jazzNet: Hancock, Grimes, Watts & Holland

Af: jazzNet - 8/1-2007

En ny portion gode jazzNet-anmeldelser.

Herbie Hancock : Headhunters.

Sideløbende med sin deltagelse i den 2. store Miles Davis kvintet indspillede Herbie Hancock en række plader for Blue Note i eget navn. Flere af disse er idag jazz klassikere (f.eks. Takin Off, Maiden Voyage og Speak like a child). Da Hancock forlod Davis´ kvintet i slutningen af 60'erne ændredes hans produktion i retning af det mere fusionsprægede. I de følgende år udgav han med sin egen sextet således plader som Mwandishi, Crossings og Sextant, der har lidt af det samme præg som Weather Reports plader og Davis' Bitches Brew fra samme periode. Henimod slutningen af 1972 var Hancock og hans sekstet imidlertid løbet ind i et kreativt dødvande og Hancock begyndte at se sig om efter ny frisk inspiration. Den fandt han i en fusion mellem Jazz og der resulterede i denne plade, med bare 4 numre på (2 på hver side, som man sagde i de gode gamle lp-dage). Det er friskt og funky, og fremtræder samtidig lige så syret og spaced idag som det må have gjort da pladen udkom i 1973. Der en meget elektrisk feeling gennem hele pladen, og bag det hele ligger et meget steady beat. Hancock spiller på alle mulige mærkelige (elektriske) tangent instrumenter og der er masser af mystik og afrikansk inspireret percussion indover numrene. Pladens feeling er meget godt fanget ind af coveret der viser bandet (der også kaldes Headhunters) med Hancock i forgrunden. Hans ansigt er, modsat de andres, dækket af en traditionel afrikansk maske, men

mundudskæringen er erstattet af et VU-meter og i stedet for øjne er der knapper, der synes at symbolisere selector- og volumenknap som på en forstærker. Og så er der farvelægningen i lilla og orange - så er der lissom lagt op til en syret omgang! Det første Chamelon er funky og swingende, og et godt varsel for de kommende numre. Nr. 2 er Watermelon Man (fra Takin' off) i den mest syret udgave man kan forestille sig. Introen er meget bizar og jeg må indrømme at der gik lang tid før jeg kunne høre forbindelsen til den originale Watermelon man. Når først nummeret sætter rigtigt igang, og man har ladet fordommene falde lidt i baggrunden, må man imidlertid overgive sig til det rytmiske univers. Men nummeret kan være svært at kapere. Nr. 2, Sly er mere af samme gode funky skuffe som Chamelon. Nr. 4 med den fantastiske titel Vein Melter er en elektro funk ballade, der sætter sig i kroppen og skaber en helt speciel fornemmelse. Dette er Jazz-funk i højeste klasse. Kopieret mange gange, men aldrig overgået - det skulle da lige være af efterfølgeren Thrust, som jeg sikkert vil anbefale på et senere tidspunkt. Men indtil videre vil jeg bare sige: Enjoy your funk. Right on! Af Henrik Palmer Olsen. Henry Grimes trio : Live at The Kerava Jazz Festival.

Der findes ikke noget bedre eventyr, med en lykkelig udgang i free jazzens historie end den om Henry Grimes' tilbagevenden efter hans 35 årige forsvinden fra musik verdenen. Dette er kun Grimes' anden indspilning som leder, hans første var for Esp-disk i midten af tresserne, dog har han medvirket på hundredevis af andre sessions med blandt andet Albert Ayler, Don Cherry, Cecil Taylor og Sonny Rollins. Dette er også kun hans anden indspilning siden hans tilbagevenden, den første var med Dennis Gonzalez : " Nile River Suite". Til denne fantastiske live date, optaget i Finland i Juni 2005 har Grimes samlet en super trio bestående af Grimes selv på bas, David Murray på tenor saxophone og basklarinet og den allestedsværende utrolige trommeslager Hamid Drake. Selvom der er en generation til forskel på Grimes,Murray og Drake deler de en fremdrift af virtuositet og vovede tekniske evner. Hver enkelt af de medvirkende på denne plade er unikummer i sig selv på hver deres instrument. Dette er en umådelig kraftfuld, intens og kreativ trio som fremstår utrolig stærk og sammenspillet. Optagelsen er også helt i top med plads til hver af de medvirkende og dette gør at trioen fremstår som en samlet enhed.

