af Slava » ons mar 26, 2008 17:48
Rachmaninov har skrevet meget forskellig musik, der spænder fra soloklavermusik via kammermusik over symfonier til opera og kormusik. Men hans mest kendte værker er nok klaverkoncerterne - især nr. 2 og 3, som er standardværker i det klassiske repertoire. Rachmaninov komponerede 4 klaverkoncerter i alt (egentlig 5, da man godt kan regne Paganini rhapsodien som en klaverkoncert), og han har selv indspillet dem alle. Rachmaninov var en stor pianist - formentlig en af alle tiders største - efter min mening helt sikkert i top ti over musikhistoriens største pianister! Han var ganske rigtigt også kendt som en Chopin-fortolker, men det er nok for indspilningerne af sine egne værker, han især huskes. Hans indspilninger af sine egne klaverkoncerter er legendariske. Men som du siger: Han døde i 1943, så der er selvfølgelig tale om gamle indspilninger og lydkvaliteten er derfor ikke den bedste. Man bør høre disse indspilninger på cd, da der findes glimrende digitalt restaurerede udgaver, som tilmed er billige (fx på Naxos).
Men der findes mange andre indspilninger af klaverkoncerterne. Der findes tæt ved 200 forskellige indspilninger af 3. klaverkoncert - dog ikke helt så mange på vinyl! Min favorit-indspilning er med Martha Argerich, men jeg har aldrig set den på vinyl, og ved ikke, om den findes? Klaverkoncert nr. 3 med Van Cliburn på RCA er et godt alternativ, og også god i kunstnerisk henseende. Den findes i et hav af forskellige udgaver og presninger, og findes også som half-speed mastering luksusudgave. Jeg har den selv, men jeg ved ikke, om den er nem at finde. Den er siden hen også udsendt på SACD. Indspilningen er fra ca. 1960, og trods sin høje alder ganske udmærket uden dog at være i referenceklasse.
Klaverkoncert nr. 2 har længe været det mest poulære Rachmaninov-værk (ud over cis-mol preludiet), selv om den de senere år nok er overgået af nr. 3 i udbredelse. Den er også indspillet mange gange. Der findes en vinyl-udgave med Earl Wild og Horenstein fra 60'erne, som har været udsendt på mange forsk. plademærker og også findes på luksusvinyl fra Chesky. Den har jeg også - dog ikke i Cheskys pres - men jeg lytter med større fornøjelse på Sviatoslav Richter på Deutsche Grammophon. Richter-pladen er ikke i topklasse rent lydteknisk, men det er en plade, man kan lytte til igen og igen for sine musikalske kvaliteter! Den skulle være til at finde. Entremont-skiven med Bernstein på podiet har jeg desværre ikke hørt. Der findes som sagt ufattelig mange indspilninger, hvoraf mange er rigtig fine, men ofte skal man være særdeles heldig for at finde lige præcis det, man leder efter på brugtmarkedet.
Han komponerede ganske rigtigt 3 symfonier, men det er ikke musik, som er lige så umiddelbart tilgængelig som klaverkoncerterne, og de er ikke standardværker i samme forstand. Men symfonierne er alligevel ganske gode, især nr. 2 og 3. Jeg har et par af symfonierne med Ashkenazy på Decca og med Andre Previn på EMI - de er værd at lytte til og i ret god teknisk kvalitet (decca-indspilningerne er digitale, EMI's analoge). De burde være til at opstøve. Sørg også for at lytte til orkesterværket Symfoniske danse (Op. 45). Jeg har sidstnævnte på vinyl med Ashkenazy.
Af hans soloklaverværker er preludierne nok de mest kendte. Jeg har et udvalg med Lazar Berman, Sviatoslav Richter og Andrei Gavrilov på vinyl. De kan alle anbefales, men der findes også her mange, mange indspilninger - ofte i uddrag. Nogle af preludierne er fantastisk populære og på mange pianisters repertoire (B-dur, g-mol osv.). Det er små stykker på 2-3-4 min., som ofte er med på pladerne som "fyld", men absolut værd at kende.