Filmartikler: De syv samuraier

Af: Raskolnikov - 23/1-2007

Denne gang handler min filmartikel om en anden film, som mange inklusiv mig selv anser for at være verdens bedste film. Det drejer sig om Akira Kurosawas Shichinin no samurai eller De syv samuraier fra 1954.

Kikuchiyo: “I can't kill a lot with one sword!” Den historiske kontekst Filmen foregår i Japan i det tidlige 16. århundrede, hvor landet var hærget af voldsomme borgerkrige. Japan var inddelt i en række distrikter, som blev styret af en herre eller daimyo. Hver daimyo havde deres egen private hær af samuraier og de kæmpede ved hjælp af disse, konstant, om magten for de forskellige distrikter. Samuraierne var en slags soldater, som var født til deres position og var den eneste samfundsklasse, der måtte bære våben. Samuraierne levede efter en zen-buddhistisk retning kaldet ” Bushido”, der betyder krigerens vej og nærmest var et religiøst princip, som alle samuraier levede efter. En samurai frygtede ikke døden, da han troede på, at han ville blive reinkarneret til et nyt liv efter det igangværende. Gennem zen kunne man opnå det absolutte eller det perfekte. En samurais sværd blev som en forlængelse af samuraiens krop og de kendte deres våben, eller ”katana”, ligeså godt som resten af sin krop. Samuraierne levede samtidig efter dyder som ære, retfærdighed og selvkontrol. Disse dyder var ikke bare religiøse overbevisninger, da de også hjalp en samurai til at blive en god kriger. Bushido hjalp derved en samurai til at perfektionere sig selv som kriger og øgede overlevelsesevnen. En god samurai kunne samle sig selv om det perfekte hug med sværdet eller det perfekte skud med buen. Var man styret af sine følelser og bliver hidsig i kamp, ville man hurtig tabe sin koncentration og i sidste ende dø. Var man derimod i stand til at udvise selvbeherskelses i sådan en grad, at man kunne vente til det rigtig øjeblik i kampen med at hugge, vil man overleve længere. Når en daimyo døde på grund af de konstante magtkampe, så stod hans samuraier efterfølgende uden en beskæftigelse. Hvis samuraierne ikke kunne finde en ny herre at tjene, blev de herreløse, eller ronin, som det kaldtes på japansk. For at overleve blev nogle af dem lovløse banditter, der hærgede og plyndrede landdistrikterne og de små landsbyer. Tilblivelsen af en klassiker Netop disse banditter starter historien i De syv samuraier. Filmen begynder ved, at vi ser banditterne komme til en lille landsby for at plyndre den. De beslutter sig for at vente til bønderne har fået deres korn høstet, så der bliver et større udbytte af deres plyndring. Bønderne i byen er trætte af at give alt deres korn til banditterne hvert år, og beslutter derfor at hyre en flok arbejdsløse samuraier til at passe på byen. Tre bønder tager ind til byen og hyrer seks samuraier, som de betaler i korn for deres arbejde. Herefter er det disse samuraiers opgave at klargøre byen og de fattige bønder til, at banditterne vender tilbage til det sidste afgørende slag. Manuskriptet til den legendariske film blev udformet af det samme team, der havde stået bag manuskriptet til Kurosawas tidligere film Ikiru eller At leve på dansk. Dette team bestod af to japanske herrer - Shinobu Hasimoto og Hideo Oguni, og selvfølgelig Kurosawa selv. Det var en lang arbejdsproces, hvor mange ideer blev prøvet af. Først var det meningen af Kurosawas næste film skulle handle om en om enkelt dag i en samurais liv. Dette manuskript blev senere til en anden samuraifilm; Kobayashis Harakiri. De syv samuraier en såkaldt ”Jidai-geki” eller et historisk drama, der ofte omhandler samurai-tiden, og som har sine rødder fra det japanske Kabuki teater. Kurosawa ville ændre den måde, man lavede Jidai-geki på. Indtil da var stilarten meget influeret af