Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

Besøg hos Tape Connection – del 2

Vi er tilbage i Tape Connection, og denne gang handler det om stereo, højtalere og hovedtelefoner.

Vi fortsætter vores besøg hos Tape Connection, og starter lige inden for døren. Leder du efter et godt tilbud? Så vil jeg anbefale dig at stikke hovedet indenfor hos Tape Connection. Lige ved indgangsdøren står et Audio Magic rack fyldt til bristepunktet med demo produkter og andre gode tilbud. Der er mulighed for at gøre en god handel, og tag da lige et kig her også, for det er ikke alle demoprodukterne, der er plads til på racket. Derfor findes den fulde liste på hjemmesiden. Vi starter del 2 med at kigge lidt på Tape Connections udvalg af hovedtelefoner. Udvalget er imponerende, og det skulle være muligt for enhver at finde noget her.
Det store udvalg der hænger til fri afbenyttelse
På pindene finder du bl.a. Grado, Koss og Sennheiser. Fra de mindre modeller til de helt store som fx Sennheiser HD 650, der kræver en god separat hovedtelefonforstærker for virkeligt at vise det fulde potentiale.
Hyggehjørnet…
I butikken har de indrettet et lille lyttehjørne specielt for hovedtelefoner. Her kan kunden komme ind, sætte sig ned og lytte til det store udvalg, uden af ekspedienterne skal hjælpe. Det giver ro for kunden til at prøve forskellige kombinationer i eget tempo, så man kan finde den hovedtelefon, der lige passer. I racket finder du et udvalg af forstærkere, så du har mulighed for at eksperimentere med kombinationerne. Den lille Project til højre er en Head Box MKII til 795,-, og derudover står der, som det kan ses på billedet, en Creek OBH 21 SE og en rørbestykket Musical Fidelity X-Can V.3 i sædvanligt lækkert design klar til brug.
Topmodeller fra Grado
Er du ude efter toppen inden for hovedtelefoner, kan man ikke komme uden om Grados modeller. Øverst ses deres hovedtelefonforstærker RA 1 til 3.495kr. sammen med hovedtelefonen RS 2 til 4.495,-, og hvis du virkeligt vil have klasse, ligger der også et sæt RS 1 til 6.495,- klar til test. Denne model er af mange regnet for en af de bedste hovedtelefoner i verden. Tape Connection har selvfølgelig også de mindre og økonomisk mere overkommelige modeller fra Grado, disse hænger sammen med de andre på pindene set tidligere. Vi bevæger os derefter ind til det lille af de 2 stereo rum, hvor du finder et stort udvalg af bl.a. forstærkere og Cd-afspillere. Når jeg skriver lille skal dette ikke læses som værende lille rent fysisk, men blot ses som en indikation på at priserne på udstyret ligger i et leje, hvor alle stadigt kan være med
Med 3 fulde racks skulle der være til et par timers underholdning
Som det kan ses, findes der udstyr fra 4 forskellige mærker i rummet. De lyder selvfølgelig alle forskelligt, så det skulle være muligt, at finde noget der falder i ens smag. Vi starter fra højre mod venstre.
Et rack fyldt med Marantz
Sådan ser sagerne ud tæt på
Som det ses, er der tale om en virkelig lækker finish på Marantz produkterne. De tog sig særligt godt ud i halogenbelysningen i butikken, hvor metallet skabte et flot genskin. I racket findes et udvalg af Cd-afspillere, tunere og forstærkere med priser fra omkring 2.000,- pr. komponent op til omkring 6.000,-. Marantz laver en del af deres modeller i 2 udgaver, hvor de giver den ene udgave betegnelsen OSE. Denne betegnelse betyder, at der er gjort endnu mere ud af lyden i form af bedre komponenter og mere omfattende udviklingsarbejde. De 2 Cd-afspillere i racket er således en CD 5001 og en CD 5001 OSE til henholdsvis 1.999,- og 2.999,-.
Det midterste rack i det lille rum
I det midterste rack finder vi produkter fra Atoll, mere om dem senere, og det for de fleste nok mindre kendte mærke Acoustic Solutions. Acoustic Solutions laver produkter i den billige klasse, hvor deres produkter starter ved omkring de 1.000,-.
Modellerne fra Acoustic Solutions
Øverst ses den lille forstærker - en integreret der yder 2 x 35W - med navnet SP 101, og som blot koster 1.195,-. Så kan det vist ikke gøres meget billigere, hvis du stadig skal have fjernbetjening og volumenknap. Til serien hører også en Cd-afspiller med modelnummer SP 121, der koster det samme. Derudover produceres også en DAB/FM tuner, og det mere interessante produkt en digital jukeboks med indbygget Cd-skuffe, der ses nederst. Når du indsætter en CD, forsøger maskinen at identificere denne ud fra den indbyggede CDDB database (database indeholdende information om navne på numre mv.). Derefter vælger du hvilken kvalitet du vil indspille i, og så kopieres disken til den indbyggede harddisk.
Venstre rack indeholder produkter fra Yamaha
Vi kiggede ikke nærmere på Yamaha produkterne, så hvis dette har din interesse, bliver du nød til at bevæge dig ud i vintervejret og besøge Tape Connection. Er du på udkig efter et mini-anlæg kan butikken også være behjælpelig. De har flere forskellige af de små kasser stående rundt om i butikken, og kan vise anlæg frem i flere prisklasser.
Yamahas bud med deres RDXE 600
Audio Pros bud med deres Stereo 1, der er prissat et hak over Yamaha
