Neil Young

Af: vilmann - 7/1-2007

- Kan du ikke skrive noget om Neil Young? - Jo øhh... det kan jeg vel nok, men jeg er ikke helt sikker på jeg er kvalificeret. - ...... - Jeg tænkte måske at skrive lidt om tre plader man kan starte med, hvis man slet ikke kender Neil Young. - Fint! Det er aftale.

Det er faktisk ret svært at skrive om Neil Young. Man ved aldrig hvor han er eller hvad han nu har gang i. På eBay er der konstant mere end 500 Neil Young plader til salg, og i Politikens Store Rock Leksikon fylder omtalen af ham tre og en halv side. Han har udgivet omkring 45 plader på 40 år og har formodentlig medvirket på mindst lige så mange som gæstemusiker. Meget få af dem kan sammenlignes direkte, da han spænder over mange genrer og konstant søger nye veje. Det ene øjeblik er han i Nashville med country-feeling, det næste spiller han med Pearl Jam, og lige efter leger han med Crazy Horse. Hvis han altså ikke lige rejser penge til en skole for multihandikappede børn, laver koncerter til fordel for de trængte farmere i USA eller laver filmmusik, fx til Jim Jarmush, eller bare er på solo-tour med sin guitar og mundharpen. Hans seneste plade blev indspillet uden at pladeselskabets vidste noget om den før den var færdig, og efterfølgende havde de mægtig travlt med finde ud af at få den udgivet i en fart - og helst nogenlunde så det passede med det tidspunkt Young ville lægge den til download på sin website. Han er ganske enkelt ikke til at holde styr på. Han er en levende legende, der er mere punk end punkerne nogensinde har været, og mere rock'n roll end noget rockband. Takket være Sonic Youth blev han til "The Godfather of Grunge" og rigtig hip i de unge alternative rockkredse, og samtidig har han lavet noget af det smukkeste musik i den moderne verden. Mindst 10 af hans plader kan nok betragtes som essentielle fra den ene eller den anden synsvinkel. Hvor skal man starte hvis man vil ind i hans univers? Jeg er mest til den elektriske Neil Young. Når han er sammen med Crazy Horse. Men der er så meget mere. Og det er mindst lige så godt. Jeg har prøvet at finde en vej ind. Måske på lidt utraditionel vis, men der er ingen mening i endnu en gang gang at udråbe Harvest fra 1972 til et mesterværk man bare må eje. Ragged Glory og Weld Det var her jeg hoppede på Neil Young for alvor. Andre ville måske have valgt Zuma eller Everybody Knows This Is Knowhere som eksempler. Som teenager hørte jeg Live Rust nogle gange og syntes godt om det (hvem synes ikke om Like A Hurricane?), men det blev ikke rigtig til noget, før min pladepusher insisterede på at sælge mig Ragged Glory og Weld. Begge er ganske lette at gå til, hvis man har hang til elektrisk guitar med forvrængning. Skulle man være i tvivl om at Crazy Horse er et formidabelt band, er det bare at spille Dylan's Blowin' in the Wind fra Weld. At den kan spilles så langsomt og stadig med så meget intensitet er mig en gåde, men de gør det. (Så vidt jeg husker var den ikke en del af den egentlige sætliste, men en reaktion på at se USA's invasion i Kuwait direkte på TV på hotellet før koncerten) Ragged Glory er Crazy Horse når de er bedst. Gode melodier tilsat en stor del strøm, lidt fandenivoldskhed og gode backing-vokaler. Og ikke mindst har pladen et skær af humor, varme og næstekærlighed over sig. Egentlig er den ikke særlig fremadrettet. Mange af numrene trækker heftigt på fortiden eller kan betegnes som decideret amerikansk folkemusik. Men den er rigtig rar. Eneste minus er en lidt for udynamisk indspilning. Jeg vil hele tiden gerne skrue højere op, men selvom jeg gør det, hjælper det ikke rigtig. Ragged Glory er den slags plader man aldrig hører i radioen. Den er ikke spor radiovenlig. Totalspilletid er på 63 minutter med kun 10 numre og flere af dem varer omkring 10 minutter. Weld er sådan set bare endnu et live-album - optaget ved koncerterne på Ragged Glory/Smell the Horse Tour'en. Der er ikke noget nyt under solen. Masser af feedback og distortion og et godt udvalg af numre der gør sig som rimelig hård rock. Men den er god, og som sagt ganske nem at gå til. Titlen er ganske velvalgt - det lyder vitterligt som et bedre svejseapparat med jævne mellemrum. Crazy Horse kan bruge flere minutter på at blive færdig med et nummer, hvor der ikke sker meget andet end at rytmen holdes kørende, mens guiterenes feedback bevares. Men der er mening med galskaben, og støjen holdes i ave af en præcision der nok kun kan lade sig gøre fordi Crazy Horse har spillet sammen siden slutningen af 60'erne. Lucky Thirteen Her er en opsamlingsplade der rent faktisk er værd at eje. Den er fra Neil Youngs tid på pladeselskabet Geffen. Den tid der endte med at Geffen lagde sag an mod Neil Young for ikke at lyde som sig selv! Lucky Thirteen er formodentlig Geffens forsøg på i det mindste at få lidt ekstra på kontoen fra det som skulle have været en storsælgende rockmusiker. Hos Geffen startede Neil Young med Trans - en 80' Hi-Tech techno/rock plade. Men publikum ville have noget i stil med Rust Never Sleeps og rent kommercielt floppede Trans temmelig grundigt. Men det er faktisk en rigtig god plade, medmindre man altså forventer Crazy Horse på elektrisk overdrive. På Lucky