Der er et problem med de mange Linux brugergrænsefladeimplementationer. Der er utroligt meget 3-d lir, men det er egentligt ikke specielt funktionelt når det kommer til stykket.
Jeg har selv et had-kærlighedsforhold til W/V, men en af de ting jeg rigtigt godt kan li, er at det udover den ret pæne brugergrænseflade, der ikke har gummivinduer og andre finurlige fysikeffekter, har en arkitektur der baserer sig på en sofistikeret databindingsmodel og en scenegraf der er uhyre fleksibel at programmere til.
Det er ikke noget brugeren ser direkte. Det er noget han vil opleve i hvor enkle programmerne er at bruge, hvor fleksible de er, hvor stabile de er etc.
Man kan let diskutere om det er for bloated og for stort, men funktionalitet koster tid og plads, det kan ikke være anderledes.
Linux frameworks der laver gummivinduer bidrager intet til funktionalitet og laver udelukkende lir. Faktisk så jeg et interview med en af programmørerne bag en af de frameworks og han nævnte at hans produktivitet var faldet, fordi han hele tiden skulle side og flytte vinduer, fordi de var så sjove at lege med. Det var jo ikke helt alvorligt ment, men alligevel en indikator for hvad vi egentligt her har med at gøre.
Jeg tror Linux, på den front, vil være bagud i adskillige år. Men pøj pøj med det. Jeg håber selv der kommer seriøse fremskridt med det.