Nerds.dk - Hifi, Stereo & Lyd Community

jazzNet: Keith Jarrett trio, Dahl & Sun Ra

jazzNet-anmeldelser.

Keith Jarrett trio : Changes.


1983 var et banebrydende år for Keith Jarrett. Efter at have haft stor succes i midten og slutningen 1970'erne med sin såkaldte Scandinavian Quartet (m. Jan Garbarek, Palle Danielsson og Jon Christensen) søgte Jarrett i begyndelsen af 80'erne tilbage til Jazzens rødder. Dette indebar for Jarrett en enestående kombination af genindspilninger af en lang række standards og samtidig genopdagelsen af de helt basale klassisk inspireret improvisationer, som han raffinerede op gennem 70'erne gennem sine mange solo-indspilninger. Til dette nye projekt valgte han 2 medspillere som har fulgt ham frem til i dag: Gary Peacock på bas og Jack de Johnette på trommer. Tilsammen har de skabt et trio-spil som næppe er overgået af nogen i jazz-historien. På Changes, som er en plade med kun 3 numre, der tilsammen varer mindre end 40 minutter, spiller trioen med en frisk virtuositet, som man kan høre igen og igen. Dele af pladen er decideret lyrisk og kan høres af alle - andre dele stiller lidt større krav til tolerance og jazz-feeling. På denne plade finder man både elementer der trækker spor tilbage i tiden - f.eks. til den berømte Køln-koncert (hør blot de indledende toner på klaveret) og til det lidt mere esoteriske spil, som kendetegnede den skandinaviske kvartet (i visse passager, sidder man næste og venter på at Garbareks saxofon skal komme sejlende ind over lydbilledet) - og frem i tiden f.eks. til de mange standards indspilninger som


skulle komme i årene fremover, og til de igen lidt vildere improvisationer på Always let me go (den kontroversielle dobbelt live cd fra Tokyo). På Changes får man lidt af det hele - og det hele i en top-kvalitet. En klar jazz-klassiker og en milepæl i Keith Jarretts produktion. JAAZZZ. Af Henrik Palmer Olsen. Christina Dahl Heartbeats : Live - Free Your Mind.


Christina Dahl er en fremragende jazz-saxofonist, som for nylig har sendt denne cd på markedet. Der er tale om koncertoptagelser fra 26. og 27. november 2005 i Copenhagen Jazzhouse, og de giver et billede af Christina Dahl som en meget alsidig saxofonist. Indholdet på denne cd er således som en pose blandet bolcher. De første tre numre er funk-jazz, og særligt det første - Free your mind - er skamløst inspireret af Maceo Parker. Det er måske ikke helt så funky som Maceo, men det swinger ganske godt. Inspirationen er knap så åbenlys på de næste to numre, hvoraf det ene - Legs - er komponeret af Carsten Dahl. Herefter får vi et par jazzballader (Look a Star is following me og Heartbeats), som heller ikke er helt uefne. Særligt sidstnævnte rammer en fin ballade-stemning. Herefter er det tilbage til den mere funky jazz stil på nummeret Slip Away. Cd'en afsluttes med to atmosfæriske numre, hvor Carsten Dahls Würlitzer bruges til at skabe et elektronisk rum-lyds-landskab som intro til et nummer (Let Loose) der nærmest synes inspireret af Weather Report, og så alligevel ikke rigtigt alligevel. Lidt længere inde i nummeret får vi ellers


et ordentlig skud Würlitzer og et rigtig flot piano-spil, hvor Carsten Dahl viser, at han er en af Danmarks bedste pianister, men nummeret som helhed falder aldrig rigtig i hak. Ikke fordi musikerne ikke er gode nok, men fordi kompositionen ikke rigtig ved hvor den vil hen. Ærgeligt for der er potentiale til noget godt her. Som afslutning får vi soul/blues nummeret Don't mess around with mom, der er fint spillet, og som har et klart fokus, men som også bidrager til at pladen samlet set opleves som stilmæssigt meget svingende. Forhåbentligt er dette blot et tegn på en idérigdom, så vi kan se frem til mere spændende musik fra Christina Dahl i tiden fremover. Af Henrik Palmer Olsen. Sun Ra : Heliocentric worlds vol. 1 & 2 og Heliocentric worlds vol. 3 - the lost tapes.


