Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

High End Audio messe i München

Horn og andre gode sager på hifh End Audio messen i München

Selvom det er superfedt at være på den årlige messe i København, så er der altså lidt mere at komme efter, hvis man tager til den kæmpestore årlige High End Audio messe i München. 
”Ein Mass und einer Würst-Teller mit Sauerkraut” på HofBräu-Haus aftenen før er selvfølgelig heller ikke en dårlig ting.


Messen er en stor omgang og uanset hvilke niche-interesser inden for hi-fi man har, så er der bare masser af det. Der er behageligt frit for surround-sound, fladskærme og det billigste kramfitterknas, til gengæld kan man savle over et væld af enorme pladetallerkener, glødende rør, tykke aluminium-forplader højglans polerede træ-kabinetter og så videre. 




München messen er også stedet hvor du kan møde flere internationale hi-fi kändisser. Jeg så f.eks. Tim de Paravincini fra E.A.R., Ken Ishiwata fra Marantz, Derek Hughes fra Spendor og mange andre.  
Der var mange af de danske producenter repræsenteret også, og f.eks. var det muligt at høre Gryphons højttalersystem præsenteret af Flemming Rasmussen himself.


Horn-systemer,  mit primære mål på messen
Det er ganske simpelt overvældende så meget der er at se og høre, så det er en god idé at planlægge hjemmefra hvad man absolut må opleve. Selvfølgelig skal man også sætte tid af til bare at ose rundt i de kæmpe haller, men selve lytte-seancerne i demo-rummene er i meget høj klasse, så vælg med omhu præcis de ting du rigtigt gerne vil høre. 



Mit mål var at komme til at lytte på store horn-systemer. Mere specifikt ville jeg gerne høre om moderne horn kunne give det  samme løft i detaljer, luft og dynamik i bas området som store mellemtone horn gør i mellemtonen. 

Da horn som bekendt hurtigt bliver meget store hvis de skal gå dybt, er det en tand mere praktisk at opleve dem på High end messen i München, fremfor at bede om et sæt testeksemplarer af hver sendt til nerds.dk’s lyttestudio hjemme hos Kim Olsen privat. 
Selvfølgelig er der også en del forskel på rum, signalkilder og forstærkere, og måske især fordi at der med horn ofte benyttes lav-effekts rørforstærkere. Men man må jo alligevel mene at repræsentanterne vil forsøge at gøre deres bedste ved demonstrationerne, så jeg er bare nødt til at tage det for ’gode varer’ på messen, og hvis der er noget der falder i ens interesse kan man jo altid senere se om man kan komme til at lytte nærmere på sagerne en anden gang. 

Om ikke andet så er der her chance for et par fede lytteoplevelser.

Silbatone Acoustics
Silbatone er et Koreansk firma der samler på vintage horn fra Western Electric,  for så at sætte dem i stand og sælge det for pæne summer til entusiaster over hele kloden. 
Desuden støver de også gamle rør op ligeledes fra Western Electric og konstruerer nogle ret unikke forstærkere med dem.  

Der er helt klart tale om grej i prisklassen hvis-du-må-spørge-så-har-du-ikke-råd, men heldigvis er Silbatone ikke fedtede med at fremvise deres ting, så de sidste par år har de troligt transporteret kæmpe monstrumer af horn til München. 


F.eks. har man tidligere kunnet høre Western Electric 16a, 15a og 13a, der alle er kæmpe metalhorn der nærmer sig de 150Hz eller derunder, og  alle benytter de sjældne og hamrende kostbare compression-drivere WE555 med elektro-magneter eller ’Field-coils’ i stedet for en permanent magnet. 
Jeg  ville rigtigt gerne have hørt disses performance i basområdet, men desværre for mig så spillede de i år på en open-baffle bas model WE-11A fra 1924 med to styk dynamiske 15” enheder og en enorm baffel - men okay det var bestemt heller ikke kedeligt.  Som du kan se på billedet bestod resten af systemet af to stk mid-bas horntragte, et hi-mid multicellehorn i metal og en supertweeter i hver side.


