Tom Waits

[vilmann]

Vi skal have en Tom Waits tråd!!!

Et andet sted skrev 3DX:

så her kommer et spørgsmål, som du nok kan svare på...

Tom Waits.

jeg har et par skiver. men det fanger ikke. jeg bliver sådan lidt iriteret over manden.

der kommer aldrig i gang... en træt alkoholiker der heller ikke i nat fik F.

hvad er det lige jeg ikke kan "hører"

det er positivt ment, han er jo dygtigt (også skuespiller) men jeg har bare ikke lige nøglen til at se hvad der er fedt ved ham.

 

Tom Waits er underlig, og jeg forstår godt når folk siger at det lyder
ad helvede til. Han vrænger, han glemmer at stemme klaveret og benytter
til tider en højst besynderlig instrumentering.

Men for hulen han har skrevet nogle fantastiske stykker musik. Hans
egne udgaver er ofte meget rå eller i hvert fald anderledes i udtrykket, og det skal man selvfølgelig
kunne lytte udenom eller igennem for at fange hvad det er han kan. Ellers er det bare larm.
Han gør sjældent noget som helst for at please lytteren. Han gør hvad han gør fordi han har brug for at gøre det.
Hvis
det inkluderer to pladespillere, et hundehus og en trækølle, en
fordrukken gademusikant fra Berlin og lidt militærtramp er det sådan
det er. Punktum!

Listen over folk der har indspillet Tom Waits-numre er lang:
Ramones, Jeffrey Lee Pierce, Bob Seger, Bruce Springsteen, Rod Stewart,
Tindersticks, The Walkabouts, Paul Young, Diana Krall og mange andre.

Fælles for dem af dem jeg har hørt,
er at de fokuserer på melodierne, og lader "støjen" være. Tom Waits
fans synes det er alt for pænt, men andre flipper som regel over hvor
gode numrene er. Og de har jo ret .

Hvis du har lyst til at blive fanget, så find nummeret Yesterday Is
Here fra live-pladen Big Time (CD'en - ikke vinyl-udgaven). Den og par
stykker mere fra samme plade er så usigelig smukke.


En anden måde at starte på Tom Waits er opsamlings-cd'en Beautyful Maladies.

Den er skruet rigtig godt sammen og en hel del af numrene er ikke det rene støj

/vilmann

[Duelund Coherent Audio]

Nighthawks at the Diner ikke at forglemme...

[vilmann]

Nighthawks at the Diner ikke at forglemme...

Nej da. Den glemmer vi ikke.



Det er ren american storytelling tilsat jazz. Og den er heller ikke spor larmende.

/vilmann

[3DX]

Hej Vildmand

tak.
jeg kan godt hører at hans tekster er geniale. men det er som du siger, musiken der er problemet.
på mig virker det en gang i mellem sådan lidt påtaget, som om han har en image han skal pleje. det skal lyde sært, ellers er det ikke Tom.
har han lavet nogen hvor han bare levere sine tekster, uden at det bliver lyde-så-sært som muligt?

jeg smutter på cdon, og for de to du anbefaler.

er der en contribution plade. hvor andre synger hans tekster?

[E45]

Den sidste ny, "Hoist that rag" ( hedder den ikke det??) er også helt vildt fed. Alt er overstyret og forvrænget, men det næsten afrikanske rytmer swinger alligevel igennem hele tiden. Meen man skal tage sig sammen og tage sig tid til at holde ud at høre det hele!

[macwerk]

..... fra live-pladen Big Time (CD'en - ikke vinyl-udgaven).

Poienten er at der lidt flere numre på CD'en end der er på LP'en.
Jeg vil dog mene at DVD'en er det rigtige valg, da man samtidig kan se hvilken starut Tom Waits er (rygtet vil vide at dvd'en lang om længe er udkommet).

[gurdet]

Tom Waits... i mine ører en af de største.
I 70erne var han for det meste den fordrukne pianoman, musikken tilgængelig men på vej mod det lidt kedelige. Small Change, Nighthawks.. og Blue Valentine er alle gode (og let tilgængelige) albums fra den periode. På den sidste bliver stemningen mere elektrisk blues'et.

Den største forandring sker fra og med albummet Swordfishtrombones. Instrumenteringen bliver meget skramlet, og stemningen vældig rå og lidt "fordærvet cirkus"-agtig. Pladerne fra 80erne er: Swordfishtrombones, Rain Dogs og Franks wild Years. De to første anses for nogle af hovedværkerne. De kan synes svært tilgængelige, men fælles for dem er, at der midt i al skramleriet er sublime øjeblikke af enorm skønhed. Big Time livealbummet er fra den periode, og som ovenfor beskrevet er der fantastiske momenter. Marc Ribots eminente guitarspil er lige i øjet på disse plader.

I de seneste 10 år er Tom Waits igen blevet lidt lettere - omend langt fra mainstream. Han har skrevet musik til et par teaterstykker, Blood Money og Alice er begge lette at gå til, især Alice er stor klasse.