kabuki. Det betød, at filmene ofte var meget teatralske i deres udførelse. Kurosawa ville skabe en mere rå og realistisk Jidai-geki. Der opstod en idé om samuraier, der hjælper en lille landsby med at forsvare sig. Dette plot var anderledes, end noget man hidtil havde set. Japan er et meget traditionsrigt samfund, der er meget opmærksom på sin historie. Derfor var der ingen, der tidligere havde skildret samuraierne på film som andet end soldater, hvis fornemste opgave var at tjene deres herre. Kurosawa var vild med ideen, og den japanske trio gik i gang med at udarbejde manuskriptet til det, som blev til filmen, De syv samuraier. Persongalleriets mangfoldighed Kurosawas film er meget episke med sine store slag og kæmpe kulisser. Dette kommer også til udtryk i den ret lange spilletid på godt tre og en halv time. Man keder sig dog aldrig, selvom filmen er lang, da der simpelthen sker for meget enten med historien eller karaktererne. Netop karakterne er meget vigtige for filmen, og der bliver brugt lang tid på at etablere dem alle i historien. De repræsenterer alle hver især forskellige menneskelige egenskaber. En anden bemærkelsesmæssig ting ved filmen er, at der ikke er en karakter, som kan betegnes som hovedperson. Filmen består af et meget bredt persongalleri, og alle vægter lige meget i den episke fortælling. Den første samurai, som siger ja til at beskytte bønderne, er Kambei Shimada. Vi bliver introduceret til Kambei i en af filmens tidlige scener, hvor en bandit har taget et spædbarn som gidsel i et hus. Kambei barberer sit traditionelle opsatte lange hår af, for at narre banditterne til at tro, at han blot er en buddhistisk munk, der ønsker at hjælpe. Dette er en meget vigtig scene for hele Kambeis karakter. I samuraiernes tid var det kun tilladt for folk af samurai klassen at have det lange opsatte hår, da dette var et symbol på en persons sociale status. Det blev anset for en stor skam, hvis en samurai mistede sin hårpragt. Skete dette for en samurai, ville det normalt være så skamfuldt, at denne blev nødt til at begå selvmord ved at begå ”harakiri”. Dette skete ved, at samuraien brugte sin lille kniv, ”wakizashi”, til at skære maven op på sig selv og derved forbløde til døde. Denne gestus viser, at Kambei sætter Bushido højere end hans sociale status og desuden sætter stor ære i at hjælpe andre, om de tilhører hans egen sociale klasse elle ej. Her viser Kurosawa os for første gang den humanistiske eller moralske samurai. En samuraitype, som er gennemgående i hele filmen. En samurai der hjælper andre, fordi det er det rigtige. Man bruger sine evner som dræber til noget positivt, og ikke bare til at vinde mere land eller hæder til sin herre. Kambei spilles af Takashi Shimura, der også spillede hovedrollen i Kurosawas Ikiru. Han spiller Kambei som en meget varm figur og vis samurai, der samtidig fungerer som leder for den lille gruppe af samuraier. Han tager den unge Katsushiro ind som sin elev, og derfor bliver han den anden samurai i gruppen. Kambei har et faderligt forhold til Katsushiro, der igennem filmen lærer at blive voksen både på slagmarken som samurai, men også menneskeligt fra dreng til mand. Den næste, der slår sig til den lille gruppe er den garvede og teknisk dygtige samurai, er Kyuzo, der er en lidt mere kynisk samurai. Han er samtidig også den mindst menneskelige af samuraierne, og han taler sjældent. Han repræsenterer den ekstremt selvbeherskende samurai, som lever i total harmoni med zen og Bushido. Dette ser vi i introduktionen til ham, hvor han venter til det helt rigtige øjeblik med at hugge og vinder dermed overlegent i en duel med en anden samurai, der udelukkende er styret af sin vrede. Den syvende samurai Derudover består gruppen af Heihachi, som vi første gang ser