Inden demonstrationen fortalte den meget charmerende President Mr. Manho Oh at vi nu skulle lytte på nogle meget sjældne trioder fra 1910. Han havde kun 3 stk tilbage og de havde kun en levetid på maksimalt 600 timer. Han vidste ikke helt hvor lang tid de havde tilbage hver, ”...så hvis I er heldige” sagde han og pegede ud på os ” ...så holder de hele seancen, men jeg lover ikke noget”. Så blev der ellers sat lidt klassisk musik på pladespilleren og systemet imponerede med dynamik og en detaljering man ikke troede muligt på så gammelt grej.



Med den opsætning og så retningsbestemte low-mid horn var der selvfølgelig en del beaming og en anelse horn-lyd, og bassen var heller ikke helt så massiv som man kunne ønske. 
Men hvis man som jeg er horn-aficionado så kan man godt abstrahere lidt fra dette for at fokusere på andre elementer i lydbilledet, og det er jo heller ikke altid at man lige kan få den aller-bedste plads på sådan en demo.


  
Med henblik på netop alderen og det meget specielle setup er svaghederne helt klart tilgivelige.
Her efter ville mr. Oh demonstrere at systemet på trods af alderen bestemt godt kunne spille moderne musik, så der blev sat Led Zeppelin på og skruet et hak op. Nuuii med fræs på guitaren og en fantastisk tam- og lilletromme overklang der blev gengivet, og alle der har hørt Silbatones system er helt sikkert gået ud af rummet med et kæmpe smil på læben, og en varm følelse indeni.
Læs mere på http://www.silbatoneacoustics.com/

Avantgarde Acoustic
Et firma som de fleste måske netop forbinder med renaissancen af horn, udført i moderne design og med up-to-date teknik er Avantgarde Acoustic. 


Efter at de for ca 20  år siden først ryddede alle hifi-magasinernes forsider med deres farvestrålende og ikoniske modeller Trio og Duo, lancerede de i 2014 model ZERO-1. Der er tale om en elegant designet ’monolit’, med sammenbygget diskant og mellemtone horn og en ikke-hornladet basenhed i kabinet, indbyggede effekttrin, DSP med time correction fra danske Holm Acoustics og digital indgang. (Model Zero-1 har tidligere været demonstreret på Hifi & Surround messen i København 2014.) 

På München messen i år viste de en ny model der hedder UNO-XD. Den er bygget lidt over samme koncept, dog med 2stk  10” basenheder og denne gang med hornene  ’stikkende’ lidt mere ud, så designet mere ligner det kendte Avantgarde look. 

Lyden var i meget høj klasse - åben, detaljeret og ufatteligt homogen – der  var absolut ingen toneområder der stak af. Hvis man skal være über-kritisk manglede der dog netop den der sidste grad af dynamik i basområdet som jeg var på jagt efter, men der var jo heller ikke horn i bassen så det er jo sikkert forklaringen. Til gengæld var basgengivelsen knas-tør og både dyb og magtfuld. 
Absolut en vellydende konstruktion.
Ca. Euro 22.000 /par
Læs mere på http://www.avantgarde-acoustic.de/
Forhandles i dnamark af http://www.artsound.dk/



Horns by Autotech 
Denne polske producent horn laver helt fantastiske glasfiber-horn efter den nu afdøde franske matematiker Jean-Michel le Cléac’hs forfining af den japanske Iwata formel. 



Der sælges både komplette konstruktioner samt selvbyg/medbyg horn. Der loves en ekstrem glat frekvensgang og absolut ingen horn-lyd, men der kræves plads og en vis horn-erfaring for et godt resultat. 
I et ret lille rum blev der demonstreret 3-vejs modellen Universum, som har meget bløde delefiltre på 1. og 2. orden til at dele mellem diskant- og mellemtone-horn, og så det 140 liter store glasfiberkabinet til en 15” basenhed der peger ned i gulvet, og som vist nok er ventileret i toppen, men altså ikke er et horn. 
Gengivelsen var meget sammenhængende og det var umuligt at høre overgangene mellem enhederne. Der var ikke skyggen af horn-lyd eller beaming, hvilket helt sikkert skyldes de fine horn-karakteristikker og de meget glatte udformninger i glasfiber. 

