kibri skrev:Øllen kender jeg ikke. Hvor købes sådanne dråber?
SES. skrev:Becker: Kunne du ikke blive importør?
Så skal du have rettet din status til branchemedlem Jeg må drikke 2 øl om ugen, du kan regne med 50% til dig
ps: Ugereglen er ophævet når maestro analogue kommer på visit!
(men må indrømme at vægten reduceres )
becker skrev:På den anden side, så går det ikke med fuldtidsimport af øl.... hvem skal så stemme balancen af om dagen Skal jeg bare lade alle de utrolig spændende regnskabstransaktioner ligge?
kibri skrev:
Yes Sir! Tak til de forrige lågeåbnere – der har været meget spændende, både til skuffen og tallerkenen ...
Låge nr.10 tema bliver ”POWER”. Det er det i har brug for, efter den største tossefrokostdag på året...
Lad os starte med 3 plader.:
Ben Harper:
Svær at sætte i bås musikalsk – han er den type der ikke har nogen grænser og dukker op her og der og de særreste steder. Sidst jeg så ham, var i hyldestkoncerten til Willie Nelson, ”Willie And Friends”, hvor Willie erklærer sig Harper-fan undervejs.
Hans musik er med dybe rødder i blues og gospel, men han går ikke i vejen for at flytte disse videre og over i andre genrer, hvilket til tider giver nogle helt ubeskrivelige oplevelser, bl.a. til hans mange koncerter. Hans udtryk er generelt bedrøvet – en masse opsparet energi over alverdens skandaler, forurening, politiske konflikter og (den bedste!), meningmand og vores bidrag til rækken af skandaler. En ener, der mener hvert et sunget ord. Der er ikke mange af hans støbning i musikkens verden i dag. Bygger sine egne slideguitarer (der ofte er til salg til hans koncerter!), som han spiller gudsbenådet...
Jeg stiftede første gang bekendtskab med ham via en High Fidelity CD, tilbage i midthalvfemserne. Mener det var en skæring fra hans første album, der vel nærmest må betragets som en nyklassiker. En del år efter havde HF ham igen på det blanke medie, med ”Jah Work”:
...” Tell me do you really know
your brother man
cause a heart speaks louder
than a color can
and why would you even
shake a man's hand
if you're not going
to help him stand”…
Jeg var afleveret, bare sådan.
Tilmed produceret så folk måbede..”er det mit anlæg der spiller?” – hørte jeg en studieven...
Alle hans albums er mesterklasse, men skal jeg vælge et, må det blive det mest oversete, ”Fight For Your Mind”, hvor bl.a det sublime ”Excuse Me Mr.” findes. Nok den mest gospelinspireret af dem alle, men det må ikke skræmme.
A blast from the past: Steeleye Span - folkmusic med strøm. Fairport Convensions onde søster, kunne man sige. De fulgtes ad samme musikalske sti i starten, men skiltes langsomt.
Steeleye har en del egne kompositioner, men mange af numrene er traditionelle britiske folkelinier, der får nyt liv med power.
Lyt til albummet ”Now We Are Six”, som er et af de sidste i glansperioden fra 70´erne.
Produceret af Ian Anderson (ja, selveste J-Tull father) og nyd de ekstremt tighte rytmer og Maddy Prior´s smukke vokal. Holder du helt til enden, kan David Bowie høres på alto sax!!
Og så måtte jeg sniffe lidt i mine plader..
Glemte klassikere er altid godt. Man finder dem igen og så står det så lysende klart hvorfor... nøjagtigt som beckers Sgt. Pepper (af Rolling Stone Mag. 11 dec. 2003, kåret som det bedste album nogensinde, efter afstemning blandt en masse musikere).
Min er Blood Sweat And Tears´ værk fra ´69.
I kender ”Spinning Wheel” – udødelig, rytmisk, irreterende og så godt skruet sammen at det ikke skulle være muligt. Det er funk, jazz, bossanova, reggae, big band og rock. Musikerne kan man ikke ønske sig bedre. Har du den stående i reolen – smæk den på. Hvis ikke – tror de har åben til 14:00 de fleste steder...
