macwerk skrev:Jeg kunne ikke nære mig og har købt billet - det skal nok blive festligt!
http://www.youtube.com/watch?v=lrWHsIrQIC8
Og det blev det!
Men jeg kunne vist lige så godt havde efterladt mit kamera derhjemme
Selv tog mig igen og igen i at kigge over på den ikke eksisterende bassist
- det yderste dybe horn der kan altså et eller andet
(ved ikke om kan fornemme det i passagen der starter 1:41 inde i ovenstående klip)?
Gaffas anmelder skrev:Øredøvende overdådig fest i den serbiske klub
Det var godt nok højt på Global. I det relativt lille lokale spillede et af den slags romaorkestre, som normalt når de spiller i bakkerne hjemme i det sydlige Serbien, kan høres vidt omkring. Ti blæsere for Herren, som i den grad trykkede den af, tilsat tre perkussionister, som i den grad vidste, hvad de lavede. Mine damer og herrer: Det bedste brassband du nogensinde kommer til at se.
Boban og Marko. Far og søn. Og to musikere der på deres trompeter sætter tyngdeloven ud af kraft. Spiller begge så hurtigt og præcist, at jeg aldrig har hørt mage. For de kan alle jazzkrinkelkrogene, fra Armstrong til Miles, men når du så tilsætter det den modale romamusik spillet skævt over alle grænser, så er det, at du måber og oplever, at du er ude et sted, hvor der sker trolddom.
Bandet spillede to sæt. Under det første var Marko Markovic i høj grad i centrum, og uden at der direkte var tale om et generationsskifte, så var det en ny generations virkemidler, der var i spil på nogle af numrene, ikke mindst med hints til Shantel, som Marko også har samarbejdet med på dennes sidste opus, Planet Paprika. Det sås tydeligt i hittet Pijem, hvor vi alle sammen kom til at synge med på omkvædet med whisky og cocacola, som det centrale tema, mens den reggaeagtige rytme dansede afsted, ligesom vi et andet sted fik en hyldest til den lokale livseliksir, Slivovic. Når Marko ikke gav den som human beatbox og satte endnu et uvirkeligt forløb fra bastubaerne og de andre horn af sted.
Ligesom der var adskillige guddommelige momenter, hvor de andre gik ind og gav den som sangere, specielt med den uopslidelige romaklassiker Mig Mig, som vi for nylig også så bulgarske Jony Iliev divertere med på turnéen med Gypsy Queens & Kings, og som også divaen Sofi Marinova har en version af. Det er et gudenummer, og i den serbiske udgave blev den lige den tand frækkere, ja, mere vulgær med de rette stød med underlivet, hvor bukserne er ved at sprænges og trompeterne som lige spillede deres trioler det hurtigere. Mand, hvor var der fest i romaklubben.
Har du også haft den der skamfulde smag i munden, når du hørte, hvordan jagten gik ind på sigøjnere for nylig? I Frankrig og i Danmark for bare at nævne nogle få eksempler. Dette prægtige folkefærd, som har givet os de vildeste kunstarter, og som altid har stået for det lidt mere vilde og artistiske, for cirkus og flamencoartister som Camarón de la Isla. Og verdenskunstnere som Boban og Marko i Serbien. Protester næste gang du hører nogen, der endsige sætter spørgsmålstegn ved romaer. Og gå ind og se Boban I Marko Markovic eller Ivo Papasov, eller de Dhoad Gypsies fra Rajastan i Indien, som jeg skal ind og se i aften, og du kan læse om i morgen. Venner, romaer er livets salt. Den ultimative blues og drømmenes teater.
Vi ville være fattige uden disse nomader, som giver kant til det stereotype. Som gør øjeblikket til en dans. Og danset blev der på Global. Store og kåde, samt først og fremmest stolte og kærlige serbisk/danske drenge og sortøjede piger, mens ditto danskere i den totalt udsolgte sal dansede til beatet fra Vladicin Han. Fra lokaliteten nede ved grænsen af Makedonien, hvor den orientalske musik lever brændende og orkestret kommer fra.
Efter en pause kom de tilbage og det blev Boban-tid. Sønnike trådte lidt i baggrunden og faren oplod sin store baryton af en stemme og gav os hits på stribe. Fik os til at synge med, mens orkestret spillede alle de genkendelige sange, konstant med hints til alt fra ragtime og New Orleans over Duke Ellington til landevejen og cirkus der drager fra sted til sted. Og modsat koncerten til Roskilde Festival var der her tid nok, og de spillede til vi alle segnede og var så blæst igennem og aldeles kuldslåede af lykke og kædedansen var gået rundt og rundt og vi var så i bund og grund taknemmelige over at de var kommet til byen og havde forandret vores verden så overbevisende.
En grænseoverskridende suveræn koncert med Boban, Marko og deres herlige spillemænd.
. Jeg var i den 8. Himmel efter denne koncert. Jeg fløj direkte forbi den 7. Himmel - det var simpelthen overnaturligt og naturstridigt godt!!! Håber du var lige så begejstret som jeg. 
