Hvilken klassisk musik, lytter du til

[A.R.T.]

Denne kom med posten forleden dag.

Schumann: Piano Concerto in A Minor/Beethoven: Emperor Concerto Nr. 5
Van Cliburn, piano
Chicago Symphnoy Orchestra
Fritz Reiner, Dirigent
[RCA Living Stereo ; SACD]

En ung og sprudledne Cliburn overfor den ældre maestro Reiner og et super orkester Chicago gør at disse kendte koncerter er en fornøjelse at lytte til.

[SES.]

Dette coverbillede viser præcist hvad der venter lytteren. Den ildsprudlende Chailly med landsmanden Stefan Bollani (som må være en af europas bedste jazzpianister), fyrer op under gewandterne på germanerne, og resultatet er en helt unik feast.
Gershwins bedste musik serveres med overdådigt humør og stor indsigt, der mangler intet. Heller ikke fra Deccas side, denne CD må ingen mangle.  

Var lige ved at vente 2 måneder med indlægget.  

[dreamz]

Herligt med liv igen i denne tråd. Jeg ser frem til mange inspirerende bud fra SES, som jeg også kan takke for mit seneste klassiske indkøb, en SACD-udgave af Beethovens sene kvartetter. Lyden er perfekt og de spiller alle fire på stradi'er. Og værkerne i sig selv er jo overdådige, hvor Beethoven gør op med den gængse firsats-skabelon. Jeg er særligt begejstret for cismol-kvartetten, som forener sorgfuld melankoli med skærende ironi.  

[SES.]

Sad i formiddags og lyttede til Serkin/Ormandy spille Schumanns klaverkoncert. På engelsk siger man ”They don't make them like this anymore” dette forstås, at den kvalitet er borte forever. Og det er den. Hverken Serkin eller Ormandy er genopstået i kopier.

Men skal Schumanns klaverkoncert overleve skal den høres med de forskellige tiders musikere, også nutidens.
Praksis ændres og musikken fornys, og det får mig til at hænge på med at høre musikken, uanset hvor god Serkin/Ormandy er, så ville gentagelse efter gentagelse betyde udslidt.


Serkin/Ormandy udgaven er i øvrigt så god, at den næppe er overgået, det betyder blot (for mig) at der værnes om den, og at der høres andre udgaver før den igen tager over. Sjovt nok oplever jeg så at både de ”mindre” udgaver og ”referencen” udvikler sig til bedre oplevelser.

Mit yndlingsalternativ til Serkin/Ormandy er i øvrigt Kissin/Davis.

[Mr.Avantgarde]

Dette coverbillede viser præcist hvad der venter lytteren. Den ildsprudlende Chailly med landsmanden Stefan Bollani (som må være en af europas bedste jazzpianister), fyrer op under gewandterne på germanerne, og resultatet er en helt unik feast.
Gershwins bedste musik serveres med overdådigt humør og stor indsigt, der mangler intet. Heller ikke fra Deccas side, denne CD må ingen mangle.  

Var lige ved at vente 2 måneder med indlægget.  

Den mangler jeg. Har et par andre udgaver.

Tager det til efterretning og skaffer den. Det er jo herligt sprudlende musik, der rigtig kan "fyre" op under en

[SES.]

Avantgarde skriver at han har andre udgaver, det har jeg også. Når det er tilfældet går jeg på jagt på ebay eller amazons marketplace. Ovenstående Gershwin fandt jeg til en 50er. Så kan jeg bedre tillade mig at have mange versioner
Zoverstocks (amazon) har foreløbig leveret 4 perfekte brugt cder.

[SES.]

I øjeblikket er jeg bidt af Haydn, der går ikke en dag uden jeg hører musik af ham. Da han levede var der slet ikke musik nok, og så skrev han en masse. Det gjorde han næsten uden at lave noget i tomgang, ideerne blomstrer og variationerne utallige, dertil kommer god humor og en friskhed der er uden sidestykke.
(I vore dage kan man ikke sige at der mangles musik - tværtimod)
Så jeg jager CDer af Haydn, mange er udgået og skal findes de mærkeligste steder.

Disse er dog nemme at finde:
Isserlis pladen har jeg haft fra den udkom, de 2 cellokoncerter er blændende men hovedattraktionen for mig er Sinfonia Concertante. Den koster ca 56kr hos Presto.
Sådan så den ud dengang:



Og sådan nu:



Denne er stadig i kataloget, en skøn Harmonia Mundi med de utrolige Freiburgere.




Denne må man på jagt efter, det er en ordre. En af de allerbedste af mange underskønne Orpheus plader.  
Symfoni no 22 er en slags walk the dog with Kirkegaard.

[SES.]

Næste plade i CD skuffen har et par små interessante historier udover god musik. Først så er CDen fra Brilliant, et selskab der har specialiseret sig i prisbillige optryk af de gamle pladeselskaber bagkataloger, men denne her er en undtagelse, da det er egen udgivelse. Og lad det være sagt straks, den kan de godt være bekendt. En umådelig god superb optagelse af cello og klaver, den lyder virkelig bare helt rigtig. Som når den fynske tjekke Michaela Fukacová spiller kammermusik i koncerthuset.

Og det bør den gøre, altså lyde godt. Det er celloens debut på plade, og det er da på tide da den er bygget i 1700 af Stradivarius. Den fik her sit første navn Stauffer, tilnavnet ex Christiani kommer 140 år senere, da verdens første kvindelige cellist (Lise Christiani) fik fat i den. Hendes historie som beskrives i det lille hefte er værd at læse. Hun blev berømt og Mendelsohn hørte hende spille og blev så inspireret at han skrev sin Lied Ohne Worte op 109 til hende. Det stykke spillede de så sammen nogle måneder senere. Desværre blev det ikke optaget, men her spiller celloen igen Mendelsohns lied.
Og musikken på CDen er helliget den dejlige musik Mendelsohn skrev for cello og piano, bl.a. de 2 sonater.