Thirteen får vi to numre fra Trans - Sample and Hold og Transformer Man, der er tilegnet Youngs multihandikappede søn. Trans solgte ikke og Geffen ville have en rock'n'roll plade. Neil Young tog det bogstaveligt og indspillede Everybody's Rockin' - en 50'er rockabilly plade, der slet ikke solgte noget som helst. Den er ikke dårlig, men meget anderledes. Youngs kommentar: I guess that wasn't what they ment. Never tell me what to do! Lucky Thirteen inderholder ikke noget fra Everybody's Rockin'. Til gengæld er der masser af andet guf på den. I modsætning til hvad mange tror, lavede Neil Young faktisk ganske fortræffelig musik mens han var på Geffen. Her er alternative udgaver af gode ting med Crazy Horse fra Life, en hel del Tennessee-feeling fra Old Ways. Hvem kan stå for Where Is The Highway Tonight og Once An Angel? Den slags kan være frygtelig patetisk, men Neil Young balancerer lige på kanten hele tiden. Det holder hele vejen hjem. Her er Rythm'n Blues fra This Note's For You med seks-mands hornsektion og alt til genren hørende. Igen en plade hvor der blev dømt musikalsk og kommercielt selvmord, men faktisk er den rigtig god. Ain't singin' for Pepsi - Ain't singin' for Coke. This note's for you! Det er helt klart en plade til dem der kan følge de musikalske eksperimenter. Jeg har haft meget stor fornøjelse af Lucky Thirteen. Jeg er ret sikker på at Old Ways og This Note's for you ville have fundet vej ind i samlingen meget senere, hvis ikke det var for Lucky Thirteen. Jeg hører den stadig ganske ofte - simpelt hen fordi den er skruet godt sammen. Gode numre i den rigtige rækkefølge. Unplugged Unplugged er et underligt koncept. I starten virkede det jo fint at fjerne strømmem fra de elektriske bands. Nirvana's MTV-optagelse er et fremragende eksempel. Men i Neil Youngs tilfælde virker konceptet lidt underligt. En meget stor force ved hans musik er jo netop at han altid har spillet den i mange udgaver, med mange forskellige musikere, på mange forskellige instrumenter i både elektrisk og akustisk udgave. Så det er lidt underligt at med en Unplugged udgave af Neil Young. Den kom sikkert i stand mere ud fra en økonomisk betragtning end et behov for at gøre noget andet. Der er ingen tvivl om at det passede godt med en akustisk live-plade som opfølger og promotion til Harvest Moon, der netop var udgivet. Til trods for dette paradoks er det en fabelagtig god plade. Den starter med Young og den akustiske guitar alene på scenen. Stille og roligt tager han på tur gennem udvalgte numre fra bagkataloget. Mr. Soul fra Buffalo Springfield-tiden. Like A Hurricane udsat for trædeorgel. The Needle And The Damage Done. Efterhånden kommer der flere musikere til, og efter en ikke særlig techno-agtig udgave af Transformer Man og lidt godt fra Harvest Moon blandet med ældre ting er der gået 65 gode minutter. Der er virkelig dømt Country-feeling når korpigerne er med, og stilen er den samme som Harvest, Harvest Moon og Prairie Wind. Udover at være en rigtig god plade, er det en plade med rigtig god lyd. Jeg vil næsten sætte hvad som helst på, at der går længe før vi har hørt den som HIFI-demoplade for sidste gang. Sleeps with angels Sleeps With Angels var egentlig ikke på min første liste over Neil Young plader der kan bruges som introduktion. Men den har en underlig stædig måde at udvikle sig. Den er fra 1994 men insisterer på at blive afspillet med jævne mellemrum. Og ofte opdager jeg nye ting på den undervejs. Sleeps With Angels er nok en af de mest skramlede rockplader der findes. Nærmest "ikke produceret". På et af numrene går der det meste af et vers før bassen kommer på (bassisten var vel på toilettet?), og alligevel rykker det helt vildt uden at der er nogen der har travlt. Ændre steder, som fx på Safeway Cart, er der en fantastisk klarhed over lyden. Det er ofte en noget dyster og indadvendt sag - vist nok Neil Youngs reaktion på Kurt Cobain's selvmord. Men alligevel er den meget livsbekræftende og jordnær. Hovedparten af den foregår i eftertænksomt down-tempo. Men mod slutningen får vi med Piece Of Crap en punket uptempo opsang om alt det unødvendige moderne skidt man kan anskaffe sig. Sleeps With Angels bliver bedre hver gang jeg hører den - selvom jeg har haft den i over ti år. Mere? Ja. Der er meget mere. Der er hele den akustiske side. Der er meget mere Tennesse-feeling. Harvest er en god plade. Harvest Moon ligeså. Og Prairie Wind. Greendale er fantastisk - om ikke andet så for måden den er opbygget på. Freedom er på mange måder temmelig ultimativ, med både elektrisk og akustisk udgave Rockin' In The Free World og en ret fed cover at On Broadway. Live Rust og Rust Never Sleeps er Crazy Horse for fuld udbæsning. Jeg tror ikke der er nogen nem vej ind i Neil Youngs verden. Hans musik er som regel ikke særlig indviklet i sig selv, men han er meget ultimativ. Musikken bliver ganske enkelt ikke skrevet for publikum, men fordi han har behov for at skrive den. Tilgengæld vil jeg tro at de fleste mennesker kender et Neil Young nummer. Han har en evne til at skrive omkvæd eller vers der sætter sig fast. Find den plade det ligger på, og tag ham derfra. For er man først hooked, slipper man ham ikke igen.