Så er det soul-tid.
8 mere eller mindre ukendte skiver, som fortjener flere lyttere.
Here goes:
Various Artists - Soul Christmas (Atco SD 33-269)
CD
Nu er det jo snart jul, men det er ikke derfor denne er på listen. Skal det være julesange, så er denne skive en af de absolut bedste jeg har hørt, men den har også den sære egenskab at den kan høres året rundt.
Der er sange med Clarence Carter, King Curtis (med Duane Allman på guitar!), Otis Redding, Joe Tex, Booker T & The MG's, Carla Thomas, Solomon Burke og William Bell.
Redding synger en hjerteskærende version af Irving Berlin's White Christmas. Redding's version giver den gamle traver en helt ny dimension og for mig er dette den ultimative fortolkning. Joe Tex – manden der lærte James Brown at være cool på en scene – synger en ligeså sjælfuld I'll Make Every Day Christmas (For My Woman). Han starter ud som en ægte amerikansk prædikant men slår så over i en vidunderlig tilbageholdt vokal der får det til at risle ned ad ryggen. Carla Thomas synger usædvanligt pænt og uskyldigt og Clarence Carter er uhørt funky. Booker T og hans MG's og King Curtis sørger for velplacerede instrumentale “intermezzo's”, som er mere end velspillet.
Det er ikke en skive med de sædvanlige klassiske julesange og de få der er, bliver fortolket temmeligt anderledes end vanligt.
Booker T & the MG's – Green Onions (Sundazed LP 5079)
CD
Ved første gennemlyt lyder det simpelt, næsten for simpelt. Instrumental-musik på Hammond-orgel, guitar, bas og trommer. Ja det minder faktisk en lille bitte smule om suppe-steg-is-musik (gys!). Efter et par lyt falder det hele på plads og det går op for en at “There's not a note or a nuance out of place anywhere on this record ...” - som anmelderen skriver på allmusic.com. Jeg er fuldstændig enig, og der er absolut ikke frådset med virkemidlerne - noget, kun et sammenspillet band kan slippe af sted med. Booker T & the MG's bestod af Booker T Jones (hammond), Steve Cropper (guitar), Al Jackson, Jr. (trommer) og Lewis Steinberg (bas) og har man en Stax Records skive fra 60'erne, er der en stor sansynlighed for at Booker T & the MG's spiller backing på den. De var Stax's houseband og havde en stor del af æren for at dette label fik succes. En glad skive, som skal spilles højt.
Ollie & The Nightingales – Ollie & The Nightingales (Stax STS 2021)
CD
Flot, flot vokal arbejde fra en meget overset gruppe. Mojo Music havde en liste med “67 Great Lost Albums”, hvor denne figurerede og da jeg kort efter snublede over en original Stax vinyl i Accord til en fin pris kunne jeg ikke lade være – jeg blev ikke skuffet. Der er sange fra selveste Booker T. Jones, Isaac Hayes, Eddie Floyd, mfl. Memphis soul fra en sanger – Ollie Hoskins – der, som så mange andre, blev “oplært” i kirken. Hans med-sangere kom fra vokal gruppen The Dixie Nightingales der kunne prale af at have den kommende Temptations sanger David Ruffin med. Backing gruppen er ligeså imponerende med bla. Steve Cropper på guitar.
James Carr – You Got My Mind Messed Up (Goldwax Records 3001 vinyl reissue)
CD
“Let me go, let me carry my own sorrow.
I am sadder than tears, but tomorrow,
come sweet dawn I will be happy again,
singing while your heart trembles in the shadows
like a face reflected in troubled water. I will give to all Soul,
we shall dance into life's hidden movements
and blend with our passing hours new hope for a greater happiness.
I am tired Lord knows I'm tired of being alone.
From the dark side of the street I dedicate to you, people, my heart”
Der er ikke så meget at skrive, Carr er fantatisk. Verdens bedste soul sanger - verdens bedste soul album? Der er så meget følelse og indlevelse i hans stemme at det næsten er for meget. Jeg kan kun høre det alene... (
http://www.wfmu.org/LCD/20/carr.html)
The Delfonics – La La Means I Love You (Philly Groove Records 1150 – vinyl reissue)
CD
Kendere af Tarantino's Jackie Brown, med vidunderlige Pam Grier i hovedrollen, bemærkede måske at Jackie (Pam Grier) i filmen udtrykker sin begejstring for Delfonics overfor Max (Robert Forster), hvorefter han farer ind i en butik og køber et casettebånd med dem (for at imponere dejlige Jackie). Jeg gjorde det samme – altså drønede ind på
www.dustygroove.com og klikkede “buy”. Dette er himmelsk fløde. Philly soul er den korrekte betegnelse, men dette album er meget mere. Hamrende flotte vokal harmonier, produceret og til dels skrevet af Thom Bell. Fine cover versioner af en af mine yndlings sangskrivere, Burt Bacharach og suværene arrangementer. Sweet...very sweet – smooth...very smooth.
Harold Melvin & The Blue Notes – Collector's Item (All Their Greatest Hits)
CD
Mere Philly soul, denne gang fra Harold Melvin & the Blue Notes med den fantastiske bariton Teddy Pendergrass. Ligesom på Delfonics albummet er Thom Bell også med her. Mere up-beat end Delfonics og mere dansabelt. Hittet hedder If You Don't Know Me By Now. Dette er en opsamling men alt fra Teddy Pendergrass perioden kan anbefales (72-75). Yndere af Philly soul bør ikke overse denne fine gruppe.
Candi Staton – Candi Staton (Fame FAS 1800)
CD
En mindre kendt sangerinde produceret af en legende – Rick Hall – i hans ligeså legendariske Fame studier i Muscle Shoals, Alabama. Efter min mening er hun på niveau med Aretha Franklin. Hun er ikke så energisk, men mere laidback. Der er flere cover versioner, som hun gør til sine egne. Specielt hendes version af In The Ghetto er en stærk rival til Elvis' og Tammy Wynette's country klassiker Stand By Your Man, bliver forvandlet til et regulært soul mesterværk. Det er noget af det bedste southern soul jeg kender. CD versionen er vinylen overlegen, alene fordi den indeholder mange flere fantastiske sange.
Laura Lee – Love More Than Pride (Chess)
CD
Hvis der er en kvindelig pendant til James Carr så er det Laura Lee. Hun er ikke så desperat som Carr og så er der ovenikøbet humor (som for det meste går ud over mændene i hendes liv) i de fine tekster. Hun er rå og synger med en upoleret stemme. Igen er det Rick Hall der har produceret og den er optaget i Fame studierne i Muscle Shoals.
Og ja, jeg mangler mange: Otis Redding, Curtis Mayfield, Sam & Dave, Stevie Wonder, Al Green, Aretha Franklin, Sam Cooke, osv. (jeg håber i spæder til), men jeg synes det er lidt sjovere med dem man ikke læser om alle steder – happy hunting ;-D
PS: Jeg linker til nogle cd-udgaver på amazon.com. Det kun ment som en hjælp - jeg har ingen økonomisk fordel af at i evt. klikker buy.