Bedste Hi-Fi køb. Jeg køber ikke meget af det, men denne har ændret en ting el. to i det forgangne år:
Manley Shrimp. En preamp der er lavet med det ene formål; at spille musik. Det er ikke hi-fi det her, det er studiegrej med stuebetjening. Rør i to trin, hvoraf det sidste er den hemmelige ”white follower”, der sikrer en udgangsimpedans på 30 Ohm. Uhørt når vi taler rør. Det giver et stramt drøn af dynamik over hele linien. Du ønsker ikke at høre din pre imod denne – det uanset pris. Her bliver den brugt både til udvikling, kontrol og musikmaskine i dagligdagen. Skulle du falde over et par kibri-HT fra 2005 og frem, har denne været i kæden på et eller andet tidspunkt.
Ønske.
Man drømmer altid. Men når Tom Fletcher giver sig selv lange seler og smider livremmen, jamen... Nottingham Deco:
En plade på Barcelona-spillerens navnebror og denne julehumle på bordet:
Luset billede – de beskytter de gode!
Baggårdsbryggeriet – de har ellers fået rigelig reklame i TV, gennem ehversdriverne, Men når man brygger en ”Julefabel”, med kaffe og kanel, er der ingen tid at spilde. Alkoholen er beskedne 6.6 – men masser af power i smagen.
Der skal skylles efter, skal der
Det rykker det her. Kender kun 75´eren. Vi taler Gordon Macphail Elgin Balmenach, Speyside.
Har aldrig duftet noget lignende: Gran, honning, tørv, voldsomme frugter og store mængder malt.
Næste morgen vågner du med smagen i svælget. Ikke en cask strenght, de har smidt vand i for dig... Igen ligger styrken i smag og duft.
Becker og jeg deler vintaste, kan jeg se. De New Zealandske kan noget specielt, selv om jeg stadig imponeres over visse franske singledruer på midtfyn.
Le´nispi´:
Ligger skjult (eller hun prøver!)
Aner ikke hvem hun er, men på nuværende tidspunkt ligeglad.. (lånt fra fotokritik.dk af Claus Ronald Jensen – helt uden at han ved af det)...
Glædelig jul alle..
SES. skrev:Kom ud fra GP – så slog det mig – hvad var det nu jeg for nylig skrev – ikke flere plader, spil dem du har . Dette er altså udsat i det mindste så længe julekalenderen kører.
SES d.24/11 skrev:zaka skrev: Der er sket et mindre paradigme-skifter hos mig: Ikke flere nye skiver (ok måske nogle få uundværlige ) og så tilbage og finde guldet på hylderne.
Good Luck! Det har jeg prøvet på i flere år nu! Men det vælter ind af døren
kibri skrev:Ben Harper:
En plade på Barcelona-spillerens navnebror og denne julehumle på bordet:
vilmann skrev:
Tom Waits: Blue Valentine
Egentlig er det snyd - for den ikke bedre end så mange af de andre Tom Waits plader.
Men den har noget særligt - en særlig feeling, der gør den helt unik.
Tom Waits er som altid i fortællehumør.
Bandeleder Romeo der dør, og bandemedlemmerne der aner hvad de skal gøre af sig selv, for de er jo ikke noget uden Romeo.
Pigen der stikker af hjemmefra med farmands kreditkort, og kommer i dårligt selskab med en vederstyggelig mandsperson. Men dog klarer skærerne - She only lost half a pound of blood, 29 dollars and an alligator purse.
Og julekortet fra luderen i Minneapolis. Det hele går som skal. Der er familieforøgelse i vente. Filajsen arbejder ved jernbanen, og spiller trombone. Ikke flere drugs, og ikke mere whisky og så videre med almindeligheder om dagligdagen. Men det passer bare ikke: Hun mangler penge for at kunne betale advokaten, så hun kan blive prøveløsladt....
Bandet giver den hele armen som halvlummert jazz-orkester, men man finder hurtigt ud af, at der er mere i det end som så.
macwerk skrev:Denne her kalender køre bareSES. skrev:Kom ud fra GP – så slog det mig – hvad var det nu jeg for nylig skrev – ikke flere plader, spil dem du har . Dette er altså udsat i det mindste så længe julekalenderen kører.
Du kan vist holde næsen i sky, lidt endnu. Men ham Zaka derSES d.24/11 skrev:zaka skrev: Der er sket et mindre paradigme-skifter hos mig: Ikke flere nye skiver (ok måske nogle få uundværlige ) og så tilbage og finde guldet på hylderne.
Good Luck! Det har jeg prøvet på i flere år nu! Men det vælter ind af døren
I er nogen forkælede .........
Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 3 gæster