Besøg hos Gryphon Audio

Af: Redaktøren - 17/2-2006

På den jyske hede ligger der en the fabrik…

Ude på den øst jyske hede findes en the forretning… den hedder Gryphon. Det er i hvert fald hvad de lokale ser, og på skiltet står også rigtigt nok ”The Gryphon”. Men bag de hvide vægge gemmer sig ikke meget the, men derimod den eneste hifi producent i verden der har formået at lave Steen Duelunds ideer til et kommercielt produkt. Men de laver nu også andet. En frostklar morgen tog jeg af sted fra Odense, havde jeg været Jørgen Leth, havde jeg nok dvælet en halv eller hel side ved den kølige morgenbrise og iskrystallernes dans i mine lunger, indtil jeg fik sat mig ind i bilen med kurs mod det østlige Jylland. For at finde rundt i det lokale blev jeg bistået af Syska, der udover at være lokalkendt også var en nødvendighed da Gryphon ikke just gør særligt opmærksom på deres egen eksistens. I industrikvarteret spottede Syska straks de korrekte bygninger med sine falkeøjne. Prangende er det sidste man kan kalde lokalerne, der huser noget af Danmarks dyreste elektronik. Vi blev modtaget af en veloplagt Flemming Rasmussen, og smækkede kun gladelig døren efter os, da kong frost i et sidste desperat forsøg forsøgte at fryse os på de få meter der var fra parkeringspladsen og hen til døren. Efter en længere samtale om hifi, lyd og livsfilosofi gik den reelle del besøget i gang. Ingen tvivl om at der bag det stille ydre gemmer sig nogle ideer, visioner og i det hele taget en gennemført filosofi om hvordan man laver hifi. Et kig indenfor Vi startede omvendt, med et kig på de færdige produkter. En ubehagelig sideeffekt ved hifi er at det skal transporteres, i Gryphons tilfælde gerne en halv jordklode rundt, eller mere. For at undgå transportskader har de udover et snedigt transport system en vane med at sende alt i solide trækasser, der er sig selv kan koste op til 1000 kroner stykket. Dyr indpakning, dyr indmad En dyr fornøjelse for firmaet, men en bedre sikring mod skader fås næppe. Det var faktisk et imponerende syn med alle de trækasser der ikke havde andet formål end at bidrage til den danske betalingsbalance. Dernæst var der mulighed for at tage Gryphons omfattende montering, service og reparationsafdeling i betragtning. Ordet montering lyder måske vel nok maskinelt, men med delefilter i den størrelse som bl. a. Poseidon opererer med, er monteringen ikke noget der bare lige ordnes med en lille skrue i hvert hjørne. Her var rig mulighed for at betragte det færdige kabinet ser ud, inden basmodul og det enorme delefilter isættes, for at skabe en højttaler med en kampvægt på 400kg stykket. Aktivt basmodul til Poseidon Selvfølgelig er delefilteret hardwired, og på trods af det noget kaotiske udseende konstrueret så simpelt som det er muligt. Hardwired Delefilter til Poseidon Pænt pakket ind, nænsomt beskyttet med et lagen stod to sæt Poseidon hengemt ved væggen, klar til at få indmad. De udskiftelige sidepaneler er noget man undres over ingen har brugt energi på før. Selvom det umiddelbart ikke virker af meget, ændres det visuelle indtryk markant når den blanke og fascinerende rødbrune overflade udskiftes med kulfiber, og højttaleren ændre karakter fra et klassik produkt til moderne hightech. Poseidon i kulfiber-finish Under en hurtig rundtur mødte vi nogle af folkene bag Gryphon, der styres af faste teams som løbende bruger ad hoc eksperter. Gryphon har en måske lidt underlig form for såvel lokal in- som outsourcing, hvor alt holdes så effektivt så muligt, med kvalitet for øje. Herefter var det tid til at se lidt nærmere på det vi egentlig var kommet for: Gryphons Produkter Produkterne Bag en usselt udseendet dør, gemmer der sig et helt lille hifi mekka. Det er et kombineret showroom, museum og lytterum. Herinde er også en del af det merchandice som Gryphon vel til dels også er kendt for. Gryphon produkter af en lidt ældre dato En af de ting man kan få er et special designet tæppe, der muliggør en perfekt opstilling af Poseidon i forhold til lyttepositionen, og sammen med det meget udstyr giver et hyggeligt præg til noget ellers meget seriøst. køber du Poseidon, kan du få et tæppe der passer til