Vi er igen blevet bedt om at slette denne tråd, og vi vil derfor fra Nerds
side komme med denne udtalelse om sagen:
a) I forbindelse med køb af Sonus Faber højttalere, er det vores opfattelse, baseret på de emails vi har fået forevist fra køber og sælger, at sælger har givet køber indtryk af at højttalerne var ”næsten nye”.
b) Dette har køber fået verificeret ikke var tilfældet ved kontakt til fabrikanten.
c) Sælger påstår heroverfor at køber var gjort mundtligt bekendt med at alderen var de 5 år. Da dette er sket mundtligt, har dette ikke kunnet verificeres. Endvidere har køber bestridt dette.
d) Der er derfor en ”ord mod ord” situation, hvor vi klart opfatter at køber står stærkest, idet han med henvisning til email korrespondance har dokumentation for at sælger har oplyst at højttalerne var ”næsten nye”.
e) Handlen gik derefter i hårknude, idet køber ønskede kompensation for alderen, hvilket sælger nægtede, ligesom sælger nægtede at hæve handlen, idet sælger istedet sendte køber til advokat, og samtidig pålagde køber ikke at udtale sig offentligt om sagen.
Nerds holdning: På dette tidspunkt burde sælger have indset at købers indsigelser var sagligt og juridisk korrekte. At sælger så kan have den opfattelse, at køber havde fået alderen at vide mundtligt, men benægtede dette, gør ikke at sælger skal trække folk i retten. På det tidspunkt havde det fornuftige været at tilbudt køber en prisreduktion, og ifald køber ikke ville acceptere den, at hæve handlen og betale køber sit depositum tilbage.
f) Køber går så ud og offentliggør sin version af sagen på diverse fora. Dette gør at sælger reagerer og beklager sig over købers opførsel.
Nerds holdning: Det burde ikke komme som en overraskelse for sælger, at tryk avler modtryk. Når sælger tilbageholder købers depositum, og samtidig truer med advokat, er det naturligt at køber reagerer. Det er alene sælger der kan bebrejdes offentliggørelsen, da sælger kunne have undgået denne ved enten at give kompensation for aldersproblemet, eller hævet handlen og returneret depositummet.
g) Ved hjælp af mellemmand, nås der en aftale mellem køber og sælger. Det virker som om der bare er tale om banale misforståelser mellem de to parter og den dårlige omtale af sælger stopper på nettet.
h) Sælger kommer hjem fra CES, men vælger ikke at levere højttalerne omgående. Istedet får vi mails fra køber om at trådene skal slettes.
Nerds holdning: På dette tidspunkt havde vi en oplevelse af at misforståelser var skyld i sagen, som også mellemmanden havde på det tidspunkt, og vi glædede os over der var nået enighed, således at køber kunne få højttalerne på rimelige vilkår.
Imidlertid undrer vi os over kravet om sletning, da det ikke virker som om køber har fået sine højttalere. Vi nægter derfor overhovedet at ville vurdere en sletning, før varerne er leveret og gør samtidigt opmærksom på at man ikke sletter tråde blot fordi at en part er utilfreds med indholdet.
i) Vi er bekendt med at sælger kraftigt opfordres til at levere højttalerne og slutte handlen, men istedet vælger sælger at udsætte leveringen i een uge, idet han tager til udlandet.
j) Samtidig opfordrer sælger køber til fortsat at presse på for sletning, på trods af vi har givet afslag.
k) Vi får nu også mails fra sælger om at skulle slette trådene, da det vil betyde at handlen kan fuldføres.
Nerds holdning: Vi nægter nu en sletning, og istedet vælger vi at rådgive køber om de juridiske aspekter idet at et redaktionsmedlem er erhvervsjurist, og gennem sit arbejde for Forbrugerrådet kender til købeaftaler indgået i forbindelse med forbrugerkøb. Herudover bliver sælger kraftigt, og løbende, advaret om konsekvenserne ved fortsat at ignorerer de præceptive beskyttelsesregler i Købeloven.
l) Køber hæver nu handlen.
m) Sælger er nu pludseligt interesseret i at gennemføre handlen UDEN kravet om at trådene slettes.
n) Køber er dog blevet så træt af sælgers behandling at han ikke ønsker dette.
o) Køber kræver sit depositum retur.
