Det er jo nok ikke en hemmelighed, at av-udstyr kan erhverves langt billigere i det store udland end herhjemme i Danmark. Moms, diverse driftomkostninger, manglende konkurrence osv. er alle faktorer som gør, at Danmark i reglen er dyrere end mange andre lande. Spørgsmålet er så, om det er dårlig moral at gøre brug af udenlandske forhandlere? Efterfølgende service (evt. ved defekter) er jo nok aldrig lige så god, som hvis man handler ved en lokal forhandler og man må selvfølgelig derfor gøre op med sig selv, om besparelsen kan svare sig og om man tør løbe "risikoen". Derimod kan man jo gratis benytte sig at den lokale forhandler til råd og vejledning forud for købet, med påskud om at man vil købe hos ham. Her er der muligvis mange forhandlere, som vil vende det hvide ud af øjnene og politiske korekte forbrugere der vil korse sig, men faktum er jo, at tingene er billigere i udlandet og let tilgængelige via Internettet. På længere sigt vil det sikkert medføre butiksdød, hvis alle tænkte på den her måde, men når man som enkeltindivid står med et produkt, der kan fåes 25% under DK-priser, virker det jo næsten dumt andet end at købe det der, hvor det er billigst.