David Murray blæser fantastik igennem på hans tenor saxophon og Grimes og Drake fremstår som en genial rytmesektion, de pumper, skubber og svinger så forbandet hårdt, men stadig frit. Grimes lyder på denne cd som han skal have indhentet alle de år hvor han ikke var på musikscenen. Der åbnes med nummeret "Spin", en Grimes komposition, hvor der startes med en ustruktureret intro, Grimes styrer showet og går over i et hard bop drive og de andre følger ham betingelsesløst. Grimes går på et tidspunkt over i en solo hvor man bare sidder med åben mund og kuldegysninger og ikke ved hvad man skal sige. Imponerende !!! Man er simpelthen nød til at høre for at forstå hvad jeg mener. Efter 22 minutter sidder man målløs og kan slet ikke vente med at høre hvad de finder på til de sidste 41 minutter af pladen. Hamid Drake's "Eighty Degrees" åbner med Murray på bas klarinet, sammen med Grimes lyder de nogen gange som én bas duo. Murray viser virkelig her sine evner på dette vidunderlige instrument og dets mange forskellige lyde. Hamid Drake's trommer kommer først ind i nummeret efter omkring fire minutter og derefter når trioen nye højder i sammenspil. Murray har nu taget fat i tenorsaxen igen og spiller helt utroligt, han blæser virkelig igennem her næsten uden at holde nogen pauser for at trække vejret. Drake fyrer herefter en brilliant solo af på sine trommer som bringer de 3 musikere tilbage til en triumferende afslutning. David Murray's "Flowers for Albert" er den perfekte hyldest til en fantastisk musiker. Albert Ayler's ånd lever videre i disse tre mestre på hver deres instrument. Dette nummer ville have været en superb finale på en fantastisk koncert men publkum var ikke i humør til at lade dem slippe så nemt. Efter et stykke tids klapsalver og tilråb er tiden inde til Grimes' egen komposition "Blues for savannah" som slutter koncerten med et Monk agtigt tema som samler alle tre musikere som én gigantisk svingende maskine. Dette live album fra Henry Grimes trio skal blandt andet ses som en påmindelse om hvor stor en musiker Henry Grimes er. Det er utroligt at nogen, efter 35 års væk fra jazz scenen, kan lave et sådan comeback som Grimes har formået. To år efter han tilbagevenden laver han musik af den højeste kvalitet i det mest krævende format. Trio spil af den højeste kaliber som kombinerer passion, lyrik og det alt overskyggende engagement for at spille jazz. For fans som ikke havde mulighed for at se denne trio på Kerava Jazz festival (mig selv for eksempel)er her muligheden for at høre at denne bas virotous er tilbage i fuld effekt. Glæder mig til at høre mere fra denne trio og i særdeleshed Henry Grimes. Denne plade er udgivet på det smagfulde Ayler Records som der kan læses en artikel om andetsteds på siden, et selskab som ikke kan anbefales nok. Af Henrik Kaldahl. Charlie Watts : Watts at Scott's.

