Et magisk øjeblik kan undertiden blot være et harmoniskift eller et takstskift; fx da Money skifter fra 7/8 til 4/4, da guitarsoloet går i gang: angiveligt fordi David Gilmour ikke kunne finde ud af at spille sit solo i den skæve takt.
Made in Japan med Deep Purple har også mange magiske øjeblikke. Nok fordi, det var den første 'rigtige' rock-plade, jeg hørte. Tidligere havde jeg mest lyttet til Slade og Sweet, men Deep Purple og senere Led Zeppelin gjorde mig klart, at god musik sjældent er at finde på hitlisterne.
På Made in Japan var det, der især fik hårene til at rejse sig, Child in Time, hvor Ian Gillan skriger højere end jeg nogen sinde troede muligt. Eller det firnurlige guitarspil i midten af Lazy.
Med Led Zeppelin glemmer jeg aldrig første gang, jeg hørte Whole Lotta Love; det var med hovedtelefoner, og det knirkende og knagende mellemspil gjorde et uudsletteligt indtryk. Og hvem blev ikke henført, første gang de hørte Stairway to Heaven? I dag har jeg hørt nummeret så mange gange, at det desværre forlængst har mistet sin magi.
Af nyere ting, erindrer jeg første gang, jeg hørte Glory Box med Portishead. Det var i starthalvfemserne og aldrig havde jeg hørt en så skøn blanding af blues, electronica og hip hop. Jeg var målløs. På mange måder er det vel nok den sidste gang, jeg har hørt noget, som jeg for alvor anså som værende nyskabende.
https://www.youtube.com/watch?v=yF-GvT8ClnkOg jeg kan blive ved; Da Janis Joplin på Monterey synger Bll in Chain og hidsigt stamper i gulvet mens hun fremstammer B-B-B-B-B-B-B-Baby-Baby, this can't be in vain.
https://www.youtube.com/watch?v=Ui4c0PKvVMU (4:38)
Beklager de manglende links, men jeg er sikker på, de fleste er jer har nummeret lagret i den indre streaming-tjeneste