Desværre var det igen den ikke-hornladede basenhed der lige manglede det allersidste headroom, og også en smule niveau. Det sidste skulle man ellers mene ville være lidt nemmere at opnå i et lille rum. 
Men helt klart fantastiske horn.

ca DKK 120.000,- for et sæt
Læs mere på : http://horns.pl/en/ og http://horns-diy.pl/
Forhandles i danmark af http://www.studiosound.dk/

Lansche Audio
Lansche Audio laver nogle meget interessante højttalere med Corona tweeter  også kendt som Plasma-diskant, som slet ikke har nogen membran og hvor lyden i stedet bliver skabt af en moduleret flamme(!) skabt ved ionisering af luften ved hjælp af højspænding.


Et hamrende spændende (no pun intended) koncept, som Lansche i model Cobus MkII kombinerer med et 18” stort mellemtonehorn drevet af en 2” compression driver, og så en 18” enhed i basreflex til bunden.
Diskanten var fuldstændig fri og luftig, og mellemtonen var også helt med deroppe ad, med måske 1% mindre luft i gengivelsen end plasma-diskanten. 

Desværre var det tydeligt at bas-enheden var alt for langsom og udynamisk i denne kombination. Så hvor det var ren vellyd og absolut u-hørbar overgang mellem diskant og mellemtone, så var skiftet til bassen meget tydelig, og bas-gengivelsen var decideret tung og mudret at lytte på.
Læs mere på http://www.lansche-audio.com/

Blumenhofer Acoustics
En anden skuffelse var Blumenhofer der laver nogle af flotteste træ-horn man kan finde billeder af på nettet, og som da også havde taget en enkelt side af et kæmpe bashorn med til fremvisning. 
Men desværre kun spillede på et sæt fra deres Genuin serie, med et horn fra ca. 1kHz og op, og så en stor dynamisk basenhed. 

Skuffelsen over ikke at kunne opleve deres bashorn fik mig til at smutte ud igen uden at lytte til det. 
Sorry, men det havde bare ikke min interesse. 
Læs mere på http://www.blumenhofer-acoustics.com/

Cessaro Horn Acoustics
Den næste oplevelse lovede virkeligt godt, da det bestod udelukkende af top-komponenter, med compression drivere fra TAD, horn med Kugelwelle-karakterisitk ( ligesom hos Avantgarde) og de største bas-horn jeg mindes at have set. 
Der var tale om model Beta II F4. 



Lydbilledet var kæmpestort, masser af luft og detaljer, men samtidig med mere krop på instrumenterne end de tidligere steder. Der var ikke horn-lyd som sådan, men en smule beaming var svært at undgå, da lokalet alligevel var en tand for lille til at man kunne komme langt nok væk for perfekt integration. Og så var de ellers lovende udseende bas-horn ret anonyme. Det var ligesom om at de enten ikke var niveau-justeret, eller at der var en begrænsning i de benyttede rørforstærkere eller noget... klangbalancen på systemet var nemlig alt for lys, og på trods af at jeg godt kan tilgive manglende bas-niveau for ekstra opløsning, så var bas-niveauet  simpelthen for lavt.
Lidt ærgeligt – flot håndværk ellers.
http://www.cessaro-horn-acoustics.com/

Living Voice
Jeg havde virkeligt set frem til Living Voice Olympia efter at jeg en vinteraften havde googlet, youtubet og læst alt om disse vidundere. En engelsk møbelsnedker har rekonstrueret det gamle engelske brand Vitavox’s højttalerkonstruktioner og perfektionerer det med eksklusive træsorter,  kompromisløs polering, horn drejet i bronze og så videre. Det tager 2.000 mandetimer at færdiggøre kabinetter til et stereo sæt. Driverne er TAD til supertweeter og så refurbishede Vitavox enheder i resten af toneområdet. Kundegruppen er nok snarere rigmænd med stil end audiofiler, da første fremvisning af disse vidundere var på Monaco Yacht Show, men vi bliver ikke ladt i stikken og der er bestemt noget at komme efter lydmæssigt.