Jeg havde godt hørt om, at Charlie Watts (ja, dén Charlie Watts - trommeslageren fra Rolling Stones) spillede jazz i sin fritid, men jeg gik ud fra, at det måtte være lidt amatøragtigt - manden er jo trods alt trommeslager i Rock-bandet over alle rock bands (som jeg i parentes bemærket, ikke er nogen stor fan af), og ikke jazz-trommeslager. Vel? Så var det jeg modtog et tip fra Jyden: Måske skulle jeg lige prøve at checke denne dobbelt-cd. Der gik ikke mange sekunder før jeg indså, hvor grueligt galt jeg havde bedømt Charlie. Dette her er intet mindre end kanon-swingende jazz, med både klassikere (f.eks. Bemsha Swing og Body and Soul) samt lækre indslag af latin-rytmer på enkelte udvalgte numre. Charlie spiller med et stort orkester (en tentet) og tankerne glider derfor uvægerligt hen på f.eks. Duke Ellington. Der bliver hele vejen holdt et fantastisk steady og swingende beat, samtidig med at musikken krydres med et flot bækken-spil. De øvrige musikere holder også en virkelig høj standard gennem hele koncerten . Det bedste ved denne dobbelt cd er nærmest at når man har hørt den første cd, og synes, det er da bare fantastisk, så kan man kaste sig over den anden, og den er bare endnu bedre. Der synes at være noget om myten: at Charlie spiller med Stones for pengenes skyld, så han kan

spille jazz for musikkens skyld. Man får lyst til at tage det næste fly til London Heathrow, the Tube ind til Soho, og så bestille billet til en af de kommende koncerter på legendariske Ronnie Scotts, hvor denne cd, som navnet siger, er optaget. Denne jazzklub har for i øvrigt gennemgået en nylig renovation, og er absolut et besøg værd, næste gang du er i London. Du kan læse mere om klubben her. God fornøjelse. Af Henrik Palmer Olsen. Dave Holland Quintet : Critical mass.

Jeg er meget stor fan af Dave Holland og i særdeleshed hans nyere quintet plader : Points of view, Prime directive, Not for nothin’ og Extended play som alle er plader jeg har lyttet rigtig meget til. Efter 2 plader med big band musik er Dave Holland nu tilbage i quintet formatet. Det var med meget stor spænding og forventning at jeg smed denne nyeste cd i afspilleren – og blev mine forventninger indfriet ??? ja i aller højeste grad. Jeg er ikke bange for at sige at denne plade er fra et af de stærkeste og bedste jazz ensembler der findes lige nu. Kvintetten består foruden Dave Holland på bas af Steve Nelson på vibraphon, marimba og tamborin, Robin Eubanks på trombone, Chris Potter på tenor og sopran saxophone og den nye mand Nate Smith som erstatter den ellers fantastiske Billy Kilson bag trommerne. Alle de medvirkende musikere spiller med en nerve og et overskud som jeg sjældent har oplevet. Albummet indeholder 4 nye Holland kompositioner samt et nummer fra hvert af de andre band medlemmer. Critical mass er udgivet på Hollands eget selskab Dare2 records som han etablerede i 2005 efter mange år som kunster på det prestigefyldte ECM records. Grunden til hans exit fra Ecm records var at han følte sig bundet og at han ikke havde den frihed til at indspille det han gerne ville. CD’en starter med "The eyes have it" en voldsomt svingende starter med en stærk og selvsikker sax solo fra Chris Potter. "Easy did it" er en af pladens absolutte

højdepunkter, den starter stille, roligt og vildt groovy. Den bygges op i tempo og intensitet med nogen overlegne trombone, vibe og tromme soloer, går videre over i en helt utrolig vibraphon og tromme duet før den ender i en kollektiv improvisation. "Vicissitudes" har mere af den gode skuffe fra Potter og coole soloer fra Steve Nelson på vibes. "Sacred Garden" har et eller andet middel østen over sig et område som gruppen har udforsket tidligere med stor succes og det lykkedes i den grad også denne gang. "Lucky 7" har endnu en stærk og overlegen trombone solo af Kevin Eubanks. Og sådan kunne jeg blive ved med at nævne ting fra de forskellige numre som gør denne plade så fantastisk. Critical mass er et album indspillet af en gruppe af verdensklasse musikere som har optrådt sammen i næsten 10 år (med undtagelse af Nate Smith). Gode, solide numre og sammenspil som grænser til musikalsk telepati. Det er funky, det er groovy, det er blæret improvisation – det er vildt fedt. Det her det er jaaazzz af fineste skuffe og kan ikke anbefales nok. Af Henrik Kaldahl. Anmeldelserner er bragt i samarbejde med jazzNet.