Nogen gange - og jeg ved, at I alle kan genkende det - oplever vi, at vores musikanlaeg giver os en oplevelse, der ligger ud over det saedvanlige. En oplevelse, der faar os til at taenke "tak". En oplevelse, hvor det bliver ligegyldigt om vi lytter til CD eller LP, transistor eller roer, basrefleks, trykkammer, horn eller planar. Oplevelser, der minder os om at alt hvad vi foretager og er i musikens tjeneste, og som fortaeller os at det hele var pengene vaerd fordi resten af verden forsvandt, og efterlod musikken lyslevende i vores stue.
Saadan en oplevelse har jeg lige haft.
Jeg koebte Graceland i sidste uge, og rensede den i dag. Og hoerte den. Og da jeg aabnede ine oejne efter side 1 var slut undrede jeg mig over at mine vaegge stod der hvor destaar. Og haejtelerne ikke mndst. Og hvordan kom jeg hjem? Maaske er jeg ekstra modtagelig overofr lige praecis den plade lige praesis i dg, fordi jeg tidligere kom til at taenke paa en tidligere kollega fra Sydafrika. Det er egentlig irrellevant. Pointen er, a vi ikke er maerkelige mennesker med en underlig teknikfikseret hobby. Vi vil bare gerne tages vaek en gang imellem. Forfoeres af den musik, og de kunstnere vi elsker. I disse dage, hvor vi diskuterer om vi skulle have gaaet ind Afganistand er det maaske paa sin plads at minde om at Taleban havde forbudt musik.