Hvilken klassisk musik, lytter du til

[SES.]

Richter days.
De gamle lidt slidte lp'er med klassisk Richter, er blevet fornyet med CD udgaverne. Når man nu kan få dem til så få penge.







Der er i øvrigt snart en Praga udgivelse klar til Richter samlingen. http://www.crotchet.co.uk/DSD350078.html


Da denne æske også ”foræres væk” smuttede den også i posen.

[mugge]

Ja Richter var fantastisk, nok det tyvende århundredres største pianist vil jeg vove at påstå, selv om andre vil være uenige. Jeg er glad for, at jeg nåede at opleve ham live i salen i det gamle Odd-Fellow palæ. Det var en fantastisk oplevelse, selv om nogle klodderaber havde taget deres spædbarn med, der selvfølgelig begyndte at hyle midt idet hele. Det tog Richter med et smil, selv om det bragte ham ud at takten, men han improviserede sig tilbage i stykket, jeg nu har glemt, hvad var.

[SES.]

Ja – Richter er en af relativt få udøvende musikere – der kan betragtes i samme lys som de egentlige helte: Komponisterne.
Han kunne jo læse de sorte prikker på papiret og omsætte det til musik, også selvom det skulle være virtuost som i Liszt. Hans fantastisk sangbare udgave af Bach's temperede stykker er unika kunst. Jeg kunne sidde alene i en hytte på stranden og lytte til dem i 14 dage.
Og når det nu er Richter der er på plakaten, så her den sædvanlige anbefaling af Karl Aage Rasmussens fine bog om mennesket Richter.

Her er han i sublimt samarbejde med David Oistrakh i Bartoks 1. violinsonate.

[SES.]

Intens, spændende og befriende. Det er gloser som man ikke kan bruge så tit når det drejer sig om nye udgivelser.
Det er til gengæld ord som man tit kan medgive ældre udgivelser, og som er passende til denne koncertboks fra Sony/RCA med van Cliburn. Alle klaverkoncerterne får en fuldgyldig udførelse, og selvom næsten alle koncerter er de mest spillede overhovedet, så er lytning en befriende fornøjelse.
Udover van Cliburn, er der herlige genhør med Eugene Ormandy, Fritz Reiner, Erich Leinsdorf, Kyrill Kondrashin på podiet. Hvor kunne de bare det klassiske reportoire.
Boksen med de 7 CD'ere ankom fra England til en pris under 11£.


van Cliburn var min debut i Beethovens 5. klaverkoncert og Tchaikovsky Bmoll, og det er jeg glad for.

[SES.]

3 års jagt er slut og byttet er nedlagt . CDen er for længst udgået og nogle prøver at sælge til stærkt overdrevne priser.

For 2 år siden fandt jeg ud af at den såmænd var på lager hos CD klassisk i København, og så var det vel det, troede jeg. Det gik fint med at lægge CDen i basket og gennemføre betaling, og så skete der ikke mere. Mails og telefoner bliver ikke besvaret, og ordren står stadig åben …. og pas på man kan stadig købe den, men de har den næppe på lager.
Jeg satser på at komme forbi butikken på et tidspunkt til en snak, det er nemlig slet ikke første gang, da jeg er en fredelig mand tager jeg ikke et par bosniere med.

Den anden dag jagtede jeg lidt igen, og så dukkede Pladeklassikeren   pludselig op i søgningen. Og her var der ingen problemer, i tilgift fik jeg en sød mail fra Vinther der gjorde mig opmærksom på at dette var en unik CD. Det vidste jeg så godt, men hygsomt alligevel … så hvis Haydn symfer i reference indspilning er din kop te, så er det vist tiden …..

Men husk der er stor forskel på CD Klassisk og Plade-Klassikeren

Herunder følger Hurwitz's præcise beskrivelse i Classics Today.




Under The Radar: Jochum’s “Other” (and Better) Haydn Symphonies
Review by: David Hurwitz
Artistic Quality: 10 Sound Quality: 10
Eugen Jochum’s complete set of Haydn’s London Symphonies with the London Philharmonic on DG has been justly celebrated. They are excellent performances, but it’s not generally known that in 1970 he recorded four of these works with the Staatskapelle Dresden: Nos. 93-95 plus 98. These are not only better than the LPO versions, they stand as reference recordings for all four symphonies. Jochum’s approach to Haydn is well known: robust, energetic, with swift finales and a particular feel for the folk or dance elements. You can hear this immediately in the minuet of Symphony No. 93, with its “oompah-pah” trio and strutting principal section (first sound sample). You have no idea how many conductors mess up this movement, but Jochum nails it.
The other big advantage that Jochum has is the Staatskapelle Dresden, which plays with a beauty of timbre and perfection of ensemble balance that no one else quite matches. Even the inner parts have character, and enliven the orchestral texture. A classic example occurs in the finale of the neglected Symphony No. 95 (second sound sample), a polyphonic tour-de-force that Haydn scholar H.C. Robbins-Landon found comparable to the last movement of Mozart’s Jupiter Symphony.
In short, you won’t find better interpretations anywhere. The music always breathes naturally; interpretive touches never sound fussy or mannered. The “surprise” really surprises without the conductor having to make a farce of it (as Minkowski does in his recent, ghastly, “historically informed” version), and the engineering is gloriously tactile and honest. Try to find this set.