Er du interesseret i at give lidt mere, men ønsker du stadig, at kasserne skal være små og let kunne integreres, så har Musical Fidelity også lavet et bud. Serien består af en række helt små komponenter, der dog leverer meget mere end de giver udtryk for.
Det er nogle lækre små kasser
Der er faktisk tale om en udgået serie, som Tape Connection har valgt at købe et lager ind af, da de mener, det spiller ualmindeligt godt. Normalt har butikken ellers ikke gamle modeller stående, men her har de gjort en undtagelse pga. af seriens musikalske egenskaber. I højtaler afdelingen gør Tape Connection sig hovedsageligt i 4 mærker nemlig Audio Pro, DLS, Monitor Audio og Vienna Acoustics. De har mange af modellerne på display i butikken, så der er rig lejlighed for at sammenligne.
Surround vægen med et udvalg af bag-, centerhøjtalere og subwoofers
Nogle af de mange gulvmodeller butikken har stående
Er indretningen i højsædet så leverer engelske Monitor Audio en meget lille serie kaldet Radius R 90 til 1.299,- pr. højtaler. Som det ses, er der tale om en meget kompakt højtaler, med en virkelig lækker finish. Ud over de 3 viste farver fås den også i hvid og lys træ. Faktisk laver de en endnu mindre serie kaldet R 45, en lille kube det blot måler 9,5cm på alle led. Så bliver det ikke mindre. Vi er nu kommet til det, de fleste sikkert har ventet på, nemlig et besøg ind i Tape Connections største demorum, hvor døren kan lukkes bag dig, og det dyre grej står.
Så skal der lyttes…
Som det kan ses præges rummet af Musical Fidelity, DLS og Vienna Acoustics. Den store sorte sofa, der står lige under billedets kant, er ualmindeligt behageligt, og når man først har sat sig, er det svært at kommet op igen. Specielt når man, som jeg havde, har Otto til at skifte CD for sig…
I spotlightets skær stod et sæt DLS R 55 og …
… et sæt Vienna Acoustic Beethoven Concert Grand
Begge er højtalere, der giver meget for pengene, men dog i 2 forskellige prislag, da Beethoven CG, selv med Tape Connections lave pris, koster mere end det dobbelte af R 55. På oversigtsbilledet ser de 2 højtalere næsten lige store ud, men dette er altså kun på billedet. Når man står ved siden af dem, er Beethoven CG en væsentligt større højtaler end R 55.
Monsteret Musical Fidelity KW 500
De fleste kender nok Musical Fidelity, og de mange produkter de laver. Tape Connection har et stort udvalg af deres program, og i det store demorum står der 3 serier. I midten er det monsteret KW500, som er en integreret forstærker med STORE muskler. Den er målt til 2 x 612 watt i 8 ohm i engelske Hifi World, så den burde ikke løbe tør for kræfter lige med det samme. Prisen er også godt deroppe af, og vil du gerne slæbe de 45kg. hjem må du smide 47.999,- over disken. Den står sammen med en SACD afspiller også i KW serien til samme pris. Synes du prisen og vægten er lidt i overkanten med KW serien så skulle du måske kigge nærmere på A5 serien eller den nye A3.5 serie. Her er det tale om mere overkommelige priser, selvom det stadig for de fleste er dyre produkter. A5 serien har høstet rigtigt mange roser, og Otto lagde heller ikke skjul på, at han var meget begejstret for serien. Øverst står A5 Cd-afspillerne og nederst A5 forstærkeren, der yder 2 x 250 watt i 8 ohm, begge til 17.999,- stykket. A3.5 serien er en tand mere prisvenlig, men bevarer dog mange af kvaliteterne fra den større serie. Forstærkeren bruger samme gode kredsløb som sin storebror, men ydelsen af mindre på ”kun” 2 x 150 watt i 8 ohm. Cd-afspilleren er opbygget omkring den kompakte X-Ray V.3, der er omtalt tidligere, og er en 24 bits upsamplings maskine. Senere skulle der også støde en tuner til serien, og alle komponenter koster 11.999,- stykket.
Det store rack i rummet fyldt godt op
Atoll i lækker finish
Det store rack i rummet er præget af udstyr fra franske Atoll. Nærbilledet viser en effekt- og forforstærker fra den nye serie med opdateret design og finish i forhold til tidligere. Atoll er blevet Tape Connections bedste sælgende elektronik mærke i prisklasserne under 10.000,-. Faktisk har produkterne fra Atoll skubbet andre produkter helt ud af Tape Connections sortiment, da de tog alt salget fra de andre. Priserne på produkterne svinger fra omkring 5000,- til små 10.000,- afhængig af størrelsen.
Akryl og metal i smuk forening
Vi slutter besøget med et kig på en pladespiller fra Musical Fidelity. Tape Connection sælger også pladespillere og tilbehør, men det har ikke en særlig fremtrædende plads i butikken, når man kigger rundt. Alligevel kunne de ikke dy sig for at tage denne Musical Fidelity M1 til 37.999,- ind i butikken, og man forstår jo godt hvorfor. Jeg vil gerne sige mange tak til Otto og resten af teamet hos Tape Connection for et godt og interessant besøg. Har noget af det foregående vækket jeres interesse, kan jeg kun anbefale jer at kigge ned i butikken og få stillet lysten! Tape Connection Europa Plads 6 8000 Århus C Telefon: 86760806 Mail: mail@tapeconnection.dk Web: http://www.tapeconnection.dk

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.