Bag ved lyttepositionen er foruden lidt udstilling af specialmodeller, en af de største vinylsamlinger jeg længe har set stående uden for private hjem. Mellem de to mægtige Poseidon højttalere står der to racks, et lille glasrack der holder en Antileon effektblok, og til venstre for det, et mere konevenligt rack med en Sonata-Allegro forforstærker og en Mikado afspiller på toppen, med en Diablo integreret i midten af det hele. En ren og sammenhængende designlinje, der samtidigt har noget grumt og maskulint over sig. Center for glæde og fryd Closeup af Posseidon Nærbillede af disknatmodulet Til dem med detaljesans vil man kunne ane den nye Trident højttaler i hver sit hjørne. Selvom det er Cantata højttaleren der egentlig var den første realisering af Duelunds ideer rent kommercielt, så er den vel nok mest berømte, af de kommercielle Duelund/Gryphon projekter den store, tunge og dyre Gryphon Poseidon. Cantata Cantata har sin diskant integreret i baffelen, så man således kan skifte farve løbende, ganske smart. Derudover var der, som til poseidon en Q controller (hvor Poseidon også har en basniveaureguleringsknap) således at højttaleren kan indstilles til at matche rummet perfekt. En lille diskret effektblok bag Cantata Poseidon højttaleren er på alle måder unik, lavet med to separate tårne til bas og til diskant/mellemtone. Den kurve som højttaleren i sig selv former viser med al visuel tydelighed Steen Duelunds vision om at enhederne skal være placeret således, at deres akustiske center er i samme afstand fra lytteren. Sammen med delefilteret skal dette bevirke, at alle enheder spiller i fase ved alle frekvenser, og dette er bestemt ikke er noget man kommer sovende til, det er ingeniørkunst når det er smukkest. Udsigt fra lyttepositionen Tager man et nærmere kig på selv enhederne der producerer bassen er man ikke i tvivl, den coating der er lavet er ren Duelund. Finishen lader ingen i tvivl om at dette er highend når det er bedst, form, funktion og lyd på det absolutte topplan. Så skal der lyttes. Efter at vi havde sat os til rette og fået en lille introduktion til time alignment og ikke mindst den specielle måde Poseidon indstilles på (en laser monteret i diskantbaffelen) var det tid til at spille på en lille million gode danske kroner, og der blev ikke lagt fingre imellem. Gryphon fra den gang hvor der ikke var mange pc dele i en forstærker Hvis man fremstiller et produkt i den prisklasse, med så avancerede løsninger, så skal lyden også kunne retfærdiggøre det. Flemming var så venlig lige at spille et par numre, og ellers var der frit slag med den medbragte musik. En ting der slog mig var den måde lilletrommen blev gengivet på, nøjagtigt som første gang man ved et uheld kommer ind til en lydprøve, inden signalet er blevet ført igennem alskens snaks, dette er rent, råt og dynamisk. Herefter lagde vi lidt blødt ud, med bl. a. Soundtracket fra Desperado, Buena Vista Social Club og Jimi Hendrix. Gengivelsen var i særklasse, optagelsernes mangler og fordele kom frem til frit skue, aldrig har detaljer, rum og dynamik været så klart eller sammenhængende. Det er her at jeg bliver klar over at Headroom ikke bare er et løst hifi begreb, men noget man kan gengive fuldstændigt kompromisløst hvis midlerne tillader det. Delefilter til Poseidon Det sædvanlige klassiske blev haglet igennem, egentlig mest for at se om Poseidon skulle overfortolke rummet, miste pusten på de kraftige passager når Prokofiev slår sig løs, eller miste detaljerne midt i de mange instrumenter. Men lige lidt hjalp det. Vi gik nu over til de lidt hårde genre, techno, populærmusik, traditionel japansk trommemusik, og ikke mindst Rammstein fik lov at voldtage systemet i håb om at der kunne afsløres svagheder. Bagsiden af Poseidon. Læg mærke til serielkablet Ethvert forsøg på at få den til at afgive så meget som et komprimeret pip var forgæves, uanset anstrengelserne var det en umulig opgave, ideen om at knække systemet måtte opgives, det var nyttesløst. Dynamikken var ubegrænset. En sidste kommentar Man skulle tro at kombinationen af ideer og innovation ville skabe noget magisk. Det har det ikke, det har skabt noget ægte.