p) Sælger vil ikke returnere dette, men tilbyder at returnere depositum når højttalerne er solgt, med fradrag for eventuelle tab, hvis højttalerne sælges billigere end oprindeligt planlagt.
q) Køber kræver fuld depositum, og truer med at skrive på fora om handlen, ifald depositum ikke returneres.
r) Sælger nægter stadig returnering af depositum, men forsøger igen at bestemme at køber intet må offentliggøre.
s) Køber tilbyder at sælger skriftlig erkender at skylde køber det fulde beløb
+ laver en afbetalingsaftale, gør sælger det, vil køber intet publicere.
t) Sælger nægter dette, og køber laver de nye tråde.
Nerds holdning: Vi fatter ikke at sælger ikke kunne indse, at når vi siger nej, til at slette tråde, er det et nej. Vi forstår heller ikke, at sælger ikke leverede højttalerne hurtigst muligt efter hjemkomst fra CES. Ligesom vi ikke forstår, at sælger ikke fatter at den usikkerhed han giver køber, ved end ikke at ville acceptere at skylde køber depositum, gør at køber må reagere som han gør. Vi mener derfor at kun sælger kan bebrejdes for dette.
u) Efter at de nye tråde er startet, henvender sælger sig til os, for at få trådene slettet.
v) Sælger skriver derefter ud pr mail søndag, at højttalerne er solgt til anden side, og depositum overfør til køber.
w) Dette viser sig at være forkert, og køber har endnu ikke fået nogle penge, men har fået nye krav fra sælger, som han klogeligt har afvist.
Nerds holdning:
Vi er af den opfattelse at sælger alene bærer ansvaret for, at denne handel ikke er blevet gennemført eller hævet. Ligesom vi er af den opfattelse at sælger burde sende depositum til køber omgående. Slutteligt mener vi, at sælger kun har sig selv at takke for den massive dårlige omtale han har fået på nettet. Vi vil IKKE slette denne tråd igen.
De rent juridiske aspekter i denne sag:
* Som branchemedlem er gældende lovgivning sådan, at selv hvis man som privat person sælger noget, som man arbejder med professionelt, anses det som et professionelt salg (forbrugerkøb). Det vil sige at Mark Johansen ikke kan påberåbe sig at det er en privathandel, og at retsstilling derfor skulle være anderledes.Alle regler om forbrugerbeskyttelse gælder således også når branchemedlemmer som privatpersoner sælger hifi udstyr. Reklamationsretten skal således følge købeloven, og er 2 år, også i brugthandler.
* Når køber og sælger er uenige, er retspraksis at retten kigger på hvad parterne har aftalt. Findes der skriftlig dokumentation lægges det til grund. Er der mundtlige aftaler, gælder disse kun, hvis de ikke bestrides af den ene part, eller hvis de kan dokumenteres med vidner. Dette er ikke tilfældet her, og enhver ret, vil således ligge til grund, at køber havde ret i at sælger fejlinformerede om alderen.
* Hæver en køber salget med begrundelse i rimelige mangler som i denne sag, er sælger forpligtet til at returnere depositummet.
* Returnerer sælger ikke depositummet indenfor rimelig tid, kan køber politi anmelde sælger for bedrageri.
* Vi vil opfordre køber til at indgive politianmeldelse for bedrageri, ifald depositummet ikke er køber ihænde, indenfor de aller nærmeste dage.
Til gengæld vil vi fremadrettet fra Nerds side:
* Hjælpe forbrugere der er usikre på deres rettigheder.
* Ifald vi ser/gøres bekendt med at branchemedlemmer annoncerer produkter til salg, der afviger negativt fra købeloven, vil vi gøre branchemedlemmet opmærksom på fejlen.
* Retter branchemedlemmet ikke fejlen, eller sker den gentagne gange, vil vi afvise yderligere annoncer fra branchemedlemmet.
* Fortsætter et branchemedlem annoncerne andre steder, vil vi om nødvendigt advare mod vedkommende på vores side.
* Generelt advare mod at man betaler depositum. Og det er ligegyldig hvilken sælger man ønsker at købe af. I disse tider er der en chance for at sælgerne ikke opfylder deres del af aftalen, og man risikerer så at miste sit depositum.
Skulle der være faktuelle fejl i ovenstående, er både køber og sælger velkommen til at rette henvendelse til os.