Luca Fiorentini spiller celloen og Stefania Redaelli pianoet.

[SES.]

Under Haydn indslaget nævner jeg Freiburger Barockensemble. Og jeg vil gerne slå endnu en serv for dette ekstraordinære ensemble. Med Rene Jacobs ved rorpinden har de udgivet suveræne plader med Mozart operaer og Haydn messer. Lige nu er de aktuelle med J. S. Bachs herlige orkestersuiter, her klarer orkestret sig selv uden dirigent, og selvfølgelig uden problemer.
Jeg syntes mine gamle sæt med suiterne trængte til nyt blod og valgte Friborgernes udgave på Harmonia Mundi.
Så kan det lydteknisk heller ikke gøres bedre, og det er et herligt orkester at lytte til, og de mange soloindslag leveres lige i solar. Vitalt !!!
Pladen er sammen med Lars Ulrik Mortensens fine Händel plade i finalen om årets Gramophone. Køb bare begge til lidt lune aftener foran alteret.



Denne venter på bevilling fra kulturministeren, men jeg kender ingen der ved hvem det er.

[SES.]

Mussorgskys udstillingsbilleder er mest kendt i Ravels orkestrering, men den rigtige er klaverudgaven.

Sviatoslav Richters gamle optagelse fra en Sofia koncert er næppe til at overgå, men der er nu mange andre gode. Min favorit er enestående både pianistisk og hifinistisk. Russeren Nikolai Demidenko er tydelig på hjemmebane og er som det er hans sædvane i udsædvanlig god form.
Han udstiller billederne og spadsereturen fra billede til billede meget spændende og med stor indsigt.

Hyperions fantastiske optagelse er nu så gammel at de har genudgivet den på deres budgetmærke. I øvrigt er Mussorgsky koblet med Prokofievs klavermusik til Romeo og Julie, og det gøres lige så godt.

En klar vinder og en klar anbefaling til en dyst på anlægget.

[SES.]

For ikke ret længe siden nævnte jeg Ivan Moravec som en af de extraordinære pianister i Schumanns klaverkoncert.

Den er et must!!!!!
og når man nu hiver kreditkortet frem så husk også hans nocturner, altså dem skrevet af Chopin. Så får man en plade som er uden for konkurrence overhovedet.

Denne anmeldelse er ikke overdrevet:
http://www.musicweb-international.com/classrev/2012/Sept12/Chopin_Moravec_SU4097-2.htm





Begge kan findes på vinyl, cd og cd reiussed, heldigvis. Med sådanne plader i spillen kan man sagtens undvære at vide hvem der p.t. er kulturminister.      

[SES.]

En anden af denne verdens vidundere på klaver er Murray Perahia. Sony fejrer hans 40 års jubilæum med en box med alle 63 cder. Sådan en box ville jeg ikke kunne bruge, jeg foretrækker trods alt cderne pr. komponist så jeg kan finde dem. Der er så næppe nogen af de 63 cder der ikke er fremragende.

Jeg vil vælge denne mindre Perahia box med 12 cder og alle Mozarts klaverkoncerter. De stråler stadig frisk og frejdigt, og prisen er under 2£ pr cd. Så kan man nemt imødese den kommende mørke tid


Hvad skal man i øvrigt med en kulturminister? Så det gør ikke noget man ikke ved hvem det er.

[SES.]

Medens jeg venter på nogle sjældne Haydn plader fornøjer jeg mig med Leonard Bernstein og Wiener Philharmonikerne i 2 af Haydns mesterværker. Symfoni no 88 og 92. DG leverer såmænd en dejlig optagelse hvor strygerne forfører og glimter i spandevis.
Bernstein er altid i hopla når det er Haydn, det manglede da også bare. Skøn musik som kun udgiver sig for at være musik, nemlig!



Kulturministeren, hvem det så end er, er dejligt fraværende.

[SES.]

Georg Solti fylder 100 år, og det skal ikke glemmes. Decca har udgivet et overflødighedshorn af en æske med hans berømte Wagner ring.

Jeg gør det mere stilfærdigt med Bartok.




Her tager han den ”lette” del af fingerarbejdet og Perahia den ”svære”. Solti har ikke glemt klaveret, det var faktisk det han satsede fremtiden på, de første plader med ham er på klaveret. Havde han fortsat ville han heller have stukket sig i øjet med pinden i et raserianfald. Eller skal man nøjes med at sige temperament. Ungarer var han i hvertfald.



Her kan man kigge på Wagner hornet:

http://www.mdt.co.uk/blog/latest-news/der-ring-des-nibelungen-solti-limited-edition-decca/

[Slava]

Tak for alle de fine anbefalinger, SES. Jeg bemærker, at den nye luksusudgave af Soltis Ring, som du linker til nederst, også indeholder en 24 bit losless udgave af Soltis komplette Ring (på blu-ray).

Jeg ville egentlig gerne lytte til den nye udgave, men nøjes med at beholde mine udgaver på CD og LP.

Min mor hørte engang hos mig en LP med Perahia i Mozarts Es-dur koncert KV271. Den ville hun straks låne fra mig. Og hun ville aldrig af med den igen! Ikke et ondt ord om min mor; det er altid rart at give musik væk, når man mærker, det vækker glæde. Jeg nævner det blot for netop at understrege, at Perahia i Mozart absolut har store kvaliteter.