hugge brænde med et enkelt perfekt hug, den meget grinende Gorobei og Kambeis gamle krigskammerat Shichiroji. Dermed er de en gruppe på seks samuraier og altså ikke syv. Den syvende samurai er lidt interessant, da han ikke er født samurai. Denne ”falske” samurai hedder Kikuchiyo. Han spilles eminent af den store japanske skuespiller Toshirô Mifune. Mifune er rent fysisk også en kæmpe mand og derfor er alt ved Kikuchiyo meget stort, hvilket også gælder for alt fra hans massive følelsesudbrud til hans gigantiske katanasværd. Kikichiyo er til tider nærmest en kloven i historien, men samtidig er han på mange måder også den mest ærlige person, der får det sagt, som de andre ikke kan eller vil sige. Han er født bonde og forstår derfor bønderne bedre, end nogle af de andre samuraier gør. Kikuchiyo bliver derved det bindeled, der forbinder de to verdener. Hans karakter viser også, at det er ligegyldigt, hvilken social klasse man er født til, da det lykkes ham at blive en samurai gennem hans handlinger. Kurosawas morale Et tema for Kurosawas film, er netop, ”at man er som man handler”. Det er altså ligegyldigt, hvad man er født til, idet ens identitet udelukkende bliver defineret igennem ens handlinger. Af de andre karakterer er især bønderne Manzo og Richichi interessant. Ved første øjekast er disse to personer og alle de andre bønder fremstillet meget usympatiske. Bønderne er nogle feje karakterer, som stjæler og lyver for at redde deres eget skind. Kurosawas pointe er, at bønderne er som de er, fordi det er nødvendigt for at overleve. Bønderne kan ikke slås og bliver derfor nødt til at gøre brug af de midler, som de har. Bønderne er, som Kikichyo siger i en scene, skabt af samuraierne og det er på grund af den måde samuraierne har behandlet dem på, at de er blevet som de er. Man skal være privilegeret for at være et moralsk menneske, som aldrig stjæler eller lyver. Bønderne gør, som de gør, fordi det er nødvendigt for at overleve. Samuraierne har derimod mulighed for at være moralske mennesker, da de ikke skal tænke på at overleve fra dag til dag på samme måde. De syv samurai viser ved hjælp af sin episke fortælling med et kæmpe persongalleri, hvordan sociale klasser er underordnet. Man skal hjælpe andre, fordi det er det rigtige at gøre – og så er det ligegyldigt, om disse mennesker står inden for ens sociale klasse eller ej, da det er en god samurais pligt (eller menneske) at hjælpe de svage med de evner, man har. Samtidig leverer filmen en meget realistisk og barsk skildring af det være i krig. Folk kæmper og dør i mudderet, og der er ikke meget glorværdigt ved at dø i krig i Kurosawas verden. De syv samuraier står i dag stadig som en af de bedste film, der nogensinde er lavet. For mig er den på mange måder definitionen på en perfekt film. Alle karakterer bliver fulgt til ende i deres historie, og man savner ingenting. Alt fra den stemningsfulde traditionelle japanske musik til de utroligt smukke billeder af fotografen Asakazu Nakai, er perfekt. Man bliver ligeledes imponeret over de kæmpestore kulisser og smukke kostumer, som alt virker meget historisk autentisk. Det vigtigste er dog, at filmen fremstår som en meget menneskelig historie med karakterer, som vi alle kan identificere os med. Filmen på dvd De syv samuraier er netop blevet genudgivet i en lækker 3-disk på R1 af det amerikanske selskab Criterion. Hele filmen er blevet flot re-mastered og ser næsten helt ny ud. Der er ikke mange ridser i printet, og detaljegraden er tårnhøj. Undertegnede sad konstant og lagde mærke til små ting i baggrunden, som man ikke havde set før. Ligeledes står lyden klar og uden støj. Denne udgivelse er helt klart den, man skal gå efter, hvis man vil have den bedst mulige udgave på markedet. Mere info: IMDb Criterion