Denne gang har jeg lyttet nærmere til Rafael Kubeliks komplette Mahler-sæt på DG. Kubelik er i bredere musikelskende kredse aldrig blevet helt så populær og kendt, som de næsten jævnaldrende Karajan og Bernstein, og han har heller ikke opnået den samme næsten mytiske status som for eksempel Furtwängler eller Klemperer en generation tidligere. Men hans navn omtales med stadig større respekt af klassiske kritikere og eksperter. Han var sørgeligt undervurderet, siger de anerkendende med ærefrygt i stemmen. Ja!
Kubelik var fra det område i Tjekkiet, man dengang kaldte Bøhmen. Han indspillede en del værker af mestrene fra de egne (Janacek, Smetana, Martinu og selvfølgelig en masse Dvorak), samt mange af de store klassikere inkl. to komplette Beethoven-cykler (symfonierne). Under hans næsten 20-årige virke som chefdirigent for Bayerns Radiosymfoniorkester (Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks) fra 1961-1979 er det også blevet til en kolossal mængde radio-koncerter, som siden ofte er udsendt på de to cd-labels Audite og Orfeo. Audite har for eksempel udsendt live-indspilninger af de fleste af Mahlers symfonier med Kubelik på cd. Hans Mahler-cyklus på DG er dog ikke live, men også indspillet med Bayerns Radiosymfoniorkester i årene 1967-1971.
Mahler-symfonierne bliver hos Kubelik spillet stramt og nøgternt, og man kan vel sige, at de er diametralt modsatte af Bernsteins fortolkninger, for nu at sammenligne med sidste uges sæt. Hvor Bernstein synes at fremhæve musikkens konturer og kontraster, hvad enten der er tale om kontraster i dynamik, instrumentation eller tempi, synes Kubelik nærmest at nedtone disse forskelle. Der er derfor væsentlig mere "smæk" for skillingen hos Bernstein. I det store klimaks i 2. symfonis førstesats, og de 30 sekunder som leder op til dette klimaks, er forskellen meget tydelig (dette klimaks indtræder 13:43 på track 1 hos Kubelik, og lige ved begyndelsen af track 4 hos Bernstein). Hos Bernstein er det virkelig voldsomt! Tendensen er den samme for alle symfoniers vedkommende: Kubelik holder stramt i tøjlerne og leverer stringent spil uden store armbevægelser. Men man skal ikke tage fejl: Kubeliks versioner er fremragende og har absolut deres berettigelse! Der er tale om fortolkninger, som er så lidt selvhævdende, at det er en fryd. Mahlers musik har jo ofte været offer for alskens slet behandling, sovset ind i sentimental romantisk klangpragt og svulstige klæder. Og i den sammenhæng kommer Kubeliks temmelig moderne fortolkninger til sin ret. Når man er blevet træt af de mere manierede indspilninger i samlingen, eller af de indspilninger, som i et forsøg på at give efter for modens luner er "over the top", har man altid Kubelik at falde tilbage på. Det er indspilninger, som er bygget til at holde evigt.
Kubeliks tempi er meget hurtige. I sammenligning med alle mine øvrige Mahler-indspilninger på CD og LP - og jeg har op til 12 af hver symfoni - er Kubeliks versioner næsten altid de hurtigste. I forhold til de langsomste indspilninger i min samling er Kubeliks 2. symfoni 18 min. hurtigere (!), hans 9. symfoni er 14 min. hurtigere, 6. symfoni 13 min. hurtigere, 3. symfoni 12 min. hurtigere og de øvrige fra 7-10 min. hurtigere! Men man kan ikke definitivt sige, de er for hurtige. Kubelik undgår blot at ride med på den meget dvælende og sentimentaliserende bølge, som af og til synes at have ramt Mahlers musik. Rent historisk ligger Kubelik sikkert tæt på de tempi, Mahler forestillede sig.
Disse Kubelik-indspilninger er de nyeste Mahler-discs i min samling. Jeg har kun haft dem i ca. et halvt år, og har derfor ikke lært dem så godt at kende endnu, hvilket er lidt synd. Kubeliks indspilninger er nemlig af en sådan karakter, at man med tiden bør komme til at holde mere og mere af dem. Men ved de første gennemlytninger virker de ikke syndeligt spektakulære, hvilket paradoksalt nok er ders styrke. Min personlige smag går nok mere i retning af Bernstein, hvis jeg skulle vælge mellem de to hidtil omtalte sæt, men Kubeliks sæt er konsekvent og også uden decideret dårlige fortolkninger. Bedst er 1. symfoni, som efterhånden har fået en klassiker-status hos visse anmeldere. De indledende strygerklange giver præcis den rette mystiske atmosfære, og symfonien er stramt og elegant gennemført. Symfonierne 3, 4 og 7 er også vældig fine. Jeg kunne dog ønske mig mere tragik og frygt og bæven i 6'eren - ikke mindst i finalen, hvor fx Barbirolli giver sig væsentlig mere tid. Jeg ville også foretrække en mere dvælende finale til symfoni nr. 9.
Ud over de 9 symfonier byder dette sæt kun på adagioen til 10. symfoni.
Med hensyn til lydkvaliteten er dette sæt slet ikke på højde med Sonys Bernstein-box. Støjniveauet (analog båndstøj) er ganske vist lavt - måske endda lavere end hos Bernstein - og forvrængningen ligeså. Instrumenterne klinger smukt og fint, men orkesterstemmernes placering i stereobilledet er helt hen i vejret. De er kastet hulter til bulter omkring mindten uden hensyn til deres virkelige placering. Vi hører ofte kontrabas og celli placeret til venstre, og violiner placeret til højre eller midt i lydbilledet! Og der er (desværre) ikke tale om en så elementær fejl, at man blot har byttet om på højre og venstre kanal, for det er gennemført uden nogen form for konsekvens. I starten af 4. symfoni hører man fx dybe strygere til venstre (fx. 0:57). Bernsteins Sony-indspilning af den samme symfoni har langt bedre gengivelse af stemmernes placering med violiner til venstre og dybe strygere til højre. Der er mange tilsvarende eksempler for hver eneste symfoni. Hvorvidt det er et problem for lytteoplevelsen, tør jeg ikke sige. Jeg har lige skimmet et par anmeldelser, men ingen synes at påpege dette, så det er måske ikke så slemt. Som jeg sagde i min første Mahler-omtale, nyder jeg også gerne historiske mono-optagelser, så for mit eget vedkommende er den utilfredsstillende stereogengivelse ikke et stort problem.
Til sidst en kort bemærkning om Kubeliks live-sæt på Audite. Jeg har ganske vist kun hørt 3. symfoni i denne serie, men den er også god - endda bedre end studio-versionen. Tempi er fuldstændig identiske, men der er en større sammenhæng og koncentration i live-optagelsen. Publikum anes knap nok. Koncerten er optaget lige før Kubeliks DG-indspilning, og har nok tjent som en slags generalprøve - også hvad teknik og mikrofonopstilling angår, da den synes at have de samme problemer på det område. Det er dog kun få af live-symfonierne på Audite, der er optaget i forbindelse med Kubeliks DG-sessions. Flere af de andre symfonier er optaget langt senere i 70'erne, og 9'eren er faktisk optaget på turne i Japan. Mit gæt er derfor, at lydkvaliteten kan svinge en del på disse live-optagelser. Med hensyn til fortolkningernes kvalitet har de et ganske fint ry, og jeg kunne godt finde på at kaste mig over de øvrige (nogle af disse live-indspilninger er også udsendt på vinyl, og 8'eren på hybrid SACD)!
.