De to seneste almindelige udspil er Mule Variations og Real Gone (hvorpå nummeret Hoist That Rag er at finde). Mule Variations er lige ud af landevejen, nærmest lidt country blues'et visse steder. På Real Gone er han igen ude i et kommercielt selvmord. Det er en voldsomt rå skive, hvor han bl.a. udøver human beatboxing og sampler noget tobakshoste.
MEN også her er der fantastiske numre, dog er det nok ikke lige her begynderen skal have fat.

Jeg vil anbefale Rain Dogs som startsted. Giv tiden til at finde ind i stemningen. Titlen fortæller ifølge Waits om de herreløse hunde, der strejfer i gaderne efter et regnvejr, ude af stand til at finde vej fordi alle duftspor er regnet væk. Sådan er albummet.

Her er et link fuld af guldkorn:

[url]http://www.keeslau.com/TomWaitsSupplement/

God fornøjelse
Mvh
[/url]

[becker]

[

Et helt simpelt startsted, kunne også være hans beskedne rolle i "Shrek 2", hvor han giver et, efter min mening, rigtig fedt nummer i rollen som hyggepianist. Ovenstående afspejler jo nok, at jeg ikke er den store Tom Waits ekspert.

 

MEN til gengæld har jeg hørt en anekdote for ca. 10 Ã¥r siden pÃ¥ Statsradiofonien, om sangen "Tom Traubert’s Blues", fra LP'en "Small Change". Denne skulle faktisk være skrevet til Mathilde fra "Lasse & Mathilde", som Tom Waits mødte pÃ¥ et besøg i København, i starten af 70'erne. Hvorvidt han forelskede sig i hende, husker jeg hvorvidt om historien fortalte, men at han nærede stor sympati for hende, skulle være helt sikkert.

 

Er der nogen af Tom Waits eksperterne der kender historien bedre end jeg, og i givet fald kan be- eller afkræfte den?

[gurdet]

[

Et helt simpelt startsted, kunne også være hans beskedne rolle i "Shrek 2", hvor han giver et, efter min mening, rigtig fedt nummer i rollen som hyggepianist. Ovenstående afspejler jo nok, at jeg ikke er den store Tom Waits ekspert.

 

MEN til gengæld har jeg hørt en anekdote for ca. 10 Ã¥r siden pÃ¥ Statsradiofonien, om sangen "Tom Traubert’s Blues", fra LP'en "Small Change". Denne skulle faktisk være skrevet til Mathilde fra "Lasse & Mathilde", som Tom Waits mødte pÃ¥ et besøg i København, i starten af 70'erne. Hvorvidt han forelskede sig i hende, husker jeg hvorvidt om historien fortalte, men at han nærede stor sympati for hende, skulle være helt sikkert.

 

Er der nogen af Tom Waits eksperterne der kender historien bedre end jeg, og i givet fald kan be- eller afkræfte den?

Ja, den skulle være god nok. Nummeret hedder jo også Four Sheets to the wind in Copenhagen.

Jeg henviser igen til

http://www.keeslau.com/TomWaitsSupplement/

 

Går man ind under "lyrics" kan man finde mange kloge menneskers bud på, hvad sangene handler om. Det er YDERST underholdende

Mvh

[zaka]

Tom Waits - sangskriver/sanger/musiker/skuespiller/komiker...jeg synes han er for cool  

Skuespiller: se hans præstation i Short Cuts



Komiker: FÃ¥ fat i bootlegoptagelser af hans koncerter og lyt til hans imellem-sangene-snak.



Sanskriver/sanger/musiker:

Der er ingen tvivl om at mine favoritter er Swordfishtrombones/Bone Machine, men det er nok ikke der man skal starte .

Disse to kunne være et godt sted:



Tom Waits - Early Years Vol 1 og Vol 2. 2 CD'er med tidlige demo versioner. Instrumenteringen er skåret ind til benet og er overvejene akustisk (piano og guitar). Og han growler ikke, men crooner nærmest, med en noget lysere stemme end på de senere udgivelser. Sangene træder tydeligt frem.

Hvis man har det svært med Waits som sanger, kunne denne være et forsøg værd (den er fremragende)



John Hammond - Wicked Grin.

Hammond er blues-mand og han fortolker kun Waits sange pÃ¥ denne skive. Det er et samarbejde med Waits (som selv spiller diverse instrumenter), sÃ¥ Hammond bliver selvfølgelig skubbet ud hvor han ikke kan bunde  . Det er en slags sumpet blues.

[mollecon]

Tom Waits er fremragende! Eminent sangskriver. Skulle jeg introducere ubefæstede sjæle til ham, ville jeg nok vælge noget af hans tidlige - "The Heart of Saturday Night", eller den nævnte "Small Change". Sidsnævnte indeholder, foruden "Tom Traubert's Blues (four sheeds to the wind in Copenhagen)", osse numre som "Invitation to the Blues", Jitterbug Boy", "The Piano Has Been Drinking (Not Me!)" og "Step Right Up" - de to sidstnævnte er meget morsomme. Waits' sange handler meget om de mørke sider af livet, men han er bestemt ikke uden humor.

