Den seneste tid har jeg lyttet en del til PJ Harveys seneste album, Let England Shake, som vel kan betragtes som et koncept album – altså hvor der er en sammenhæng mellem numrene. Pladens tema er krig og alle teksterne svæver om dette begreb.
Men faktisk er der vel udgivet meget få, egentlige koncept albums, som i min definition er plader, der bør høres i en sammenhæng fra start til slut. Der er lavet masser af albums, hvor alle eller de fleste af numrene er gode (selv om der bliver længere og længere i mellem dem), men hvis jeg skulle give mit bud på tre uomgængelige albums, der bør høres fra enden til anden, og hvor udbyttet af pladen er større end summen af de enkelte numre, er det de her:
3) Beatles: Abbey Road
2) Pink Floyd: Dark Side of the Moon
1) Van Morrison: Astral Weeks
Abbey Road
Faktisk er det vel kun side 2, der er konceptuel, forstået på den made, at alle numrene flyder over i hinanden i en lang suite. Men pladen viser styrken ved LP-formatet, hvor man jo havde to pladesider at arbejde med.
Dark Side of the Moon
En lydmæssig og musikalsk sværvægter, hvor teksterne svæver omkring den usikkerhed, man som ung føler over tilværelsens uoverskuelighed.
Astral Weeks
Et mesterværk, som jeg igen og igen vender tilbage til (jeg tror jeg er på den fjerde vinyl udgave; de øvrige er blevet slidt op). Som med Dark Side of the Moon kredser teksterne omkring ungdommelig usikkerhed og foruroligende følelser. Det er et album uden noget, der ligner et hit, men er i mine ører den bedste plade i min samling. Den er ikke engang specielt godt optaget, men Van’s svævende drømmende fraseringer, de poetiske tekster og det mystiske jazzede/folkede akkompagnement gør det til en plade, man (jeg) aldrig bliver færdig med.
Har I bud på albums, der bør høres i sin helhed?
