. Der blev afspillet via Embla medieafspilleren med DAC og forforstærker, der også med glæde tog imod den medbragte USB-stick med min musik på.
Kabelværket var hele vejen igennem fra Transparents Musicwave Ultra serie, og der blev brugt Entreq’s Silver Minimus groundboxes.





Og prisen på Neolith? Kr. 776.000,-. Sådan cirka det samme som statsministeren tjener – efter skat.
Der blev kørt den samme demo som interesserede købere får, og herefter stod den på fri leg med egen medbragt musik.

Og hvordan lyder trekvart million elektrostathøjttaler i et demolokale?

Først og fremmest bliver man overrasket over impulsvilligheden. Godt nok er det elektrostater, men alligevel. Herudover slår det én hvor høj og ren lyden faktisk er. Der synes ikke at være begrænsninger, men der er dog grænser for hvor højt man tør spille, når det er andre folks ejendom. Der var dog på intet tidspunkt den mindste smule lyttetræthed eller anstrengthed hos hverken lytteren eller anlægget, og det var trods alt en del timer der blev tilbragt med dette monster af en elektrostat.





Der er – naturligvis – den luftighed og lethed der skal være med udstyr i den her prisklasse, og ikke mindst et enormt lydbillede på alle leder og kanter, dog stadig fantastisk præcist. Gengivelsen i toppen er meget neutral, og kombineret med den gode impulsvillighed og det store lydbillede, er det bestemt en højttaler der vil tiltale segmentet af hifinørder der er glade for liveindspilninger, da gengivelsen må siges at være ganske realistisk, ikke mindst da lydbilledets nærmest studiomonitor-agtige korrekthed gør gengivelsen meget realistisk.

Lyden er så velopløst og fintmasket som man nu en gang forventer med et sæt elektrostater, og ikke mindst med den prislap der følger med Neolith.
Lyden er gennemgående homogen og naturlig, og alt efter positionering kan man vælge om lyden skal omslutte lytteren eller være et panoramavindue til musikken.

Bassen er ren, men med tryk på, og kan levere et ganske imponerende niveau. Kombinerer man alle de førnævnte dyder med f.eks Roger Waters får man en syret, totalomsluttende lydoplevelse, og panoreringen og instrumentplaceringen er i det lag de fleste producenter kun drømmer om. Effekterne og stemmerne får tingene til at virke som et lydteater, en musikbiograf og ikke bare et stereoanlæg.
Gengivelsen er gennemført, og meget åben. Det var en fornøjelse at høre. Og vi håber, at der er et sæt eller to der finder vej til kærlige hjem, og håber på at se et sæt til efterårets Hifi&Surround messe – det burde ikke være urealistisk.

For yderligere information, kontakt
Interceptor Audio
Rypevang 4
3450 Allerød
info@interceptor.dk
www.interceptor.dk
+45 48 16 12 13

 

 


 

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.