Foruden den gamle forbindelse til Danmark (Trauberts Blues), er albummet "Blood Money" sangene fra en teaterforestilling, skrevet af Waits og sat op af en amerikansk instruktør - her i landet, med en dansk trup. De har turneret med den rundt i verden. For øvrigt en barsk historie, helt i Waits ånd.

Et dansk band, Bone Machine (tidl. Blue Valentine) turnerer regelmæssigt med Waits sange - de er absolut værd at høre.

[zaka]

...

Foruden den gamle forbindelse til Danmark (Trauberts Blues), er albummet "Blood Money" sangene fra en teaterforestilling, skrevet af Waits og sat op af en amerikansk instruktør - her i landet, med en dansk trup. De har turneret med den rundt i verden. For øvrigt en barsk historie, helt i Waits ånd.
...

Stykket hedder Woyzeck - efter manuskript af Georg Büchner - og havde premiere på Betty Nansen teatret på Frederiksberg. Den ameriskanske instruktør hedder Robert Wilson og de to har før samarbejdet i bla. Alice (teaterstykke der havde premiere i Hamborg) og The Black Rider (som havde premiere ?) - musikken fra de tre sykker er ude på cd.
Det var et fantastisk stykke. Scenografien og skuespillernes præstationer står især stærkt i hukommelsen. De fortolkede selv sangene... Jens Jørgen Spottag, Kaya Brüel, Ole Thestrup bl.a. og Hugo Rasmussen var med på bas i husorkestret - musikken blev selvfølgelig fremført live.

Waits selv havde faktisk også en lille rolle, eller dvs. hans stemme. Stykket starter med en lille monolog fra en lille mekanisk abe i cirkusuniform - Waits stemme var nem at genkende og jeg kluk-lo så jeg helt glemte at høre efter ordene

Se billeder (i mega-høj opløsning) fra opsætningen her: http://www.bettynansen.dk/gallery/woyzeck/index.htm

[vilmann]

Jazzkælderen i Købehavn har nogle Tom Waits CD'ere til 79 kr. Om de er decideret begyndervenlige....   Jeg synes da Mule Variations er ganske tilforladelig
LINK: http://www.jazzmusic.dk/

/vilmann

[mollecon]

Zaka, jeg ville meget gerne have set det stykke!

At Waits' musik ind imellem lyder som en bulldozer, der kører gennem en instrumentforhandlers forretning, er med vilje. Han glemmer ikke at stemme klaveret... For øvrigt er han blevet 'covered' af mange musikere - osse Anne Sofie von Otter, og Jennifer Warnes.

[butter]

Manden er intet mindre end genial...

Jeg vil starte med at tilkende mig hvad 'gurdet' skriver og endda gå skridtet længere - Tom Waits er vor tids aller støste musiker. Han starter sin musiske karriere i starten af 20'erne, en meget ung mand med en fremragende stemme. Jeg tænker her på albums som 'Closing Time' (1973) og ''The Heart of Saturday night' (1972), 2 albums som den nystartede Tom Waits lytter roligt kan anskaffe sig. Og når man først har anskaffet sig disse albums, så kommer resten af sig selv.

Men jeg må indrømme at det hele startede for mig med 'Rain Dogs' (1985) og 'Mule Variations' (1999). Og ligeledes må jeg fremhæve at ethvert HiFi-anlæg vil nyde godt af noget Tom Waits. Hvilket jeg faktisk mener at alle hans albums gør, på hver deres måde. Jeg kommer lige fra HiFi-udstilling i Århus og her yndede jeg at spille Tom Waits for de overraskende interesserede gæster. Jeg havde lagt fokus på 'Invitation to the Blues' fra albummet 'Small Change' (1976), 'Big black Mariah' fra albummet 'Rain Dogs' og 'Telephone call from Istanbul' fra albummet 'Big Time' (1988). Alle sange fungerede uden problemer på det opstillede anlæg (NAD Masters Series og Dali Helikon 300). Sidstnævnte er i øvrigt virkelig smadret produceret, man damn det lyder fedt.

Jeg har sågar lige siddet at lyttet til det meste af 'The Black Rider' (1993) - fremragende lyd også på denne skive der måske er den mest utilgængelige af dem alle. 'Real Gone' er den mest støvede og smadrede af alle hans udgivelser, den minder mig faktisk lidt om Primus' - 'The Brown Album' (1997), men også dette lyder ejendomligt på lækker HiFi.

Sammenlagt er der at sige om Tom at selvfølgelig kræver det noget at lytte til meget af hans musik, men det kræves der af det meste rigtig gode musik - det skal man som med god øl og vin lære at elske. Og når man først er hooked på Tom, så har man også fået en gave af dimensioner - Priceless.

/butter