[SES.]

Wiener Philharmonikene og krasse komponister som Bartok og Stravinsky? Med Christoph von Dohnanyi på podiet viser orkestret – at det kan de også. Ovenikøbet så godt at hårene rejser sig. Dohnanyi presser dem – men ikke mere end at musikerne udfolder sig i de vanskelige rytmer, og de fanger og gengiver farverne uanset om det er ekspressionistisk som Bartok eller folkeligt som Stravinsky.
Sikke en atmosfære nder er på de to skiver.
Optagelserne er langtfra nye – og fås muligvis kun på Australian Eloquence – f.eks hos Presto. Lyden er formidabel god.

Don't miss them.

[The Real Wiz]

hej ses

jeg har lige kommet til at bestille Jochum's Haydn Symphonies på grund af dit indlæg.

[SES.]

hej ses

jeg har lige kommet til at bestille Jochum's Haydn Symphonies på grund af dit indlæg.

Jeg håber du bliver glad for pladen, den er rykket ind på min øde ø liste. På denne liste er combien Jochum / Dresden allerede med Bruckners 7 symfoni.


Jeg startede eftermiddagen med at udfordre mig selv med John Cage



Det er solo piano men ind i mellem med sangstemme, som også får sine solier. Titlen ”As it is” rammer præcist hvad pladen indeholder – almindeligheder på meget ualmindelige måder – en forunderlig oplevelse.

[SES.]

Jeg læser en del Murakami i øjeblikket. En kulørt fantasifuld forfatter, der ind imellem driver det til at skrive som et eventyr – og det er jo slet ikke dårligt. Han bruger musik i alle former i sine bøger, og så kan man stoppe læsningen finde musikken og høre den. Det kan være Rolling Stones, Duke Ellington Beethoven, Bach, Janacek osv.
Disse to-tre skiver burde følge med bøgerne. Det er ikke de samme udgaver som ”høres” i bøgerne, men blot mine valg.

Alle pladerne kan findes på vinyl med lidt held.
Beethoven

Janacek


eller - nej man skal have begge

[Peter Steffensen]

En varm anbefaling: http://www.amazon.com/The-Unknown-Liszt-Pieces-Istvan/dp/B00NAIY5BY/ref=sr_1_5?ie=UTF8&qid=1414313346&sr=8-5&keywords=istvan+lantos



Det er en intet mindre end fremragende skive.

Istvan Lantos var en utroligt begavet pianist - dog med en lidt mindre eksponeret karriere pga. en mangeårig position som rektor for musik-akademiet i Budapest. Han har undervist og givet masterclasses verden over. Jeg havde fornøjelsen af at møde ham personligt i foråret i Ungarn. Han er nu gået på pension, men nogle af hans plader kan stadig skaffes f.eks. fra Amazon. Især Liszt-skiven er på meget, meget højt niveau.

[Slava]

Jeg lytter til en interessant diskussion på DR2's "Taktløs" (fra 19. april 2015), hvor de sammen med Kristian Leth diskuterer 'perfektion' i klassisk musik, og hvorfor perfektion ikke altid er at foretrække. Kan høres her:
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p2/taktloes-pa-p2-10#!/

Programmet tager på en måde udgangspunkt i Leths udsendelsesrække fra 2013 om Wagners Ring - en udsendelsesrække som stadig kan høres her:
http://www.dr.dk/p2/wagners-ringen-ifoe ... 170859.htm

[laboa]

"Perfektion" er mindre musikalsk i alle andre genrer også. Typisk.

Forstår godt "kedelig" Levine og "noget på hjerte" Solti m. Ringen, men hvornår er Gould (GV, 55) blevet kedelig?

[Sound-Defined]

Daniil Trifonov's opførelse af Lizst's Trancendentale etuder i en koncert fra Lyon på Sveriges TV2. Helt forrygende...

[Bevensee]

Dvoraks cellokoncert med Rostropovich, Karajen og Berlinerne - Fantastisk gammel plade. Jeg er ikke den store Karajan fan (selvom han var virkelig god når han var bedst), men hér er det Rostropovich, der styrer showet. Og det gør han blændende!