De vedhæftede billeder af frekvenskurver mv. kan jeg desværre ikke kommentere så meget på, men syntes at de skulle med alligevel. Om ikke andet så for sjov for at se noget af det Steen lavede, og også noget af det han tegnede i hånden, når han blev inspireret.
Man vil dog kunne se hans kommentarer ”bølge” og ”udfasning” på papiret med den ellers rigtigt fine frekvenskurve for Seas-enheden. Jeg skal beklage, at gengivelsen her ikke er så god, som i virkeligheden
. Jeg kan lige oplyse, at udfasningen ligger mellem 10 - 12 kHz.
Som skrevet andetsteds mente Steen at teorien beviste at 4-vejs konstruktionen lavet med synkronfilteret vil komme så tæt på den ultimative højttaler som muligt. Men som alle jo ved er der til tider temmelig stor forskel på teori og praksis
.Derfor tog Steen også denne opgave meget seriøst (gjorde han for resten ikke altid det ?!). Hvis der blev ”sjusket” ville beviset på den ultimative højttaler måske falde til jorden med et ordentligt brag.
Beregning af delefilter foregik på en utrolig gammel computer, så det gik meget langsomt, og der blev forsøgt med alle mulige værdier, som Steen havde programmeret ind i sit eget program.
Da der var gået nogen tid med måling af højttalere og mange ændringer af oplæg til delefilter var vi klar til at realisere projektet. De der kender Steen ved, at hans verden var meget dikteret af matematikkens og fysikkens verden.
Han delte derfor aldrig enhederne der hvor de begyndte at rulle af eller hvor frekvenskurven droppede med et brag (enheder som udviste sidstnævnte tendens brugte han i øvrigt aldrig idet de opfører sig ”unaturligt”). Næh, Steens delefiltre var bygget op omkring en centerfrekvens, som han så udlagde ”target-kurverne” efter.
Steens filtre var (mig bekendt) altid bygget op, så der var symmetri.
De brede overlap og symmetrien var grunden til at Steen ofte brugte bredbåndede enheder – de skulle kunne følge target-kurverne, ellers kunne filterløsningen ikke ”gå op”. Enhederne skulle jo summere korrekt, og det kunne ikke lade sig gøre såfremt der manglede input fra en enhed. Nogle læsere af dette skriv vil undre sig over ordet bredbåndet, for så kunne man bare vælge en fuldtoneenhed fra et firma som producerer den slags. Nej, ”bredbåndet” var med reference til ”konventionelle” enheder, som jo oftest ikke var/er specielt bredbåndende
. Steen opererede meget med begrebet ”a-værdi” og hvis jeg husker rigtigt, så var det noget med hvor bredt de enkelte enheder skulle række i filteret, eller med andre ord hvor hårdt de ville blive belastet i den aktuelle filteropsætning. Måske Arsenix kan supplere til / korrigere førnævnte beskrivelse.
Da vi var klar til at drøfte filteropsætning, blev vi enige om noget nyt – i det mindste i Steens verden. Nemlig at lave filter til hver sin enhed på et separat board. Dette for overskuelighedens skyld (filteret ville blive meget stort – og lidt større end ”nødvendigt” - se senere). Ydermere ville det være lettere at fejlfinde, ændre og modificere på filteret hen ad vejen.
Der er både blevet brugt elektrolytter osv. i dette filter, og jeg føler mig sikker på at der snildt kan trimmes markant bedre lyd ud af højttalerne med bedre delefilterkomponenter (højttalerne lyder dog aldeles fremragende som de er nu
).De steder i filteret hvor det kunne tænkes at der ville komme stor belastning, blev der valgt gode modstande, som kunne tåle en del effekt. Disse er visse steder parallelkoblede osv. Forbindelserne mellem komponenterne er primært hard-wired med kobbertråd, som så vidt muligt ”svæver” i luften i stedet for at ligge an mod delefilterpladen.
Denne højttaler er blevet til inden Steen fik gang i sine gode ideer til delefilterkomponenterne af egen produktion, så alle dele i filteret er standardvarer af absolut ”variabel” kvalitet. Nogle steder er der brugt almindelige luftspoler, andre steder er der jernkerne med ”i billedet” og i bassektionen er der også benyttet ”trafo-spoler”. På daværende tidspunkt kunne det ikke realiseres ret meget anderledes.
Kondensatorerne var både elektrolytter (primært i parallel) og seriekondensatorerne var PP-kondensatorer fra InterTechnik (uff?!). PP-kondensatorerne blev placeret i serie, men vi ville gerne gøre dem ”usynlige” i lydbilledet. Derfor puslede vi med en ide om at batteriforsyne kondensatorerne for at undgå ”cross-over” forvrængning – eller i hvert fald tilstræbe at opnå samme effekt som klasse-A kontra klasse-B forstærkere.
Batteriforspændte kondensatorer er dyrt at realisere, idet man skal benytte en kondensatorkapacitet, som er faktor fire gange større. Spændingen skulle jo tilføres mellem to serieforbundne kondensatorer, og serieforbundne kondensatorer ”halverer” størrelsen af den summerede værdi – derfor skal de to serieforbundne kondensatorer være med dobbelt så stor værdi, som den der er beregnet i delefilteret.
Ideen med at batteriforspænde kondensatorerne var ikke noget Steen og jeg havde fundet på. Vi havde høre løse rygter om dette princip, og hvis jeg ikke husker helt galt var det JBL, som var med til at lancere ideen
. For at få ”løftet” kondensatorernes nul-punkt så langt væk fra ”arbejdsområdet” som muligt blev der lavet en DC-forsyning bestående af 8 stk. 9-volts batterier, som blev loddet sammen i serie (72 V). Dette fordi min daværende ML 23.5 effektforstærker kunne afgive ca. 68 Volt ved fuldt spændingssving. Så måtte det da være rimeligt OK
.Da vi fik mulighed for at lytte til denne løsning, blev det vurderet, at der ved høje toner, bækkener osv. blev skabt et mere naturligt rum omkring disse instrumenter, og med mindre fnidder. Eller med andre ord; en mere ”sort” baggrund i lydbilledet. Batteriforspændingen blev koblet til enhederne i diskant/mellemtone sektionen.
Da delefilteret var færdigt, var det placeret som fire filtre på hver sin plade. Disse plader skulle fungere som en slags ”indstikskort” (se billede) i delefilterkassen bagfra. (Bemærk (eller bemærk venligst ikke!) de skrækkelige lysnetledninger, som midlertidigt forbinder et par af sektionerne
. Det var en rimelig god måde at gøre det på (altså ”indstiks-princippet” !!!) og samtidig kunne man så eksperimentere med ”quattro-wireing” hvis man ville det. Bi-wireing var rigtigt meget oppe i tiden på det tidspunkt! Det eneste kabel af rigtig god kvalitet, som kan ses på billedet, er den uldne ting helt ude til venstre. Det er massive kobberledere, 0,5 x 30 mm, som ligger i baner syet af et kasseret bomuldslagen (se evt. tråd om kabler mv.).
I næste afsnit, del 4, vil der blive vist billeder af den færdige højttaler fra forskellige vinkler, så man bedre kan se hvad det hele endte op med.
Kan I holde jer muntre, og drik nu ikke for meget julebryg
Venlig HiFi hilsen
Karsten Sømand.
