vinylfreak skrev:..... hvem ved, det kan være at man finder mig hos den lokale pladepusher i afdelingen med Raggae!
Nu går turen så til Japan, der i dette tilfælde udtales på engelsk...Djapan...
I 1981 læste jeg High Fidelity hver gang, med stor fornøjelse og især grundighed. Derfor blev alle anmeldelserne slugt med stor omhu, på den måde endte Talking Heads: Remain in Light og Haircut 100: Pelican West i min pladesamling, men også denne købte jeg baseret på en god anmeldelse:
Jeg husker tydeligt jeg spillede albummet 20-30 gange før det åbnede op, og jeg forstod styrken af det. Det er nok nærmest umuligt at beskrive, men hurtige numre, langsomme numre, alle mere eller mindre influeret af asien, med en fabelagtig god trommeslager, en bassist der dannede skole med sin måde at spille båndløs bas, en forsanger som så yderst godt ud, hvis vocal var helt unik, men så sandeligt også var en fremragende komponist. Det hører man f.eks i Ghosts, deres største hit, der blev nr 5 i England, på trods af det nok er det mest aparte nummer der nogensinde har gæstet hitlisterne:
Enkel percussion, lidt synth, og en sanger, så har man et eksempel på en sang der ikke ligner andet, men samtidig ”kun” var 1 blandt ni fremragende numre på TinDrum albummet.
Det var jo lige i tiden som det ses... sorte baggy trousers, hvid skjorte knappet til halsen, pandehår der var så langt at man kunne sutte på det ! Det var tider, og der er ingen tvivl om at på Varde Gymnasium var det totalt uhørt...
Ellers endte man jo i jakkesæt med laksko....fååårk det var griner.. for nu at lyde lidt ungdommelig...men man kunne da trods alt score lidt dengang...
Sidenhen støvsugede jeg selvfølgelig alt med Japan, og især QuietLife og Gentlemen takes Polaroids kan anbefales sammen med TinDrum. Men .. I er advaret, man skal høre det mange gange før det lukker op.
Alle numrene var helt unikke på TinDrum, f.eks Still Life In Mobile Houses, hvor man ikke kan være i tvivl om at Mick Karn kan spille bas, og hvor de rytmeløse kan teste hvor elendige de er, ved at forsøge selv at klappe de håndklap der er i sangen. (det er faktisk ikke særligt svært )
Steve Jansen på trommer gør det jo også fremragende:
Visions of China i live version
Man må forbavses over deres udvikling. 2 år inden TinDrum lavede de eurodisco næsten før alle andre:
Og som man kan se på Sylvian var Glam rock en stor inspiration 2 år tidligere da deres første 2 albums kom ! Det er selvfølgelig derfor Sylvian netop kaldte sig Sylvian.. efter Syl Sylvain fra New York Dolls.
Ikke kun udseendet, men også musikken var glam rock i den periode.
Når man tænker på at herhjemme hørte folk i 79 ”Disco Tango” og i 1981 ”Krøller eller ej” af Tommy Seebach, må sige Japan var kommet et par lysår længere.. Og at deres udvikling over kun 3 år, var yderst bemærkelsesværdigt.
Sidenhen gik de selvfølgelig alle solo, og selvom Mick Karn, Richard Barbieri og Steve Jansen lavede ok album, må man sige de aldrig rigtigt blev unikke. David Sylvian startede til gengæld en solokarriere der har bragt ham vidt omkring. Jeg fik hurtigt albummet Brilliant Trees, hans første solo, og et ganske habilt album, hvor især side 1 på vinylen rykker:
Men trods alt var det ikke så elegant som TinDrum med den overlegne musikere. Jeg gik derfor kold i den, og det var først i vinteren 2001, da jeg mødte en engelsk pladeproducer privat, og vi nærmest begge havde dejavu, da det viste sig at vi begge havde 95% af de albums den anden havde, at David Sylvian kom ind igen. Han havde (som jeg) Boxsettet Wheatherbox, af mig kun købt fordi jeg er lidt samler, så havde ikke rigtigt fået det hørt, men nu lyttede vi til Seecrets of the Beehive, og ..det album må enhver der vil have et smukt stille album bare have:
Weatherbox:
Selvfølgelig kunne de ikke helt undvære hinanden, så i 1991 blev de genforenet under navnet Rain Tree Crows, og lavede et enkelt album:
Men deres demoner stak dybt. Karn og Sylvian kan nærmest per princip ikke være i rum sammen, og selvom David Sylvian og Steve Jansen i virkeligheden er brødre, der deler efternavnet Batt, er det sjældent at de optræder sammen, de gjorde det dog i Nine Horses, hvis album Snow Borne Sorrow der blev skrevet lidt om her på siden for 2 år siden (http://www.hifi-musik.dk/?page=visartikel&id=32)
Blackwater fra Rain Tree Crows albummet:
Blackwater med Rain Tree Crows
Et fremragende album, og som alle deres album har de inspireret andre, her et eksempel på en version af samme nummer, fundet på youtube:
Blackwater med solo guitarist
De har på andre måder inspireret musikere, og man vil kunne høre deres fingeraftryk i meget musik, ligesom man kan se deres visuelle udseende influere andre, således ser Nick Rhodes fra Duran Duran jo ud som snydt ud af næsen på Sylvian, hvilket mange mener skyldes at Duran i sin tid var i studiet og lave deres første album samtidig med Japan var ved at færdiggøre TinDrum.
Selv deres logo har været en inspiration, og det næstsidste så ud som denne single.
Det sidste logo, som jeg desværre kun har på en T-shirt, blev senere en del af de fleste større danske byers bybillede:
niklasthedolphin skrev:Jeg er ked af det men der bliver ingen låge.
Jeg havde siddet og skrevet på den i over en time og så ville jeg indsætte et billede mere og så forsvandt den p.g.a. sitets elendige måde at virke på.
Det var virkelig en låge der rykkede tænder og jeg var superglad for den.
Fuck hvor er jeg sur.
Om jeg gider lave det igen.
NEJ.....fandeme nej.
Webmaster go home.
"dolph"
Brugere der læser dette forum: Ingen tilmeldte og 3 gæster