Diskant- og mellemtone-hornene giver sig selv, men den lidt specielt udseende øvre bashorn er et foldet horn med en 15”enhed. Hornet munder ud bag frontstoffet under mellemtonehornet. Den dobbelte kant er ikke en åbning, men nedenunder disse spiller basenhedens bagside ud. Så man kan vel kalde det en slags bagladet horn. Den helt dybe bas varetages The Elysian - et foldet bashorn med to stk 13” enheder i hver side.
Lyden var fuldstændig fantastisk. Alting hang perfekt sammen, og havde et organisk hele som bare krævede at man blev siddende og lyttede. Jeg blev siddende i måske ½ time og drømte mig helt væk. 



Det eneste kritik punkt, og som jeg egentlig først rigtigt blev opmærksom på da jeg hørte Tune Audio Anima bagefter, var at lydbilledet ikke var helt gennemsigtigt. Dynamik var der nok af, men der var måske en snert af ’the british tone’ eller en meget svag dis over lydbilledet. Men det var egentlig ikke en ulempe, mere en charmerende egenskab der rundede lyden en lille bitte smule af, så musikken lød behageligt og ægte.
Olympian ca GBP 280.000/par
Elysian ca GBP 165.000/par

Læs mere på http://www.livingvoice.co.uk/


Tune Audio

Tune Audio Anima, der har en 1” titanium compression driver med horn over 1500 Hz, en 5” dynamisk enhed til mellemtone, og en 15” i et horn til bas under 250 Hz.



Subbassen bleve leveret af to stk Kion bastårne, med hver en 12” i et mass-loaded foldet horn. 
Her var der detaljer og dynamik i hele toneområdet. Bassen var ligeså vægtløs og dynamisk som mellemtonen og diskanten, så ligesom hos Living voice beviste systemet at horn i bassen giver det forventede ’løft’. 
Systemet lød helt gennemsigtigt og frekvenslineært. Instrumenterne var helt adskilte og havde god fylde så det gav en slags hul igennem som på ingen af de andre systemer.


Nu tænker du sikkert, at hvis det lød som beskrevet så var det tæt på klinisk eller ’monitor’ agtigt, men det var det egentlig ikke, fordi man kom helt tæt på musikken der blev spillet, og man lyttede simpelthen mere efter instrumenternes individuelle klang end efter højttalerne. 
Også her blev jeg siddende i lang tid. 

Anima ca Euro 32.000 /par
Kion ca Euro 6.600 / stk
Læs mere på http://www.tuneaudio.com/




Efter Tuna Audio stak jeg lige tilbage til Living Voice rummet bagefter for lige at lytte igen kort, og både Tune Audio og Living Voice var de suverænt bedste højttalere jeg hørte i München, men med en anelse forskel. 
Jeg vil ikke sige at der var klangforskel, mere ’fokus’-forskel. Living Voice med fokus på helheden, Tune Audio med fokus på de enkelte instrumenter.

Men begge havde en lethed i hele gengivelsen – også i bassen – hvilket gav en overordnet sammenhæng. De havde jo også begge netop horn i såvel diskant, mellemtone og også i den dybeste bas, og det var jo præcis det jeg havde håbet på at kunne komme til at høre. 
Så selv med et stort forbehold for forskelle i signalkilder, forstærkere, rum og musikvalg kunne jeg altså godt konstatere, at horn i bassen tilfører den dynamik og luft som gør at lyden matcher horn i mellemtonen og dermed giver en helt sammenhængende lyd. 

Så min mission blev opfyldt, og jeg fik et par fede lytteoplevelser. 
Som jeg skrev tidligere: Dette var mit mål med High End Audio messen i München, men hvis du har en anden meget specifik interesse indenfor high fidelity, så kan jeg love dig at dette er det helt rigtige sted at dykke ned i det, og at få lov til at se og høre alt hvad du orker.




Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.