Af alle jazz musikere hørte Sun Ra til en af de mest kontroversielle, han var mystisk, mærkelig og i den grad interessant og spændende. Han gjorde det ikke let for folk at tage ham seriøst, da han omgav sig med glitrende hjemmelavede kostumer og mytologisk tankegang som både så tilbage til den Egypten og fremad til science fiction. Dette gjorde at Sun Ra kom til at tilhøre den mere svært tilgængelige del af tressernes free jazz scene. 100 % overbevist om, at han var sendt til jorden fra en anden planet, boede han i en slags kollektiv med de musikere som indgik i The Arkestra, hvis medlemmer fulgte ham i tykt og tyndt. De levede, spiste og specielt øvede dag ud og dag ind og natten brugte Sun Ra til at skrive nye kompositioner som de spillede dagen efter. Den 20. April 1965 blev numrene som skulle blive til Heliocentric worlds volume 1 indspillet og senere samme år den 16. November blev numrene som blev til volume 2 indspillet. Fra den 2. session blev der optaget noget materiale som forsvandt og indtil for nylig har det været utilgængeligt for alle verdens free jazz elskere, nu igen gjort tilgængeligt i form af Heliocentric worlds volume 3. Volume 1 & 2 (og 3) regnes for at være blandt de mest banebrydende udgivelser fra Sun Ra's hånd og lad mig sige med det samme der er udgivet rigtig mange. En komplet diskografi vil være næsten umulig at overskue da hans eskapader tæller over hundrede styk udgivet på blandt andet hans eget selskab Saturn. Heliocentric worlds Vol. 1, 2 og 3 er udgivet på ESP disk der med deres motto " The Artists Alone Decide What You Will Hear on Their ESP-Disk" gav Sun Ra den plads og frihed til at indspille disse sessions på den måde som han var overbevist om var den rigtige. De syv kompositioner der udgør volume 1 er eksempler på fri og ikke struktureret jazz som skulle blive synonym med Sun Ra's lyd i årene derefter. Lyden på disse numre er mørk og dyster med emminent solospil af alle de implicerede musikere som ind imellem samles i skrigende vilde udladninger. På numre som "Outer nothingness" og "The Cosmos" bliver man udsat for musik som til tider lyder som fuldstændigt kaos, musik med så mange lag at det er svært at skille det ene instrument fra det andet og som virkelig kræver at man er på stikkerne og koncentrerer sig og lytter til det man hører. Men selv om man til tider tænker at nu er musikerne da vist taget på en rejse ud i outer space så finder de altid tilbage til det rette spor.


På volume 2 bydes der på mere free jazz eller som Sun Ra selv kaldte det space jazz, i form af tre enkeltstående kompostioner. Stilen som blev lagt på volume 1 videreføres på volume 2 med lag på lag kompositioner med spacede soloer og sammenspil udover det sædvanlige, dog synes numrene fra denne session mere freakede og vilde blandt andet saxophonen bliver blæst igennem så det er en ren fryd. Man udsættes som lytter for numre der var årtier foran sin tid og mange lysår fra jorden, virkelig outthere. Volume 3 består af 5 kompositioner optaget ved samme session som volume 2, numre i samme stil og med samme free jazzede vildskab. Dette er uden tvivl vigtige udgivelser, som viser Sun Ra i sin mest kreative og frie periode i 60'erne. Ikke for de svagelige og dem der ikke tør kaste sig ud i noget som de med garanti aldrig har hørt før, men for dem der tør er der virkelig spændende og anderledes musik at finde her. Af Henrik Kaldahl. Anmeldelserner er bragt i samarbejde med jazzNet.

Brugermenu

Brugernavn:

Adgangskode:

Markedspladsen

Der er ingen annoncer på brugtmarkedet pt.