The Imaging Science Foundation, ISF, er en organisation der har til formål at forbedre billedkvalitet generelt. Man kan læse mere om ISF på deres hjemmeside:
http://www.imagingscience.com/about.htm
En del af ISF's arbejde er uddannelse af forhandlere. ISF har udarbejdet en særlig ISF certificering, der indebærer en grundlæggende uddannelse i billedkvalitet og billed-kalibrering. Denne certificering indebærer et to-dages kursus, med en efterfølgende test der skal sikre at kursets indhold er forstået, og efter at have bestået denne test, kan man kalde sig ISF-certificeret forhandler. Formålet med denne certificering er at sikre at den enkelte forhandler har en korrekt grundlæggende forståelse for billedteknik, og praktisk erfaring med kalibrering med brug af måleudstyr. Udover den egentlige ISF-certificering, forestår ISF også andre kurser, som ikke nødvendigvis indebærer en ISF certificering.
På ISF's hjemmeside kan man finde en komplet og opdateret liste over forhandlere med ISF-certificering. Kun disse forhandlere, der har opnået den egentlige ISF-certificering, kan tilbyde en ISF-kalibrering. Er man ikke certificeret, er det naturligvis tilladt at tilbyde kalibrering, men ISF's logo som kvalitetsstempel for kalibreringen, kan kun benyttes af certificerede forhandlere. Listen over certificerede forhandlere kan findes her:
http://www.imagingscience.com/isf-trained.cfm
Vælger man "Denmark" ved "select country", og markerer "ISF trained dealers", vil man få en liste over de indtil videre tre danske firmaer der har gennemgået træningen og bestået testen. Disse firmaer tilbyder dog ikke nødvendigvis en ISF-kalibrering. Markerer man i stedet "ISF-trained dealers with calibration equipment", vil man få en liste over firmaer der p.t. tilbyder den egentlige ISF-kalibrering - hvilket p.t. vil sige ingen.
En anden del af ISF's arbejde går ud på at hjælpe hardware-producenter i udviklingen af produkter. Dette har blandt andet udløst ISF CCC, eller C3, der bl.a. bruges i Pioneer's plasma-tv. C3 er en skjult menu, der gør det muligt for installatøren at lave separate dag- og nat-indstillinger for hver indgang, og fastlåse disse så brugeren ikke ved en fejltagelse kan komme til at ændre indstillingerne. Brugen af denne menu er ikke indskrænket til ISF-certificerede forhandlere.
En række danske forhandlere har modtaget undervisning fra ISF i kalibrering af Pioneer tv ved brug af denne menu. Denne undervisning er ikke det samme som en ISF-certificering, og giver ikke forhandleren tilladelse til at bruge ISF's navn og logo i forbindelse med markedsføring af kalibrering generelt. En ISF-certificeret kalibrering kan kun foretages af ISF-certificerede forhandlere. Da nogle forhandlere tilsyneladende har misforstået dette, vil jeg anbefale at man beder om en kopi af ISF-certificeringen, når man køber en ISF-kalibrering.